Dagbog Sivert Grubbe maj

Maj

1. Vejret bedagede sig betydeligt, hvorved vi befandt os meget vel, men endnu var vi ikke kommet i kurs, "aff und tho for vore Schonfar Seil".

2. Luften var klar of vinden sydlig, "en temmelig god "streckbør".

Ved nadvertid så vi en stor hval, som lå på ryggen var besat med skjelfisk og østers. Skipperen mente, at vi var ud for Øen Røst, hvor hvalerne altid holde sig, på grund af de mange fisk som findes der.

Røst

Her er et stort havsvælg, hvorigennem jorden trækker vandet til sig, når den trænger til næring, og atter til bestemte tider udstøder det, når dens indvolde er fyldte. Heraf opstår en malmstrøm. Sådanne havsvælg findes også annensteds på bekvemme steder, hvor den forsynlige natur har sørget derfor.

1. Vejret var endnu klart, men vinden gik i nord og bragte så stærk kulde som hos os ved midvinter.

Vor præst sagde i en tale, som kaptajnen ikke hørte, at vi ikke var rigtig kloge, at vi forlod den gode årstid for at flakke om i disse kolde og uvenlige egne. Det samme klagede vor kjøgemester Hans Bülov, og, og roste præsten, at han havde prædiket meget godt og ramt sømmet på hovedet.

I dag var vi vel 30 mil ud for Lofoten.

Mod aften kom Børge Trolle over til os i sin båd og bragte kaptajnen nogle østers.

1. Vinden var endnu i det samme nordlige hjørne, vi sejlede derfor øster på for at få land i sigte, at vi kunne anstille beregninger om, hvor vi var.

Vi hørte prædiken over Johannes "om en liden stund". Efter prædiken blev der holdt standret over nogle delinkventer, der havde gjort sig skyldige i at spise under prædiken, og de blev dømt til at miste en måneds hyre, blandt disse var Ulrik af Holsten, Iver Friis, Jørgen Kaas og Markus Pens.

Solen gik ned i nordvest, og stod straks efter op i nordøst. i disse egne er der nemlig på denne tid ingen nat.

1. Vinden blev i det samme hjørne og vi fortsatte uforandret vor kurs. Himlen var klar og ren, men det blæste lidt stærkere end i går.

Kl. 3 om eftermiddagen så vi land, nogle formodede, at vi var ud for Trondhjems Fjord, andre at vi var 6 mile fra Øen Røst. Vi satte da etter kursen i vest.

Henning Gøje kom meget beskænket op af kaptajnens kahyt.

I dag var Gideon nær tørnet sammen med vort skib Victor. Endelig så vi Torrehatten.

Torehatten

1. Om formiddagen blæste det meget lidt, og himlen var overordentlig klar, hvorover vi glædede os meget.

Vi hørte prædiken over Joh. 166, om den Helligånds Udsendelse.

Tillige med Kaptajnen var jeg ombord i Gideon og Josaphat, kl. 12 kom vi tilbage til vort skib. Det var da fuldkomment havblik.

I dag kunde vi atter sætte ret kurs, efter at vi i ni dage havde krydset omkring uden at vide hvor. Vinden var i nordnordøst.

Jeg var i "Capernaum" (kaptajnens kahyt) og tabte mine penge (i spil).

1. Vi vedblev med den samme kurs og vinden var god. Forresten var det diset i vejret med stadig regn.

Jeg var indbudt til aften af kaptajnen i "Capernaum".

1. Vi blev fremdeles i ret kurs, og vor skipper mente, at vi i dag var 50 mile fra Varhus. I disse dage sejlede vi forbi Salten, Senjen, Andernæs, Tromsø.

2. Vinden blev meget gunstig, og vi sejlede forbi øen Loppen og Lopekalven. Her begynder Finmarken, som høre under Varhus Len.

Loppesunden her beboes af Finner, der alle er fiskere. Man har intet andet her end nøgne sten og fjelde. Beboerne have en kirke, som de kalde "Fandens Badstue". Den er nemlig på den ene side ganske sort af den bestandige røg, som udstrømmer fra det nærliggende bjerg. Gideon var i dag i stor fare mellem klipperne.

1. Da solen brød gennem tågen, og det til vor glæde blev klart vejr, satte vi kurs nordnordost og så atter det land som vi i går havde tabt af syne på grund af tågen.

