KAP. IX
Da jeg først kom til Kjøbenhavn Aar 1615, var der et aabent Sund mellem Staden og Amagerland, hvorover man blev færget paa smaa Baade. Men der, hvor Folket blev sat over, kaldtes Kivnæs, formedelst Folks Snakken, Trætte og Kiv, som daglig hønes dér; thi enhver søgte at komme forst op i Baadene, hvorfor der ogsaa vankede Hug og Stik, naar stridbare Folk mødtes.^) Mange Gange i Begyndelsen lod jeg mig sætte over dette Sund, thi paa Amagerland boede en Mand, som jeg kendte og havde meget at gøre med, ved Navn Niels Aagesen, Han var Købmand ved de danske Handelshuse ved Skutulsfjord Havn ved Isefjords Dyb.^) Dér fik jeg aldd en god Modtagelse og var meget afholdt af ham og hans Kone. HverLørdag traf jeg ham i Kjøbenhavn, naar jeg var hjemme, thi den Dag var Torvedag. Magnus Arason^) og Magnus Samiundsson,^) mine elskelige Landsmænd, som nu er i Gud hensovede, var nogle Gange sammen med mig i hans Hus i Fryd og Gammen og engang med ham til et kosteligt Bryllupsgilde. Han laante mig ofte Penge, som blev ham rigelig tilbagebetalte af min Moder og min Broder af de Penge, som jeg havde efterladt hjemme. Han fik Varer hos mig af omtrent 14 Rigsdalers Værdi, som var bleven sendt til mig i Kjøbenhavn fra Island.
En ung Mand ved Navn Jesper tjente som Bod-svend hos den ærværdige Mand Ivar Paulsen,som var Borgmester. Han sejlede 2 Aar op til Skutulsfjord og skulde bringe mig Varer fra min Moder og Broder til 16 Rigsdaler, men han blev angreben af Pest 6 Dage efter, at han var kommen hjem fra Hamborg, hvor Skibene lossede paa den Tid, og døde« Men da jeg ikke kunde fremvise noget skriftligt fra ham angaaende disse Varer, kunde jeg Ingen Erstatning faa, uagtet jeg gentagne Gange gjorde mine Krav gældende baade hos Borgmesteren og hans Arvinger, som havde hjemme i Holsten.
Disse var Borgmestre under mit første Ophold i Kjøbenhavn: den første og ældste var Knud Markassen, den anden Ivar Poulserty den tredie Mikkel Vibe, den fjerde Peter Andersen. De var alle fattige Mænds Sønner, som maatte bede om Brød, da de først kom til Kjøbenhavn, men ved Guds Naade og Villie blev de mægtige Mænd, som Erftiringen viser.
Peter Andersen havde rejst til Jerusalem og var borte et halvt Aar. Den egenlige Aarsag til den Rejse var, efter hvad han selv fortalte mig, at han en Aften sad og drak med tre Herremænd, og da kom i en temmelig dyb Disput om Rejsen til Jerusalem. De paastod, at den Rejse kunde man ikke gøre paa mindre end to Aar, hvilket han haardt benægtede og sagde, at han, naar ingen Hindringer kom i Vejen, skulde gøre den paa et Aar, idet han sagde, at han paa sin Ære og Tro vilde give al sin Ejendom til Kongen, om det ikke skete. Herrerne væddede da og sagde, at de hver vilde betale ham 1000 Daler, i Fald de tabte Væddemaalet. Herpaa gav de hinanden Haanden. Morgenen efter sagde de det altsammen til Kongen. Han blev straks kaldt til denne og erindret om sine Ord, som han maatte bekende, hvorefter det blev bestemt, at alt skulde staa ved sit Værd paa begge Sider. Hans Kone maatte med sine tre Døtre rømme Huset og fik ikke Tilladelse til at tage saa meget som én Skillings Værdi med sig, hvorfor man maatte skaffe hende Hus og Mad hos hans gode Venner, saa længe han var borte. Derpaa tog han med megen Sorg Afisked med sin Kone og sine Børn og rejste saa hurtigt som muligt, som Gud gav ham Lykke og Lejlighed til.
