Kaptajnen og Kongen 2
- Munkhavn 1 Nu er han alene. I unåde hos kongen. Uden venner. Forgældet og kompromitteret. Berøvet det eneste håndgribelige vidnesbyrd om sit sande format. Sejladsprotokollen viser, at han først er hjemme igen på Bremerholm den
- september, det er temmelig lang tid for en tur fra Weseren til København. Har stormen slået ham op under Norge? Har han måttet søge ind til Oslo for at udbedre skaderne? Man ved det ikke. Man ved kun, at dommerens datter hedder Margrethe. Og at den unge kvinde svarer ja. Den frå, udslidte kaptajn har ikke mange tænder tilbage i munden, det er sandt, men hvem ved, måske har en usynlig gudinde også i dette tilfælde ranket den fremmedes skikkelse, hans væsen er så vindende, kort sagt, få uger senere sker det stik mod alle forskrifter, at Odysseus og Nausikaa får hinanden foran alteret i Holmens Kirke i København.
Men det lille krigsbryllup er kun galgenfrist. Sagen med Peiter Isaksons arvinger kører videre på Bremerholm, Kathrine Adriansdatter møder med sine krav om part i deres fællesgods og betaling ad flere års underholdsbidrag, og nu opsiger kongen lånet på 300 rigsdaler med hovedstol og renter. Christian den Fjerde er på grund af krigen i pengenød, og han opsiger på denne tid også en række andre lån. Hans skridt er altså lige så lidt som den omtalte lønforhøjelse rettet imod Munk, selv om det naturligvis for en årrække har gjort virkningen af denne forhøjelse illusorisk og yderligere undergravet kaptajnens økonomi. Derimod er det klart vendt imod Munk, når kongen i 1627 omorganiserer eskadren på Weseren. Der har simpelt hen været for meget vrøvl, vagten må være upåklagelig, han må have en anden mand på den post. Da Jens Munk den 11. april for tredje gang sejler til Bremen, er han kun eskadrens næstkommanderende. Admiralen er nu velbyrdige Henrik Vind til Klarupgård. Det er situationen, da vi når frem til året 1628. Munk har en sidste gang været sydpå til Kap Verde. Han har en sidste gang rundet Nordkap. Nu er han igen blevet degraderet til fordel for en adelig. Med det er også sidste gang. Året 1629 er Jens Munks dødsår.
Her må vi famle os frem. De nærmere omstændigheder ved hans død har hidtil været omgivet af et næsten uigennemtrængeligt mysterium. End ikke den nøjagtige dato ligger fast. Ifølge levnedsskildringen fra 1723 er det "af Margrethe Tagesdatters Broder optegnet, at hand den 3. junii er saligen i Herren hensovet." Men det stemmer ikke med oplysningerne i Bremerholms arkiver, som siger at "hans Hustru Margrethe Tagesdatter modtog hans Pension til Skt. Johannesdag, da han døde". Meget tyder på, at denne oplysning er rigtigere end svogerens. Skt. Johannesdag er den 24. juni, og ifølge Skt. Nikolaj Kirkes begravelsesprotokol er Jens Munk begravet her den 3. juli. Det opklarer imidlertid ikke mysteriet. Tværtimod. Hvorfor begår den ellers så pinligt nøjagtige levnedsskildrer en så grov fejl som at lade Jens Munk dø en måned, før han bliver begravet? Tør han ikke rykke ud med den rigtige dato? Han fortier fængselsopholdet i Bergenhus. Han har også set, at offentliggørelsen af denne dato kunne vække mistanke om, at alting ikke var gået rigtigt til?
