Blandt konger og Hekse
Skrevet af Rune Haugen Universitetsbibliotikar Tromsø Universitet
Selv om Norge længe har været et kongerige, har der kun undtagelsesvis været arrangeret historiske kongelige bryllupper på norsk jord. I efteråret 1589 fik Norge imidlertid lov til at opleve en sådan særegen historisk begivenhed, og på en tid hvor Norge tillige med ikke var noget selvstændigt kongerige, men i union med Danmark. Det var således heller ingen norsk kongelig som blev af omstændighederne tvungen til at indgå ægteskab i en afkrog af Europa. Den skotske konge Jacob VI (1566 – 1625) giftede sig med den knap 15 år gamle danske prinsesse Anna (1574 – 1619) i Oslo den 23. november 1589. Dermed blev pludselig gamle Oslo by, midtpunktet for en begivenhed af historisk betydning. Giftermålet og besøget i Norge var hverken planlagt eller ønsket. Ingen havde inviteret parret til landet. Der var kun meget kort tid til bryllupsforberedelserne. Kongen havde selv taget initiativet til både Oslo rejsen og til brylluppet. Begivenhederne måtte dermed improviseres under omstændigheder fulde af dramatik, romantik – og udsøgt djævelskab.
Historien begynder i august 1589. Efter meget frem og tilbage, havde omsider danske og skotske udsendte embedsmænd i København blevet enige om en ægteskabskontrakt. Det var ikke småting de over lang tid havde forhandlet om. De drejede sig om Orkneyøerne og Shetland, store godsbesiddelser, slotte, borgerskabets fritagelse for told på handelsvarer, en tønde guld, medgift og store solide morgengaver. Et ægteskab på den tid mellem to kongehuse var diplomati og stats beslutninger på højeste plan.
På det rent personlige plan havde Jakob VI behov for at tilbagevise stygge rygter om impotent og homofili. Han havde stort behov for kone og børn for at styrke sin egen position. "Skynder jeg mig ikke nu i mine unge år med at indgå ægteskab, så vil folk hurtigt komme til at betragte mig som en kold træstok," udtalte han selv. Den 20 august var alle vanskeligheder løst. I København fejrede man underskrivelsen af ægteskabskontrakten med pomp og pragt og en skotsk greve blev på kongens vegne sat på brudeseng med Anna. En stor orlogsflåde lå klar til at bringe Anna over Nordsøen til Edinburgh i Skotland.
Jakob og Anna havde ikke truffet hverandre. Derimod fik de studere malede protrætter af hinanden. Det hedder sig, at Jakob umiddelbart forelskede sig da han fik set et portræt af prinsessen. Anna skulle også på side have givet udtryk for begejstring og kærlighedslængsel.
Af nordmænd og dansker blev den skotske konge beskrevet som en høj, smal herre, som var mager under øjnene. Så undgik de, måske bevist, at nævne at han havde rullende øjne, usikker gang og en fæl tendens til at trampe og glide til siden når han drak. Jakob elskede at deltage i notoriske drikkelag. Han havde ry for at være lidt af en drukkenbolt som ofte faldt under bordet. Senere skulle dronningen mange gange få lejlighed til at klage over ægtemandens drikken og skammelige opførsel under vilde hofselskaber.
Fra skotske kilder karakteriseres Anna som en skandinavisk blondine med skønhed og charme. Hun var lang og tynd, havde blå øjne, gyldent hår og kridhvid hud. Men der gik også uofficielle rygter om at Stuart-kongen var i færd med at indgå ægteskab med en dum blondine som var både genert og rodet.
Troldfolk rundt om Nordsøen sendte sine forbandelser ud over den kongelige flåde straks da den stak til havs på sin færd mod vest. Et satans uvejr truede med at slå selv de store orlogsskibe til pindebrænde. Havet var sort som blæk og vildt – Flagskibet Gideon, hvor Anna var ombord, sprang læk under stormen og måtte søge nødhavn på Flekkerøy lige syd for Kristiansand. Nye forsøg på at krydse Nordsøen mislykkedes. Det virkede som om onde kræfter ville binde brudefølget til Sørlandskysten. En skotte, sir James Melville, som var med rejsefølget, skriver i sine memorere at heksene var årsagen til at Anna blev tilbageholdt i Norge mod sin vilje. I sine udtalelser om heksefænomenet fastslog James med stor patos at Satan er en luftens baron som gennem sine troldkvinder forårsagede pludselige og overraskende vinde. Også den øverstkommanderende admiral for brudeflåde hævdede, at de voldsomme storme skyldtes hekseri. Ved at lægge skylden på heksene prøvede han på at redde sin manglende sømandskunden og ære.
