Dagbog Sivert Grubbe juni/juli

Juni

1. Kl. 6 om morgenen var vi ud for Kyn og om aftenen ved Nordkap, som anses for det nordligste punkt på jorden.

2. Vi havde en gunstig østlig vind, og luften var klar, men vi kunne dog ikke se land på grund af en tyk luft, der holdt sig ved landet, hvilken nordmændene kalde Dysmer. Kl. 9 om aftenen så vi Tromsø og Sønderfolden, hvor Tromsø Fogderi (provincia) ender.

3.Hele natten havde vi modvind, men ved daggry blev den gunstig, senere blev det stille. Vi hørte en prædiken over Joh. 3 om menneskets genfødsel.

Tre af vore folk begyndte at blive syge.

Kl. 4 om eftermiddagen blæste en stærk nordnordost op, hen imod natten mødte vi et skib fra Haderslev, vi var da ud for Siøen.

Vi drak muntert i kaptajnens kahyt.

1. Luften var mørk hele dagen med tykke skyer, så vi ikke kunne se andre af vore skibe end Hector og Neptunus.

I dag så vi igen i stort antal de fugle, som kaldes Havheste. Nå de således samles, sige sømændene, at det i nogle dage vil vedblive at være tyk luft.

Havhest - Mallemuk

1. Vinden var fremdeles nordnordost med tyk luft, så vi blot kunde se fem af vore skibe.

Eftermiddag så vi nogle hvaler, deriblandt en af uhyre størrelse, en troldhval.

Mod aften var vi på højde af Øen Røst (Lofoten), da det klarede op.

Troldhval

1. Luften var klar, undertiden regnede det lidt, der var, var til dels imod.

"Duffuen" kom til os.

1. I dag så vi et engelsk skib i en afstand af to sømil. Hele flåden vendte da og forfulgte det fra Kl. 6 om aftenen til kl. 12 den næste dag. Vor Victor var en mil og mere forud for de andre skibe. Da engelskmanden så, at han ikke kunne sejle fra os, lod han sejlene falde og holdt ned imod os. Efter at have forevist sit søpas, fik han lov at sejle, men for de to kanonskud, som vi havde affyret, fordi han ikke ville lade sine sejl fald og vente på os, måtte han give to Rosenobler, et fad med en engelsk drik tilligemed to tønder hollandsk brød af udmærket mel. Kaptajnen (den engelske) undskyldte sig med, at han anså vort skib for en Sørøver, hvilket var en "skaldet" undskyldning. Sagen var, at han stolede på sit og troede, at han kunne løbe fra os.

2. Vinden blev i det samme hjørne, og vi vandt kun en mil af tolv, vi havde tabt ved af forfølge hint skib.

3. Havde vi en jævn kuling med vedholdende regn hele natten og lige til middag. Det måtte jeg bekende i mit lukaf, thi da jeg stod op, var jeg næsten gennemblødt.

Da kaptajnen efter Nadvertid stod med os på skandsen, så vi en forfærdelig stor hval, meget større end den, vi havde set den 4de, i længden kunne den næsten måle sig med vort skib.

Hen imod natten begyndte det at blæse meget stærkt op, og da vinden var os stik imod, måtte vi søge ud i rum sø til stort afbræk i vor fart.

1. I dag, der var en søndag, hørte vi ingen prædiken på grund af den stærke storm og det umådelige regnskyl.

Vi hørte to kanonskud fra Hector til tegn på, at en død var kastet ud. Vore matroser formodede, at det var konstablen, som havde været syg.

Efter middag, da stormen var på det stærkeste, så vi nær vort skib to hvaler, der parredes, og søfolkene sagde, at en slimet og ildelugtende materie, som vi så flyde på vandet i temmelig stor mængde, var deres sæd.

1. Luften var klar og skyfri. Stormen stillede lidt af, og vi drak noget i kaptajnens kahyt.

2. Vi havde den samme ugunstige sydvest som de foregående dage, og vi så på himlen nogle skyer, som vor skipper kaldte "Bæerhoffuit".

Nogle mindre hvaler, der kaldes springhvaler (måske delfiner), blev set i store mængder.

