- Christian 4 set fra Norge
Den dybe splittelse
Den dybe splittelse.
I enkeltheder havde Christian 4.s politik fremgang i årene fra 1629 til 1643. Først opnåede han i 1629 en gunstig fred med kejseren uden andre landafståelser eller erstatninger end at sønnen, Hertug Frederik, måtte afstå fra sine nordtyske stift. Kejserens hensigt var at Christian 4. ikke skulle alliere sig med Gustav2. Adolf af Sverige, og Christian lovede at han ikke skulle blande sig oftere i tyske forhold. I 1630 gik Sverige imidlertid ind i den tyske krig og etablerede sig som en militær hovedmagt i Tyskland frem til fredsslutningen i Westfalen i 1648.
Christian 4. fik med rigsrådets medvirkning Danmarks union med Slesvig og Holstein fornyet i 1634, med øget gensidig forpligtigelser til forsvar mod angreb. I øvrigt holdt kongen rigsrådet mest muligt udenfor udformningen af udenrigspolitikken, samtidig med at han pressede rådet til at finansiere en voksende militær opbygning, særlig i Holstein, med øgede skatter. Selv gennemtrumfede konge en kraftig stigning i Øresundstolden og den norske trælasttold. I tronfølgerens bryllup i 1634 hævede han sig som stor fyrste ved pengeløsning, han spildte en aktiv rolle som aktør o det diplomatiet som forsøgte at finde løsninger på den forfærdelige tyske undren, og han genoptog med fremgang reviropbygningen i Nordtyskland ved at opnå kejserens tilladelse til at kræve told på Elben i 1633, skaffede sin yngre søn, hertug Frederik, tilbage til Bremen stift i 1634 og Verden i 1636 og nok en gang tvinge Hamburg til underkastelse i 1643.
Men det danske rigsråd var ikke imponeret og fortsatte sin kritik. Der hvor kongen så muligheder, så rådet farer. Det mindede ham om de negative erfaringer fra kejserkrigen, bland andet om at alliancer kunne give bedragerisk støtte. Rådet advarede mod at udfordre Nederlandene med told politikken og mod en alliance politik i Tyskland som Holstein skulle deltage i, hele monarkiet ville blive holdt ansvarlig for en alliance som svenskerne fandt provokerende.
Selv om styrkeopbygningen i årene 1629 - 43 var betydelig, var rigsrådet bange for at de hvervede tropper i Holsten ikke ville klare at modstå et angreb, som samtidig med deres nederlag ville blotlægge Jylland. Rådet gik derfor imod at styrkerne i Holstein skulle tage chancen med at stoppe fjenden alene, "ti dersom det folk, i landet Holstein på benene er, skulle lide noget nederlag, da var det dermed gjort både med Holstein og Jylland", skrev rådet 4. december 1638. Chancen for at hævde sig var knyttet til at man holdt sig til et forsvar indenfor Danmarks grænser og ikke viklede sig ind i en tysk alliance, så undersåtterne i rigerne og i fyrstedømmerne skulle yde af den sidste formue til forsvarskampen.
I 1635 tænkte kongen på at konvojere den nederlandske handelsflåde i dansk-norsk havområde. Christian 4. ville på den måde retfærdiggøre sine stadige toldforhøjelser, men i dette tilfælde lykkedes det rigsrådet at overtale ham til at frafalde planen. Det pegede på det altomfattende ansvar som kongen på denne måde ville påtage sig. Hele marinen måtte sættes ind, sådan at man ikke havde skibe til andre opgaver, og alligevel ville der ikke være skibe nok. Han ville også pådrage sig Spaniens fjendskab og angreb - spaniolerne betragtede jo Nederlandene som oprørere. Han ville blive holdt ansvarlig for at hans orlogsfartøjer ikke klarede at beskytte handelsskibene mod angreb, noget som ville udsætte ham for Nederlandenes fjendskab og erstatningskrav.
