Erik Munk og Dragsholm
Jens Munk var søn af Erik Munk en norsk adelsmand som ikke kunne få nok og som efter adskillige nederlag ved herresdagene var blevet til, skammens far og hans mor var udtryk for fattigdommen.
Fra: Torkild Hansen, Jens Munk 1965
Mellem Sejrøbugten og den nu udtørrede Lammefjord løb der i tidligere til en lav og smal landtange, som forbandt Odsherred med det øvrige Sjælland. Tangen blev kaldt "Draget", derfor kom den borg, som opførtes her i Middelalderen til at hedde Dragsholm. Placeringen var strategisk velberegnet, på dette sted kunne fæstningen aflåse hele Odsherred, og samtidig var den svær at nå frem til for evt. angribere. Uvejsomme søer og sumpe omgav den på tre sider, så der kun var let adgang til den fra nord, den anselige borgbanke ragede højt op over de vandsyge engdrag og var omgivet af fire dybe grave. Dragsholm var både højborg og vandborg, som det er karakteristisk for forsvarsværkerne i Valdemartiden, da de militære hensyn krævede, at borgene lå smukt.
Dragsholm ligger meget smukt. J.Th. Lundbye har malet landskabet herud en sommermorgen 1840, i forgrunden nogle marksten, de flade enge og moser, der fra fjordens inderste vige strækker sig hen mod slottet, i baggrunden ses Sjællandskysten, som ved Vejrhøj rynker brynet mod Kattegat, og over det hele Lundbyes himmel, en sølvtone i lyset, som kunde han med sin pensel og sine oliefarver male selve den klare luft. Men Dragsholm selv ligger i skygge, og i stedet for det nuværende hvidkalkede slot, der også lå her i 1840, har Lundbye indsat den oprindelige, strenge Middelalderborg med dens røde munkesten og dystre hovedtårn i sit billede, rundt om den breder sig det smilende landskab, med Dragsholm smiler ikke igen.
Heller ikke i historien. Navnet dukker op første gang i nogle kirkeregnskaber fra 1334, da fæstningen med den vindebro, hovedtårn og fire alen tykke nordmur hørte under Roskildebispen. Undr Grevens fejde belejredes den af Lange Herman, som lige havde erobret Kalundborg, og det fortælles, hvordan dens næsten udsultede forsvarede daglig lo et får pine på gårdspladsen, for at dyrets skrig skulle give belejrerne det indtryk, at her stadig var rigeligt at slagte. Siden blev det andre klager, der genlød mellem de tykke mure. Efter reformationen blev Dragsholm et kongeligt regnskabslen, takket være borgens isolerede beliggenhed, dens voldgrave og solide murværk, fandt kongerne den velegnet til statsfængsel. I årenes løb kom dette fængsel til at huse adskillige prominente personer, men da befolkningen i et oderne demokrati interessere sig mere for en udenlandsk greve, der har været gift med en dronning, end for en almindelig danske, der ikke har været gift med en bartskærerdatter, er den berømteste af disse fanger ikke Erik Munk, men jarlen af Botwhell.
Jarlen af Bothwell
Hans skæbne var ingen undtagelse. Det var blevet en regel at fangerne i dette fængsel betragtedes som borgerligt afdøde, ville statsmagten af forskellige grunde nødigt vække opsigt med en dødsdom efterfulgt af en offentlig henrettelse, kunne pågældende bekvemt indsættes på Dragsholm, for også her var man skaffet af vejen og slettet af samfundet. Ingen af fangerne kom ud igen, før d blev båret over vindebroen med fødderne forrest. Når det i samtiden hed sig, at fangerne på Dragsholm altid endte med at tage skade på deres forstand, kan denne kolde dødsdom og ublodige henrettelse måske sandsynliggøre, at rygtet ikke var uden en vis makaber baggrund. Det synes desuden notorisk, at i hvert fald jarlen af Bothwell døde i en tilstand af fremskreden sindssyge. Hans landsmand og samtidig fange i fængslet, den gådefulde kaptajn Clerk, opførte sig alt andet end normalt i sine sidste år. Erik Munks skæbne vil der senere blive lejlighed til at komme ind på , men værst stod det sikkert til med den uhyggelige seksualforbryder Eiler Brockenhuus, som også spiller en vigtig rolle i denne beretning. Endelig er det rimeligt at nævne Sigfried Reinschatt, der sad her fra 1609 til 1626, og som uden den mindste tvivl var splittergal.
