Skjervoy
Skjervøy Handelssted
Når vi rejser fra Maursund handelssted videre mod øst i Maursundet, vider det sig ud mod Reisafjorden, og vi sejler mellem et par forholdsvis lave næse med grønne bakker. Men foran os stiger de takkede Kvenangstinder i rad og række udover horisonten. Men så åbner Kvenangsgabet sig, båden drejer rundt om Taskebynæset og forbi den lille ø Haksteinen ind til Skjervøy. Her er en lun havn ved kirkestedet, lyse enge ind over langs bugten og op imod landstykket som deler øen i to. De to grønne birkeskove på øen står blødt mod de høje tinder og snebræerne på Kågøya lige bagved. (kort side 129)
Skjervøy har gamle traditioner som handelssted, og det havde også ved sin gode beliggenhed enestående betingelser for at blive et centrum. Den første kendte handelsmand på stedet var Christen Michelsen Heggelund, som i folkemunde kaldes "Skjervøy-kongen". Han var vistnok i lighed med to kendte brødre trondhjemsborger, og har fra 1661 haft sit sæde på Skjervøy. Efter alt at dømme har han været fastboende, ikke "tre månedersborger". Han må have været en driftig person, velhavende og mægtig, måske nok så hensynsløs i sin fremfærd. Ikke kun almuen men selve præsten på stedet, hr. Cornelius Hansen var hans skyldmand. For at sikre sig sit tilgodehavende, skal selv samme Heggelund ikke have undset sig for at tage præsteofferet fra alteret i menighedens påsyn. Det er dette Petter Dass nævner i "Nordlands trompet":
Et rygte forlede i landet omdrog,
At præsten udredning hos kræmmeren tog
Og hannem var skildig en Hoben
Når boden en skilling på altret gav,
Stod kræmmeren ferdig og tog den deraf,
Dat is na de Dyvel to loopen.
Hverken præsten eller kræmmeren ejede den jord de boede på. Den tilhørte proprietærgodset, og Skjervøy med Lille Taskeby var omkring 1700 skyldsat til 1 pd. 12 mk. Men Heggelund ejede husene på kræmmersædet og de var mange. Ved hans død i 1694 opregnes, et velbyget beboelses hus og en række andre bygninger, i alt 28 huse. Der er på stedet langt senere udgravet en til hugget sten med hans forbogstaver og årstallet 1661, den har formodentlig været trappesten til beboelseshuset. Det mærkeligste minde om ham er ellers den tavle som han i 1678 forærede til Skjervøy kirke, hvor den stadig hænger. Her ser vi ham med side to hustruer og sine syv børn, hvorunder der står et smukt vers. Han havde allerede i 1664 skænket en altertavle og i 1670 en lysekrone til kirken, så han prøvede nok på at stå sig vel med Vorherre, selv om han ikke var nådig mod præsten. At han var en velstående mand, se vi også af dødsboet, som viste en formue på 4000 rdl. – en meget stor sum på den tid.
Hans anden hustru Maren Jørgensdtr. Kastens blev senere gift med den nye præst på Skjervøy, hr. Jørgen Griis, og dermed skete da en fuldstændig forsoning mellem alteret og pengesækken. Den ældste af hans stedsønner, Jørgen Christensen Heggelund og vistnok også hans bror Christen, fortsatte nemlig med bondehandel og brændevinssalg på stedet.
Da finnernes apostle Thomas von Westen, kom nordover på sin missionsrejse i 1716, sendte han kapellanerne i Karlsøy og Skjervøy et brev om deres pligter. " Men udi særdeleshed tilsendte lector (von Westen) kapellanen på Skjervøy nogle anmærkninger om finnernes forskrækkelige brændevinsdrikkeri og den nederdrægtige gevinst nogle landstrygere af kræmmere dermed lige for alteret åsyn på sabbatterne – forlangende at det skulle pålæses fra prædikestolen tvende søndage efter hinanden og ledsages af den mest alvorlige formaning". Det ikke sikkert af opfordringen blev fulgt, men von Westen og andre pietister formåede at rejse en aktion mod at brændevinssalget foregik ved kirkerne, så det senere blev afskaffet.
Efter at Jørgen Griss var død i 1724, var det slut på brændevinsandelen. Enken med familie flyttede til Alteidet, hvor hun ifølge en præste attest fra 1725, har sit op- og tilhold hos sin datters mand Niels Erichsen, som er bonde.