Først gik Rejsen til Rom, hvor han fik Pavens Afladsbrev. Derefter sydpaa til Jerusalem, hvilken Vej er 600 Mil fra Kjøbenhavn. Han endte sin Rejse lykkeligt paa et halvt Aar og fik sit Hus tilbage, der havde været aflaaset, medens han var borte, og tillige tillukket udvendig med tre Brædder, som var naglede fast Døren, og paa hvert Brædt var Kongens Segl. Kongen skænkede ham trende Højtidsklæder, da han kom tilbage, og gjorde ham til Borgmester. Derpaa maatte de tre Herremænd udbetale ham den i Væddemaalet tilsagde Pengesum 3000 Daler. Saaledes ledede Gud ham lykkelig og vel ud af disse Ulykker til langvarig Hæder og Ære. Han var i stor Anseelse hos Kongen og i alle Godes Yndest. Og nu efter at have endt denne Historie skal jeg gaa over til andet, som skete.
Noget efter at jeg var indskrevet i det kgl. Regiment, blev der mig tilsagt Vagt hver niende Nat ved Tøjhuset, og man havde været saa god imod mig, at jeg holdt Vagt paa samme Tid som mine Kammerater Jon Haltdorsson og Rasmus Hansen, som fik Befoling til at undervise mig om alt Kanonerne og Tøjhuset angaaende. Vagtmesteren hed Hans Mikkelsen, en retskaffen Mand. Han boede ved den Port ved Højbro, hvor jeg først logerede, i Nærheden af Kongens Stald. Vagten trak op hver Aften, efter at alle var samlede, og bestod af 24 Mand foruden Vagtmesteren, Piberen og Trommeslageren, hvilke tre sidstnævnte Personer traadte af med dem, som havde holdt Vagt de to foregaaende Døgn. Man gaar parvis og i Roder, som man plejer i Slagorden, Vagtmesteren foran med sin store Hellebard, derpaa Trommeslageren paa højre og Piberen paa venstre Haand af ham, derpaa de ældste og saa de andre rodevis, hver med sin Sabel ved Siden og et Spyd, som kaldes Sintrør (Sintrør, Zlntrør (ZQodrohr) forklares at være et langt Rør, hvori bøsseskytternes femte Ladestok med den omviklede Lunte, naar de var paa Vagt for at den Ikke skulde kaste Gnister) paa Skulderen. Naar saa Vagten kommer Østen for Slottet paa den Vej, som gaar til Tøjhuset, gør den Holdt, hvorpaa Mandskabet slaar en Ring om Vagtmesteren. Derpaa hvisker Vagtmesteren Løsenet til den, som staar paa venstre Haand af ham. Dette Feltraab faar han hver Dag i al Hemmelighed af Slotsherren, og det bliver paa denne Maade igen kundgjort Vagten, og ingen kan laa det at vide uden Vagten alene. Den, som har glemt dette Løsen og ikke svarer det ved Midnat, naar Vagtmesteren kommer med Piberen og Trommeslageren til Tøjhusporten for at visitere Vagten, har forspildt Livet, naar han staar paa Post paa den Tid. Det før omtalte Ord hvisker den ene i Øret paa den anden, indtil det atter bliver hvisket i den førstes højre Øre. Har nogen hørt galt, saaledes at der kommer et galt Løsen i Vagtmesterens højre Øre, saa maa der hviskes paany, indtil han faar det rette Ord igen. Derefter gaar 6 Aarsknægte op for at holde Vagt paa Slotspladsen, og 18 op til Tøjhuset, hvorpaa de, som har vaaget et Døgn, gaar hen, hvor Vagtmesteren venter paa dem og fører dem paa samme Maade, som før fortalt, til Porten, hvor hele Vagten samles, og hver uden Løsen gaar hjem.Somme Tider gaar man, naar man er tørstig, ned i de Kældere, som er nede ved Stranden, for at slukke Tørsten.
