JUNI
Den 1. juni fulgte vi landet mest muligt. Der var fortsat en masse sne og det så ganske vinterligt ud med tåge og tykt vejr. Om natten løjede vinden til øst. Dermed kunne vi denne dag sæte kursen mod Tromsø, som vi fik i sigte den
Den 2. juni ved middagstid. Da var vi på 71 grader 9 minutter. Efter to timer kom vi ind under land. Der er omgivet af hav, højt og stenet ud mod havet, men ikke på landsiden. Denne ø er fem mil lang og forlenet til Claus Urne sammen med de to næster øer sønden for.
Den 3. juni løb vi med en østlig vind sydover forbi Tromsø. På grund af tåge og regn måtte vi sejle ud til havs, så vi så ikke land i lang tid. Fordi under Tromsø og Senjen er der altid regn og tåge uanset hvornår man kommer der. Havet har her en speciel farve. De er næsten lyse blåt. Her var det også så koldt at man næsten kunne forgå af kulde.
En 4. juni holdt tågen og regnen sig sådan at vi ingen af disse to dage så resten af flåden, med undtagelse af Neptunus, den hollandske åd som blev taget ved Vardøhus. Tit og ofte blev der blæst i trompeten sådan at de andre kunne vide hvor vi var. Vi mindskede også sejlføringen så de andre skulle kunne holde følge.
Den 5. juni om eftermiddagen klarede det op så vi kunne se os omkring. Kun seks af de 13 skibe var med os. De andre var langt bag og vidt spredt ud over havet. Hen mod klokken 12 nat kom de andre skibe til syne undtagen Josaphat, St. Michel, Duen og Råbukken. Vi så den ikke på lang tid.
Den 6. juni fik vi vinden imod klokken fire på morgenen. Det blæste en stærk sønden vind. Vi krydsede op mod vinden til dagen efter, og vi kam akkurat syv mil længere mod syd.
Den 7. juni holdt vinden sig stadig sydlig med fugtighed og kulde. Rundt klokke syv om aftenen fik vi øje på et temmelig stort skib som gik med vinden en og en halv mil fra os. Vores kaptajn ville straks sætte sejl og forfølge dette skibet. Der blev givet løsen med en af skytterne. Straks lagde alle skibene sig med vinden. De anstrengte sig til det yderste med at følge Victor som kun førte merssejl og fok. Efter tre timers forfølgelse havde vi næsten ikke halet ind på skibet. Vores kaptajn bestemte sig for at vi skulle sætte alle de sejl som var mulig, og så sejle skiber op med Victor alene. Det tog heller ikke lang tid.
Da vi fik skibet i nærmere øjesyn, mente vi det måtte være engelsk. Vi lod vores stor flag veje, og tanken var at dersom han ikke havde noget at skjule, så ville han straks stryge og komme til borde. Men han gav det ingen opmærksomhed. Ikke bare fortsatte han med at sejle, men stak også sit engelske flag ud. Desuden slog han sin skansebeklædning ned, som var engelsk rødt, og gik rundt hele skibet fra stævn til roret. Det var tydeligt at han ikke havde i sinde at lade sig fange uden modstand.
Da vi blev klar over hans hensigter, anstrengte vi os efter alle kunstens regler for at få ham indhentet. Det var også nødvendigt, for han sejlede flot i en god medvind. Med Victor gik det hele tiden lidt hurtigere. Hen på eftermiddagen var vi endelig kommet så nær at han kunne nås med en halv kartover (kanon). Derfor blev to stenkugler sendt mod ham. Den første var rettet midt mod hans skonfarsejl, men på grund af dønningerne traf skuddet 20 eller 30 favne for lavt. Havde kuglen gået højere, ville den nok kunnet have tilføjet ham skade. Den anden kugle blev rettet mod hans store merskurv. Den slog fejl, fordi i et lille vindkast havde han skudt ekstra fart, og vores skib havde tørnet efter det første skud. Vi havde regnet med at han ville skyde igen, men selv om han havde lagt alle sine kanoner ud, var han klogere. Da skuddene var affyret, satte han straks sit bramsejl på masten. Ligeså på bovsprydet over blinden. Han kastede vand i sejlene og spilede dem ud med bomme. Med andre ord gjorde han alt for at kunne undslippe. Victor og de andre i flåden traf de samme forholdsregler. Hele tiden stod fire bådsmænd på den store rå, og trak vand i spande og stænkede sejlene.