Joachim Bülov kom til os med sit skib, og vi talte med ham.

I dag blev der, af mangel på brændsel, givet befaling til, at der kun skulle skaffes en gang om dagen. En streng lov for den knurrende mave.

1. Vi hørte en prædiken over fortællingen af Lucas Evang, om den rige mand.

Vinden holdt sig næsten hele tiden i Sydvest.

Vi var til bords hos kaptajnen i hans kahyt. Blandt andet, der kom på tale, foreslog Mat (Ulrik) og Henning Gøje at indrettet en kahyt til at hænge således, at den altid kunne være i ligevægt og ikke rullede med skibet. Kaptajnen befalede mig at antegne dette som et nyt og mærkeligt påfund.

1. Idag havde vi så en voldsom storm og et så hårdt vejr, som vi endnu ikke havde haft på hele rejsen, og der hos stærke regnskyl.

Om natten sad kaptajnen hos mig ved min køje, som var tæt ved siden af det sted, hvor skipperen stod og klagede over, at han ikke kunne sove, og det især af den grund, at vi nu ingen forskel kunne kende på dag og nat.

Vi gav alle, så mange som vi var ombord, nogle penge til de fattige, efter enhvers eget skøn.

1. Vinden blev i det samme hjørne, men den var ikke så voldsom, og det klarede op.

I dag gjorde vore søfolk den regning, at vi var 50 norske mil til søs ud for Trondhjems Fjord.

Mod aften hørtes tre kanonskud fra Hector eller Duffuen til tegn på, at en død var kastet ud.

Vinden tog igen fat med voldsom kraft, så vi måtte lade alle sejlene falde med undtagelse af et på stormasten, vort Skaanfar-sejl, der var rebet til den nederste del af masten, forresten drev vi for taffel og tov, som vinden ville, uden at vi dog havde noget at frygte eftersom vi var i rum sø langt fra land.

1. Vinden blev i det samme hjørne, men himlen var klar.

Vi så en fugl, som skipperen kaldte Ellu, som man plejer at se i disse egne under stærke storme.

Vi havde ombord en sort kat med lange hår og meget større end vores danske katte, som en af kaptajnens hornblæsere havde stjålet i Kildin fra en Finnekone.

Da hornblæseren havde skyndt sig for at komme om bord med katten, var konen løben efter ham grædende og skrigende, at hun ville have sin kat igen, han havde tilkastet hende en halv daler. Konen havde dog ikke villet lad sig tilfreds dermed, men var bleven ved råbe på sin kat, som ransmanden imidlertid ligefuldt tog om bord med sig.

Vor gamle og overtroiske skipper Amon, der var født i Trondhjems egnene og opdragen i Finmarken, og som godt kendte hine folks natur og flere gange havde erfaret, hvad de formå, bad nogle af vore folk om, at de dog ville bede kaptajnen om, at han ikke længere ville beholde den kat ombord, da den sikkert var årsag i, at vi havde så stor og usædvanlig storm og modvind.

Den følgende dag, der var en søndag, efter prædiken, anklagede vi da efter vor skippers råd denne kat for kaptajnen of sagde at den var skyld i disse storme, og bad ham, at den måtte blive kastet overbord. Kaptajnen ville nødig indlade sig derpå, da katten besad en vidunderlig behændighed, den havde undertiden fanget fugle, som sad på tovværket, den kunne svinge frem og tilbage som et pendul og springe fra tov til et andet.

Dt havde den også gjort nogle gange midt under prædiken, så matroserne ikke havde kunne bare sig for latter. Da vor præst havde bemærket dette, var han bleven meget vred, og havde forladt sin tekst og begyndt at skænd på matroserne og sige, at nu var det ikke tid at le, nu skulle de påkalde Gud.

Dette fortalte vi nu kaptajnen, som ikke havde været tilstede ved gudstjenesten, og sagde, at katten havde forarget præsten og forhindret tilhørerne i at høre Guds ord.