Det skete engang, da jeg nylig var indskrevet til Tøjhuset og holdt Vagt, at jeg gik vesten over Broen til den Port, hvor jeg holdt Vagt, og dér traf en Bøsseskytte ved Navn Peter Dragør. Han indbød mig til et Glas øl nede i den Kælder, som er lige overfor Broen, hvilken Kælder kaldes Christine Doktors Kælder. Jeg vilde længe ikke gaa med ham og undskyldte mig med, at jeg ingen Penge havde hos mig, men han sagde, at han havde Penge baade for mig og sig selv, og bad mig blot tro sig. Jeg gik med ham, dog ikke uden Frygt. Kældersvenden hed Niels. Peter blev ved at forlange øl, indtil der var tappet for en halv Rigsdaler. Da var det allerede langt ud paa Natten. Peter sagde, at han vilde gaa ud, jeg bad ham om at betale, hvad Øllet og Vinen kostede. Han sagde, at han var en ærlig Mand, og spurgte, om jeg troede, at han var en æreløs Slyngel. Hvorpaa Peter gik og kom ikke igen for den Gang. Da Kældersvenden syntes, han dvælede vel længe, sagde han: "Nu er Din Kammerat bortgaaet, derfor er det bedst, at Du betaler for Vinen og Øllet". Jeg undskyldte mig med, at jeg ingen Penge havde hos mig, og at jeg ikke havde krævet Øllet, men han sagde, at jeg havde drukket med ham, og at han ikke tillod mig at gaa, før jeg havde betalt. Hvorpaa han tog Fat i mit Kjoleskød og bad mig med det Gode at afklæde mig, men dog høfligt. Det havde hændt sig for tre Dage siden, at min gode Ven Thorlak Thorkelsson havde foræret mig et kostbart islandsk Ræveskind, fordi jeg havde solgt nogle islandske Varer for ham, der var blevet ham sendt fra Holar. Dette Ræveskind havde jeg solgt for 2 Rigsdaler, og af dem havde 5 Mark forstukket sig i min Lomme, hvoraf jeg da betalte ham 2 Mark.
Kældersvenden omfavnede mig og takkede mig inderligt og lovede mig, at han, hvis han og jeg levede, skulde betale mig dem igen, og at vi herefter skulde være Venner, hvilket og skete, thi jeg var ham altid, mens han tjente dér, kær og velkommen. Han forsikrede mig, at den anden aldrig mer skulde komme dér, og raadede mig til at omgaaes forsigtigt med ham og hans Lige. Derpaa tappede han en Pot fransk Vin til mig og da jeg havde drukket den, gik jeg i Fred bort, hjem til mig selv, som var i Vingaardsstræde hos Jon Halldorsson, hvis Kone var fra det Land Holsten og en retskaffen Dannekvinde.
Nu skete det næste Morgen tidlig, at vor Trommeslager Morten slog Trommen i alle Stræder, hvilket altid skete, naar Kongen vilde os noget. Med Morten fulgte Piberen og Profossen Jørgen Kiempe, og naar Trommeslageren holdt op at slaa, udraabte Profossen, hvad der skulde forkyndes. Men denne Gang skulde 52 Kanoner, som nylig var støbte og udbragte fra Rothgieterens Hus, hvilken er den, der støber og laver Kanonerne, proberes og nøjagtig beses af Kongen, og hver Kanons Kugler skulle paa Vægtskaalen. Samme Morgen blev alle vi kongelige Bøsseskytter ved Profossen strængelig tilsagt, at vi under Livsstraf skulde alle og enhver møde paa den saakaldte Gammelmynt^) KL 6 om Morgenen, hvilket alt skete, og vi kom der til bestemt Klokkeslet. Kongen var der allerede, og vi blev straks mønstrede, og hvert Navn særskilt opraabt til Jørgen Hansen, Tøjhusets Mønsterskriver. Kongen stod selv hos Skriveren for at efterse, om nogen manglede.
Rothgieteren hed Hartvig og var en Tysker. Denne bad Kongen, da han var i Færd med at veje Krudtet ud i den ene Skaal og lagde Kuglen i den anden, om at skaane sig fattige Mand, som han var, og ikke lægge saa meget Krudt paa Vægtskaalen, at det opvejede Kuglens Tyngde, thi han mente, at Kanonerne ikke kunde taale det, og alle de Kanoner, som springer, naar de bliver proberet, maa Mesteren paa sin egen Bekostning lade omstøbe. Han holder dertil 5 Svende, som han betaler godt.
