KAP XI
Nu skal fortælles om Tøihuset og dets Indretning samt det mærkværdigste, som skete dér.
Hvad der hændte mig, da jeg stod paa Post ved Tøjhusets Port igennem hvilken Indgangen er til Proviantgaarden, i hvis Huse findes alle Madvarer, der er bestemte til Kongens Gaard og Kongens Folk. Disse Huse er af samme Højde, Længde og Bredde som Tøjhuset, nemlig ICX) Favne i Længden og 100 Favne der imellem og en Havn, hvori der ligger 11 Skibe af de mindste Krigsskibe, som altid bliver bevogtede.
Nu maa først fortælles, at Kongen over dette sit Provianthus sætter en særlig Mand, der kaldes Proviantmester, der paa den Tid hed Claus Michelborg, men efter hans Død kom der en anden, der hed Mathæus Davidsen. Han havde Skrivere og Svende under sig, men det var Folks Mening at baade Mesteren og hans Svende, naar Lejlighed gaves, stak meget af det til sig, som de skulde bevare, i Stedet for Drikkepenge, hvorfor ogsaa denne Mathæns Davidsen blev sat i Blaataarn to Gange og truet med Livsstraf, men siden benaadet. Det skete ogsaa ofte, at vi klagede over, at de gav os for lidt Kost, og af den Grund maatte Gråbow, vor Tøj mester, sætte en ny Vagtpost fra Tøjhuset hen ved den Port, som laa nordvest for Tøjhuset. Dette skete efter Kongens Befaling, og de Ældste blev valgt dertil, især dem, der kunde læse og skrive. Der skulde hver Dag to Mand holde Vagt, saa at der altid var i det mindste én tilstede, der skulde opskrive alt, hvad der blev ført ud igennem Porten og hver Aften aflevere Fortegnelsen paa Tøjhusets Skrivestue.
En Dag gik min Kammerat, der hed Peter Snur, som skulde holde Vagt med mig, efter vor Aftensmad. Klokken var omtrent Tre. Der var kommen en Skipper fra Beyren med Brænde til Tøjhuset og Bageriet, og denne Mand skulde ud af den førnævnte Port ind til Staden. Der var to Vintappere i Gaarden, begge unge: Niels Hasenbart, som var en Dattersøn af Dr. Jacob, som for to Aar siden var død, men hans fortræffelige Hustru Christine levede og var meget rig. Niels var meget ungdommelig og en Vovehals, hvorfor hans Moder ofte var meget bange for ham. Disse to unge Mennesker, den anden hed Laurits og var Søn af en Væver, hadede overmaade stærkt dem, som stod paa Post i Porten for at passe paa, at intet blev baaret ud uden først efter Kongens Ordre at være optegnet.
Disse Vintappere tog Skipperen ned med sig i den Vinkælder, som er dér i Gaarden, og hvor de daglig opholdt sig for at aftappe Vin paa Fade, der rummede to Tønder og var bestemte til at bruges paa den første Rejse til Ostindien, som man dengang i Aaret 1618 forberedte. De drak Skipperen fuld i Vin og gav ham et Stykke Træ i Haanden af Størrelse som et Bordben. Han skulde prøve, om jeg tillod ham at gaa ud af Porten med det eller ikke; thi gav jeg ham Tilladelsen, var det aftalt mellem dem at anklage mig for Utroskab, hvorfor jeg saa vilde komme til at miste Livet; men forbød jeg ham paa den anden Side at gaa ud med Træet, havde de overtalt ham til alligevel at gaa med det, og dersom vi kom i Haar sammen, og han ikke stod sig, lovede de ham Hjælp. Denne deres Hensigt naaede de.
Manden kom med Træet og hilste mig. Jeg hilste venligt igen og spørger, hvor han agter sig hen med Træet. Han svarede, at han ikke var pligtig at gøre mig Regnskab derfor, men at han Ville bære det bort. Jeg sagde ham da, at det tillodes ham ikke. Han udlod sig med, at han ikke brød sig om det Forbud, og at han alligevel, paa Trods af os alle, skulde bære Træet bort. Jeg bad ham da: "Min kære Mand, styrt ikke Dig og mig i Ulykke", og stillede mig i Vejen for ham, saa at han ikke kunde komme ud, hvorpaa han huggede til mig med Træet, men jeg afbødede Hugget med mit Sintrør og slog det ud af Haanden paa ham. Derpaa vilde han gaa løs paa mig, men jeg fortalte ham, at han vovede Livet derved. Han brød sig ikke derom, men løb ind paa mig af al Magt, indtil jeg gav ham nogle Hug med Spydet. Da kom de to Vintappere med deres store Baandstager, og der blev et stort Slagsmaal. Jeg brækkede baade Sintrøret og Knebelspydet,^) som det var os tilladt at bruge for i Nødstilfælde at værge os, og nu greb disse tre Mennesker mig og slog mig slemt tilblods. I samme Øjeblik kom min Kammerat, Peter Snur, løbende og raabte, at de skulde slippe mig, saa flygtede de; men jeg gik op paa Slottet for at træffe Kansleren og Grabow. Da de saa mig blodig, blev de forskrækkede og lovede mig Oprejsning. Der hengik nu to Dage, inden Grabow talte med Kongen derom. Kongen sagde, at det havde været bedre, om en af dem var bleven dræbt, og at der skulde blive holdt Rettergang desangaaende paa Kancelliet af Kansleren, hvilket og skete.