Da klokken nærmede sig tolv om natten, fik vi et kraftigt vindspring. Dermed var vi efter kor tid på højde med ham og kunne beskyde ham let. Da han nu var frataget fordelene og indså at vi var stærkere end ham, måtte han vælge mellem at forsvare sig eller overgive sig. Han besindede sig, lod stryge og lagde op mod os. Dog ville vores kaptajn ikke stole helt på ham og mente han kunne have lurendrejeri i sinde. Derfor lod han kanonerne klargøre, som for det meste var ladet med lænke, lod og stangkugler, satte knekter og beordrede mesteparten af besætningen, undtaget den som skulle betjene sejlene og skytset, til at gå ned i lasten.
Da englænderen nu var så nær, lod han blæse i trompeterne og satte en båd ud. Den kom over til os med nogle menige bådsmænd, men blev sendt tilbage med besked om at hente skipperen. Da han kom, lod han sig ikke mærke med frygt og påstod at han troede vi var dunkerkere og fremviste sit pas. Han tilkendegav at hans skib var et af tolv kompagni skibe som sejlede til St. Nicolaum i Rusland. For to dage siden var han i tæt tåge kommet fra flåden og sejlede nu med kurs for Vardø. Vores kapatjn lod sig nøje med svaret og slap ham løs efter først at have undersøgt skibet. Et var vel udrustet, havde 28 kanoner og 86 mand. Et smukt nyt skib med gode redskaber.
Denne forfølgelse satte os 12 mil tilbage. Dagen efter, som var
Den 8.juni, kom der til os en sydvest storm med sydlig strøm og vådt vejr. Derfor kunne vi ikke lægges os til som vi gerne ville. I stedet drev vi den følgende nat tværs ud i havet og ligeledes
Den 9. juni. Vi kunne kun føre ganske få sejl.
Den 10. juni var søndag. Stormen fra sydvest blev meget stærk. Det var med nød vi kunne gå i skibet, så vi førte kun få sejl. Vejret var så håbløst, med kulde og væte (væde), at mange ikke kunne tåle havet og blev tvungen til sengs. Mod klokken fire om eftermiddagen lagde stormen sig noget, og til natten blev det magsvejr. Havet havde dog sådanne dønninger at det var forfærdeligt at se.
Den 11. juni blev det stille med smukt, klart vejr. Dog blæste det en kold sydvest. Både denne dag og den forrige, før stormen rejste sig, så vi utallige hvaler. Det blev fortalt at de på denne tid gik i leg. De lå og drev på vandet som om de skulle være døde. Nogen gange var vi nær sejlet på dm. Mod middag drev en på skibet. Da kom der op nogle tønderfulde af et stof som lignede levret blod. Skibsbesætningen mente at hvalen var stødt sammen med kølen.
Hans H Liljenskiold Speculum Boreale
Siden vinden stod så hårdt imod og havde været det i 14 dage, fik vi mangel på brænde og andet. Vi havde ikke forråd til mere end nogle få dage. Derfor blev der straks givet befaling om at der ikke skulle koges mere end en gang om dagen, og aftenmåltidet blev sløjfet.
Den 12. juni klarede det op mod syd. Vi var på 68 grader. Mod nattetid blev det tåge og den holdt sig den
Den 13. juni Hele dagen var det meget koldt. Stormen rejste sig igen hen imod aften. Hvorefter den aftog og vinden gik i Nord, men efter tre timer slog den om igen.
Den 14. juni var vinden sydvest, og mod middag begyndte den at tage til. Hele for- og eftermiddagen, især om morgenen, så vi mange hvaler som gik tæt på skibet. Vi kunne også ane store sildestimer som hvalen søgte efter, men land var ikke at se.
Mod aften stormede det så stærkt at vi ikke kunne føre merssejl. Vinden holdt sig natten igennem til
Den 15. juni. Da var vejret syd sydvest og så strengt og hårdt at vi ikke kunne føre andre sejl end stormsejl. De blev sat så lavt at jeg og de andre uerfarne til søs troede at det blev gjort af udygtighed. Men Gud hjalp os fra den forestående ulykke, for hele natte igennem var det lyst som dagen, og vi kunne se til alle sider.
Speculum Boreale midnatssol
Den 16. juni lagde stormen sig og det blev klart og smukt. Vinden holdt sig dog i sydvest. Denne nat mærkede vi at det blev mindre lyst end det plejede, men forsat stod solen over jorden.