Kongen brød sig ikke om, hvad han sagde, men svarede, at et Menneskes Liv var mere værd end en saa ringe Sum, og at det vilde være ham vanskeligere at gengive det end at omstøbe en Kanon.
Hartvig bad os alle grædende, at vi vilde bede til Gud med ham, at Foretagendet lykkedes, hvilket ogsaa skete, saa at af 52 Kanoner ikke en sprang med Undtagelse af et lille Stykke af Mundingen paa en, som dog Kongen sagde var lige saa god som før. Mesteren gav os Drikkepenge og var overvættes glad. Næste Morgen befalede Kongen ham at gaa op i Rentekammeret for at få sin Betaling. Jeg erindrer ikke, hvor meget Guld der bliver betalt for hvert Skippund Kobber. Slige Kobber-Kanoner koster meget, somme 4, andre 8, 12 til 16 Rigsdaler.
En Mand ved Navn Jens Korsør, tændte alle Kanonerne an. Det var saaledes ordnet, at de laa ved Siden af hverandre; under hver Kanons For og Bagende var der lagt Træruller, og mellem Kanonerne var der lagt Tøndestaver, som gik fra det ene Fænghul til det andet. Paa disse smaa Brædder eller Tøndestaver var strøet Løbekrudt, saaledes at den, som antændte Krudtet, kun behøvede at antænde Krudtet paa det første Bræt, saa løb Ilden langs med Krudtet paa Tøndestaverne, og saaledes affyredes den ene Kanon efter den anden. Kongen glædede sig over, at Kanonerne holdt saa godt, og ingen kom til Skade. Kongen lovede os en Læst af det øl, som kaldes Konge-Øl, der her paa Island er godt kendt.
Nu vender vi tilbage til Peter Dragør, som Aftenen før, da jeg kom fra et Gilde, havde indbudt mig til et Gilde nede i en Kælder, saaledes som jeg har fortalt. Om Aftenen fortalte jeg min Vært, Jon Halldorsson, om Peters Pudseri og Ondskab, hvorpaa denne lumpne Opførsel blev bekendt mellem vore Kammerater, som alle blev meget vrede og i fuldt Alvor opfordrede mig til at betale ham det med et Stenkast, hvilket jeg ogsaa gjorde, og de stod saaledes, at Kongen ikke kunde se det. Han tog straks en Kniv og vilde saare mig, hvorpaa han skraalende vilde gaa til Kongen og anklage mig, men de greb ham og sagde, at det kun vilde være til Skade for ham, da han først havde gjort saadan et Skælmsstykke. Mine Kammerater forligede os da saaledes, at han lovede mig aldrig at spille mig et saadant Puds mere, hvilket han ogsaa holdt, skøndt han var meget hengiven til Kiv og Klammeri.
Alle i Regimentet undte mig det godt, dog skete det engang, at en ved Navn Morten med Tilnavnet den Mundstærke kom til at saare mig med et Knivstik i den venstre Skulder. Aarsagen hertil var denne. En Nordmand ved Navn Jon boede i Byen. Han plejede om Sommeren at rejse til forskellige Lande for at handle og var gift med en Kone, der hed Bodil. Denne Morten og hun var for tre Aar siden, da hun tjente som Tjenestepige hos retskafne Folk, blevet Uvenner. Han havde nemlig, da han var noget kaad, taget hende under Klæderne noget langt oppe. Hun sad og syede og tog da sin Saks og stak ham i Armen. Det havde Morten hverken glemt eller villet glemme, uagtet hun ofte venlig havde søgt at jævne det paa flereMaader og tilbudt rigelig Erstatning for Skaden. Nu skete det, som det ofte hændte sig, at Jon ikke var hjemme, og at Morten var gaaet i Land uden Tilladelse fra et af Krigsskibene, med hvilket han skulde afsejle, og ind i Jons Hus for at gøre Klammeri. Han truede med at ødelægge alle Husets Møbler, og Konen tilbød 4 Daler for at han skulde holde sig rolig. Men han vilde ikke paa nogen Maade antage hendes Tilbud og tvang hende til at hente øl til ham.
