Erik Munk & Dragsholm del 2
I 1593, da Jens Munk (sønnen) sejler sin skæbne i møde ud for den brasilianske kyst, er der gået seks år, siden faderen blev indsat på Dragsholm. Det flugtforsøg, han kort efter sin ankomst iværksatte med bistand fra den sindssyge Eiler Brockenhuus, mislykkedes. Erik Munk slap ikke ud. Vi kender ikke sagens enkeltheder, men fra Eiler Brockenhuus tidligere om talte skriverier ved vi, at denne til straf for sin medvirken blev hensat i et mørkt tårnkammer, uden vindues lys om dagen og uden lampe om natten. Til mørket bag den syge mands øjne føjedes nu mørket omkring ham, og det drejede sig ikke om en kortvarig skærpelse af hans straf. Eiler Brockenhuus sad indemuret i dette tårnkammer i tre år.
Når medhjælperen ramtes så hårdt, kan man måske forestille sig den straf, der overgik Erik Munk selv. Den har ikke været mildere. Atter savner vi enkeltheder, vi ved ikke hvad der overgik Erik Munk i de første år efter det mislykkede flugtforsøg, men vi er i besiddelse af et dokument , takket være hvilket vi kan danne os et billede af ham, eller rettere et billede af de rester, der var tilbage af ham, efter at han havde udsonet sin tillægsstraf.
Sagen er, at Erik Munk på Dragsholm udformede et omfattende forsvarsskrift, der stadig er bevaret. Det omtales ikke i nogen af de tidligere skildringer af Jens Munk, det strejfes kun i et par redegørelser for Dragsholms historie, men her placeres forsvarsskriftet før flugtforsøget. Man har øjensynligt opfattet det sidste som Erik Munks reaktion, efter at rigsrådet i København afviste hans forsvarsskrift. Men denne opfattelse er ikke rigtig. Da Erik Munk reagerede på rigsrådets afvisning var det med en langt alvorligere handling end et flugtforsøg. Vi kan ikke nøjagtig tidsfæste disse mørke begivenheder, men vi har dog tilstrækkelig mange oplysninger til at etablerer i det mindste en relativ kronologi. Således erklærede Eiler Brockenhuus i et af sine breve til regeringen, at nok havde han villet hjælpe Erik Munk til at flygte, men han havde ikke selv haft i sinde at undvige, da han ikke ville volde lensmanden på slottet Henrik Vind, fortræd. Men i indledningen til forsvarsskriftet omtaler Erik Munk også en lensmand på Dragsholm, som kaldes Herman Juel. Nu ed vi fra slottes regnskaber, at Herman Juel afløste Henrik Vind som lensmand i året 1587. Da flugtforsøget ifølge Brockenhuus skete under Henrik Vind , må det med andre ord have fundet sted i det år, der hengik mellem Erik Munks ankomst i august 1586 og lensmandens afløsning i 1587. Det giver os tillige en mulighed for at bedømme længden af den tillægsstraf, der blev tildelt Eiler Brockenhuus, for så vidt som vi har et kongebrev, der pålægger Herman Juel "at lade anbringe er lidet vindue, for at Eiler Brockenhuus kan læse i fængslet". Dette brev er dateret den 17. august 1590. Der er således vitterlig forløbet mere end tre år, før den første lysstråle blev sluppet ind i hans tårnkammer. Når endelig Erik Munk omtaler Herman Juel i sit forsvarsskrift, vidner det om, at dette dokument er blevet til efter 1587, altså efter hans flugtforsøg og sandsynligvis også efter de straffeforanstaltninger, der resulterede i, en datering, der da også bedre end den hidtidige rimer med han karakter, for så vidt som dette handlingsmenneske næppe ville gribe til pennen, før han havde udtømt alle muligheder for en direkte aktion.