Selv om begge de sidst nævnte nok havde en skrue løs, allerede da de kom, kunne disse mange parallel tilfælde for så vidt være en tilstrækkelig forklaring på disse stedlige tradition, der i dag som "Jarlens Fængsel" udpeger et fugtigt kælderrum under slottes hovedtårn, hvortil en lokalhistorisk interesseret person endda har været så elskværdigt at levere en rusten jernkæde. Forskellige dokumenter taler dog for, at fangecellerne på Dragsholm ikke var anbragt i kælderen, men i tårnets øvre stokværk. Hvad der er foregået i disse tårnkamre, som kan motivere de mange psykiske sammenbrud, ved vi ikke. Vi ved, ar Eiler Brockenhuus i over tre år sad indespærret i et værelse uden vinduer og uden lys, men det er kun et enkelt eksempel, og lidelsen kende mange veje ind i det menneskelige sind.
Dette forhindre naturligvis ikke at fangerne, når de, efterhånden som behandlingen skred frem, begyndte at vise sig besværlige, blev stoppet ind i et af de hundehuller, som knap rummer et menneske i sammenkrøben tilstand, og som i mangel af gummiceller fandtes i slots muren, hvor de stadig kan beses. Der kunde den gale i hvert fald sidde og skrige uden at forstyrre nogen. For samtidig med at tjene som fængsel var Dragsholm jo også remmen om lensmandens herlige liv. Kongen kom her på besøg, der var jagtselskaber i borgstuen, bryllupper i slotskirken, baller i riddersalen. Man spiste dyreryg og drak lutendrank, man dansede og man forlovede sig, og lød der nu og da et halvkvalt brøl bag murene, afbrød det hverken den muntre latter eller de ømme kys. Det kunde jo bare være en kvie, der var ved at kælve, en hingst, som vrinskede i staldene. Dragsholm smiler ikke igen, men den ligner livet, lykken og elendigheden sover under det samme tag, og i vinternatten kommer stormen ude fra Kattegat, farer hen over det alt sammen, hyler lidt i skorstenene, og så er den allerede ude over den vidtstrakte Lammefjord, og så er Lammefjorden allerede udtørret, og tårerne er tørret vær, hvad betyder det nu hvem der græd af glæde, og hvem der græd af nød.
Til dette sted ankom velbyrdige Erik Munk så i året 1586efter vor frelse. Hvad der er gået for sig i det forløbne år i København, ved vi ikke, men der foreligger ingen retsreferater, ingen domsudskrifter, intet tegn, som tyder på, at den tidligere lensmand er blevet lovmæssigt domfældt. Sagen Erik Munk har været et af de tilfælde, hvor regeringsmagten havde al interesse i at handle diskret. Det drejede sig trods alt om en adelsmand, der i manges øjne måtte stå som noget i retning af en nationalhelt. Det er ikke troligt, at bøndernes oprør har været den egentlige årsag til Erik Munks fald. Det er Mogens Bårdsøns genistreg, at han i modsætning til sine forgængere på anklagebænken forstår at alliere sig med de stærke kræfter i København, der også arbejder på Erik Munks ruin, omend det sker ud fra andre motiver. Uden dem var det ikke gået . En flok bønder alene kan ikke fæld en lensmand. Med al respekt er deres klage da heller ikke mere omfattende, end at den kunne være rettet mod mange andre ag de hårde danske lensmænd, der virkede i 1500 tallets Norge. Det er Eriks modstandere i den danske adel, som behændigt har udnyttet den norske uro i deres egen sags tjeneste, men de er dygtigere til at skjule deres spil end Erik Bårdsøn. Eriks dommere er imidlertid lutter danske adelsfolk, og det ser ikke godt ud, at den lensmand, Henrik Vind , der nu tager sig kærligt af ham på sit berygtede Dragsholm, er en bror til den Christen Vind, som Erik ragede uklar med på togtet til Nordkap. Men selv om bøndernes klage naturligvis udadtil skulle stå som den virkelige årsag til Erik Munks fald, måtte også det opfordre til stor forsigtighed. Det ville ikke