Samlet set drejede det sig om en massiv mistillid til kongens udenrigspolitiske dømmekraft. Sådan havde forholdet mellem kongen og rådet udviklet sig fra et samarbejd i store dele af Christian 3.s og Frederiks 2.s tid til et forhold mellem en regeringschef og en opposition. Alle rigsråds medlemmer var kongens underordnede lensmænd, men det forhindrede dem ikke i at hudflette hans politik. Kongen var en ikke særlig farlig herre at man ikke åbent kunne trodse hans vilje og komme godt fra det, som da stadsholderen i Norge, Jens Juel i 1629 nægtede at tage imod en udnævnelse til rigsadmiral, men i stedet fik det vigtige Ålborghus len.
På Karels van Manders maleri fra 1642 af den udvalgte prins Christian
Kongens egen kansler underskrev sammen med de andre rådsmedlemmer rutinemæssigt regelmæssighed den en kritiske bemærkning efter den anden om deres herres udenrigspolitik.
Kongen vænnede sig til at overse rådets opposition og overlod udformningen af politikken til sine tyske tjenere ved hoffet, i Tyske kancelli og i hertugrådet. Stadig oftere stillede Christian 4. det danske rigsråd overfor fuldbyrdet kendsgerninger, og immuniteten overfor kritiske råd blev skæbnesvangert. Sverige blev provokeret af forsøgene på at neutralisere dets tyske triumfer, Nederlandene var rasende over Christian 4.s toldpolitik i Øresund og i Norge, og også over manglende beskyttelse mod spanske kapere i de kystnære farvande, i de nordtyske stater blev kongen upopulær på grund af sin reviropbygning. Da residenten Peder Vibe i Stockholm kort tid før krigsudbruddet i 1643 advarede kongen og fortalte om at svenskerne ville gå til krig, synes Christian at slået denne advarsel i hartkorn med alle rigsrådets advarsler og vifter den væk med en spøg.
Uenigheden om udenrigspolitikken havde ikke sit modstykke i en tilsvarende fastlåst modsætning i synes på militærpolitikken. Kongen pressede rigsrådet til at gå med på større skattebevillinger for at dække omkostningerne til kejserkrigen og den senere oprustning. Det skete ikke uden konceptioner, det var der rådet fik gennemført at stænderne blev indkaldt til møder i både Danmark og Norge, først gang henholdsvis 1627 og 1628, for at bevilge supplerende skatter til militærudgifter. Rådene alene ville ikke tage ansvaret for at gå med på den mere krævende politik som den udenrigspolitiske situation gjorde nødvendig.
Konge og råd blev enige om et mindste fælles multiplum når det gjaldt militære tiltag. Marinen blev udbygget, fra ca. 25 krigsskibe i 1620 til vel 40 skibe over 100 ton i 1630-43, i alt en øgning fra 16.000 ton til 20.000 ton, fortsat noget mindre end den svenske flåde. Der var behov for 3.000 - 5.000 mand om bord. Når det gjaldt hæren i Danmark, var det rigsrådets foretrukne militære model, bondemilitsen man samlede sig om. Det sympatiske med den set fra rådets ståsted var at adelsmænd var de militære ledere, mens krongodset skaffede soldaterne. Efter 1629 omfattede bondemilitsen i Danmark 7.000 mand. I tillæg fandtes der vel 1000 soldater i fæstningerne og 1.200 mand i rosstjeneste, til sammen 9.000 - 10.000 mand i nominel styrke i Danmark.
Antal soldater i bondemilitsen i Danmark blev mere end fordoblet fra 1637 til 1642, til nominelt 16.000 mand, af dem kom 90% fra kronens gods og 10% fra adelens godser. Det var nyt at adelen gik med på at udskrive soldater fra sine godser: 850 mand i 1638 og vel 1600 i 1641, og de blev holdt adskilt i en egen organisation. Antal soldater fra krones gods blev nominelt øget fra 7.000 til vel 14.000 i årene 1637-42, men de nye soldater blev ikke ordnet i kompagnier, de var kun en reserve som hverken havde officerer eller blev trænet. Den egentlig bondemilits i Danmark var dermed cirka 10.000 mand. I Holstein stod der i årene 1629-38 2.000-3.000 mand, halvdelen fra Danmark og halvdelen fra hertugdømmerne. I årene 1638-43 blev denne hær øget til nær 10.000 mand mest hvervede, men også udskrevne bondesoldater fra Danmark. Den dansk-slevig-holsteinske hær udgjorde da i underkanten af 20.000 mand.