Det var godt, at vi havde den sidste grund at støtte vor anklage til, thi vi havde flere gange hørt kaptajnen sige, at han intet havde bragt med sig fra hine egne, der var ham så kært som denne kat og en russisk lygte af en overordentlig størrelse, meget smukt gjort af noget russisk glas, som kaldes Talch, hvilken han havde fået til foræring i Kildin af en russisk befalingsmand, som kaldes "Sylluannick", af hvem vi også til billig pris havde købt forskelligt salgs pelsværk.

Kaptajnen måtte da endelig give efter for vor anklage, hvorpå dommen over den elendige kat blev overladt til skipperen, der kendte for ret, at den skulle kastes i havet og druknes. Kaptajnen ville ikke, at man måtte gå så strengt til værks, men befalede at den skulle sættes i et kar, bunden, for at den ikke skulle springe ud, og forsynet med føde for en måned, om den måske kunne komme tilbage til sin herskerinde, som nødig have ville miste den og havde grædt over den, som om den havde været hendes eget barn.

Skipperen ville absolut, at den skulle dø, formodentlig for at forsone de vrede guder Æolus og Neptun, eller kunne den vende tilbage til sin herskerinden, hvad dog ikke var umuligt.

Enden på sagen blev, at katten blev sat i et kar og med lempe firet ned i havet og således tog den afsked fra os.

Neptun

Æolus - Aiolus - vindens gud

1. Om søndagen havde vi samme vind, men ikke så stærk, undertiden regnede det lidt af Vestsydvest.

Vi hørte prædiken om det store bryllup og de indbudnes undskyldninger.

Efter middag kom Admiral Børge Trolle over til os og meddelte, at han med Cextanten (radius atronomicus) havde udregnet polhøjden og fundet af vi befandt os på 66˚ 8ʹ, hvilket også stemmede med vores observation. Vi indså altså, at vi vare ud for Helgeland og langt fra egnen ved Trondhjemsfjorden, som vi urigtigt havde ment at kunne nå om få dage.

Nu lagde vinden sig, måske Æolus og Neptun havde ladet sig forsone ved det offer, vi havde bragt dem af vor kat. Imidlertid rullede skibet dog voldsomt, da søen var i stærk bevægelse, dette kaldte skipperen "Støden Stolpen".

1. Hen imod dag begyndte en let brise fra nord og med gunstig vind satte vi nu ret kurs, som vi i nogle dage havde været forslagne af.

Det var en dejlig dag, der vederkvægede os alle meget.

Hen imod natten så vi en stor hval så nær, at skibet kunne være rendt på den, og vi kunne ikke skræmme den ved vore råd, så vi sejlede forbi.

Omtrent kl. 12 gik solen ned og stod op kl. 1 vi havde haft bestandig dag fra den 26de April til den 18de juni.

1. Vinden var gunstig ligesom i går, men det var noget koldere.

Ved middagstid var vi på højde af Trondhjems fjorden. Vi så i dag en del små hvaler som kaldes Springhvaler, Rørhval og sildehval (finhval)

Rørhval / Bardehval

Med alle sejl til skjød vi nu stærk fart for en strygende medbør. Ingen af vore skibe kunne følge so uden Hector og Neptuns, dog i lang afstand.

Ligesom vinden begunstige vor rejse, således føjede lykke mig meget i kaptajnens kahyt, thi jeg vandt i sjakspil nogle rosenobler, og ovenikøbet drak jeg dygtig af en sød vin, som kaptajnen kaldte "vin du mont Esperance" (Capsvin).

1. Vinden var gunstig men stærk.

Idag så vi igen land, efter at vi ikke havde havt det i syne sende den 1ste ud for Tromsø.

Vi sejlede forbi den klippefulde egn, som er berømt af S. Olafs Sejlads og kaldes "Haarleiden". Der ses en stenstøtte, der i skikkelse ligner et menneske. Thi der fortælles, at da

S. Olaf sejlede forbi disse fjelde, forvandlede han et menneske, som boede der til sten. Herom have nordmændene disse vera.

Høre du Oluf Rødeskæg,

hvi sejler du gjennem vor stuevæg.

S. Olaf svarede vredt:

Stat du bliv til stok og sten

og ingen Dannemand mere til men.