Da den danske flåde var i færd med at forberede hjemturen fra Norge til København, kom den overraskende og utrolige melding at skotternes konge havde på eget initiativ trosset havet, uvejret og al djævelskaben. Nu var han selv kommet for at hente sin brud. I egen person stod han nu på norsk jord med kurs mod Oslo og med en stor og heftig længsel efter at møde sin udkårne. Jakob kom til Norge den 28. oktober med fem skibe og en besætning på 300 mand. Med et romantisk redningstogt ville han befri sin jomfru fra nød, forbandelse og fra Norges ugæstfri kyst. Kongen skulle nok selv tæmme heksene og deres onde oprørte hav.
Beretningerne fortæller at kongen og hans selskab kom via den lille by østsiden af Bjørkvika den 19. november kl. 16.00, tiljublet af fremmødte Oslo-borgere. Den 23. november 1589 stod brylluppet i hallen i den gamle bispegård – i dag Oslo Ladegård. Så langt det lod sig gøre, havde øvrigheden i Oslo lagt op til en værdig ramme omkring denne helt unikke begivenhed i norsk regi. Kongens medbragte præst fik æren af at vie de to. "Manden skal med flid vogte sin kvinde og fordi han er hendes hoved skal han med sine øjne se for hende, med sine ærer høre for hende og med sin tunge forsvare hende," sagde præsten, og håbede at ægteskabet ville bringe Skotland og Danmark – Norge evig lykke. Derefter fulgte lykønskningerne, velsignelse, musik og bøn for Anna og Jakob. I enkelte fremstillinger, som næppe er helt troværdige om den efterfølgende bryllupsfest, heder det at Jakob lod fire medbragte negere danse nøgne i sneen. Alle fire skulle herefter være omkommet af lungebetændelse.
Lige før jul 1589 drog de nygifte på slæder fra Oslo med kurs mod København. De drog fra Oslo tidlig om morgenen og det fortælles at Jakob stod op i sin slæde og ønskede Oslo - borgerne en god nat. Han var sikkert så fuld efter nattes udskejelser at han næppe kendte forskel på nat og dag. Brudeparret tilbragte sine hvedebrødsdage i Danmark. "Her på Kronborg slot, hvor vi drikke og slår tiden ihjel på gammel vis," skriver Jakob i et brev til sine venner i Skotland. Han forsøger at leve op til det stolte element i den danske kultur, nemlig drikkekunsten. Danskerne så det som en meget stor ære at drikke sig så fulde som svin, således at de hverken kunne gå, stå, gabe eller tale.
Under opholdet i Danmark fik Jakob fortalt de frygteligste detaljer om hvordan hævngerrige hekse havde forpurret Annas rejse. De dramatiske og usædvanlige omstændigheder omkring brylluppet i 1589 førte til nye og meget omfattende hekseprocesser både i Skotland og Danmark. Agnes Sampson tilstod efter at være blevet barberet over hele kroppen og efter at djævelskabet var lokaliseret i kønsåbningen. Med Jakob som tilhører sagde hun at heksene havde lavet uvejr over hele Nordsøen for at forhindre Annas overfart. Satan havde lært dem at kaste katte ud på havet for at vække vinden og dermed sænke skibene.
I de danske hekseprocesser kom der mange detaljer frem om hvordan danske troldkvinder bidrog med djævelskab for at ødelægge brylluppet. Under retssagen mod Karen Vævers i juli 1590 tilstod hun at en række danske troldkvinder havde været samlet hos hende i slutningen af september året før for, at bandlyse skibsflåden. Karen havde selv sendt sin dæmon, Langinus, i en tom øltønde. Den første danske kvide som blev brændt for sit hærværk mod fartøjerne, var Ane Kolding – hun må have været opfattet som en stor troldheks, idet hun gik under øgenavnet Djævelens mor. Bålet var sat op på et torv i København i midten af juni 1590. Selv om norske troldkvinder angivelig skulle have været med i sammensværgelsen, kender vi ikke til norske hekseprocesser i sammenhæng med rejsen i 1589. Noget af det første Jakob gjorde da han i 1603 også blev konge af England, var at få indført strenge lover om og mod hekseriet.