være smigrende for regeringen, hvis den under en retssag måtte indrømme, at en af dens lensmænd i Norge havde begået overgreb mod befolkningen, og styrtede ham i fuld offentlighed, løb man en ikke ubetydelig risiko for at undergrave statsmagtens autoritet andre steder, hvor den i forvejen ikke var velfunderet. Alle gode runde talte altså for t dysse sagen ned. Men rotterne får naturligvis færten at den rette sammenhæng og forlader i hast den synkende skude: Movritz Pode busk finder ud af, at Erik skylder ham penge og vil have det skib den faldne lensmand har liggende i København, Albrit Christensen har solgt Erik Munk for 40 daler flæsk og skynde sig at indkræve pengene i rentekammeret. Der er klar over, hvad der forestår. Erik Munk skal henrettes. Der må bare ikke komme en bloddråbe til syne. Det er klart. Det kan man ordne på Dragsholm.
Den 8. august 1586 ruller han over vindebroen, der i dag er erstattet med en dæmning. Foran ham rejser fæstningen sig, de røde mure har fået deres grundskud under Grevens Fejde, munkestenene bære tydelige ar efter Lange Hermands kanonkugler. Erik Munk indsættes i hovedtårnet, det skydes i grus under svenskekrigene hundrede år senere, så der er intet tilbage af hans fangecelle. Alligevel ved vi noget om hans tilværelse her, som virker mere uhyggeligt end alle ydre spor, alle ægte eller uægte lænker.
Har er ikke alene. Flere tegn tyder på, at man for at knække sejrherren fra Stinvigsholm og Akershus har fundet et middel, der ville virke både hurtigere og mere effektivt end en enecelle. Dan den tunge dør smækker i bag ham, får han øje på en anden skikkelse, og Erik Munk har straks været klar over, hvem det drejede sig om. Fangen er berygtet i hele Norden. den mand, der står ludende foran ham i tårnkammerets halvmørke , er den sindssyge storforbryder Eiler Brockenhuus.
I 1586 havde Eiler Brockenhuus allerede siddet her i to år. Han har da været omkring de fyrre, han fødtes mellem 1540 og 1550, som medlem af Brockenhuusernes højt ansete adelslægt og skal ligesom Erik Munk have deltaget i syvårskrigen. Det var dog andre bedrifter end de militære, der havde lagt grunden til hans navnkundighed. Han hørte hjemme på Søndergårde i Vends Herred, hvor befolkningen endnu to hundrede år senere vidste at fortælle om den #gale Iler Brekkehus" og hans ugerninger. Han mishandlede sine undergivne, en dag havde han for at prøve krudtets kraft ligefrem sprængt en skorstensfejer i luften på sin gård. Ved en anden lejlighed havde han anstillet sig som død, og der var indbudt et stort følge til den højtidelige begravelse, da han i sidste øjeblik kravlede ud af kisten med et brøl af latter over de tilstedeværendes rædsel. Ved hans bryllup med Tale Mouridsdatter ymtedes tvivl om brudens jomfruelige tilstand, men værre var det, at han kort tid efter fik et barn men svogers enke, Margrethe Ranzow. Det var ikke alene en alvorlig sag efter tidens strenge ægteskabslov, stod man forhold til sin svogers kone, blev det betragtet som blodskam. Eiler Brockenhuus kunne dog for den sags skyld også tilfredsstille en senere tids definition af dette begreb. Da han blev pågrebet i 1584, var sigtelserne mod han uhyrlige. Han havde pisket og mishandlet sin kone. Han havde truet med at slå Kong Frederiks ihjel. Han have myrdet sin mor. Han havde avlet børn med sin søster, forgivet hende og ombragt den nyfødte med sine egne hænder. Dette var mere, end regeringen turde fremlægge ved en offentlig retssag, og den 14. august 1584 blev Eiler Brockenhuus bragt af vejen og indsat på Dragsholm. I fængslet udfoldede han en hektisk aktivitet i form af lange skrivelser til regeringen, der som årene gik, bar stedse tydeligere præg af hans formørkede tankegang.