Som dødsårsag angiver han den forklaring, der gentages i alle hidtidige skildringer af Jens Munk: kaptajnen dør som følge af sår, han har fået på flåden under kampene ved Sønderjylland. Med disse kampe finder sted allerede i midten af marts, og tager man den tids bartskærer og lazaret forhold i betragtning, må det forekomme gådefuldt, at en soldat kan såres dødeligt og dog holde sig i live i mere end tre måneder. Ved at rykke dødsdatoen frem reducerer levnedsskildreren dette tidsrum med næsten en måned og gør derved den anførte dødsårsag mere sandsynlig, omend den stadig ikke er overbevisende. For den 13. maj altså få uger før hans påståede død, får retten på Bremerholm ordre til at udtage en stævning mod ham i sagen med Peiter Isaksons arvinger, hvordan man end vender og drejer det, en mærkelig adfærd over for en hårdtsåret soldat, der ligger for døden.
Mysteriet bliver stadig tættere. Ve de fleste begravelser holdtes der dengang som nu en ligprædiken, men den formede sig i højere grand end i vore dage som en deltaljeret redegørelse for den afdødes livshistorie, og drejede det sig om et menneske, der havde gjort sig særlig bemærket i samtiden, blev præstens tale sidenhen trykt. Det skete for personer af langt mindre ry end Jens Munk og i et sådant omfang, at disse prædikener nu udgør hovedkilden til den tids personalhistorie. For Jens Munks vedkommende er der imidlertid ikke bevaret nogen ligprædiken, og der findes ingen steder spor af, at der nogen sinde har eksisteret en. Ifølge den traditionelle overlevering, der ligeledes gentages i alle levnedsskildringer, får han et gravmæle i Skt. Nikolaj, men det går desværre tabt ved kirkens brand i 1795
Man må altså acceptere, at en gravsten i dette tilfælde er gået op i luer. Nu er det imidlertid lykkedes dr. O. Nielsen i sit værk om Kjøbenhavns historie at finde navnene på de personer, der i dette tidsrum fik epitafier i Skt. Nikolaj. Går men denne liste igennem, vil man se at den ikke omfatter Jens Munk. Dr. Nielsen har ligeledes fundet navnene på dem, der blot fik en ligsten. Denne liste omfatter heller ikke Jens Munk.
Under disse omstændigheder er det klart, at man ikke tør ignorere noget samtidigt vidnesbyrd om Jens Munks død, uanset hvor problematisk det hidtil er blevet beskyldt for at være. For sagen er jo den, at vi besidder et sådant udsagn. Der er en mand, der åbenhjertigt og naivt kan fortælle os, hvordan Jens Munk døde.
Monsieur Peyrere.
som opholder sig i Danmark 16545 - 45 som sekretær for Frankrigs ambassadør. Han har skrevet en bog om Jens Munk og fra denne lyder, oversat til dansk Monsiur Peyreres vidne udsagn således:
"Kaptajn Munk aflagde efter hjemkomsten beretning om sin rejse til sin herre kongen, der modtog ham, som man modtager et menneske, man i lang tid har troet fortabt. Det så ud til, at dette skulle blive enden på denne kaptajns mange ulykker, men hans historie er mærkelig og fortjener at blive bedre kendt. Han levede nogle år i Danmark, og efter at han i lang rid havde tænkt over sine fejl, han havde begået på sin rejse af ukendskab til stederne og sagernes tilstand der, og over muligheden for at finde den gennemsejling til østen, han havde søgt efter, så han sig nødsaget til at gøre rejsen om. Men da han ikke havde midler til at påtage sig opgaven alene, bevægede han nogle fremtrædende danske adelsmænd og borgere til at træde sammen i et selskab og udruste to skibe til den lange rejse under hans kommando. Han havde nu truffet forholdsregler imod alle de ulemper og ulykker, der var overgået ham på den første rejse, og han var på nippet til at sejle af sted for anden gang, da kongen Af Danmark på selve afrejsedagen kaldt ham til sig og i samtalens løb bebrejdede ham, at han på grund af sin forkerte ledelse af det første togt havde sat de søfolk liv overstyr, som kongen havde betroet ham. Da kaptajnen gav ham et barskt svar, blev kongen vred og tillod sig at støde ham for brystet med sin stok. Dybt forbitret over denne fornærmelse trak kaptajnen sig tilbage, gik hjem til sig selv og lagde sig i sin seng, hvor han ti dage senere døde af græmmelse og sult.