Kansleren meddelte Niels [Hasebard], hvilken Fare han var i, og at han og hans Kammerat havde forbrudt Livet. Det blev vedtaget, at de skulle sættes i Blaataarn og dér vente Kongens Dom. Grabow vovede ikke andet end ogsaa at sætte mig ind som Fange sammen med dem, formedelst deres Ondskab imod mig. Der var dem, der troede, at Grabow havde været Aarsag til, at jeg fik den Post. Deres Mødre kom der om Natten samt andre Borgerfolk. Om Morgenen blev vi fri og gik da hjem til Niels's Moder, Christine Doktors Hus, hvor hun modtog os venskabelig og gjorde stort Gilde for os. Vi blev Venner og aftalte, at vi herefter skulde omgaas hinanden som Brødre. Han gav mig tre Daler og bød mig et Pasglas^) med øl, naar som helst jeg gik dér forbi, hvorpaa jeg tog Afeked med dem i al Venskabelighed. Tre Dage senere blev Niels's og hans to Kammeraters Landsforvisningsdom oplæst efter kongelig Befaling, og saaledes endte den Historie.
To Mestre fra Italien kom til Kongen. Den, der kom først, støbte en Kobber-Oxe, der skulde tjene som Vandfad ude paa Frederiksborg for fremmede Herrer fra andre Lande eller disses Gesandter; fra dens Næse og Mund strømmede Vandet ned i deres Hænder, som vadskede sig
Den anden Mester hed Samuel. Vi fik Kongens Ordre til at gaa ham tilhaande en Nat og udrette, hvad han befalede os, og Mesteren lovede os Drikkepenge, naar det lykkedes ham godt Han førte os derhen, hvor Kanonerne blev støbt, og trakterede os godt med øl og Mad om Aftenen. Han havde en Lerklump, om hvilken han lod os stampe den fine Jord, som man plejede at stampe uden om de Former, hvori Kanonerne støbtes. Lerformen var omtrent af min Højde, Jorden blev stampet op til samme Højde. Dette havde vi for om Natten. Han bad os gøre Bøn med sig til Gud om, at hans Foretagende maatte lykkes. Dette gjorde vi, skøndt af ringe Evne. Kobberet eller det Materiale, hvoraf der skulde støbes, var for at udsmeltes i Digelkedelen, der var blevet indmuret Aftenen før omtrent Kl. 6, og der brændte Ild under den hele Natten til om Morgenen Kl. 6. Da kom Kongen selv ridende og spurgte, hvor langt Arbejdet var fremme. Mesteren svarede, at Kobberet inden lang Tid vilde være smeltet.
Kongen steg af sin Hest, gik ind i Giethuset og hen til Digelkedelen og rørte med sin Stok ved det smeltede Kobber, hvorhos han sagde, at det vist var smeltet nok. Mesteren bad ham vente lidt, indtil det kunde løbe; men Kongen var af en anden Mening og gik hen til Hanen, som var ved Renden, drejede den og lod Kobberet løbe ud i Renden, som førte hen til Formen. Derpaa gik han ud, steg til Hest og red, som han havde bestemt, til Frederiksborg, der ligger 4 Mil fra Kjøbenhavn.
Da Mesteren nu saa, at det udvejede Kobber ikke alt randt i Formen, var han nær bleven gal Og gik frem og tilbage i stor Sjæleangst, ønskede sig Døden og blev ond og vred paa os og beskyldte os for at have bedt daarligt. Dermed tabte vi vor Ret til Æren, Gildet og Drikkepengene, som var os lovet. Efter omtrent tre Timers Forløb blev han noget bedre tilmode og befalede os at skuffe den løse, bløde Jord bort fra Formen og derefter med Hammere og Hænder slaa løs paa denne, indtil den gik itu. Da viste sig for os en Jomfru, der sad paa en Stol med kruset og udslaget Haar. Ved hendes venstre Side var en langhalset Svane, paa hvilken der red en Dreng, ligeledes med udslaget Haar. Men det Kobber, som Formen ikke modtog, men som randt ud i den løse Jord og gik tilspilde, skulde have været Drengens og Jomfruens venstre Bryst. Nu maatte der med megen Umage gøres en ny Form, hvortil han holdt tre Svende, som han betalte godt. Denne Gang lykkedes det ham godt, og han fik mange Penge af Kongen. Dette hans Arbejde ansaa baade Kongen og uden- og indenlandske Herrer for det største Mesterværk. Det staar den Dag i Dag paa Frederiksborg,1) og hermed ender Fortællingen om dette.
1) Talen er om ^Løvebrønden, hvortil Stndetensarbeidet oprindelig var udfort 1618 af Hans Støgnvinkål den ynjere. De her omtalte Figurer: Jomfruen med det Icruaede, udalagne Haar, og Drengen forestillende Venua og Cupido af Bronce, foravandt I Tldemea Lob. Brønden, som blev odelagt ved Branden 1850, er senere bleven fornyet.