De militære kompromisser synes at have givet Christian 4. en illusion om forberedthed i forhold til krigen i Tyskland. Mistilliden mellem kongen og rådet resulterede i en gensidig udvanding af den politiske kultur. Begge parter operere på egne præmisser, som de ikke justerede under påvirkning fra andre: rådet satsede for lidt på at udvikle den nationale hær til et kraftigt militært redskab, mens kongen udfoldede en risikofyldt uforsigtighed overfor fremmede magter. Kombinationen af militær utilstrækkelighed og en udfordrende udenrigspolitik skulle få katastrofale følger.
I Norge gjorde regeringen langt mindre end i Danmark for at udvikle et militærvæsen. Danske embedsmænd i Norge havde nu større tro end Christian 4. på at det kunne lykkedes at etablere en norsk bondemilits, i modsætning til under Kalmarkrigen, da de havde hældt koldt vand i hovedet på kongen, som troede, at norske bønder kunne kommanderes ret fra udmarken og fiskekutteren til at slås i krig. Statholder Jens Juel udarbejder i efteråret 1627 en plan for en norsk bondemilits, som Christian 4. undertegnede i januar 1628. Denne krigsordinansen inddelte gårdene fra Trøndelag og sydover i 6200 legder, som hver skulle stille en soldat. Juel ledede det første bevilgende norske stændermøde foråret 1628, og i samarbejde med den norske kansler Jens Bjelke, sørger han for at mødet trodsede Christian 4.s forudsætning om at der skulle bevilges skat til kongen centralt. Jens Juel pressede kongen til at godtage at de bevilgede midler skulle bruges til at iværksætte den norske krigsordinans. Bonde militsen blev ikke færdig organiseret i 1628-30 før stændermidlerne var brugt op, Christian 4. nægtede at lade statens ordinære indtægter gå til formålet, og hæren blev ikke sat i operativ stand. Juel havde i 1627 ledet oprettelsen af fire norske fæstningsgarnisioner, som bragte antallet af professionelle soldater i Norge op fra ca. 60 til 330, det måtte norske bønder betale en særskat for at bekoste: garnisionsskatten.
Ove Bjelke 1654-56
Jens Bjelke 1580-1659 var en af Norges største godsejere med tolv setergårde i flere landsdele, bl.a. Austråt på Ørlandet ved udmundingen af Trondheimsfjorden. Han søn Ove Bjelke byggede i 1654-56 et slot her, og portalen ind til borggården blev indrammet med slægtens Våbenskjold.
Rigsrådets udtalelser om Norge i disse år var spredte, det gav ingen systematisk analyse af situationen her, og heller ikke kongen leverede en sådan analyse. Ingen af parterne indlod sig på nogen drøftelse af om Norge kunne spille en militær rolle i en forsvarsstrategi som kunne dæmme op for alle de fare som lurede i den tyske krig. Rådet frygtede at Skåne og Norge kunne blive angrebet af Sverige i en kommende krig, eller ser det ud til at Rådet har været mest optaget af hvilke statsindtægter og hvilke mandskabsstyrker til marinen som kunne forventes fra nord, men heller ikke her blev synspunkterne fremmet i nogen drøftende form. Også kongen koncentrerede sig om at udnytte Norge som indtægtskilde.
Den mest bemærkelsesværdige udtalelse om Norge kom i en betænkning fra rådet den 30. december 1638. Her blev kongens vurdering kommenteret, at det militære beredskab, hvor han skrev at "landfolket til hest og fods i Danmark og Norge vil flittigt ekserceres og med dygtige officerer forsørges". Rådet svarede da: "Landfolket til hest og fods holdes her i riget i temmelig eksercits, men hvad Norge anlanger, da synes os underdanigst meget betænkelig mange af dem nu at la armere, med mindre en del danske folk under blev forordner".
