Vintervejen 2
Det var mod denne dødsfælde. Jens Munk styrede "Enhiørningen" og "Lamprenen" den pinsedag i 1619, da mandskabet i højt humør så Kronborg synke under horisonten. Deres sejladsinstruks er ikke bevaret, men kan let udledes at oplysningerne i Munks dagbog. Det var meningen, at han skulle opsøge Hudson Strædet på 62½˚ nordlig bredde. løbe gennem dette og gå sydvest i Hudson Bay, til han nåede Kysten mod vest og kunne optage eftersøgningen af Anian strædet, hvor Button og Bylot havde givet op.
Enhiørningen & Lamprenen
Varslerne for togtet havde hidtil været fine, men midt i Kattegat indtraf der en begivenhed, som ikke tegnede så godt. Et medlem af besætningen på "Enhiørningen" begik selvmord. Jens Munk var selv vidne til episoden: "Manden sprang hastelig vel to Favne fra Borde, stak sit Hoved under vand, kunne dog ikke komme under så snart, som det syntes han gærne ville, men formedelst det hardt graanede, kunne ingen redde hannem (hvilket jeg gærne havde set), hvorudover han så undergik og blev borte."
Det dårlige varsel blev efterfulgt af en anden tildragelse, som også måtte give anledning til betænkeligheder. Den 25. maj, da de to slibe befandt sig ud for Lista i Sydnorge, fik Munk meddelelse om at "Lamprenen" trak vand ind. Skipper Henriksen måtte konstant holde en mand ved pumpen. Jens Munk holdt langs den norske kyst op forbi Stavanger og løb ind i Karmsund, hvor jagten kom på en bradebænk, det viste sig, at lækken bestod af tre naglehuller, som tømmermændene på Bremerholm havde glemt at fylde med beg. Mens skaden blev repareret, døde en bødker i besætningen, til erstatning for ham og for selvmorderen fra Kattegat forhyrede Jens Munk tre unge karle inde i Skudenæs. Dem samlede besætning var hermed bragt op på 65 mand.
Jens Munk var ikke interesseret i at gøre forsinkelsen i Karmsund større end højst nødvendigt, og da "Lamprenen" var klar den 30. maj, stod de atter til søs, kurs vestnordvest. De befandt sig stadig i et farvand, som han havde kendte fra utallige tidligere togter, og sejladsen forløb rutinemæssigt, den 2. juni dagen før kaptajnens 40 års fødselsdag, passerede de Shetlandsøerne, og to dage senere havde de Suderø ret forude. Munk gik syd om øen, anvendte den som affarende plads i sine navigationsberegninger og satte kursen vest til nord mod Grønland. Vejret var roligt, kaptajnen udnyttede de ledige dage til at opstille en komplet fortegnelse over ekspeditionens forsyninger af proviant og gav kældersvenden besked på at føre en protokol over de tønder, han opslog, og indføre datoen, når deres indhold var tømt. "Dermed havde jeg altid en rigtig Ekstrakt, hvad forspiset og hvad udi Forraad var af allehaande Slags Proviant og Drik", siger Munk, som ønskede til enhver tid at kunne afstemme rationerne efter de forhåndenværende lagre. Han kendte Henry Hudsons skæbne.
Efter 16 døgns sejlads havde de atter landkending, og William Gordon genkendte den grønlandske østkyst nord for Kap Farvel, som han syv år forinden havde passeret sammen med James Hall. Den voldsomme isdrift langs kysten nødsagede dem dog til at gå til havs igen, de undgik heller ikke en af de voldsomme storme, som er karakteristiske for dette farvand, og først den 30. juni havde de atter Kap Farvel i sigte. "Det er et højt Land, meget hakkeligt og ujævnt og med høje, skarpe Fjælde", skriver Munk i dagbogen, hvor han også giver en forklaring på det store antal isbjerge, der på alle årstider forekommer her. "Grønland strækker sig mest Nordost, vel saa østerlig på Østersiden, så al den Is, som kommer Østenfra, den tager sin drift Sydvest hen. I lige Maade strækker Grønland sig op i Fretum Davis mest Nordvest og vel saa nordlig som det ganske Fretum Davis, hvor der kommer usigelig meget IS. Og det mødes altsammen ud for Kap Farvel, som giver sig ud som en Trekant."