Midnatssol
Den 17. Juni efter prædiken, udsatte vi en russisk kat i en balje. Den fik brød og fisk med til nogle dage. Det var mærkeligt at se at den blev meget stille fra den tid det kom på tale at sætte den ud. Den krøb sammen som om den forstod hvad man talte om.
Denne dag var vi på 65 grader. Vinden var ønskelig til ud på natten da vi fik en god nordøst. Vi kunne fortsætte kursen mod land, for vi var vel 60 mil derfra.
Den 18. juni beholdt vi samme vind. Vores kaptajn lod sætte sejl, og da de andre ikke kunne følge med, tabte vi dm alle af sigte, undtagen det hollandske skib.
Den 20. juni klokken elleve var vi lige ved Kinn. Det er en odde som stækker sig langt ud i haven 13 mil fra Bergen. Omeftermiddag kom vi ind under land og sejlede mellem skærene mod Bergen. Fra det sted skærene begynder og til byen er der fem mil. Om natten blev det så stille at vi knapt kunne modstå strømmen. For ikke at drive på klipperne, havde vi espinger (mindre båd) ude for ro for os.
Her så vi St. Michel som var en kvart mil forud. Den havde fulgt Josaphat da de kom væk fra os i tågen. På langt sigt kendte vi ikke skibet igen blandt klipperne. da de ikke strøg sejlene. lod vores kaptajn affyre en halv kartover. Kuglen traf bag på styrbord, men nåede ikke skibet. De strøg straks sejlene så vi inden to timer havde indhentet dem igen.
Strømmen blev nu for stærk. Vi lod derfor løsne tre halve kartover som kunne høre i byen. Dette fordi man i byen skulle blive opmærksom på at vi var nær og ville have hjælp til at komme ind. I byen gjorde de sig klar og kom ud til os med otte eller ti garpe-både med 16 mand i hver.
De roede os helt op til slottet hvor vi kastede anker. Før vi ankrede op, affyrede vi tre skud som blev besvaret med tre kanoner fra slottet og ligeledes med tre fra de tyske broer.
Da ankom vi til Bergen:
Den 21. juni, var klokken tre om morgenen. Vores kaptajn ville ikke stå ud vagten, men lagde sig til at hvile til klokken ni da de andre skibe fra flåden ankom. De løsnede hver tre skud og satte på bugten sammen Victor. Klokken ni gik vores skipper i land, og de af hofbetjentene som ville, fik fri til at blive i byen indtil der blev givet løsen om igen at gå til skibs.
Både denne dagen og den næste blev vor herre på slottet.
Bergen slot
Den 23. juni kom rådet og borgmestrene og bad om audiens. I al underdanighed præsenterer den ældste borgmester for hans Majestæt en hvis sølvkande, uden guld, på 21 potter. Desuden er forgyldt kredenskar (drikkekar) på tre perler med fire portugaløser Portugisisk guld mønt) i. Hans Majestæt tog imod og takkede.
Straks efter kom også oldermanden på bryggen sammen med nogle af de fornemste købmænd og sekretærer. Han hold en tale på tysk for Hans Majestæt. Derefter præsenterede han en ud og indvendig forgyldt sølvkande på to potter og med 200 daler i. Videre et forgyldt kredenskar fyldt med al salgs guld som beløb sig til 300 daler. Endelig
Rostocker øl - 2 læster
Lybsk øl - 1 læst
Engelsk øl - 2 fad
Luttendrank - 1½ amer
Rhinskvin - 1½ amer
For dette blev der også takket på Hans Majestæts vegne.
Den 24. juni havde Hans Majestæt Bergens Råd og borgmestrene samt de fornemste fra den tyske brygge som gæster på skibet. De fik traktement så ikke mange kunne gå hjem på egne ben.
Den 25. juni kom der et tilbud fra garperne til hans majestæt, at om han ønskede det, kunne han se et skuespil, som de skulle fremføre sammen med sine tjenere. Hans Majestæt gav besked tilbage om at han ville tage sig tid til dette efter middag.
I n have havde de anrettet en løvsal som var klædt med rødt engelsk stof. Der inde var der med tæpper inddelt et firkantet rum hvor de unge skulle hudflettes. Først fremførte nogen en lille komedie i mange slags forklædning. Derefter kom der ind en som udgav sig for en af tre skorstensfejere som søgte arbejde. Straks derefter blev de som skulle have pisk, ført ind. De måtte krybe ind i det rum som var indrettet til dem. I alt 44 blev en efter en hudflettet. Hele tiden blev der spillet musik mens graperne skænkede kongen hoffmænd vin, luttendrank samt hamburger-, rostoker, og engelsk øl. De bød også på al salgs konfekt og marcipan.
