Grotoy
Grøtøy Handelssted
Når kursen igen sættes nordover, svinger vi ind i den gamle kystrute til handelsstedet Grøtøy, som var sidste station på vejen over til Lofoten og spille en lignende rolle som Kjerringøy. Her ligger endog en række af holme og skær som beskyttelse mod havet, men udenfor kommer de store dønninger fra Vestfjorden og langt ude i nordvest blåner allerede Lofotvæggen op mod himmel hvælvingen.
Kun få steder har en så stolt tradition og historie som Grøtøy, det har i ca. 250 år været i næste ubrudt række i samme slægts eje. Navnet Schøning og Grøtøy er næsten uløselig knyttet til hinanden.
Allerede slægtens stamfader, præsten Arne Olufsøn i Steigen, som døde 1641, drev jektebrug. Og det gjorde hans søn og efterfølger i embedet Hertvig Arnesøn, som døde i 1691. Han førte ikke bare sin engen fiskefangst til Bergen, med lod også almuen fragte sin vare med præstejekten. Men dette kunne bergensborgerne og trondhjemsborgerne ikke finde sig i, og derfor blev det i 1653 forbudt for præster at eje jekter på over 1000 våger lasteevne. Hans ældste søn Arnt Hartvigsen blev også præst i Steigen og ejede jektebrug, skibe og garnfiskeri på præstegården Laskestad. Den yngre søn Oluf Hartvigsen (1656 – 1746) bosatte sig som handelsmand på Grøtøy i 1690.
Grøtøy var værdisat til ½ våg og var ubetydelig som landbrug, men lå godt for handel. Det hørte til præstegården, så Oluf Hartvigsen fik leje jord på livstid af sin far. Samtidig var stedet – antagelig fra ældre tid et søgt borger sæde. Ved år 1700 var sædet benyttet af en trondhjemsborger Anders Rasmussen, som bl.a. har skænket altertavlen og døbefonden til Lødingen kirke.
Hans søn Rasmus Andersen levede på Grøtøy indtil sin død 1769. Oluf Hartvigsen drev jektebrug og bondehandel, fiskeri på Lofoten og sejlede på Bergen. Han var en formuende mand og ejede bl.a. en række landbrug i Salten. Han var først gift med Maren Pedersdatter Leth fra Bergens stift, og efter hendes død ægtede han i 1722 Apollona Schøning, datter af Jacob Eliassen Schøning på Sand i Tjeldsundet. Hun boede som und i huset hos sin farbror, præsten Elias Schøning i Vågan, og her blev hun trolovet med Arnt Hartvigsen. Han var da 66 år gammel, men levede endnu i 24 år og fik sit sidste barn da han var 80 år gammel. I hans første ægteskab var der 5 børn og i hans sidste 6 børn som alle tog deres moders navn Schøning som familienavn.
Da Ole Hartvigsen var død i 1746, blev enken siddende i uskiftet bo, og drev handelen og jektebruget til 1754, hvor hun overlod begge dele til sønnen Arnt Schøning. Selv flyttede hum til sin gård Våg og boede der endnu 25 år. Det hed sig i sognet at døden gæstede enhver gård, men til Våg vovede den sig ikke.
Arnt Schøning var 27 år da han overtog Grøtøy, og her fortsatte han med jektebrug og handel. Det lykkedes ham hurtigt at blive ejer af Grøtøy, som blev overdraget ham ved kgl. Skøde af 12 november 1762 i mageskifte med hans egen gård Nordre Stensland på 1 våg. Han ejede desuden mange andre gode gårde. Arnt Schøning fik også gæstgiverbevilling på Kabevåg 1726. Sammen med de andre handelsmænd på stedet kom han i heftig strid med provsten Sigvard Kildal i Vågan, som fordømte deres brændevinssalg og kaldte deres krambuer for lastens synagoge. Imidlertid fortsatte han med at bo og handle på Grøtøy, hvor jektebruget også hørte hjemme.