Det var ikke ofte myndighederne udtrykkelig sagde at man ikke kunne stole på nordmændenes loyalitet. Vi kan ikke vide om det skyldtes at den nationale forskel blev opfattet som et problem, eller om de dyssede et problem ned, som let kunne blive værre hvis man snakkede om det. Den uvilje mod danskerne i Norge som Peder Claussøn Friis havde omtalt, var ikke forsvundet, men den pådrog ikke myndighederne uhåndterlige problemer, den har nok alligevel forstærket den modstand mod øvrigheden som stadig ulmede i Norge. Traditionen var at nordmændene ikke blev fast militært organiseret, og det var meget længe siden de havde repræsenteret nogen militær trussel mod øvrigheden, men deres bastante modstand mod at blive kommanderet ud i krig var åbenbar for alle. Frygten for et bondeoprør kan ikke have været særlig stor, for regimet solgte i 1618 tusindvis af børser til odelsbønderne, med det danske rigsråd tænkte på noget andet: at nordmændene blev organiseret til en virkelig militærstyrke, og at de fik officerer som ikke var dansk domineret.
En sådan virksomhed havde været set styrende element i den danske norgespolitik i begyndelsen af 1500-tallet, og den kan give en tillægsforklaring på hvorfor planerne om en norsk hær ikke blev forsøgt realiseret i årene efter 1630. I 1628-30 brugte man i Norge de midler som var blevet øremærket af stændermødet i 1628 til at lønne officerer og købe våben og udstyr, men i 1630 blev de fleste officerer afskediget, og udstyret bliv måske for det meste samlet på fæstningerne under lensherrenes kontrol.
Christen Friis til Kragerup 1581 - 1639.
Det er påfaldende at hverken statholderen eller lenherrene i Norge var fortaler for bondemilitsen i størstedelen af 1630-årene. Det kan skyldes at de viste at kongen var negativ, men de ønskede et bedre forsvar i Norge og medvirkede til at de midler som blev bevilget på stændermøderne i 1639 og 1643 blev opbevaret her og brugt til den norske hær under krigen 1643-45. Norge dukkede sig norsk set fra Danmark, men eliten i Norge viste bedre. Indslaget af danske og dansksindede havde aldrig været større i det norske regering hus, så der var mindre grund til end nogensinde at frygte en norsk separatisme.
Christian 4.s udsagn 19. december 1638 om værdien af en trænet norsk milits tydede på at han var kommet på andre tanker. Stændermødet i Norge i marts 1639 var mere interessant en kildernes få ord giver indtryk af. Det var kun de deputerede fra Bergen som omtalte at deres bevilling skulle gå til forsvaret af Norge (til vårt fedrene rikes defension), men når pengene blev lagt i en landkiste som mod sædvane ikke var lokaliseret i Danmark, men i Norge, røber det at flere end bergenserne indtog dette standpunkt, sandsynligvis både statholder og lensherren. Før mødet fik konges kommissærer, statholderen og Norges riges kansler et hemmelig opdrag, med at overveje om der "i den høyeste nød" kunne sendes noget fodfolk til hjælp for Danmark fra Norge, men dette ser man ikke noget mere til. Da statholder Kristoffer Urne lige efter stændermødet på kongens opdrag skrev en betænkning om norske militære tiltag, gik han ind for at fremskaffe officerer til at gøre bondemilitsen kampdygtig, måske har han drøftet det med andre under stændermødet.
Centalmyndighederne i København skyndte sig imidlertid langsomt. Den 1. november 1640 var Urne på Koldinghus og undertegnede en betænkning med forslag om tiltag som ville virkeliggøre den norske hær, og i december gav Christian 4. en række ordre som bragte realiseringen et skridt nærmere, der skulle oprettes rytterkompagnier, og der blev ansat officerer og udskrevet en ny særskat til at lønne dem. Sommeren 1641 afgav en kommission med statholder Kristoffer Urne, den norske kansler Jens Bjelke, to lensherrer og to danske rigsråsmedlemmer, en betænkning på herredagen i B ergen om organisering af den norsk hær. De anbefalede krigsordinansem fra 1628, med tillægget om rytteriet, og denne ordning godkendte kongen i september 1641.
Under forhandlingerne med stænderne i 1643 gik den norske adelen i spidsen for at kræve at de bevilgede skatter skulle bruges til forsvaret af Norge. En sådan mangel på beskedenhed hang sammen med Hannibal Sehesteds mere offensive strategi, efter at han tiltrådte som statholder i 1642, kunne han som svigersøn optræde med kongens rygdækning. Alligevel var organiseringen af hærens seks regimenter kommet i vanskeligheder ved krigsudbrudet i december 1643.