Snart vidste han, hvordan man kunne forøge kronens indtægter med 36.000 rigsdaler årligt, snart havde han opfundet et hemmeligt våben, som ingen fremmed krigsmagt kunne modstå. Så havde to engle åbenbaret for ham at rigsrådet havde taget kongen af dage, og at havde samme planer med hans efterfølger, fremgik med største tydelighed af nogle vedlagte bibelcitater. Jo grovere beskyldninger, jo grummere blev naturligvis hans vilkår på Dragsholm. Vi har her kun få pålidelige oplysninger at støtte os til, ingen statsmagt opreklamerer sine straffemetoder hverken over for samtiden eller historien, men alle midler har været taget i anvendelse.
Det skyldes ikke tilfældigheder, når navnet Brockenhuus hundrede år fremover i det danske sprog betyder en straffecelle af strengeste kategori. Men i hvert fald slog dets bærer i en henseende alle tidligere og senere rekorder på Dragsholm. De fleste fanger bukkede under efter et kortere tidsrum og sad sjældent mere en 3 - 4år. Det var ikke tilfældet med "gale Iler". Han har i sin sindssyge haft ressourcer at tære på, der gjorde det næste håbløst at komme ham til livs. Eiler Brockenhuus sad på Dragsholm i 27 år.
Om Erik Munks følelser ved mødet med dette fængsel og denne med fange kan der ikke herske megen tvivl. Døden for skarpretterens sværd, retterstedet korte, hvide minut vilde være mindre fornedrende end den langsomme henrettelse i selskab med en gal. Men krigeren i ham er gjort mat endnu. Som så ofte før, søger han også her at vende det desperate i sin stilling til egen fordel. Jo værre, jo bedre, det gjaldt foran fjendens kanoner, og det gælder også i fængslet. Vanskelighederne skal smedes om til murbrydere, håbløsheden skal hvæsses til en kniv. Ved at spærre ham inden sammen med Eiler Brockenhuus har hans fjender i rigsrådet troet, at de skærpede straffen over ham. Erik Munk indser koldt, at de har begået en fejl. Få måneder efter sin ankomst har han indsamlet de fornødne oplysninger, fagmæssigt gennemgår han i tankerne fæstningens styrke og svagheder, ser for sig murene, voldgraven, de vidtstrakte sumpe ned mod fjorden. Så er forberedelserne tilendebragt og planerne rede.
Erik Munk vil flygte fra Dragsholm, og den gale Eiler Brockenhuus skal hjælpe ham.
I 1593, da Jens Munk (sønnen) sejler sin skæbne i møde ud for den brasilianske kyst, er der gået seks år, siden faderen blev indsat på Dragsholm. Det flugtforsøg, han kort efter sin ankomst iværksatte med bistand fra den sindssyge Eiler Brockenhuus, mislykkedes. Erik Munk slap ikke ud. Vi kender ikke sagens enkeltheder, men fra Eiler Brockenhuus tidligere om talte skriverier ved vi, at denne til straf for sin medvirken blev hensat i et mørkt tårnkammer, uden vindues lys om dagen og uden lampe om natten. Til mørket bag den syge mands øjne føjedes nu mørket omkring ham, og det drejede sig ikke om en kortvarig skærpelse af hans straf. Eiler Brockenhuus sad indemuret i dette tårnkammer i tre år.