Han var " en formuende og fornem borger" med stor anseelse, og ikke så lidt stridbar. I 1752 ægtede han Sophia Marie Meldal, datter af sognepræsten i Bodin. Hun var et sagtmodig og fromt menneske, og døde samme uge som sin mand, i februar 1774. De havde 8 børn, og af disse var kun de to ældste nogenlunde voksne ved forældrenes død.
Grøtøy blev straks overtaget af sønnen Ole Meldal Schøning, som da kun var 19 år gammel. Han fik gæstgiverbevilling på stedet 9 marts 1776. I 1777 holdt han bryllup med sin kusine Bergitte Sophie Jentoft, datter af handelsmand Jentoft i Petvika. Ved skifterettens opgørelse efter faderen arvede han Grøtøy med tilliggende herligheder, og desuden tre andre gårde. Han omtales som en stilfærdig mand, som havde arvet sin mors bløde sindelag.
Det har måske været en for tung byrde for at ham at skulle drive et så stort handelssted i så und en alder. Han døde kun 30 år gammel i 1785 og efterlod sig 4 børn, deraf to sønner som videreførte Schøning navnet.
Ole Schønings bo opgørelse viste en netto formue på ca. 4.400 rdl, og enken fik udlagt Grøtøy som sin arveandel. Hun blev kort efter gift med Jon Rener Dybfæst, som var trondhjemsborger med sæde i Tjeldsundet. Han solgte i 1793 Grøtøy til Andreas Falster, søn af præsten i Trondenes, for 2.300 rdl. Selv flyttede han med hustru og stedbarn til Finneset i Vågan. A. Falster fik gæstgiverbevilling på Grøtøy 17 maj 1795 og drev handel nogle år på stedet.
I mellemtiden voksede Arent Schønning op på Finneset, og da han var kun 18 – 19 år gammel, begyndte han med handel på Helneset i Lødingen, hvor han fik gæstgiverbevilling 7. juni 1800. Denne gård og par andre var hans arveandel efter faderen. Men et par år senere overtog han sit fædrene hjem på Grøtøy på odel (ejendomsret til fædrene hjem) for 1850 rdl. Og fik gæstgiverbevilling 20 juni 1804. Det var rigtig gode år da han startede, men snart efter kom krigsårene med nøs og elendighed 1808 - 14.
Alligevel havde han stor fremgang, og boet efter hans første hustru Anna Johanne Margrete Angell i 1813 viste en formue på nær 8000 rdl. Hun var præstedatter fra Bø i Vesterålen. Et par år efter hendes død ægtede han Johanne Sophie Amalie Normann, datter af Søren B. Normann på Røkenes. Hun var efter alles mening et usædvanligt menneske, som bragt lykke i huset til man og stedbarn.
Lige efter sit andet bryllup i 1813 rejste Schøning med jekte til Bergen, men på hjemvejen blev han kapret af englænderne og sat i prisongen (engelsk fangeskib) til 1814. Herefter lykkedes det han at låne penge til at starte igen, og det gik atter fremad på trods af at tiderne var tunge. En række breve fra ham i 1820 årene viser at handelsmændene sled hårdt i det efter Napoleonskrigene. Han holdt det dog gående ved initiativ og dygtighed, udsendte silde og fangstekspeditioner, og holdt sig uafhængig af købmændene ved at handle samtidig i Bergen, Kristiansund og Trondheim.