Vi hørte en prædiken over det sted af Joh. Jacobs brev. Ald fuldkommen gave kommer ned fra Lysets Fader.

Omtrent kl. 1o aften hørtes tre kanonskud fra Gideon til tegn på, at en død var kastet overbord.

Hele natten spilte vi kort, og det var så klart som dagen, thi i disse egne går solen ikke ned lige til Jacobi dag d. 24de juli.

1. Vi sejlede om Nordkap, på hvis top et kompas er indhugget i fjeldet. Dette bjerg anses for de yderste punkt imod nord.

Derpå kom vi hen ad Nordkyn til, hvor der er en ø, Skjershat, og der er et fiskevær.

Ved middagstid fik vi modvind. Vi så der fisk, som man kalder "Haffkjelling".

1. For god medbør kom endelig med alle vore skibe, undtagen Pappegøjen, til Varø havn kl. 8 om morgenen.

Her traf vi to engelske skibe, som straks overgav sig. Hvad der var i skibene blev erklæret for god prise.

Ved indsejlingen så vi det usle fort og en trækirke, som vor barber anså for et Rensdyr. Der er en by, hvis huse bestå af underjordiske huler, elendig fiskerhytter.

Præsten, der svarer til stedet, er et uvidende asen, som jeg kendte fra København, da han havde været Famulus hos Dr. Anders Krag. Senere blev han relegeret fra Universitetet, nu gælder han for en fortræffelig præst her, men tilhørerne er som præsten. Han besidder stor autoritet hos disse kvæghoveder. Han sagte til mig, at han intetsteds hellere ville være end her, og han takkede professorerne i København for, at de havde relegeret ham fra Universitetet.

I kirken ligger Henning Falster og Mads Skeel begravede, de have været befalingsmænd over dette fort. Her ligger også Knud Ulfeld begravet, som havde fornærmet sin fader, Jacob Ulfeld til Selsø, og som døde her, da han var på rejsen til Rusland. Han var en broder til Mogens Ulfeld, der var vicekaptajn på vort skib. En af mandskabet på Gideon døde her og jordedes i kirken.

Medens vi lå her for anker, indbød Generalkaptajn Christian Frederiksen alle de andre kaptajner til sig. Medens de sad ved bordet, fik skotten kaptajn Durham et heftigt sygdomsanfald. Vor læge erklærede, at det var en paralyse. Han blev båret hen i præstens hytte, hvor vi også efterlod ham.

Folk her levede udelukkende af fiskeri. Den ufrugtbare jord yder dem kun fersk vand og usle boliger. Vi så den måde, hvorpå de bærer sig ad med at fange og tørre fisk.

1. Hen imod kl. 7 om aftenen forlod vi øen Varø (Vardø), men da vinden var imod, måtte vi gøre nogle slag for at komme ud. Kaptajnen havde fået at vide, at der lå to engelske skibe i Havnen Olenia. vi rettede derfor vor kurs derhen, men vi manglede lodser, der var kendte med farvandet i disse egne.

2. Vejret var klar, men luften meget kold, Vinden var vestsydvest.

Omtrent kl. 6 om morgenen vare vi ud for Stangenæs. Her var der nogle københavnske skibe, fra hvilke nogle danske mænd kom til os og klagede over den uret, englænderne tilføjede dem. idet de med magt og væbnet hånd havde frataget dem nogle både fulde af fisk.

Ved middagstid tog vi i havnen Dibin et engelsk skib kaldet Purchins. Det sneede og haglede på denne tid.

Kl. 9 om eftermiddagen sejlede vi forbi øen Kildin, på stranden så vi nogle Rener og nogle Finnehytter. Vi fandt ingen engelske skibe her, som vi havde ventet.

I dag udregnede kaptajnen med skipperen, at vi fra Kronborg til Kildin havde tilbagelagt 520 norske mile i lige linie. (en norsk mil er 10 km).

Omtrent kl. 8 om aftenen stødte vi ved indsejlingen til Havnen Olenia på et skjult skær. på hvilket skibet blev stående og kølen led skade i en strækning af ni alen. Ved bølgeslagets stærke tilbagegang blev vi imidlertid atter flot og frelstes således ved Guds beskærmelse fra den overhængende fare. Siden måtte vi bestandigt holde pumperne gående, da skibet tog vand ind.