Når medhjælperen ramtes så hårdt, kan man måske forestille sig den straf, der overgik Erik Munk selv. Den har ikke været mildere. Atter savner vi enkeltheder, vi ved ikke hvad der overgik Erik Munk i de første år efter det mislykkede flugtforsøg, men vi er i besiddelse af et dokument , takket være hvilket vi kan danne os et billede af ham, eller rettere et billede af de rester, der var tilbage af ham, efter at han havde udsonet sin tillægsstraf.
Sagen er, at Erik Munk på Dragsholm udformede et omfattende forsvarsskrift, der stadig er bevaret. Det omtales ikke i nogen af de tidligere skildringer af Jens Munk, det strejfes kun i et par redegørelser for Dragsholms historie, men her placeres forsvarsskriftet før flugtforsøget. Man har øjensynligt opfattet det sidste som Erik Munks reaktion, efter at rigsrådet i København afviste hans forsvarsskrift. Men denne opfattelse er ikke rigtig. Da Erik Munk reagerede på rigsrådets afvisning var det med en langt alvorligere handling end et flugtforsøg. Vi kan ikke nøjagtig tidsfæste disse mørke begivenheder, men vi har dog tilstrækkelig mange oplysninger til at etablerer i det mindste en relativ kronologi. Således erklærede Eiler Brockenhuus i et af sine breve til regeringen, at nok havde han villet hjælpe Erik Munk til at flygte, men han havde ikke selv haft i sinde at undvige, da han ikke ville volde lensmanden på slottet Henrik Vind, fortræd. Men i indledningen til forsvarsskriftet omtaler Erik Munk også en lensmand på Dragsholm, som kaldes Herman Juel. Nu ed vi fra slottes regnskaber, at Herman Juel afløste Henrik Vind som lensmand i året 1587. Da flugtforsøget ifølge Brockenhuus skete under Henrik Vind , må det med andre ord have fundet sted i det år, der hengik mellem Erik Munks ankomst i august 1586 og lensmandens afløsning i 1587. Det giver os tillige en mulighed for at bedømme længden af den tillægsstraf, der blev tildelt Eiler Brockenhuus, for så vidt som vi har et kongebrev, der pålægger Herman Juel "at lade anbringe er lidet vindue, for at Eiler Brockenhuus kan læse i fængslet". Dette brev er dateret den 17. august 1590. Der er således vitterlig forløbet mere end tre år, før den første lysstråle blev sluppet ind i hans tårnkammer. Når endelig Erik Munk omtaler Herman Juel i sit forsvarsskrift, vidner det om, at dette dokument er blevet til efter 1587, altså efter hans flugtforsøg og sandsynligvis også efter de straffeforanstaltninger, der resulterede i, en datering, der da også bedre end den hidtidige rimer med han karakter, for så vidt som dette handlingsmenneske næppe ville gribe til pennen, før han havde udtømt alle muligheder for en direkte aktion.
Denne objektive kronologi synes også at falde i tråd med en mere subjektiv bedømmelse af Erik Munks skrift. Sammenligner vi det med doms udskrifterne fra Oslo, har vi ligefrem svært ved at tro, at der begge steder drejer sig om samme menneske. I stedet for den suveræne lensmand med de skarpe replikker og hurtige argumenter finder vi her en stakkel som tigger om nåde i et sprog, der er hjælpeløst og forvirret. Det er blevet andre tider, og der lyder andre toner. Sejrherren fra Akershus sender de ædelige, velbyrdige og strenge herrer i rigsrådet sin ganske underdanige og ydmyge hilsen i håb om, at de på hans elendig begæring vil formilde deres vrede sind. "Thi det er nu som tilforn min ganske underdanige, ydmyge og elendige bøn og begæring, at min allernådigste og højmægtigste øvrighed for Guds skyld således også af kristelig medlidenhed og barmhjertighed gunstigen vil nedlade sig til at formildes over min store elendighed som i denne langvarige fængsels nød tildrager sig".
