Trolddom og ugudelighed I 1600-tallets Finmark.
Kristendommens modtagelse iNorden og af dette folk
Samt om den ondskab, Trolddom og anden ugudelighed
Som i dette sekel har forekommet
Såvel blandt finner som nordmænd.
I krønikerne finder man beskrevet hvor flittigt kejser Ludvig den fromme arbejdede for at udbrede den kristne tro i de nordiske lande. Først lod han kong Harald Klakk med sin dronning døbe i St. Alban kirken i Mainz. Derefter sendte han munken Ansgar fra Corvey i Frankrig med sin kammerat Antberto til Danmark. Derfra kom de til Sverige hvor kong Bjørn, i året 828, tillod dem offentligt at prædike den kristne tro. Da han derefter var kommet hjem fra Danmark og Sverige, blev han af samme kejser Ludvig den fromme forfremmet til ærkebiskop i Hamburg, for at han kunne være så meget nærmere landene i nord. Dermed blev byen også gjort til ærkebispestol for danske, svensker, slaver, skridfinner, grønlænder og andre omkring boende folk. På det gav han Ansgar sit brev, hvor blandt andet finnerne således er nævnt.
Ludvig, ved guddommelig gunst Kejser og Augustus.
Vi ønsker vished i hvordan himmelens nåde i vore dage har åbnet forkyndelsens store dør i de nordlige lande – nemlig i dem som tilhører danerne, sveene, nordmænd, færinger, grønlænder, helsingerne, islændingene, skridfinnerne og alle nordlige og østlige folkeslag – ved guddommelig nåde i tur og orden, etc. I den Herre Jesu Kristi 834dr. År.
Siden har kejser Otto vist sin nidkærhed i forsøget på at indføre den kristne tro, såvel i Danmark som i Norge. Han lod døbe både kong Harald Gormsen af Danmark og Håkon Jarl af Norge. I den anledning og i grevens fravær, sendte han 30 skibe op til Norge, hvorved da den søndre del af landet til Lindesnes blev omvendt. Men dette sidste var ikke begyndt, før det igen blev kuldkastet. For Håkon Jarl sendte præsterne tilbage til landet, og næsten endnu før han var kommet tilbage til Norge i året 994, var det gamle hedenskab igen var fornyet.
Kong Olav Tryggvason var den første virkelige indfører og udbreder af kristendommen i Norge. Han omvendte folket fra Viken og til Helgeland i Nordland – men se hvorledes.
Efter ham gjorde kong Olav Haraldson sin yderste flid i kristningen af det folk som boede længst inde i fjordene af dalene. På denne tid var folkene der endnu for det meste hedenske. Han truede dem med stor straf om de ikke antog religionen. Intet er derfor mere vist, end at det var ved hans meget heftige nidkærhed at kristendommen fik sin udbredelse på slige afsides liggende steder, hvor skinnet fra troens lys tidligere ikke havde kommet til.
Men Finnmarken, som den mest afsidesliggende del af Norden, har på denne tid næppe fuldt ud kunne tage del i dette.
For som Huitfeldt skriver, blev biskop Adelvardus sendt til Sverige i året 1051. Der omvendte han värmlænderne og skridfinnerne. Derfra blev han siden indbudt til Norge af kong Harald.
Deraf sluttes at finnerne, efterhånden, må være bragt til omvendelse længe efter de andre nordiske indbyggere. Kirker og præster har man vel ikke haft i Finnmark før nordmændenes ankomst til landet. Så findes da heller endnu ingen kirke i fjordene hvor finderne holder til.
Men selv om den kristne tro og religion har været i brug hos landets indbyggere i så lang tid at forfædrenes onde, ugudelige væsen og misbrug for længst burde være hensat i yderst glemsel, så gror alligevel hedenskaben både blandt nordmænd og finner. Dermed bliver en del så fordrevet at de går fortabt.