Her fanged vi to engelske skibe, som havde søgt tilflugt blandt skærere og således nær var bleven årsag til vor undergang. Angrebet på det største af skibene foretoges af vor kaptajn, Christian Frederiksen, Albert Skel, Markus Pens, jeg og vor læge Dr. Hasenbard. Dette skib hed Charitas, og dets ejer eller kaptajn var englænderen Willum Teel, der straks blev ført som fange til vort skib. På dette skib blev Albert Skeel gjort til kaptajn, på det andet og mindre, som kaptajnen kaldte Lilleperten, blev Erik Urne udnævnt til kaptajn.

Medens vi lå i havnen i Olenia, kom en russisk befalingsmand, som de kaldte "Gylvanisch" med ti andre velklædte Russer. Denne befalingsmand overbragte vor Kaptajn sine gaver, nemlig en meget god skinke og et stort brød af en udmærket smag, og eftersom han havde hørt, at kaptajnen havde lidt skibbrud, ville han gerne være ham til tjeneste med hvad  han kunne. Kaptajnen takkede ham og hans ledsagere, og lod dem beværte således på skibet, at de kom fra borde som svin og bæster.

Den 17. maj, som var Christi Himmelfartsdag sejlede vi kl. 6 om eftermiddagen ud af havnen Olenia og styrede vor kurs hen imod Kildin. Men da vi havde en lidet gunstig sidevind var vi nær drevet på to skjulte skær, som kun kunne kendes derpå, at bølgerne brød sig over dem. Vi var i den største fare og så den visse undergang for øjnene, men ved Guds beskærmelse, og derved at vi i tide fandt på råd, slap vi heldigvis.

Imidlertid måtte vi dog afstå fra at sejle til Kildin, derimod søgte vi ind i en ny havn, Dibin, der blev os vist af de fangne Engelskmænd, som vi havde ombord, da den ellers er mindre bekendt.

Medens vi lå trygt i denne havn, gik kaptajnen i land, og vi måtte bestige et højt bjerg, førend vi kunne komme til Russernes hytter. Dette steds befalingsmand beværtede os  med ost og smørlavet af Rensdyrmælk, og gav os en drik, som de kalde Qvas, brygget af vand og mel. Vi så en russisk tvekamp og kaptajnen kastede dalere i grams, om hvilke de kæmpede nøgne og uden våben med legemerne indsmurte i fidt.

Vi samlede på dette bjerg nogle urter, som engelskmændene kaldte Orpin, nordmændene Stubberod, et fortræffeligt middel mod skørbug og meget almindeligt på disse steder. Vor kaptajn brugte bladene af denne plante som salat. Der fandtes også sneglehuse af forskellig farve og vidunderlig skønhed.

Orpin - smørbukk

Den 19. maj lettede vi anker fra Dibin og sejlede til Kildin, og fra den efterfølgende dag og indtil den 26de blev Gideon repareret, efter at skytset og provianten var udlosset af skibet.

Før vi nåede Kildin, nødtes vi til med vort havarere skib at søge ind i en ubekendt havn, som kaptajnen til ære for Mat Ulrik kaldte Jomfruhavnen.

Ved øen Kildin fandt vi alle vore skibe med undtagelse af Josaphat. Medens skibet repareredes, var jeg nogle gange med Dr. Jonas oppe på toppen af et bjerg, og så hvide ræve. Denne ø har også bjørne og nogle fugle, som kaldes Rypper, de findes i stor mængde er er lidt sky.

Rype

Der vokser i mængder Løvefod, Pirula, Myritus, Tubbebær og krakkebær. ligeledes Orpin eller Caratis. Vi fandt også i havet urten Alcionia, hvis blomster og blade sidder fast på stenene. Vi samlede på stranden sten af forskellig masse og farve, smukt tilslebne af bølgerne, så nogle var fuldkommen runde og andre aflange. Nogle syntes at være af en slags marmor, hvoraf vi sluttede, at der i denne egn findes marmor og lignende sten arter. Vi viste vor kaptajn Christian Frederiksen disse sten, som han betragtede med beundring. Vi gik således ikke så meget for at finde Urter, som for at finde sten på denne Ø.

Øen Kildin er frugtbarere end de øvrige øer, den føder om sommeren nogle hundrede Rener, foruden en stor mængde Bjørne og ræve. Om sommeren beboes den af Finner eller Lapper, der kaldes Fjeldfinner, fordi de om vinteren opholder sig mellem fjeldene, og når de forlader øen, tager de deres rener med sig, og vender tilbage om sommeren på grund af fiskefangsten. De fisk, som findes her, kalde vi stokfisk, og de fanges i så utrolig stor en mængde, at man kan købe dem billigt, hundrede disk, som udgøre tre eller fire tønder, koster ikke mere en fire daler.