Denne objektive kronologi synes også at falde i tråd med en mere subjektiv bedømmelse af Erik Munks skrift. Sammenligner vi det med doms udskrifterne fra Oslo, har vi ligefrem svært ved at tro, at der begge steder drejer sig om samme menneske. I stedet for den suveræne lensmand med de skarpe replikker og hurtige argumenter finder vi her en stakkel som tigger om nåde i et sprog, der er hjælpeløst og forvirret. Det er blevet andre tider, og der lyder andre toner. Sejrherren fra Akershus sender de ædelige, velbyrdige og strenge herrer i rigsrådet sin ganske underdanige og ydmyge hilsen i håb om, at de på hans elendig begæring vil formilde deres vrede sind. "Thi det er nu som tilforn min ganske underdanige, ydmyge og elendige bøn og begæring, at min allernådigste og højmægtigste øvrighed for Guds skyld således også af kristelig medlidenhed og barmhjertighed gunstigen vil nedlade sig til at formildes over min store elendighed som i denne langvarige fængsels nød tildrager sig".
Selve sagen søger han at lægge op i et udenrigspolitisk plan. De norske bønder vil ikke betale skat, og deres uvilje udnyttes af folk som Mogens Brådsøn til at skabe en danskfjentlig stemning i landet. Deraf kommer al den uenighed, der har hersket mellem kronens embedsmænd og almuen i den tid, Norge har været under Danmark, og som flere gange har ført til mord på kongens fogeder. Erik Munk henviser til Engelbrecht, den svenske oprører mod Erik af Pommern, og som siger, at det er af ham, bønderne har lært at skille lensmændene af med deres len. Ingen kan være dem tilpas, de stræber efter altid at have en nyankommen øvrighed, fordi ingen må blive så længe hos dem, at han lærer deres egn og dens mennesker at kende. Det er årsagen til, at kronens magt i Norge stadig svækkes mere og mere. Erik Munk har forsøgt at gå imod det, en Engelbrechts disciple har fyldt deres judaspung med hans skade og ført ham i ulykke. For de, som går i Engelbrechts fodspor, forblænder øvrigheden med falske klagemål, de ville grusomt mesterligt at opvække modvilje og fordeler bagefter byttet mellem sig. Sådanne forræderier var grunden til, at Trondhjem og Akershus måttes undsættes, og havde der ikke dengang været en mand med hjertet på rette sted, ville Norge være gået tabt. Sverige har alle dage pustet til ilden, for hvis Sverige fik Norge, ville Danmark være overvundet. Men hvis disse oprørere uskadeliggøres og ikke får magt til at sælge nogen dansk mand, sådan som de har solgt Erik Munk til elendigheden, så vil der ikke mere herske nogen utilfredshed i den norske almue, skatterne vil give dobbelt så meget som nu, indbyggerne vil være danskerne tro, og Norge vil i tilfælde af krig være lige så stærkt som Danmark, således at det ene af de to lande altid kan undsætte det andet, hvis der bliver behov for det. Det er Mogens Brådsøn, ikke Erik Munk, som søger at franarre kronen dens rettigheder. "Med løgn, mytteri og forræderi han har skilt mig fra min velfærd, ikke fordi jeg har misbrugt loven men fordi jeg stod fast på dens grund og krævede kronens ret".
Derfor trygler Erik Munk de strenge herrer om at formidle sig over ham og stille ham for en dansk ret. Til gengæld lover han at tjene sit fædrende Danmarks rige og give det stor magt, stor ære og stor gavn. Vel de blot tålmodigen høre på ham, kan han fortælle, hvorledes de norske i gamle dage hentede sølv i Grønland ligesom spaniolerne i Amerika. Hvis Grønland nu blev opdaget på ny, ville Danmark og Norge derfor komme tilbage til deres gamle magt. Det er grunden til, at han lige siden sin ungdom har haft planer om at sejle til Grønland, men krigen mod Sverige forhindrede ham i at føre dem ud i livet, og siden hen har an jo haft fuldt op at gøre i kronens tjeneste. han er imidlertid ikke i tvivl om, at disse rigdomme stadig findes, kort sagt hvis man slipper ham ud af dette tunge fængsel, vil ha, Erik Munk, tilbyde straks at sejle til grønland , ja, om man vil, helt over til Amerika.