Fra 1830 årene kom atter fremgangen igen. Schøning byggede en ny brygge og udvidede beboelses huset med en ny storstuebygning og gæsteværelser, som med en bro var forbundet med den ældre hovedbygning på stedet. Disse huse lå bag det nuværende hus. I 1838 blev Grøtøy anløbssted for "Prins Gustav" og snart efter blev der også posthus. Som sine forgængere opkøbte Schøning adskillige landbrug og da han sluttede sin forretningsdrift i 1846, var han en meget velstående mand. Han skildres som et udpræget karaktermenneske, fast og bestemt i sine meninger, måske lidt stivnakket, men også retfærdig og meget godgørende. I selskabelighed var han jovial og lod saftige lune lyse op i kredsen. Sammen med sin anden hustru er han portrætteret af den kendte kunstmaler Mathias Stoltenberg, som sandsynligvis boede en tid på stedet. Billedet af Schøning viser en stærk mandstype med stort og krøllet mørkt hår, kraftig næse og bestemt mund. Øjnene er livsglade. Det siges da også Schøning havde en forudanelse om sin død. De sidste to år han levede rejste han rundt til sine børn – et af dem helt nede i Lübeck – for at sige farvel. Han døde på Grøtøy i 1848, måske som nok den største af Nord Norges mænd på den tid.
Arnt Schøning havde i 1846 solgt Grøtøy med varelagere og fartøjer for vel 24.000 spd. Til sønnerne Søren og John. De fik handelsbevilling 16. juni 1849 og startede fra nytåret 1850 firmaet "Arent Schønings Sønner". De udvidede forretningslokalerne, byggede ny butikker og opførte på Mandshausholmen en stor brygge. Firmaet solgte den gamle jekte Sophie Jørgine og jaktfartøjet Lykkens prøve, og købte i stedet galeasen Falken og galeasejekten Carolina, men de forliste begge på en tur til Bergen høsten 1854. I stedet fik de to jekter Forsøget på 14 cl. Og Karen Dorthea på 30½ cl, og desuden galeasen Neptunus på 32 cl. Under Krimkrigen blev denne galease i 1855 sendt til Arkhangelsk for at hente russiske vare. Galeasen frøs inde og overvintrede i Arkhangelsk, og da den slap ud, kom freden kort efter med prisfald på russer vare, så det blev en dårlig ekspedition.
Den ældste af brødrene, Søren Brønlund Schøning, blev i 1847 gift med sin kusine Sophie Amalie Normann fra Røkenes. Han var af natur en dristig og modig mand som havde det bedst på havet. Han opnåede som repræsentant for distriktets interesser at få den første fiskeguanofabrik anlagt på Lofoten. Steigen Sparebank blev grundlagt på hans initiativ og fik sit sæde på Grøtøy, hvor han ledede den til sin død. Som medlem af Lofotkommisionen af 1855 havde han en stor andel i "friloven" af 1857, som er knyttet til Ketil Motzfeldts navn. Samme år pådrog Søren Schøning sig en alvorlig sygdom, og i 1861 døde han, bare 45 år gammel. Firmaet var da vokset til det mest ansete i Nordland, og ejede en formue på 62 500 spd.
Broderen John Dybfæst Schøning overtog så hele forretningen og ansatte allerede i 1862 sin kusine Gerhard som souschef. Han forstod at udnytte silde årene og at møde tidens krav. I 1870 lod han bygge sit eget dampskib "John Schøning" og satte det i kystfart på Nordland. Fra 1862 til 63 opførte han på Grøtøy den nye store hovedbygning, som broderen Ole Meldaal Schøning var arkitekt for. John Schøning havde et svagt helbred og levede sit liv ugift. Han havde arvet moderens stille væsen og varme hjerteslag, gjorde mange gode gerninger i det stille og følte sig personligt nærmest som en forvalter af slægtens gods. Han døde i 1871.
Ole M. Schønings søn Gerhard Schøning, fra 1862 souschef i firmaet, overtog nu det hele. Han havde fået en god skoleuddannelse og fik god brug for sine evner på Grøtøy, hvor farbroderen John indsatte ham til sin universalarving. Storsiltid i 1860 – 70 årene blev for hele Nordland en vældig opgangsperiode, og Gerh. Schøning forstod at udnytte konjunkturerne. Han studerede sildenedlægningen i udlandet, indkaldte en islænding til at lede klipfisk tørringen og sendte sine produkter til Kristiansund og Hamburg – udenom Bergen.