Fjeld finner

Medens vi opholdt os der, var der sammesteds købmænd fra Flensborg, som i otte til ti dage ladede deres skibe så fulde, at d ikke kunne føre mere.

Denne ø har en længde af to norske mil, og er fire mil i omkreds. Den hæver sig meget højt over havet, på dens øverste top ud imod havet oprejste Dr. Jonas og jeg en varde af sten, som vi siden længe kunne se, da vi sejlede bort.

Blandt Finnerne var her en Gan-fin (trolddomskyndig lap) som for betaling ville sige Hans Lindenov, hvorledes det stod til i København, men vi kom så hurtigt af sted, at finnen endnu ikke var bleven færdig med sine forberedelser.

Omtren to mil fra Kildin ligger på fastlandet Byen Malmis (Murmansk el. Kola) ved en stor elv, der falder i havet ud for Kildin. Denne by kaldtes eller i gamle dage Kola efter et stort højt bjerg, som adskiller Norge fra Rusland. Og denne by Kola, der ligger ved foden af bjerget hørte for ikke så meget lang tid siden til Norge, men ved de danske og norske befalingsmænds forsømmelighed havde russerne bemægtiget sig denne egn, hvorpå de havde forandret navnet til Malmis.

1. maj. Efter Nadvertid, omtrent kl. 7, begyndte vi i guds navn igen vor sejlads og styrede fra Kildin mod Varhus. Vi sejlede ud af havnen på den østre side af øen, og vi kunne længe se den stenpyramide, som Dr. Jonas og jeg havde rejst.

2. Pinsefesten højtideligholdt vi på vort skib mellem Kildin og Varhus. Det var en mørk og meget kold dag, og vinden var i mod. De fleste af os led af søsyge og spiste intet. Kaptajnen holdt sig i ro i sin kahyt.

3. Var der vel klar luft, men meget koldt, og vinden var endnu i det samme hjørne, så vi ikke nåede videre end ud for Stangenæs.

4. maj. Om morgenen tidlig nåede vi til Varhus, hvor vi tog et hollandsk skib, der tilhørte Marcus Fengler.

En hollandsk skipper, som ved et tilfælde blev ihjelskudt begravedes her. En af vore skibspræster, Hr. Niels, skulle efter Kaptajnens Befaling forrette begravelsen, og da han var dygtig beskænket, brugte han ikke mange ord. Han sagde nemlig: "Hvor ha er født, det ved jeg ikke, lige så lidt som hvem der er hans forældre, hvorledes han levet, er mig ikke bekendt, derimod ved jeg til punkt og prikke, hvorledes han er død, men da I andre jo også vide god besked dermed, så behøver jeg ikke at udbrede mig vidtløftig derom, og derfor slutter jeg hermed min tale".

Da vi gik i land, var kaptajnen og Mat Ulrik i vor båd, vor skipper, som styrede, førte os ind i en snæver havn, og da den ikke havde noget eget navn, kaldte Kaptajnen den "Goffenhaffn".

1. Forblev vi i fortet og ordnede vore sager og indtog proviant for den forestående rejse.

På de opbragt skibe blev Joacim Bülov. Erik Urne og Henning Valstrup satte til kaptajner.

To små engelske skibe lod kaptajnen fare og tillod dem at sejle hjem med alle de fangne søfolk.

På øen Varø vokser en urt, som beboerne kalder frisgræs, og som er gavnlig mod skørbug, den anses for at være en art af Numularia.

Numularia

Der på øen var en Gan-fin ved navn Tuickvas, om ham fortalte befalingsmanden der på stedet, Hans Olsen, mig at han havde sagt, at vor kaptajn var i stor livsfare på sit skib, men at han dog på den og den dag ville komme uskadt tilbage, hvilket også indtraf. Denne Tuickvas gav mig en af sine sønner, som var dverg af et forunderligt ydre, men moderen ville ikke af med ham.

1. Denne dag var meget sommerlig, således som vi ikke havde haft nogen på hele vor rejse. Det var første gang vi mærkede, at varmen overgik kulden i disse egne.

Mod aften hørte vi tre kanonskud fra Hector til tegn på, at en død var kastet overbord.

Det var højbådsmanden.