Da spillet var slut drog Hans Majestæt om bord på Raphal. Der blev der holdt aftens måltid med andre gæster. Ud på natten blev der anrettet fyrværkeri på skibet, Der blev Henning Gjøe forbrændt. Han blev ilde tilredt i ansigtet og var blind i tre dage. Han blev helbredt, men fik straks derefter podagra og måtte derfor holde sengen helt til København.
Den 26. juni havde Bergens borgmester og råd Hans Majestæt som gæst. Sammen med hele borgerskabet tog de imod han iført rustninger. Foran rådhuset havde opstillet ni halvkartover, som denne dag ofte blev affyret med løst krudt som kun bestod af småkornet kramkrudt. To af deres bøsseskytter blev slået ihjel af en ladestok.
Den 27. juni var Hans Majestæt gæst på bryggen i grapenes kompagnihus. Der manglede der ingenting af det som skulle til for at opvarte Hans Majestæt på det allerbedste. Udenfor huset havde 12 store kanoner stort skyts som der blev skudt med både tit og ofte mens banketten varede. Der blev også holdt dans.
Den 28. juni var Kongen gæst hos Jakob Trolle.
Den 29. juni havde Lars Kruse Kongen til gæst på sit kammer. Der blev der også afholdt dansk med borgerfruerne og deres døtre.
Først 30. juni ankom rådet til Bergen. De skulle have været der Sankthans dag, men var blevet forsinket af modvind. På vejen havde de fået en norsk jagt til at ro dem frem. Deres skib, som kaldtes Falken, kom først fire dage senere til Bergen.
JULI
Den 1. juli klokken seks om morgenen, lod Hans Majestæt skyd fra Victor og fennikene (fodfolk soldater) blev straks opstillet. Dette var tegnet på at man skulle begive sig til skibs. Hans Majestæt tog selv straks ud, og på alle skibene gjorde man sig klar til at sætte sejl efter prædiken. På Victor var rådet til stede under prædiken og derefter gæster til middagen.
Straks efter måltidet gjorde vi os klar. Flere garpebåde med 16 årer hver, kom til for at ro os ud. Men da vi var kommet en halv fjerdings vej fra byen gik strømmen så stærkt imod at vi måtte tilbage igen. Vi lagde os til ved slottet til klokken ti om natten. Da kom bådene tilbage og roede skibet til en anden havn kaldet Skarsholm. Den liggeren lille mil fra Bergen.
I denne havn blev vi tilbageholdt af modvind og stærk storm til
Den 7 juli om natten. Da fik vi nordvest vind og satte dermed sejl klokken to om morgenen.
Denne dag, som var
Den 8. juli, løb vi indenskærs til en klippe som kaldtes Vibrandtøy. Der fortøjede vi til over natten.
Den 10. juli løb vi ud af Karmsund. Samme dag nåede vi Jæren. Dette land ligger meget lavt, er frugtbart og rig på korn.
Den 11.juli om morgenen nåede vi Lindsnes, og klokken to om eftermiddagen var vi lige ved Flekkerøy. Der var det meningen at vi skulle finde tre skibe fra flåden, nemlig Duen, Papegøjen og Råbukken. Med da de var i færd med at slippe op for madforsyninger, havde de måtte begive sig til havs igen for at sejle til Kronborg. Denne dag mistede vi Norges land af syne idet vil vi løb mod Skagen. Om aftenen så vel som om natten gik vinden imod fra sydvest. Så blev den igen rigtig og drejede til nordvest.
Den 12. juli, klokken to om morgenen, var vi to mil lige udenfor Skagen. Klokken ni lå vi ret uden for Læsø, og om eftermiddagen så vi Anholt. Denne nat blæste vinden så stærkt at vi satte kursen ind mod Kronborg. Der ankom vi klokken seks om morgenen. Før klokken otte drog Hans Majestæt i land, og der blev skudt meget både fra skibene og fra slottet.
Den 13. juli fik vi ordre om at gå mod København. Kongen selv red til lands. Vi lettede anker da klokken var ni og ankom Holmen halv et. Der kastede vi anker og tog i land.
Hermed sluttede denne lange og møjsommelige rejse.
Gud være evindelig lovet.
Dette kort kan have været det søkort som var med på rejsen - Lucas Waghenaer 1596