Havet der beskyller denne fjeld egn, kaldes Statshav og strækker sig 12 mile, og hele denne strækning er der ingen gode ankerpladser eller havne. Her stormer det næsten bestandig, vindene bryder frem fra fjeldene og ere ofte fordærvelige for de søfarende. Man siger, at for syv år siden gik 100 Jagter her under, som ladede med fisk sejlede til Bergen.

Vi så "klindt" og toppen af dette bjerg kalde de Biskopshatten.

Vi kunne ikke ønske os nogen bedre vind end den, vi havde i dag.

Vi sejlede forbi øen Udvær, og der er en kirke, det var ført den anden kirke vi så på hele vor rejse.

1. I herrens navn kom vi fra Verdens Ende til det længe forønskede, velsignende Bergen. Kl 4 om morgenen sejlede vi ind ved øen Herlø, som er fem mile fra Bergen. Til venstre så vi Henrik Mundts Gård. Derpå kom vi under hele byens jubel og almindelige lykønskninger til Bergenhus.

2. Var kaptajnen til gæst hos Jacob Trolle, Lensmand over Trondhjem.

3. Kaptajnen indbød alle Adelsmænd, der havde været med på rejsen til et gilde i Apothekerens, Nicolaus de Freuncks, og der blev vi svært beværtede. De smukkeste piger fra Bergen var til stede og vi dansede ordentlig med dem, glade over, at vi endelig var komne til et sted, der var efter vor smag. Til sidst, da vi havde drukket tæt og danset nok, slog vi Apotekerens vinduer i stykker, og drog omsorg for, at Kaptajn Christian Frederiksens og alle vores Våbenmærker blev indsatte i dem til erindring.

Samme dag overbragte Borgmestrene, Landsdommerne, Lagmanden og byens Rådmænd Kgl. Majestæt deres gaver på Bergenhus. Det samme gjorde de tyske Bryggemænd, som kaldes Garper.

Chr 4 i Bergen

1. Så vi en leg, som efter gammel skik årlig ved denne tid, på S. Hansdag, anstilles af de tyske købmænd på bryggen, og som kaldes Spillet.

Det tillades ingen at indtræde i deres lag og nyde godt af deres privilegier, men mindre han først er bleven ordentlig æxeret og "deponeret" i denne leg og er bleven pidsket med ris lige til blodet.

Man fortæller, at denne leg i gammel tid var så ubarmhjertig hård, at det undertiden skete, at folk omkom under denne "Leg", og at den var så streng, for at de yngre købmænd skulle skræmmes fra straks at indtræde i deres lag, som handlede på Bryggen.

Ved slutningen af denne leg og ved optagelsen af dem, der således efter at være deponerede fik adgang til købmændenes lag, blev følgende vers fremsat.

Sie Got, sie Got, ich weis wohl was er kan,

Ehr kann Schorsteinn fheien als ein man,

Ehr muss in das Paradis,

Und dar schmechen Barckenriis,

Barckenriis md Huppen,

Als vier Bavern vff seigen Ets kan struppen.

Vekommende Kandidat blev da trukken ved hovedet og hårene ind på et mørkt sted og der overdænget med ris, medens der blev gjort støj med forskellige instrumenter, for at kandidaterne skrig ikke skulle høres.

Brygge i Bergen

Kaptajnen befalede sin Løber. Mogens Lakaj, at gå ned for at se, hvorledes der var indenfor, de greb da og lod ham således smage deres ris, at han, da han kom ud, svor på, at han aldrig nogensinde mere ville gå ind i et sådant Paradis.

1. Gjorde Borgmestrene. Laugmændene og Rådmændenne et stor gilde for Kaptajnen på rådhuset.

Når kongens skål blev drukket, eller han selv udbragte skålet, blev tre kanoner affyrede. Ved denne lejlighed kom to mennesker til skade, da man havde glemt at tage ladestokken ud af en af kanonerne. Den ene døde straks.

I dag blev borgerne i Bergen mønstrede, de var i antal 3.000

1. Blev kaptajnen indbudt af de tyske Bryggemænd til et gilde på deres Kompagni hus, og over måde prægtig beværtet.

2. Var kaptajnen indbudt af Jakob Trolle, og her blev Mat Ulrik først bekendt med Jakobs hustru, Fru Mette Høeg, hvilket venskab ikke var meget værd (non valebat obulum).