Han drev en fabrik for fiskeforædling i Lyngvær, og på Grøtøy udvidede han landhandelen til en stor en – gros forretning, hvor der også var et stort lager af kul og salt, importeret direkte fra udlandet. Til fiksetrafikken byggede han i 1873 dampskibet "Grøtø" på 45 reg. Ton. Det gamle dampskib "John Schøning" blev erstattet af et større med samme navn. Fra 1873 havde Grøtøy telegrafforbindelse og snart efter skaffede Schøning også telefon til bygden. Han opførte telegrafbygning på handelsstedet og ombyggede udhusene. Krambod og kontor blev udvidet sammen med brygger og kajanlæg. Han solgte undervejs meget af firmaet jordejendomme, men havde ved sin død endnu mange gårde. På Grøtøy plantede han allétræer, som delvis lykkedes og hans hustru passede den meget smukke have. Gerh. Schøning var meget benyttet i det offentlige liv, var ordfører i mange år, herredskassere og bankdirektør. For sin almenvirksomhed blev han i 1894 ridder af St. Olavs orden, og på en række udstillinger vandt han medaljer for sine produkter. Han døde pludselig i 1896, og roses som en sjælden dygtig forretningsmand med anseelse langt ud over sit amts grænser.
Han var gift med sin kusine Arntine Schøning, som nu overtog firmaets affære, med sin bror Arent og sønnen Arne som prokurister. Arent Annæus Schøning, søn af Søren Schøning havde fået skoleuddannelse i Trondheim og Oslo, senere en mangeårig praktisk handelsuddannelse i udlandet 1883 – 91 var han handelsfuldmægtig på Grøtøy, drev også en tid sin egen forretning i Trondheim og Oslo, og blev så fra 1896 medbestyre i firmaet Arent Schønings Sønner. Der kom mange vanskelige år, især året 1900, som var svært på hav og land. I 1899 anskaffede han et fartøj "Flygel", som sammen med dampskibet "Grøtø" blev brugt til bankefiskeri udenfor Røst. Disse forsøgene gik godt og blev fulgt af mange andre. I 1902 flyttede Arent Schøning og hans hustru Magna Mack til Fredriksvern.
Firmaet på Grøtøy gik herefter over til Arne Schøning som eneste indehaver. Han havde gået på handelsgymnasiet i Oslo og siden fået handelspraktik i Tyskland. Han blev i 1903 gift med Charlotte Nielsen, datter af buntmager M. Nielsen, Tromsø. På Grøtøy opførte han en ny telegrafbygning i stedet for den gamle som var brændt ned, det samme med en ny villabygning "Haugen". I 1912 overdrog Arentine Schøning ham firmaet med alle faste ejendomme, dampskib etc. Men samme år blev Grøtøy hærget af en stor ildebrand, som ødelagde kramboden, hellandshuset, bryggershuset og det gamle pakhus fra Ole Hartvigsens tid. Schøning lod da bygge en ny butik på Naustholmen og forbandt den med Grøtøy med en hængebro. I denne forretningsbygning fik også Steigen Sparebank lokale, og der blev anlagt en stor dampskibskaj på holmen. Alt dette kostede store summer, og snart efter kom verdenskrigen med sine kriser. Før den var omme, døde Schøning i 1918, og i efterkrigsårene blev det stadig vanskeligere af holde forretningen gående. Det endte med at firmaet i 1923 gik konkurs, og dermed var Grøtøys saga som handelssted afsluttet.
Men endnu 1942 stod det gamle anlæg på handelsstedet og fortæller om det liv som engang udfoldede sig på stedet. Hovedbygningen på sin stolperække og med sine vinduesrækker på 10 vinduer i hver etage. Handelshusene og bryggerne på Naustholmen danne en kompakt og god husgruppe, skønt de er så nye. Og stadig lever der mennesker i mindet om storhedstiden på Grøtøy, som vel var et af de ældste og måske største handelssteder på Nordland.