Da dette skete, sad jeg hjemme i mit Herberge og sprættede min gamle Kjole op for at bruge den til Foer. Medens jeg gjorde det, kom en Mand til mig ved Navn Ånders Sandvig. Han havde tjent Kgl. Majestæt i 8 Aar som Soldat, men var nylig blevet Bøsseskytte, og bad mig vise sig Vejen til en af vores Kammerater ved Navn Bemdt Bemdtsen, hvilket jeg ogsaa gjorde og gik ud med ham uden Kniv eller Værge, thi jeg vilde straks gaa tilbage, da baade Værten og Værtinden var ude og Huset ganske tomt. Da vi nu kom dér forbi, hvor Morten sad inde og op- førte sig uforskammet over for Konen og truede hende og søgte at tvinge hende til at give ham Penge til øl, kaldte hun højt paa mig og bad mig i Guds Navn at komme hende til Hjælp, da en af vore Kammerater opførte sig meget frækt imod hende. Da nu Jon og jeg var Venner, og han var fraværende, medens hans Kone var stedt i Fare, rørtes jeg over hende, og desuden overtalt af Anders, gik jeg ind for at afvende Ulykke og stille til Freds imellem dem, i Fald det kunde ske.
Morten hilste mig temmelig høfligt og bød mig sidde ned og tage Del i Gildet, men jeg sagde, at jeg ikke vilde modtage hans Tilbud, før han forligte sig med Konen og behandlede hende sømmelig. Han sprang straks op med megen Vrede og Ondskab og spurgte, om jeg vilde tage hendes Parti og forsvare hende? Men jeg svarede ikke mere, end der behøvedes for at stille tilFreds. Han tog en Kande af Bordet og agtede at ramme mig i Hovedet og sprang løs paa ig, men jeg sprang tilside, greb derefter fat i ham og tvang ham op paa Bænken, da han var drukken; ellers havde jeg maaske ikke staaet mig mod ham, thi han var meget stærk. Han bad mig nu om Naade og lovede alt godt, og jeg paa min Side lovede Venskab og raadede ham til at tage sig iagt for, hvad han gjorde, da han ellers let kunde komme i Ulykke og Fortræd. Han tog det vel op og lovede at ville føre sig mine velmente Formaninger til Nytte; men da jeg slap ham, greb han sin Kniv og viste derved, at han vilde skade mig, hvad han dog blev hindret i. Derpaa bad han mig gaa uden for, i Fald jeg havde min Ære kær, og slaas med ham, hvilket jeg ikke godt kunde undslaa mig for.
Konen tilbød mig sin Mands Værge, som var en Halvkaarde, hvorpaa vi gik uden for og sloges. Vi havde ikke hugget længe, fér han fik en Skramme foran i Hovedet. Han sagde, at nu havde han faaet Satisfaction, gik op paa den Vold, som lig- ger omkring Byen, og forsvandt for vore Øjne. Men lidt senere, da jeg lukkede en Dør op ikke langt fra det nævnte Sted, kom han uforvarende bag paa mig og stak mig sin store Kniv helt op til Skaftet i min venstre Skulder og løb derpaa bort saa hurtigt, han kunde.
En af vore Folk, Johan Christiansen, kaldte og løb efter ham, bad ham vente, raabte, at han havde baaret sig ad som en Skælm, men den anden løb alt, hvad Tøjet kunde holde. Men da han kom tilbage til Skibet, maatte han 9 Gange danse ned i Søen med sit Saar fra Skibets store Raa.^) Jeg gik dl Mester Jacob Bartskær, som boede paa Østergade. Han sagde, at dette Saar var me- get farligt, formedelst dets Nærhed ved Ledemodet, fra hvilket Bartskæren troede, at der var lø- bet omtrent en halv Pot Ledevand.