3. Var kaptajnen buden til gæst af slotsherren, Laurits Kruse.

Om aftenen ankom de danske rigsråder Axel Gyldenstierne, Statholder i Norge, Eske Brok og Christen Holk, der skulle sidde retterting i Norge.

1. Hvilede vi en stund ud efter vore drikkelag, da vi havde gået i en stadig rus, så naturen til sidst nægtede sin tjeneste, og det ikke var os muligt at drikke mere, vi måtte således gøre en dyd af nødvendigheden.

Juli

1. Efter at vi de foregående dage havde slået os alvorligt løs og levet højt med gilder i Bergen både ved dag og ved nat, vendte vi endelig tilbage med kaptajnen til vore skibe.

Kaptajnen hørte en prædiken. De danske rigsråder var til stede og vare indbudne til taffels.

Efter at kaptajnen havde sagt dem farvel, satte vi sejl til, men da vinden var imod kom vi ikke langt. Ved hjælp af bugserfartøjer, som tyskerne på bryggen overlod os, nåede vil til havnen Skarholm, hvor der var befæstet ringe til klipperne, ved hvilke man kunne fortøje skibene, så de kunne ligge sikkert.

1. Efter at have hørt en Prædiken kom vi til havnen Hykkelvig, om hvilken man siger "stryg for Hykkelvik".

I nærheden er det høje fjeld Lyderhorn, der er berygtet af Hexenes årlige forsamling der, ikke langt derfra er der et andet fjeld, der er højere end alle de øvrige. Det kaldes Ulrik og derom lyder verset:

"Widrich und Lyder Hoernn

Sein für die besteb Thoern.

Lyderhorn

Da vi ikke kunne komme videre for modvind, gik kaptajnen og nogle andre i land for at købe frisk smør og ost i en nærliggende bondegård. Da vi kom derhen, var bonden og hans hustru til bryllup i landsbyen Grimstad, der efter hvad man sagde os lå i nærheden.

Vi sejlede da derhen med vor båd, og da vi kom der, fandt vi brudgommen siddende med sin brud ved bordet. De bad os meget høfligt om at træde indenfor, og da vi alle vare ens klædte, ville kaptajnen sidde nederst, for at man ikke skulle kende ham.

Derpå kom skafferen hen til Albert Skeel og mig, der sad øverst, og spurgte, om de måtte følge gammel sædvane. Dertil svarede vi, at det havde vi intet imod. Han vendte da straks tilbage med ligeså mange følgesvende, som vi var i tal, og hver af dem bar et sølvbæger.

Derpå drak de os først til på S. Olafs Minde og derpå den hellige Trefoldigheds. Tredie omgang drak de os til på vor nådigste konges velgående og ønskede ham en lykkelig hjemkomst. Hermed fulgte strenge pålæg om, at disse skåle skulle enhver, hvad enten det var mænd, koner eller piger, uden undskyldning tømme ud til bunds.

Denne gode skaffer og hans kammerater trakterede os så vel, at vi var temmelig fugtige, da vi kom tilbage til båden.

Brudefærd i Hardanger er et oliemaleri fra 1848 af de to norske nationalromantiske malere Adolph Tidemand og Hans Gude. Maleriet, der er et af norsk kunsthistories mest berømte.

1. Var det vindstille med lidt regn.

Efter middag var kaptajnen på den nærliggende Ø Astø, hvor han fik nogle små fisk som de kalde "Stoenforren".

Hen imod aften var jeg med kaptajnen over på skibene Netunus og Charitas.

1. Var vi med kaptajnen i Bergen hos Jacob Trolle, og vi brød en stor Kakkelovn (fornacem) ned i vort herberge i håb om en gunstig vind.

5.Kl. 6 om morgenen vendte vi atter tilbage til vort skib, men efter middag vendte kaptajnen igen tilbage til Bergen og hørte en sag mellem indvånerne i Bergen og dem i Trondhjem, der lå i strid om deres privilegier.

Idag var jeg med Dr. Jonas på Øen Kykkelvig, hvor der vokser Orpin i store mængder, som beboerne kalder Kalverod, Hollænderne S. Johannis Kraut.

