KAP. XXIX
Her fortælles kortelig, hvorledes Lykken vendte sig for Grabow, hvilket ofte sker for dem, som graver en Grav for andre.
En af vore Folk og Medtjenere paa Tøjhuset ved Navn Søren Andersen, som var temmelig tilaars, en brav og rolig Mand, der i mange Henseender ved sine Aandsevner overgik os andre, havde en smuk midaldrende Hustru ved Navn Mette. Med hende fik han to Sønner, Rasmus og Ånders, smukke unge Mennesker, som havde sejlet paa Spanien. Denne Mette, som var godt lidt baade af Adelsfolk, Borgere og Bønder, udgav sig For at kunne udøve Lægekunst, og hun maalte Folk, der led af Modsot, med Baand, med Signen og Fagter, saa at de blev raske. Hun sagde, at hun vidste Raad for Maveonde og Koldfeber og mod- tog Penge derfor af Bønderne. Ligeledes paastod hun at vide Raad for regnfuldt Vejr og fik ogsaa Penge derfor. Endelig blev hun nu anklaget af Bønderne for, at hun med den Slags Gøglen og med fagre Ord havde fralokket dem mange Penge. Dette rygtedes til Slottet, og Slotsherrens Frue sendte Bud efter hende i Følge Aftale med Slots- herren. Hun fortalte hende da i Enrum, at hun havde mistet en Sølvkande og bad hende om at skaffe sig at vide, hvem der havde taget den. Fruen trakterede hende med Vin og lovede at belønne hende, hvis det lykkedes for hende. Hun var meget vanskelig at overtale denil, men for Ven- skabs og for Sagens Skyld lovede hun dog at komme Igen næste Morgen og opfyrlde hendes Ønske. Næste Morgen, da hun kom, fortalte hun Fruen, at hun kunde søge Kanden hos en af Tjenestepigerne, som hun angav ved Navn. Men Slotsherren stod udenfor Døren til det Værelse, hvor de befandt sig. Hun blev saa greben og sat i Fængsel hos Slutteren, det vil sige den, som indespærrer og lukker for enhver Fange, baade dem, der sidder i Raadhuskælderen og hjemme hos ham selv for at straffes paa Liv og Lemmer. Hun blev tit lagt paa Pinebænken oppe paa Raadhuset, men vilde aldrig bekende andet end det allerede nævnte, og sagde, at det sømmede sig bedre for dem at pine og martre saadanne Kvinder, der forgav deres Mænd. Da udspurgte de hende ivrigt, og hun fortalte følgende:
En Kvinde i Store Færgestræde, Anna, Peter Holsts Hustru, havde venskabelig anmodet hende om at købe Gift til hende, saa meget, som der behøvedes til at slaa et Menneske ihjel, efter som Grabow, før han rejste hjemme fra, indstændig havde bedt hende om at dræbe sin Mand, som var meget tilaars og hed Peter Holst. Han havde været Kaptajn under Kong Frederik og Kong Christian, var en brav og dygtig Mand, statelig af Udseende, og som, naar han gik ud af Huset for at spasere til gode Venner eller ned til Stranden for at forlyste sig, lod sig ledsage af en Kærtesvend, ligesom Borgmestre og andre Embedsmænd plejede at gøre. Kong Frederik havde tildelt ham 100 Daler om Aaret paa Livstid, der blev betalt ham i Stude, Faar og Svin og den Slags, som hvert Efteraar blev ført til hans Dør. Til denne sin brave Mand havde hun i mange Aar redt et Leje oppe paa Loftet i hans Hus. I det samme Hus havde Grabow haft Logis i 10 Aar, før dette skete.
Men for at vende tilbage: den førnævnte Mette afgav nu den Forklaring for Borgmesteren og Stadens Raadsherrer, at Anna havde tryglet hende og lovet hende stor Belønning, hvis hun vilde brygge tilstrækkelig megen Gift til hende og sagt, at hun turde ikke andet, da Grabow havde nægtet hende sin Elskov, Yndest og Kærlighed, med mindre hendes Mand var ryddet af Vejen, naar han kom tilbage; han var nemlig bortrejst til det Land Holsten til sine Forældre og havde med Vilje indrettet det saaledes, at han ikke skulde være hjemme, naar dette skete. Mette sagde, at hun havde afelaaet at brygge en saadan Drik, men bevæget af hendes vedholdende Bønner havde hun dog ladet sig forlokke til at købe en Gift, som havde forvoldt vedkommende Mands Død, men hun havde hverken brygget den selv eller baaret den til ham.