Selve sagen søger han at lægge op i et udenrigspolitisk plan. De norske bønder vil ikke betale skat, og deres uvilje udnyttes af folk som Mogens Brådsøn til at skabe en danskfjentlig stemning i landet. Deraf kommer al den uenighed, der har hersket mellem kronens embedsmænd og almuen i den tid, Norge har været under Danmark, og som flere gange har ført til mord på kongens fogeder. Erik Munk henviser til Engelbrecht, den svenske oprører mod Erik af Pommern, og som siger, at det er af ham, bønderne har lært at skille lensmændene af med deres len. Ingen kan være dem tilpas, de stræber efter altid at have en nyankommen øvrighed, fordi ingen må blive så længe hos dem, at han lærer deres egn og dens mennesker at kende. Det er årsagen til, at kronens magt i Norge stadig svækkes mere og mere. Erik Munk har forsøgt at gå imod det, en Engelbrechts disciple har fyldt deres judaspung med hans skade og ført ham i ulykke. For de, som går i Engelbrechts fodspor, forblænder øvrigheden med falske klagemål, de ville grusomt mesterligt at opvække modvilje og fordeler bagefter byttet mellem sig. Sådanne forræderier var grunden til, at Trondhjem og Akershus måttes undsættes, og havde der ikke dengang været en mand med hjertet på rette sted, ville Norge være gået tabt. Sverige har alle dage pustet til ilden, for hvis Sverige fik Norge, ville Danmark være overvundet. Men hvis disse oprørere uskadeliggøres og ikke får magt til at sælge nogen dansk mand, sådan som de har solgt Erik Munk til elendigheden, så vil der ikke mere herske nogen utilfredshed i den norske almue, skatterne vil give dobbelt så meget som nu, indbyggerne vil være danskerne tro, og Norge vil i tilfælde af krig være lige så stærkt som Danmark, således at det ene af de to lande altid kan undsætte det andet, hvis der bliver behov for det. Det er Mogens Brådsøn, ikke Erik Munk, som søger at franarre kronen dens rettigheder. "Med løgn, mytteri og forræderi han har skilt mig fra min velfærd, ikke fordi jeg har misbrugt loven men fordi jeg stod fast på dens grund og krævede kronens ret".
Derfor trygler Erik Munk de strenge herrer om at formidle sig over ham og stille ham for en dansk ret. Til gengæld lover han at tjene sit fædrende Danmarks rige og give det stor magt, stor ære og stor gavn. Vel de blot tålmodigen høre på ham, kan han fortælle, hvorledes de norske i gamle dage hentede sølv i Grønland ligesom spaniolerne i Amerika. Hvis Grønland nu blev opdaget på ny, ville Danmark og Norge derfor komme tilbage til deres gamle magt. Det er grunden til, at han lige siden sin ungdom har haft planer om at sejle til Grønland, men krigen mod Sverige forhindrede ham i at føre dem ud i livet, og siden hen har an jo haft fuldt op at gøre i kronens tjeneste. han er imidlertid ikke i tvivl om, at disse rigdomme stadig findes, kort sagt hvis man slipper ham ud af dette tunge fængsel, vil ha, Erik Munk, tilbyde straks at sejle til grønland , ja, om man vil, helt over til Amerika.
