Karen Andersdatter ? - 1673
Den sidste i rækken af de kvinder, Christian dyrkede, inden han Mødte Kirsten Munk, var Karen Andersdatter. Hendes fader, Anders Hansen,var skriver på Bremerholm. Ifølge de sparsomme og ikke meget pålidelige efterretninger om hende skal hun have været forlovet med præsten Niels Simonsen Glostrup, men Christian IV forelskede sig i hende og førte hende i begyndelsen af 1613 hjem på slottet fra et bryllupsgilde, hvor han havde danset med hende. Hendetraf han til et bryllup, blev straks meget varm på hende og tog hende med sig hjem samme nat. Hun fik i løbet af de par år, hun var kongens frille, et pardøtre og en søn, Hans Ulrik Gyldenløve.
Med henblik på fremtiden er det værd at lægge mærke til, atden ene af døtrene fik navnet Dorothea Elisabeth.
Da kongen traf Kirsten Munk, var Karen Andersdatters dage påslottet talte. Men hun kom derfra, fortælles det, "uden spot" og fik tildelt en gård af sin kongelige eks. elsker.
Men hadet til den ene kvinde (Kirsten Munk) og afhængigheden af den anden (Vibeke Kruse), gjorde ikke ar kongen glemte den, han havde sendt fra sig for Kirsten Munks skyld. Snarere tværtimod.
Karen Andersdatter og hendes søn med kongen, Hans Ulrik Gyldenløve, måtte ikke lide nød eller forsømmes, og i 1622 tager kongen både juridisk og økonomisk del i købet af en gård til hende.
Kongen er stærkt optaget ad, at Karen får, hvad der tilkommer hende ved købet, der ferske vand i gårdens "vandværk" er Karens og ikke naboers eller andres, der tror, de kan narre en enlig kvinde.
To år senere bliver der købt endnu en gård til Karen. Kongen har hende i sin erindring. Det er som om hendes gode egenskaber bliver sat i relief for kongen efter dramaerne med Kirsten Munk. Hun opnår meget i disse år hos sin fordums kongelige elsker.
Han er så blød og eftergivende overfor Karen og Hans Ulrik, at det er påfaldende.
Men det får en ende.
Omkring 1640 var kongens i et særdeles ond lune som følge af Ellen Marsvin og Kirstens Munk, så at selv den fordums elskede Karen Andersdatter ramtes af kongens onde lune. Nu havde han i årevis sørget for hende på alle mulige måder, hun og deres fælles søn, fik deres årlige sum, og han havde tilmed stået på tungen for hende og hjulpet hende med køb af gårde og alt muligt andet.
Og hvordan lønnede hun ham så?
Ved at ville gifte sig. Hun, der havde haft en kongelig elsker, havde nydt den ære at ligge i kongens arme, havde den uforskammethed at ville gifte sig med en anden. Det var igen et bevis på kvinders troløshed, og han ville ikke tolerere det. Hun havde at forblive tro mod minderne om ham, kongen - og leve på dem.
Der gik straks bud til rentemestrene om at standse betalingerne til Karen, nu havde hun jo en anden, så måtte han sandelig forsørge hende. Desuden skulle Hveen, som hun havde i forlening, fratages hende. Inde 1. maj måtte hun have flyttet sine ejendele fra Øen.
Dette blev skrevet i marts måned. Med derved blev det ikke. Kongen kom nogle dage efter på nye tanker, han skrev til Corfitz Ulfeldt og gav ordre til, at enhver lysning i kirken for Karen og hendes opvarter måtte forhindres. Hun skulle først skifte med Hans Ulrik.
I april havde kongen hørt, at Karen håbede, hun kunne beholde Hveen. Derfor skulle bønderne på øen bare vide at de ikke måtte hjælpe Karen - undtagen med at køre hendes ejendele ned til strande. "Såfremt hendes junker viser sig på øen, skal du sørge for, at ha bindes på hænder og fødder og afleveres hos dig" - bagefter var det meningen, at han skulle puttes i fangehullet.