Det er grundtankerne i det lange brev, Erik Munk sidder og flikker sammen i sit tårnkammer på Dragsholm. Fremlagt i sammendrag virker de klare og logiske, men sådan fremtræder de ikke i hans skrift. Kun et par steder forekommer der et glimt af den skarpe formulerings evne, han lagde for dagen i Oslo, resten er næsten ulæseligt. Gentagelser hobes på gentagelser, han væver sig ind i forklaringer, han ikke kan gennemføre, taber tråden, begynder forfra, taber tråden igen og bruges over tredive sider til at udtrykke hvad der med lethed kunne stå på tre. Sammenholder man dette ned de skrifter, som den gale Eiler Brockenhuus på samme tid og samme sted sidder og skriver til den samme adressat, er ligheden påfaldende, ikke alene i det hjælpeløse sproglige udtryk, men også i indholdet, i selve ideen med skriftet. Det er ikke mærkeligt, at de begge forsikre rigsrådet om deres uskyld, men det virke tankevækkende, at de begge lover kontante gevinster, hvis de bliver sat på fri fod. Eiler Brockenhuus kunne øge kronens indtægter med 36.000 rigsdaler, Erik Munk overgår ham ved at møde op med et Grønland spækket med sølvminer. Hvem af de to er her den største fantast? Dragsholm har ikke fungeret forgæves.
Erik Munks forsvarsskrift har ikke blot en række indre og ydre lighedspunkter med de breve, der skyldes den syge Eiler Brockenhuus. Det er ligesom dem skrevet af en mand, der har taget skade på sin forstand.
Så langt må han ned. Er han uskyldig? Over for de norske bønder, nej. Over for de danske adelsfolk, ja. De var ikke bedre selv. Det må ikke glemmes, at historien også i dette tilfælde er skrevet af de sejrende, langt den største del af de besvarede vidnesbyrd skyldes hans modstandere. Så miserabelt hans forsvarsskrift end er, lader det ane at der er både et for og et imod. Det anfægter naturligvis ikke adelsmændene i rigsrådet. De var endelig kommet den forhadte Munk-slægt til livs, Eriks bønner er forgæves, han bliver ikke løsladt, han bliver ikke engang sat for en domstol. Man kan spare sig ulejligheden. Man har været klar over mandens mentale tilstand. Man har kort sagt opnået, hvad man ville.
Vi ved ikke nøjagtigt hvornår Erik Munk får meddelelse om, at hans arbejde har været resultatløst, men det sker sandsynligvis omkring 1593, samme år som hans søn når Bahia. Det bliver ikke Erik, der skal sejle til Amerika eller krydse gennem de ukendte grønlandske farvande, men på ny er det, som om han uden at vide det har afmærket vejen for drengens skæbne og dermed også scenen for et drama, der bliver langt større end hans eget, og dog ligner det i så påfaldende mange enkeltheder. Erik Munk må blive på Dragsholm. Man kan forestille sig at han vandre rastløst frem og tilbage i det nøgne tårnkammer, hvis der overhovedet har været plads til at røre benene. Ude fra Kattegat kommer stormen farende, hyler i slottes skorstene og blæser videre ud over den vidtstrakte Lammefjord. Hvor natten nu dybest, i ham selv eller omkring ham? Og had ser han for sig i sit mørke? Åh, jærven er stadig sulten, men mellem disse tykke mure er der intet, han kan kaste sig over og fortære. Intet Stenvigsholm. Intet Akershus. Ingen Grønlandske sølvminer. Ingenting.
Undtagen ham selv.
I 1598 betyder fædrelandet for Jens Munk (sønnen) nok først og fremmest tanken om faderen. I de syv år han har været blandt fremmede, er intet budskab om faderen Erik Munks skæbne nået frem til ham, men han har svært ved at forstille sig, at der ikke er håb. Kender han faderen ret, har han for længst overvundet sine modstandere og sprængt sig vej ud af det frygtelige fængsel.
En sådan mand kan ingen holde indespærret.
Men skulle det værste alligevel være sket, skulle Erik være død, i kampen mod sine fjender eller af græmmelse i sit fangehul, må der ligge en arv og vente, en arv som Jens Munk kan vende hjem og hente og bruge.
Til sin hævn.
Nu løber alle linjerne sammen. da Jens Munk i efteråret 1598, vender hjem fra sit lange eventyr i den nye verden og fuld af forventning ser Sjællands kyster komme til syne forude, er også inde på Dragsholm spillet igennem il sin sidste uventede scene.