Mange raadede mig til at lade denne Sag gaa tildoms for Tøjhusets Domstol og saaledes gøre ham til en uærlig Mand, hvilket jeg ikke vilde, men de sagde, jeg var sær. Morten gik til samme Bartskær for og at lade sit Saar forbinde, hvorpaa han sendte to Arkermestre — det vil sige Konstabler paa Tøjhuset — til mig for at bringe Forsoning og Forlig i Stand. Disse Arkermestre er højere i Rang end almindelige Bøsseskytter, og skal have Opsyn med hvert Skibs Arkeli, det er hele Krigstøjet, samt have Kugler og Krudt og andet saadant under deres Opsigt. Han sagde, at han vilde være tilfreds med, hvad jeg bestemte, men jeg fordrede kun, at han betalte Bartskæren rigelig for os begge. Men da han før havde tjent i Hus sammen med Bartskærens Kone og udrettet et og andet for hende, saa kom han ikke til at betale mere end 12 Daler, 8 for mig og 4 for sig selv og Bartskærsvenden halvtredie Daler. Fra den Tid blev jeg mere bekendt med Mester Jacob og var afholdt baade af ham og hans Hustru.
Seks Uger derefter om Efteraaret hændte det en Aften, da Klokken slog 4, paa hvilken Tid vi hver Aften plejede at gaa fra Tøjhuset, at vi løb omkap over Slotspladsen, thi det var meget koldt med Nordenvind og Frost. Midt under Løbet brækkede Morten sin højre Fod paa den fuldstændig jævne Plads og maatte bæres hjem af 6 Mand. Da dette skete, var han bleven gift for et halvt Aar siden. Denne Vinter fik vi vor Mad hjem til os, og jeg gav Morten det halve af min Mad, hvilket han takkede mig meget for, og jeg fik Ros derfor af mine Kammerater. Jeg besøgte ham ofte om Vinteren i de 13 Uger, han laa under Bartskærens Hænder, og han bad mig da mange Gange om Forladelse, hvilket jeg ogsaa gav af et godt Hjærte, da jeg følte Trang dertil.
Denne Mand fik dog tilsidst en lav Dødsmaade. Han blev nemlig paa en Rejse til Spanien, da han havde dræbt en ung smuk Mand ved Frokosten, der hed Jacob, og som var 22 Aar, i Følge Krigsartiklerne og Skibsloven bundet levende til den Døde og kastet med ham overbord.
Paa samme Rejse, men paa et andet Skib, blev en Normand, som hed Olav, stukket ihjel med en Rapir af en Spanier. Denne samme Olav havde Vinteren før slaaet mig med et Krus i Hove- det uden nogen Aarsag fra min Side, da han i samme Øjeblik, han gjorde det, kaldte mig sin elskede Broder. Han slukkede nemlig Lyset, greb Kanden og slog den i Mørket i Hovedet paa mig, men til al Lykke fik jeg fat paa Fruentimmernes Haandrulle, med hvilken jeg i Mørket værgede mig mod dem begge to, min Vært og denne Olav. De havde mellem sig gjort den Aftale at banke mig alvorligt uden nogensomhelst anden Grund, end Værtens uretfærdige og skændige Mistanke. Ammen ved Vuggen troede, jeg var død, men Gud gjorde, at jeg fik ingen anden Skade end den, jeg fik i Begyndelsen af den slemme Skalk, Olav, der ganske uforskyldt lønnede mig godt med ondt. Jeg fik ingen anden Skade af disse Mennesker end en lille Rift under det højre Øje af en Soldatersabel, som jeg fik fat paa i Mørket.
Ligeledes hændte det sig en Aften, jeg sad til Bords i en Mands Hus, som hed Svend, hvor der foruden mig var tre andre for at spille Kort, at der blev kastet en Sten paa de Skodder, som om Aftenen bliver trukne for Glasvinduerne for at beskytte dem. Denne Sten blev slynget med saadan Kraft, at Glasskaarene sprang os i Ansigtet dér, hvor vi sad ved Bordet Vi greb straks vore Vaaben og løb efter den Flok, som gik forbi Døren. Det var Herremands -Tjenere. De løb alt, hvad de kunne, da de vidste, at de havde gjort en halsløs Gerning. Vi fik fat i Kappen paa en af dem i den Gang, som gaar gennem en Hvælving, som ligger ved den tyske Kirke og beholdt den, thi dens Baand var løse, som de plejer at være, naar man ikke vil indhentes. Denne Kappe solgte vi for 12 Daler, og ingen af dem turde paatale det.