Men Skjervøy lå alt for godt for handel til ikke at blive brugt, og det er tydeligt at der stadig foregik en vis handel på kirkestedet, Bl.a. søgte kvener fra Tornedalen dertil og drev handel med almuen, ligesom inde på Skibotten marked. I 1763 tog rentekammeret skridt til at få afskaffet "den svenske borgerhandel" på Skjervøy. Omtrent samtidig begyndte ruserne så at sige at komme til distriktet årligt og drive byttehandel med almuen. Der er en grund til at tro at de fleste russerskibe som anløb Skjervøy sogn, lå ved selve kirkestedet i kortere eller længere tid. Blandt andet ved vi at præsten Ole Meldal Angell i 1780-årene købte mel fra russerne på Skjervøy. Alt dette har bidraget til at holde handelstraditionen på stedet ved magt, og snart efter fik Skjervøy sin faste handelsmand. Og ikke bare det, men også en handelsdynasti, som har holdt til op til vor tid.
Grundlæggere var Henrich Klæboe Rasch, som begyndte handel i 1797 og 12. oktober 1799 fik gæstgiverbevilling på stedet. Til at begynde med lejede han hus og havde i 1801 sin mor Sissel Klæboe til at styre huset for sig og sin 8 år gamle bror Johan. I 1805 blev Klæboe gift med Rebekka Marie Urbye Angell, datter af forannævnte præst Angell. Ved skøde af 25. marts 1815 fik Klæboe af proprietær Lyng overladt de fornødne arealer til opførsel af et hus på handelsstedet, til en pris af 200 rdl.
Klæboe opførte så sit eget beboelseshus, det samme som fremdeles er hovedbygningen på handelsstedet i en noget udvidet og forandret skikkelse. Over indgangsdøren stod hans forbogstaver H K R i et ornament af grene. Dette smukke stykke arbejde er indsat over indgangsdøren på butiksbygningen.
Under Henrich Rasch havde Skjervøy sin grundlæggende udvikling til et stor handelssted, med landhandel, fiskeri omsætning og russer handel. Allerede i 1796 førte Rasch med en slagbåt eller trendring diverse varer til Trondheim.
Lasten bestod af storsei, råskjær, tran, smør, talg/lys, renskind og gedeskind, uld, fjer og edderfugl dun. Desuden medførte han som post gods 1 anker multegrød, 1 fjerding sild, ½ anker rentunger, ½ tønde talg og hjemmelavet engelsk uld. Det er fristende at gætte på at dette var foræringer fra præsten Angell til hans slægt i Trondheim. Her solgte Rasch antagelig den lille båd og købte sig i stedet en lille jekte "Jegeren" på 6½ cl. og hjemførte den med en ladning brændevin, bladtobak, slibestene og møllestene. I 1802 gik han en tur til Bergen som skipper for Giævers "Nordstjernen" på 36½ cl. Og kom nordover med varer for et Bergensfirma (til oplag i Skjervøy?), for Giæver & Figenschou i Tromsø, for Armauer i Finnkroken og for egen regning.
Henrich Rasch døde i 1860, 89 år gammel, men handelsstedet gik allerede i 1846 over til hans søn Nicolai Lindholm Rasch, f. 1807. Han blev i 1847 gift med Rebekka Elisabeth Kildal Giæver fra Alteidet. Nicolai Rasch drev forretningen med stor fremgang til nogle år før sin død i 1889. Han havde kun to døtre, og den ene af disse blev gift men Theodor Kiil. Th. Kiil overtog nu firmaet, som fortsatte under navnet "N. Rasch" , og drev det til sin død i 1916. Firmaet gik herefter over til hans sønner Haakon og Otto Kiil.
Fra de ældre tiders handelsformer har stedet i Th. Kiils og sønners dage udviklet sig til et moderne handelscentrum. Skjervøy stilling som knudepunkt, for et stort distrikt blev grundfæstet da det fra 1911 fik anløb af hurtigruten, som ekspederes ved firmaet og lægger til ved dets kajanlæg. Desuden anløbes stedet af en række lokalruter og kystbåde, som ekspederes af firmaet. Her er også kul lager og vandleverance til skibene. Foruden stor landhandel driver firmaet udrustning af fiskefartøjer, har lager af olie, og handler med saltfisk, tørfisk og tran. Firmaet har også filialer og fiskeetablissement i herredet.