Det er grundtankerne i det lange brev, Erik Munk sidder og flikker sammen i sit tårnkammer på Dragsholm. Fremlagt i sammendrag virker de klare og logiske, men sådan fremtræder de ikke i hans skrift. Kun et par steder forekommer der et glimt af den skarpe formulerings evne, han lagde for dagen i Oslo, resten er næsten ulæseligt. Gentagelser hobes på gentagelser, han væver sig ind i forklaringer, han ikke kan gennemføre, taber tråden, begynder forfra, taber tråden igen og bruges over tredive sider til at udtrykke hvad der med lethed kunne stå på tre. Sammenholder man dette ned de skrifter, som den gale Eiler Brockenhuus på samme tid og samme sted sidder og skriver til den samme adressat, er ligheden påfaldende, ikke alene i det hjælpeløse sproglige udtryk, men også i indholdet, i selve ideen med skriftet. Det er ikke mærkeligt, at de begge forsikre rigsrådet om deres uskyld, men det virke tankevækkende, at de begge lover kontante gevinster, hvis de bliver sat på fri fod. Eiler Brockenhuus kunne øge kronens indtægter med 36.000 rigsdaler, Erik Munk overgår ham ved at møde op med et Grønland spækket med sølvminer. Hvem af de to er her den største fantast? Dragsholm har ikke fungeret forgæves.
Erik Munks forsvarsskrift har ikke blot en række indre og ydre lighedspunkter med de breve, der skyldes den syge Eiler Brockenhuus. Det er ligesom dem skrevet af en mand, der har taget skade på sin forstand.
Så langt må han ned. Er han uskyldig? Over for de norske bønder, nej. Over for de danske adelsfolk, ja. De var ikke bedre selv. Det må ikke glemmes, at historien også i dette tilfælde er skrevet af de sejrende, langt den største del af de besvarede vidnesbyrd skyldes hans modstandere. Så miserabelt hans forsvarsskrift end er, lader det ane at der er både et for og et imod. Det anfægter naturligvis ikke adelsmændene i rigsrådet. De var endelig kommet den forhadte Munk-slægt til livs, Eriks bønner er forgæves, han bliver ikke løsladt, han bliver ikke engang sat for en domstol. Man kan spare sig ulejligheden. Man har været klar over mandens mentale tilstand. Man har kort sagt opnået, hvad man ville.
Vi ved ikke nøjagtigt hvornår Erik Munk får meddelelse om, at hans arbejde har været resultatløst, men det sker sandsynligvis omkring 1593, samme år som hans søn når Bahia. Det bliver ikke Erik, der skal sejle til Amerika eller krydse gennem de ukendte grønlandske farvande, men på ny er det, som om han uden at vide det har afmærket vejen for drengens skæbne og dermed også scenen for et drama, der bliver langt større end hans eget, og dog ligner det i så påfaldende mange enkeltheder. Erik Munk må blive på Dragsholm. Man kan forestille sig at han vandre rastløst frem og tilbage i det nøgne tårnkammer, hvis der overhovedet har været plads til at røre benene. Ude fra Kattegat kommer stormen farende, hyler i slottes skorstene og blæser videre ud over den vidtstrakte Lammefjord. Hvor natten nu dybest, i ham selv eller omkring ham? Og had ser han for sig i sit mørke? Åh, jærven er stadig sulten, men mellem disse tykke mure er der intet, han kan kaste sig over og fortære. Intet Stenvigsholm. Intet Akershus. Ingen Grønlandske sølvminer. Ingenting.
Undtagen ham selv.
I 1598 betyder fædrelandet for Jens Munk (sønnen) nok først og fremmest tanken om faderen. I de syv år han har været blandt fremmede, er intet budskab om faderen Erik Munks skæbne nået frem til ham, men han har svært ved at forstille sig, at der ikke er håb. Kender han faderen ret, har han for længst overvundet sine modstandere og sprængt sig vej ud af det frygtelige fængsel.
En sådan mand kan ingen holde indespærret.
Men skulle det værste alligevel være sket, skulle Erik være død, i kampen mod sine fjender eller af græmmelse i sit fangehul, må der ligge en arv og vente, en arv som Jens Munk kan vende hjem og hente og bruge.
Til sin hævn.
Nu løber alle linjerne sammen. da Jens Munk i efteråret 1598, vender hjem fra sit lange eventyr i den nye verden og fuld af forventning ser Sjællands kyster komme til syne forude, er også inde på Dragsholm spillet igennem il sin sidste uventede scene.