Jalousiens dæmon fik øjensynligt kongen til at ønske junkeren anbragt i fangehullet. Så kunne han rådne op der.
Skæringsdagen 1. maj passeres, intet sker.
Men i eftersommeren går det løs igen. Kongen skriver til Frederik Urne:
"Jeg erfarer her i byen, at Karen Andersdatter er på Hveen og har sin junker Snarensvend hos sig, hvilken sidstnævnte du skal tage ved hovedet og spørge, hvem der har givet ham lov til at være på øen. Derpå skal han sendes hid til slottet og udleveres til slotsfogden. Og eftersom han har udtalt, han nok ville se, hvem der skulle tage ham til fange, må du sørge for at undersøge nøje,, om han skjuler sig nogen steder. Gør han det, skal stedet omringes, så han kan sultes ud".
Allerede dagen efter må kongen slukøret indrømme, at Karens kæreste alligevel ikke var påøen.
Men giftermål mellem Karen og Kæresten blev ikke til noget. Og det var kongen ganske godt tilfreds med.
Karen bestråles igen af nådens lys.
Til sidst, hvor Christian IV lå for døden hvor han i sin bevidsthed blev klar over hvor det bar hen med ham, begyndte ha at træffe dispositioner, der pegede frem mod en tid, hvor han ville være fraværende. Han sørgede for, at Karen Andersdatter fik forhøjet det beløb, hun modtog fra Kongen, til 600 rigsdaler om året resten af hendes liv.
Kongens elskovsforbindelser med borgerpigerne vakte harme og forargelse både herhjemme og i udlandet.
I 1600-tallet så man officielt med strenge øjne på uægteskabelig sex, selv om folk generelt ikke var dydigere dengang end til andre tider. Men strafbart var det, og kongen havde selv rettertinget flere gange været med til at idømme hårde straffe både for ægteskabsbrud og for den synd at "beligge" adelige jomfruer. Der var ingen pardon, kongen var en barsk, men retfærdig dommer. Synderne fik valget mellem at miste livet eller gå i krig i udlandet.
Som Guds udvalgte var kongen selvfølgelig hævet over loven, og det kunne koste livet at formulere den opfattelse der sneg sig rundt mellem folk, at kongen var " en forhoret skælm". Det er erfarede en åbenmundet mand fra Lübeck, han blev henrettet, da han letsindigt havde givet udtryk for dette syn på sagen.
Det kunne ikke blive ved med at gå med de mere eller mindre løse forbindelser med borgermændenes døtre, og derfor mødte kongens mor og to af hans søstre en dag op i København og forsøgt at lægge pres på ham for at få ham til at gifte sig igen.
Da han fik sat kniven på struben, samlede han sig sammen overfor den kvindelige overmagt og nægtede: han ville ikke igen ind i et fornufts-ægteskab med en fyrstelig prinsesse, der skulle være Dronning af Danmark, en kedsommelig dronning, han ikke kendte på forhånd, og som han havde pligt til at avle børn med. Endnu et kuld prinsebørn, at forsørge i al fremtid - som fyrstebiskopper ved sekulariserede bispedømmer, ved fyrstelige giftermål i udlandet, eller hvad han ellers kunne oplede af muligheder, det ville give ham alt for mange spekulationer.
Han ville ikke. Endnu havde han ikke løst problemerne for første kuld. Og kongen var et overordentlig samvittighedsfuldt familie overhoved, når det gjaldt forsørgelsen af dem, han havde ansvar for.
Nej han ville ikke.
Skulle han giftes igen, skulle det være på hans egne betingelser. Han havde punktligt og pligtopfyldende avlet de børn, han var forpligtet til at avle. Det måtte være tilstrækkeligt. Det næste ægteskab skulle indgås på hans, dvs. på forelskelsens og erotikkens betingelser.
Karen Andersdatter ? - 1673