Fretum Davis = Davis strædet
Nu gjaldt det det sidste stykke til Amerika. William Gordon kendte den kraftige sydgående Labradorstrøm i Davis-Strædet, en stik vestlig kurs ville medføre, at strømmen bragte dem for langt mod syd i forhold til Hudson-strædet, som det var deres hensigt at nå. Efter at have beregnet kompassets misvisning satte Munk derfor kursen vest til nord, og stod op i Davis-Strædet, som han med tvivlsom ret omdøbte til Fretum Regis, Konge strædet til ære for Christian den Fjerde.
Klimaet var nu det arktiske, Munk kendte fra Barentshavet, men med større forskel på dagens og nattens temperaturer: "Om natten var det sådan Taage of stor Kuld, at der hængte Isegeler (istapper) udi Takkelet, et Kvarter lange (15cm.), så at ingen af Folket kunde bjærge sig for Kuld. Men nok samme Dag, førend Klokken var tre Eftermiddag, skinnede Solen der sammesteds saa hed, at Folket kastede deres Bulfangere (busseronne) og en Part Trøjerne med". Rundt om dem skinnede solen på de utallige isbjerge, der som en armada af hvide sejl stod sydover på det blå vand, selv "Enhiørningen" og "Lamprenen" solblegede lybeckerdug tog sig ganske snusket ud i sammenligningen. Jens Munk bedømte de største af dem til at være 40 favne (75 m.) høje, "hvilket af den, som det ikke haver set, skulde menes at være utroligt, og er dog saa udi Sandhed." Som mange søfolk kviede han sig ved at viderebringe den slags oplysninger, vant til at blive beskyldt for at prale. Da sejladsen kunne foregå rumskøds, havde de ikke svært ved at styre uden om forhindringerne, og kun en uge senere, 39 dage efter de havde forladt Norge, fik de den amerikanske kyst i sigte på 62½˚ nordlig bredde.
Dette var i nøje overensstemmelse med deres instruks, og da det lykkedes dem at trænge gennem isen og komme ind i en stor bugt, mente både Gordon og Watson, at de befandt sig i Hudson-strædet. Munk var skeptisk, intetsteds i indsejlingen havde de fundet nogen af de øer, der ifølge Gerritszoons kort skulle befinde sig her. Sandheden var da også, at Gordon og Watson havde taget fejl, instruksen, der sandsynligvis var udarbejdet på basis af deres anvisninger, var forkerte, og de var løbet ind i den første af labyrintens mange blindgyder, Frobisher Bay, et godt stykke nord for Hudson strædet. Det var her, Martin Frobisher 41 år tidligere fyldte sine 15 lastskibe med skærver. Efter møjsommelige rekognosceringer i isen fandt Munk ud af, at det drejede sig om et lukket farvand uden "entring" eller indsejling, fulgte så sit instinkt og sejlede sydpå langs kysten, til han nåede det sydligste kap på den nuværende Resolution Island, bag hvilken han fandt indsejlingen til Hudson Strædet. Dette vigtige punkt, der for ham måtte stå som den første sikre landkending ved indsejlingen til Nordvestpassagen, opkaldte han efter sig selv og gav det navnet Munkenæs.
Jens Munks håndtegnede kort fra 1624 over området mellem Kap Farvel (Grønland) og
Hudson Bay, set fra nord
Ekspeditionen nåede Munkenæs den 11. juli, og "da det om Middagen var skønt, klart Vejrlig og solskin, bekomme vi den rette Højde, som Munkenæs ligger på, og som er 61 grad 20 Minutter," en positionsbestemmelse, der nøjagtig svare til den, der kan beregnes efter de nye søkort, hvor Munkenæs dog er opført som Cap Best, opkaldt efter kaptajn Best, der sejlede med Frobisher. Den følgende dag sendte han Movritz Stygge og nogle folk i land for at finde en ankerplads og hente ferskvand, mens han selv fordrev ventetiden om bord med at drive lidt jagt. "jeg skød to eller tre Fugle med en Bøsse, og omsider sprang samme Bøsse i Stykker og tog al Randen foran af min Hat" Om aftenen vendte løjtnanten tilbage med vand, men de havde ikke fundet nogen ankerplads, hvor skibene kunne ligge i sikkerhed for isen. Den dækkede nu strædet så langt de kunne se, og hen mod aften, den 13. juli, måtte de opgive al sejlads. Sejlene blev taget ind og "Lamprenen" surret fast til siden af "Enhiørningen". "Og saa befalde vi alting udi Guds Haand og drev bort i Isen udi Fortrøstning til Guds naadige Hjælp."