Selv i det mørkeste fængsel, står der en bagdør på klem ud til lyset. Selv gennem de tykkeste mure kan mennesket finde vej ud til friheden, det store åbne land, vi fabler om, så længe vi er indespærret, lettere at erobrer end noget Stenvigsholm og Akershus, umuligt at miste igen. Da det i 1593 gik op for den syge Erik Munk, at adelsmændene i rigsrådet havde syltet hans forsvarsskrift og afvist hans bønner om at bringe sagen for en domstol, havde han forsøgt alle muligheder for at komme ud af Dragsholm. Han havde iværksat flugtforsøg, der ikke fik andet resultat end en skærpelse af hans straf, år efter år i fangehullet, mørket, stanken, jernlænken, det snigende vanvid. Siden hen havde han siddet nedbrudt og elendig og skrevet side op og side ned i håb om at formidle de mægtige adelsfolk, og der var ikke kommet andet ud af det end en kort oplysning om at sagen var henlagt. Det var enden.
Tilbage havde de sindssyge kun den lille bagdør, som altid står på klem.
Det er ikke hans medfange, Eiler Brockenhuus, men derimod dennes navnebroder Eiler Brockenhuus til Nakkebølle, der meddeler so slutningen på historien om Erik Munk. Eiler Brockenhuus til Nakkebølle levede fra 1548 til omkring 1602 og lavede et trykt kalendarium med en række optegnelser om fødsler, bryllupper, dødsfald og lignende familiebegivenheder i den daværende adel. Det er takket være dette kalendarium, at vi kender den nøjagtige dato for Erik Munks ankomst til Dragsholm, og det er også her, vi finder den lakoniske meddelelse om han død:
"Anno 1594 hengde Erik Munk sig seilff på Dragsholm ij Fengsselith och bleff begraffuith under Gallenn sammested"
"Anno 1594 hængte Erik Munk sig selv på Dragsholm i fængslet og blev begravet under galgen samme sted."
Skåret ned af rakkeren og kylet i et jordhul under galgen sammen med resterne af hængte tyveknægte og radbrækkede mordere, - sådan nåede Erik Munk frem til det store åbne land uden for fjendernes rækkevidde.
I de tider var det almindeligt, at de ulve, man havde held til at indfange, blev klynget op i galgen og siden begravet under den. Nu havde jærven (Erik Munk) på Dragsholm lidt samme forsmædelig skæbne. Set med samtidens øjne kunne man ikke forestille sig en dybere skam. Lad gå med, at Erik Munk med sin grav under galgen endnu i døden var udstødt af menneskenes samfund. Som selvmorder havde han mistet sin evige salighed, fordømt i det evige som han havde været det i det timelige. Nej, der var ikke den elendige lommetyv i riget, som ikke ville foretrække mestermandens mest raffinerede pinsler frem for den skæbne, som her var overgået sejrherren fra Stenvigsholm. Og hvilken triumf for han fjender i den høje adel. Hvilken magt måtte disse herre ikke sidde inde med, når de uden at røre en finger kunde tvinge en mand som Erik Munk til med sine egne hænder at lægge strikken om sin varme hals og selv fuldbyrde den dødsdom, de havde udtalt over ham? Ak, herren se i Nåde til os svage syndere og beskytte os mod de mægtiges vrede.
Med sådanne ord afsluttes den beretning, der venter Jens Munk, da skibet fra Amsterdam lægger til kaj ved Gammel Strand i København. Historien har været kendt af enhver. Jens Munk behøver blot at nævne faderens navn og den adspurgte havnekarl gør hastigt korsets tegn og begynder med glødende øjne at gå i enkeltheder. Det var altså sandheden. jens Munk havde gættet rigtigt, faderen havde virkelig sprængt sig vej ud af fængselet, men hvor anderledes end han havde tænkt sig, var det ikke foregået. Han havde håbet at gense ham ved sin ankomst til Danmark, nu når han knap at sætte foden på dansk grund, før han rammes af dette stød til kæben, Hvordan tager han rystelsen? Hvilke følger får denne velkomst for hans videre skæbne?