Monsieur Peyrere indlæg rummer flere nye oplysninger, selv om der er indlysende, at han sammenblande flere begivenheder, den nye ekspedition til Hudson Bay og Jens Munks død, der i virkeligheden var adskilt fra hinanden med syv år. I Danmark afviste man dog hele hans historie som der pure opspind, det var forkert, at Munk havde stået i begreb med at foretage en ny ekspedition, og det var forkert, at han var raget uklar med kongen. Men så fandt Lauridsen i Rigsarkivet de dokumenter, som godtgør, at der i 1621 vitterlig blev truffet omfattende forberedelser til et nyt togt. På dette punkt havde franskmanden altså ret. Han havde kun taget fejl af tidspunktet om initiativtagerne.
Tilbage stod nu den anden af hans to oplysninger, det forhold at der umiddelbart før Jens Munks død skulle have fundet et dramatisk sammenstød mellem ham og Kongen. Den omstændighed, at man var nødsaget til at rehabilitere Peyrere på det ene punkt i hans fremstilling, første ikke til en fornyet undersøgelse af det andet. Nej, hans vidnesbyrd var her temmelig belastende for Christian den Fjerde, han sagde indirekte, at Munks død var at opfatte som en art selvmord, hvis årsag alene lå i kongens brutale optræden, og det er forklarligt, at denne oplysning til dato er blevet afvist i lidenskabelige vendinger, den er lidt svær at få til at passe med den opfattelse, at Munk "havde sin Konges Yndest lige til din Død". Og dog kan man ikke på forhånd udelukke, at franskmanden ikke også på dette punkt har været rigtigt underrettet. Isaac de la Peyrere tilfredsstiller de vigtigste krav, man må stille til en historisk kildeskribent, og det er ikke tilfældigt, at Holberg kan bruge ham i sin Danmarkshistorie. Han er nogenlunde samtidig med de begivenheder, han skildre. Da han indsamler sine oplysninger, er der kun gået 16 år efter Jens Munks død. Han har ved hoffet truffet flere mennesker, som har kendt kaptajnen og som også kender kongen. Han har lyttet til allehånde rygter om den mærkelige sag, og han må tage hensyn til, at hans gengivelse af det, han har hørt, vil blive læst af dem, der har fortalt ham det. Han kan ikke tillade sig at give fantasien frit løb, det vil nedsætte ham i alles agtelse, og at dette ikke er let, viser hans efterfølgende lange brevveksling med en videnskabelig autoritet som Ole Worm. Og hvad mere er da Peyrere udsender sin bog i 1647, kan han ikke vide, at den danske konge kun har et år tilbage at leve o. Også her er det vigtige hensyn at tage, når han bringer den pinlige historie i trykke. Man har beskyldt ham for at overdrive, at give en alt for dramatisk og romantisk skildring af Munks død. Hvor lang sandsynligere er det ikke, at han, diplomat som han er, i videst muligt omfang dæmper skildringen ned? Han forenkler den, han kæder to forskellige begivenheder sammen, han siger ikke, at kongen slog kaptajnen, han "stødte ham for brystet", og han nøjes med at antyde, at Munk bagefter døde af "græmmelse", det lyder alt samme meget udglattende og lidet kontroversielt, der kommer ingen diplomatiske forviklinger på det grundlag. Langt fra at overdrive og dramatisere har Peyrere haft al mulig interesse i at gå let hen over den kedelige sag. Alligevel skulle man gerne følge traditionen og afvise hans udsagn som produkt af en lidt for livlig fantasi. På en betingelse. Der måtte rent faktisk ikke være nogen baggrund for de rygter, han hørte i København. Vi måtte ikke kunne bevise, at Jens Munk umiddelbart før sin død havde været sammen med Christian den Fjerde
Det er imidlertid netop det, vi kan.