Deres stilling mindede faretruende om forliset ved Kolgujev, dag for dag voksende presset fra ismasserne og selv om kongens orlogsskibe var langt solidere end den skude Jens Munk havde købt sig som ung, måtte de belave sig på det værste: "Mens vi med stor Livsfare dreve frem og tilbage udi Isen, stødte den et stort Knæ til den ene Side op skibet, som sad under Pinden af Galionen og var med seks store Jærnbolte tilslaget". Det har drejet sig om den svære, krumme stævnplanke, der forbinder forstavnen med undersiden af galionen og som i fagsproget går under navnet vulningsknæet. Hvis den blev vredet af, måtte man forudse, at hele stævnen før eller siden ville blive trykket ind. Munk sendte alle sine skibstømrere udenbords for at udbedre skaden, men Svend Arvedsen, Jens Jørgensen og Peder Nyborg vendte tilbage med uforrettet sag, trykket fra isen var så voldsomt, at de intet kunne udrette. Så fandt han på at vende skibet ved hjælp af sejlene, så at istrykket kunne komme ind fra den modsatte side og sætte knæet på plads, "hvilket og skete saa vel, som om 20 Tømmermænd havde været over det af fly og forfærdige". Nu var det en smal sag for Arvedsen at hoppe ned og rette jernboltene ud og drive dem ind på ny. "Enhiørningen" var reddet.
Endelig den 15. juli "om Morgenen udi Dagningen" lettede isen så meget at de kunne sætte sejl og stå ind under den nordlige kyst. Her fortsatte de "med smaa Sejl" i landraaken vestover ind i Hudson-strædet. Jens Munk om døbte det til Fretum Christian og rapporterede den uhyre tidevandsdifference på over 5 favne (ca. 10 m.) og den deraf følgende voldsomme tidevandsstrøm, der også er markeret på moderne søkort. Sejladsen varede dog kun i to døgn, så lukkede isen atter farvandet forude, og for ikke at løbe den samme risiko en gang til, sendte Munk "Lamprenen" i forvejen for at finde en beskyttet ankerplads under land. Den 17. juli ankrede de to skibe op bag nogle klippeholme. Da de folk, som blev sendt i land for at gå på jagt, vendte tilbage med nogle nedlagt rensdyr, gav Jens Munk deres nye sted navnet Rensund.
Jens Munks ophold i Rensund og Haresund gengivet på samme træsnit i hans bog "Navigatio Septentrionalis". De to skibe er kun skematisk skitseret, træskæreren følger den traditionelle form, og hans billede giver ingen sand forestilling om "Enhiørningen" og Lamprenen". Blandt andet var de to fartøjer jo ikke lige store. Til venstre nedlægger fire af mændene et rensdyr, længere oppe fremstilles mødet med eskimoerne den 18. juli. Også her har træskæreren været i vanskeligheder: han vidste ikke, hvordan eskimoernes dragter så ud og har derfor valgt at fremstille dem nøgne!