Et bemisk skib sejle forbi, hvis skipper fortalte, at han i tre dage havde udstået en så forfærdelig storm på søen, at han aldrig nogensinde havde oplevet magen.

1. Vinden var endnu den samme.

Vi hørte prædiken over Rom. 8.

Efter middag var Hans Bülov, jeg og vor kirurg oppe på toppen af Lyderhorn. På fjeldsiden fandt vi forskellige planter, nemlig foruden Orpin også Purpurea digitalis, Pingvicala, også kaldet Marie Sko, ligeledes en art Angelica, som nordmændene kalde "Giddequarn" og blåbær.

Vi spiste til aften i Kykkelvig. Kaptajnen var igen ude at fiske.

Om natten var der gilde og dans på Raphael. Da Knud Gyldenstierne vendte tilbage til vort skib med en dygtig perial, faldt han i vandet og blev omdøbt, da han ville gå om bord.

Kaptajnen råbte til ham fra skibet: "Vel bekomme dig badet".

1. Kl. 5 om morgenen lettede vi anker fra Skarholmen. Vinden var ønskelig. Til højre havde vi Strudsehavn.

Ve sejlede mellem forunderlige skær og vi var nær ved det fjeld, som kaldes "Buk på Råen", fordi en buk engang sprang fra klippen ned på råen af et forbi sejlende skib.

Vi hørte en prædiken over Luc. 5 Vi så Korsfjorden. Til højre havde vi det høje fjeld Seggen og til venstre Lysekloster.

Vi sejlede gennem Sundet Bummelen, hele denne egn høre under Lysekloster. Vi så også den klippe, som kaldes Bremerholmen. Hen imod natten kastede vi anker i havnen Vibrandsø for at vente på vore andre skibe.

Sejladsen i dag var temmelig farlig på grund af de mangfoldige skær, vi måtte sejle imellem.

1. Om morgenen tidlig lettede vi igen anker, og gennem Calmersund kom vi ud i åben sø. Til højre havde vi øen Calmar, hvor vi havde en stenkirke på venstre hånd inde på det faste land.

Vi så "Jægeren", hen imod aften så vi Egersund, hvor havnen Hitterøen er. Vi havde meget smukt vejr hele dagen og vinden var efter ønske.

1. Hen imod kl. 7 var vi ud for Lindsnæs. Vi så egnen ved Mandal og Nedenæs.

Fra middagstid blæste en stærk Østenvind op. Ved kl. 2 om eftermiddagen var vi ud for Flekkerøen. Kaptajnen sendte Neptunus derind for at se om nogle af vore skiber var der, men den fandt kun Hector.

1. I morges vare vi ud for Marstrand. Det var meget smukt vejr.

Under middagsmåltidet hørte vi tre kanonskud fra Charitas. Vi så "Trumlingen Blaakuld" hvor Holland begynder. Ved nadvertid var vi ud for Barberg Slot.

Hen i mod natten gik vinden om i sønder, så vi fik den imod.

1. Tidligmorgen så vi Anholt, på grund af modvind tilbragte vi hele dagen med at krydse.

Mod aften, da vi var i nærheden af Anholt, så vi 50 hollandske fragtskibe ledsagede af to Convoier, de viste os den skyldige honnør ved at lade deres øverste sejl falde.

1. Midt om natten opstod en stærk storm, så vi måtte gå for storsejl alene. Mellem kl 9 og 10 om formiddagen stod vi ind af Øresund. Derpå blev vi nogle dage på Kronborg.

2. Ankom vi lykkelig og vel på Københavns red og ved Guds nådige beskærmelse, som så vidunderlig og nådig har bevaret os på denne lange farlige rejse.

På vort skib er der på hele rejsen ikke død nogen af besætningen, og vi have ikke mistet en, som vi kastede levende ud for ar drukne ham, og en, som vi kastede sovende ud for at vække ham. Den ene var finnekonens kat, den anden var den norske buk.

Ønske ved sørejsens slutning:

Nok har jeg pløjet den skummende sø, nu jeg priser det tørre

Gud give, at jeg aldrig mer komme til søs.