Selv i det mørkeste fængsel, står der en bagdør på klem ud til lyset. Selv gennem de tykkeste mure kan mennesket finde vej ud til friheden, det store åbne land, vi fabler om, så længe vi er indespærret, lettere at erobrer end noget Stenvigsholm og Akershus, umuligt at miste igen. Da det i 1593 gik op for den syge Erik Munk, at adelsmændene i rigsrådet havde syltet hans forsvarsskrift og afvist hans bønner om at bringe sagen for en domstol, havde han forsøgt alle muligheder for at komme ud af Dragsholm. Han havde iværksat flugtforsøg, der ikke fik andet resultat end en skærpelse af hans straf, år efter år i fangehullet, mørket, stanken, jernlænken, det snigende vanvid. Siden hen havde han siddet nedbrudt og elendig og skrevet side op og side ned i håb om at formidle de mægtige adelsfolk, og der var ikke kommet andet ud af det end en kort oplysning om at sagen var henlagt. Det var enden.
Tilbage havde de sindssyge kun den lille bagdør, som altid står på klem.
Det er ikke hans medfange, Eiler Brockenhuus, men derimod dennes navnebroder Eiler Brockenhuus til Nakkebølle, der meddeler so slutningen på historien om Erik Munk. Eiler Brockenhuus til Nakkebølle levede fra 1548 til omkring 1602 og lavede et trykt kalendarium med en række optegnelser om fødsler, bryllupper, dødsfald og lignende familiebegivenheder i den daværende adel. Det er takket være dette kalendarium, at vi kender den nøjagtige dato for Erik Munks ankomst til Dragsholm, og det er også her, vi finder den lakoniske meddelelse om han død:
"Anno 1594 hengde Erik Munk sig seilff på Dragsholm ij Fengsselith och bleff begraffuith under Gallenn sammested"
"Anno 1594 hængte Erik Munk sig selv på Dragsholm i fængslet og blev begravet under galgen samme sted."
Skåret ned af rakkeren og kylet i et jordhul under galgen sammen med resterne af hængte tyveknægte og radbrækkede mordere, - sådan nåede Erik Munk frem til det store åbne land uden for fjendernes rækkevidde.
I de tider var det almindeligt, at de ulve, man havde held til at indfange, blev klynget op i galgen og siden begravet under den. Nu havde jærven (Erik Munk) på Dragsholm lidt samme forsmædelig skæbne. Set med samtidens øjne kunne man ikke forestille sig en dybere skam. Lad gå med, at Erik Munk med sin grav under galgen endnu i døden var udstødt af menneskenes samfund. Som selvmorder havde han mistet sin evige salighed, fordømt i det evige som han havde været det i det timelige. Nej, der var ikke den elendige lommetyv i riget, som ikke ville foretrække mestermandens mest raffinerede pinsler frem for den skæbne, som her var overgået sejrherren fra Stenvigsholm. Og hvilken triumf for han fjender i den høje adel. Hvilken magt måtte disse herre ikke sidde inde med, når de uden at røre en finger kunde tvinge en mand som Erik Munk til med sine egne hænder at lægge strikken om sin varme hals og selv fuldbyrde den dødsdom, de havde udtalt over ham? Ak, herren se i Nåde til os svage syndere og beskytte os mod de mægtiges vrede.
Med sådanne ord afsluttes den beretning, der venter Jens Munk, da skibet fra Amsterdam lægger til kaj ved Gammel Strand i København. Historien har været kendt af enhver. Jens Munk behøver blot at nævne faderens navn og den adspurgte havnekarl gør hastigt korsets tegn og begynder med glødende øjne at gå i enkeltheder. Det var altså sandheden. jens Munk havde gættet rigtigt, faderen havde virkelig sprængt sig vej ud af fængselet, men hvor anderledes end han havde tænkt sig, var det ikke foregået. Han havde håbet at gense ham ved sin ankomst til Danmark, nu når han knap at sætte foden på dansk grund, før han rammes af dette stød til kæben, Hvordan tager han rystelsen? Hvilke følger får denne velkomst for hans videre skæbne?