Næste dags aften kunne han i sin dagbog indføje en skildring af sit møde med de første eskimoer: "Som vi nu lå i Skjul bag en Holm med Skibet og Jagten, formærkte vi, at der vare Folk på den søndre Side af Havnen, hvorfor jeg straks bemandede min Baad og for selv personlig med derhen. Da de Landsens Folk, som vare , fornumme, at jeg kom til Landet til dennem, bleve de stille staaendes og havde lagt deres Vaaben med hvad andre Redskaber, de havde, bag nogle Stene. Og der jeg nu kom til dennem, da hvad Reverens jeg dennem beviste, den samme beviste de mig igen udi lige Maade, men de hulde sig flittigen imellem mig og den Plads, som deres vaaben laa, hvor jeg og gav vel Agt på og mig derhen forføjede og tog deres Våben og Redskaber op i min hånd og det besaa. Da lode de sig straks mærke, at de heller ville miste alle deres Klæder og være nøgne, førend de ville miste deres Vaaben og Redskaber, og pegte på Munden, givendes dermed til Kende, at de med samme Vaaben og Redskaber skulle søge deres føde. Og der jeg samme deres vaaben og Redskaber igen nedlagde, sloge de Hænderne tilsammen og så op til Himmelen og teede sig meget lystige og glade. Derefter foræred jeg dennem Knive og allehaande Jernbeslag, og iblandt andet gav jeg en af dennem et Spejl. Men han vidste ikke, hvad det var, hvorfor jeg tog det fra hannem og holdt det op for hans ansigt, at han kunne se sig selv. Der det skete greb han Spejlet hasteligen fra mig og stak det udi sin Barm. Derefter forærede de mig i lige Maade igen af, hvad de havde, som vare adskillige Slags Fugle og Sælflæsk. Og da der var en af mine Folk, som over sit Ansigt var meget brunagtig og havde sort Haar, tog de ham alle sammen udi Favn, menendes visseligen, at han var en af deres Landsmænd."
Gerrit de Veer
Gerrit de Veer 1596 - skib i fare i isen
Jens Munk kunne ikke spille mere end højst nødvendigt af sin kostbare tid med at ligge stille i Rensund. En rekognoscering den 19. juli viste at isen stadig lukkede strædet, og han lod folkene fordrive nogle dage med at holde storvask og gå på rensdyrjagt. Men den 22. ville han under sejl. selv om situationen i mellemtiden ikke var synderlig forbedret. Sine eskimoiske venner så han trods ihærdige anstrengelser ikke mere til, han havde gerne rådført sig med dem om besejlingsforholdene langs kysten, skriver han. På aftenen for afrejsen gik han selv i land, opsøgte deres fiskeredskaber "og lagde derhos adskillige Slags af vores Varer, Knive og allehånde Jærnbeslag". Eskimoerne i Rensund skulle blive de eneste fremmede mennesker, Jens Munk mødte under sin lange rejse, ligesom også Ove Giedde kun en enkelt gang kom i nærmere forbindelse med de indfødte, men hvilken forskel der ikke mellem mødet i Portudali og mødet i Rensund? Ove Giedde måtte udveksle geværkugler med de indfødte, Jens Munk blev mødt med omfavnelser. Den første efterlod sig gidsler, den anden gaver.
Afrejsen fra Rensund den 22.juli var resultatet af en hasarderet beslutning fremkaldt af Munks ønske om at fremskynde togtet for enhver pris. Allerede næste morgen sad "Enhiørningen" og Lamprenen" fast i isen, "Der Dagen blev klar, befunde vi os på alle Sider med Is ganske omringet". Atter blev de to skibe gjort fast til hinanden og ræerne hentet ned, for at de ikke skulle skamfile hinandens rigning i stormen. Så overtog isen navigationen. Den 23. om natten knuste den fire ankre på "Lamprenen" og skød skroget op, "saa man vel kunde lægge sin Haand langs ad Kølen fra den ene stavn til den anden". De 24. rejste der sig en storm fra sydøst og pressede dem med isen ind mod land. Den 25. knustes roret på "Enhiørningen", og to mænd, der forsøgte at lægge ankre ud for at tørne skibene og bremse deres afsindige fart i tidevandsstrømmen, var nær druknet i en pludselig opstået revne. Samme nat førte isgangen dem ind mellem nogle holme og det faste land, og Jens Munk skriver med et af sine stærke billeder i dagbogen, at "dersom der havde været ti Styrmænd, som havde aarligen sejlet på samme Farvand, de kunde de ikke bedre have lodset Skibet mellem disse Holme, end det af Isen og Strømmen uskadt blev ført og drevet."