Ved djævelkunst og trolddom sker dette, dels med gand (spids pind til trolddom)og udsendinge til at forgøre folk og fæ, dels ved at søge til en fordømmelig videnskab ved runebommens (en slags tromme med magiske tegn) troldkunst og dels ved at udgøre vejr og vind til menneskenes skade, samt anden lignende vederstyggelighed som fremgår at det følgende.
Der man kun på det hekseri, den ondskab, de djævelens indbildte kunster og fantasi som i dette århundrede har foregået her i Finnmarken, så har Christian IV, i året 1609, givet befaling om alvorlig straf til udryddelse af sådan troldpak, samt ved en senere kongelig befaling bestemt straffen for andre slemme forseelser, sådan at øvrigheder i landet siden har været svært ivrig med at forfølge sådanne forseelser med henrettelse. Desværre er det endnu ingen mangel på det onde og det hører man daglig om, men nu udføres troldkunsten mere i det skjulte. Alligevel er den ene fin fuld af trolddom som han i al hemmelighed sender ud efter den anden, mens andre derimod er udlært til enten at tage den ud eller sende den tilbage. Ofte fornemmes at den ene finne mener at ulykke og uvejr forårsages af den anden finnes troldkunst. Finnerne anser imidlertid sin kunst som en videnskab uden at være befængt med synderlig hekseri, mens nordmændenes ondskab og idræt i samme, må regnes for et skadelig djævelarbejde. Men begges læremester anses som afskyelige og ondsindet og derfor er begges gerninger slemme og strafværdige.
Mange holdes fra dåben næsten hele året og også ud over det. Andre tilvendes allerede ved modermælken denne vildfarelse. En del giver sig også hen til den russiske tro for bedre at kunne bruge sin ondskab. Endog findes der hos finnerne den uvane at deres ungdom videregives til opfostring og oplæring hos russerne. Mange går til alters, til trods for at de på deres tros grund næppe kan mere end knapt nok læse et fadervor tydeligt. Desuden følger desværre endnu den ugudelige vane hos de fleste finner, at de hengiver sig til drukkenskab og fuldskab helst når de skal gå til alters og det uden at de gør sig den ringeste tanke om at de dagen før løber omkring som fulde svin. Gud give at ikke så mange nordmænd viser interesse for lig vederstyggelighed. Lille helbredelse, sjælden god frugt. Lidt påmindelse, mindre frygt. Det er hvad jeg herom til dels kan slutte.
En del præsters udskænkning af øl har måske mange gange opmuntret finnerne mere til fuldskab og ond opdragelse end til det gode. Derved kunne vel skaffes en del profit, men boondens duelighed til at blive undervist måtte derimod tage skade eller tabes.
Hvor sker der sjældnere gudstjeneste end hos finnerne, som dog mest trænger? Hvor gøres mindre besvær og fås bedre betalt, for præsterne rejser ikke tomhændet tilbage fra finnetjeneste? Er finnen beslutsom, ved man at modtage det som en pligt. Er finnen tåbelig, glemmer man ikke at holde det i erindring som også må forventes når gaven udebliver. Derfor synes det vel som om kirken holder mindre af finnerne i fjordene og at en del finner, hos hvem gudstjenesten så sjældent forrettes, derfor henslider sin tid nærmest som et hedensk folk uden nogen synderlig undervisning. Hvilke misbrug sker vel her i landet med messsevin, dåbens vand, med signen (klog kone), manen, genvisning og lignende? Manges skånsomhed ypper til fleres frejdighed. Mere straf, mere aflad. For kongen vil at sådan onde fuldstændig skal udryddes og fuldt ud straffes efter loven.
Herefter følger - i vestre menu et specificeret uddrag af menneskenes ondskab i dette århundrede som bevis for hvad som her foran er fortalt.
Hekseprocesserne er gruful læsning - der får man virkelig indblik i hvor sort ækel og uoplyst
den menneskelige natur også kan være.