Den 26. standsede isdriften, til gengæld voksede trykket mod skibssiderne, de knagede og jamrede i de tykke egetræsbjælker, faren for forlis var overhængende, alle vidste at den kommende nat ville blive afgørende. "Skibet blev den ganske Dag stille liggendes og drev hverken ind eller ud, saa vi paa samme Tid vare udi allerstørste Nød og Fare. Og vidste vi nu ingen flere gode Raad at bruge, men befalede al Sagen i Guds Haand og bade hannem inderlig om Hjælp og Bistand, og samme Dag gave vi hver efter sin Ævne noget til Præstens Bøsse." Hr. Rasmus havde talt sine ydmyge ord, og nu slukkedes solens sidste stråler samtidig i isen og i messingblæserne på overdækket, hvor mandskabet holdt aftensang.
Når Mørket Jorden blinder, og Dagen tager af, den tid os da påminder om Dødens mørke Grav.
Så faldt temperaturen, og skumringerne begyndte. Med korte mellemrum lød nede fra isen de skarpe, syngende kanonskud, mod hvilke "Enhiørningen" s 12-pundige intet kunne stille op. Jernhånden lukkede sig om de to træskrog som om to fugleæg. Var det David Sinklærs krumme egespanter eller Herrens stærke arm, der reddede dem? Da solen atter viste sig, var skibene stadig uskadte. I dagslyset så Jens Munk, hvorledes nattens skruninger havde rejst isen i sådanne højder "at det ikke var muligt, at man nogensteds kunde komme til Lands, om man end dermed kunde have vundet den ganske Verden." Folkene måtte igennem endnu en dag med bønner og salmesang, endnu en nat med angst og rædsel. Men den 28. om morgenen viste der sig en smal rende i isen, og det lykkedes dem at få skibene dels sejlet, dels halet ind i en lille bugt bag nogle holme, hvor de lod tre ankre falde og to kabeltove føre i land. Men opankringen var foretaget ved ebbe, og da tidevandet vendte, stod isen ind mod dem med en sådan voldsomhed, at alle 65 mand måtte udfolde deres yderste kræfter for at forhindre, at skibene blev splintret mod klippekysten. Midt i det hele kælvede et isbjerg i nærheden, og flodbølgen var så høj at "Lamprenen" var kæntret, havde de ikke i sidste øjeblik fået kappet dens fortøjninger til "Enhiørningen". De følgende tre døgn fortsatte arbejdet med at redde skibene dag og nat uden afbrydelser, først den 31. lykkedes det ved højvande at bringe dem ind over nogle klipper til en vig, hvor de kunne ligge uden fare for at blive knust. "Men da var Folket også saa ganske udtrællet, at de ikke længer den stor Arbejd kunde udstaa, at sætte den mangfoldige Is fra Skibet, desligest den megen Firen og Halen som der faldt at gøre."
Den næste dag gik Jens Munk i land med 15 mand af besætningen. Han så ingen eskimoer, som han havde håbet, men fandt mange steder spor af deres telte. I klipperne var der ertsagtige forekomster, Munk mente det var Marieglas og lod for en sikkerheds skyld fylde nogle tønder med materialet. De få rensdyr, han så var meget sky, og da de ikke havde hunde med sig, måtte de opgive jagte, Derimod skød de en del harer. Munk kaldte stedet Haresund og lod bygge en varde med Christian den Fjerdes våben og navnetræk, ligesom det var sket i Rensund.
Den danske ekspedition blev næsten fjorten dage i Haresund, For Jens Munk betød ventetiden en ny alvorlig forsinkelse, der var nu gået en måned, siden de fik Amerikas kyst i sigte, og dag for dag mindskedes hans muligheder for at finde frem til Anian-strædet, før vinteren satte ind for alvor. Det var den uomgængelige forudsætning, hvis han ville nå til østen før Ove Giedde. Hver morgen så man kaptajnen begive sig ud til spidsen af næsset for at skaffe sig et overblik over is situationen, og ligesom han i Rensund havde ladet sig friste til en for tidlig afsejling, blev han også her et bytte for sin egen rastløshed. Den 5. august forekom det ham, at "Isen begyndte noget at tyndes og bortdrive", og da han vendte hjem fra sin morgentur gav han ordre til afgang. Skibene blev forsynet med ekstra ballast, øllet hældt om og folk sendt i land efter ferskvand. Alt foregik i største hast. Mens besætningen gjorde klart skib, var der møde mellem officererne i kaptajnens kahyt, hvor Munk udstedte nye forordninger om sejladsen og traf aftaler om " paa hvad Steder og Højder vi igen skulle findes,dersom vi formedelst Taage komme fra hverandre."
Men han havde på ny gjort regning uden vært. Den 6. august spærrede isen dem stadig inde i Haresund, den 7. var der ingen forbedring i situationen, den 8. vågnede de op og fandt skibene begravet i sne. Samme dag døde bådsmanden Anders Stavanger og måtte lægges i jorden inde ved siden af kongens varde. Men den 9. tre måneders dagen for afrejsen fra København, kunne Jens Munk ikke vente længere og gik under sejl.
Kursen var lagt af William Gordon. Den affarende plads i hans beregninger var Haresund, men desværre havde han kun ringe mulighed for at foretage en nøjagtig bestemmelse af dette steds beliggenhed. Siden Munkenæs havde de bevæget sig mod vest på nogenlunde den samme breddegrad, og på den tid var man ikke i stand til at foretage målinger af den geografiske længde. Dertil kom, at det under skibenes tilfældige bevægelser med isdriften havde været yderst vanskeligt at skaffe sig en forestilling om den tilbagelagte afstand. William Gordon var imidlertid overtydet om, at de, da de nåede Haresund, havde gennemsejlet hele Hudson strædet. Ved at overføre Jens Munks oplysninger i dagbogen til moderne kort kan man i dag lokalisere Haresunds beliggenhed til et sted umiddelbart øst for det punkt, hvor North Bay skærer sig nordpå ind i landet. Kystlinjens form på dette sted har altså kunnet understøtte Gordon i hans antagelse af, at de befandt sig ved den vestlige udmunding af Hudson strædet, umiddelbart foran Hudson Bay. Denne antagelse var sikkert også en del af forklaringen på Munks hastværk. Havde William Gordon ret, var de jo i Haresund kun nogle få dages sejlads fra målet, det sted i bunden af Hudson Bay, hvor klimaet uvægerligt måtte blive mildere, og hvor de skulle indlede eftersøgningen af Anian strædet. Det gjaldt bare om at komme af sted.
Ifølge kongens instruks skulle de sejle vest-syd-vest ned gennem Hudson Bay, og det var da også den kurs William Gordon slog ind på, da de den 9. august forlod Haresund. En frisk nordvestenvind var kommet Munk til undsætning og havde i nattens løb fejet havet rent for is, men vinden var venstredrejende og voksede i dagens løb til storm, snart gik der "saa stor og hul en Sø, som hverken jeg eller nogen anden inden Skibsborde tilforne havde set", skrive Munk. Temmelig stærke ord i den mands mund. Men hellere stå og klamre sig fast med vand til hofterne end ligge uge efter uge fastspændt i isens skruestik. "Enhiørningen" og "Lamprenen" skummede af sted og tilbagelagde nærved ti mil i timen. Endelig havde han rystet jernhånden af sig, nu gik det fremad, kom kun an, Ove Giedde til Tommerup, med denne fart er der højst to døgn igen til Anian strædet.
Da skete det lidt over middag, at kaptajnen fik en uforklarlig melding fra udkiggen. Der var ingen tvivl, de havde landkending langs hele horisonten forude. Nu ville Jens Munk alligevel hellere have hørt dem tale om is. En kyststrækning på dette sted i Hudson Bay var en klar umulighed. En regn af spørgsmål faldt over ham og føjede sig til hans bekymring over forsinkelsen i Haresund. Var det utrolige sket?
Havde William Gordon på ny taget fejl? Befandt de sig slet ikke i Hudson Bay?
En særlig ondartet sø traf "Enhiørningen" foran for tværs, de mange tons vand rejste sig rygende i højde med fokkemasten og ramte dækket med et brag som et jordskred, i adskillige minutter var der kun masterne synlige, så hævede skroget sig, vandstrålerne postede alenlangt ud af spygatterne, der snehvide skum væltede i afsindige strømme fra forskib til agterkastel, det var, som om skibet langsomt kom til syne i havets frådende gab. Fynboen Erik Hansen rejste sig forsagt ved kolterstokken, hvor han var slået i dørken, da skibet løb ind i bølgen.
Det var en af dem, der får støvet ud af krogene, lød det på hans syngende dialekt.
Jens Munks rute