Dette blev optegnet, men ikke offentliggjort, før Grabow vendte hjem. Men denne Mette blev henrettet paa det saakaldte Gammel Torv, øst for Raadhuset, paa den sædvanlige Retterplads.
Nu er der at fortælle, at samme Aften, Garbow kom hjem, blev Vagtmesteren Søren Tran med hele Skarvagten, 32 Mand, sendt derhen, da alle var gaaet i Seng. De bankede paa Døren. Grabow havde mange Venner, og da han kom hjem, havde de fortalt ham, hvilke Rygter der gik mellem Folk i Byen, skøndt endnu ganske tyst, og at han skulde vogte sig. Grabow klædte sig paa i en Hast, gik hen til Døren og spurgte, hvem der bankede. Vagten svarede, at det var gode Venner. Grabow bad dem gaa hjem i Nat, men komme igen, hvis de vilde, naar det blev Dag. Men Vagten truede med at bryde Døren op, hvis han ikke aabnede. Grabow bad dem vente, medens han tændte Lys. Han gik saa ind i Stuen, tænder Lys og putter i al Hast Anna ned i en stor Kiste, lukker den, og lægger en Pakke Klæder ovenpaa for at skjule hende. Han gik saa hen til Døren og spurgte, hvem de vilde træffe.
Vagtmesteren sagde, at de vilde træffe Konen i Huset. Grabow siger, at hun var om Aftenen gaaet ud i Selskab, hvorhen vidste han ikke. Vagtmesteren bad ham alligevel lukke op, hvilket han ogsaa gjorde. Da de var kommen ind, gennemsøgte de Stuerne og Loftet, men uden Resultat. De truede med at bryde alting op, Kister, Skrin og Skabe og hvad andet, de maatte støde paa, hvor de kunde tænke sig, at hun var skjult. Men med gode Ord hindrede Grabow dem i at gøre det, gav dem nogle Penge og maatte give dem sin Haand paa, at han skulde indestaa For Konen til næste Morgen. Derpaa gik de igen, men næste Morgen fik Grabow Bud fra Borgmesteren om uden Tøven at komme op paa Raadhuset, og da han var kommen, raadede de ham til at tilbagekalde sin Borgen For hans Værtinde Anna, der med Gift havde dræbt sin Mand, og de sagde, at de havde en Fornemmelse aF, at han vilde have nok med at varetage sine egne Sager, Før hele denne Aftere var sluttet. Han blev meget ilde berørt ved dette. Men medens denne Samtale stod paa, blev 2 fromme og ærlige Mænd sendte med Fod- og Haandjærn For at lænke Anna og sætte hende i Fængsel. Da de kom til hendes Hus, laa hun Fuldt paaklædt i sin Seng. Da hun saa Jærnene, blev hun noget Forbavset og spurgte, hvad de skulde betyde. De Fortalte hende, hvorledes Sagerne stod. Hun sagde, at saadanne Foranstaltninger var overflødige, da Grabow var hen- des Borgen. Men de Fortalte hende, at hans Borgen var tilbagekaldt Da hun hørte dette, greb hun i sin Lomme og tog to sølvbeslaaede Knive , som tilhørte Grabow, og stak den ene af dem i sit Bryst i Nærheden af Hjærtet og slyngede den saa mod Døren med Ønsket om, at den sad i hans Hjærte. Hun bad dem saa om at tilkalde en Præst. Og da Mester Nicolaus, som var Sogneherre til St. Nicolai Kirke, kom til hende, tilstod hun for ham sin svære Misgæming, at hun i O Aar havde besudlet sit Ægteskab med ugudeligt Samlevned med Grabow og faaet 2 Børn med ham og forsmaaet lovligt Samliv med sin Ægtetelle. Til denne Misgærning erklærede hun, at Grabow var Ophav og Aarsag, og aflagde Bekendelse om hans ugudelige Forlokkelse til, at hun skulde forgive sin Mand og rydde ham af Vejen. I dette Mord erklærede hun sig nu skyldig; hun havde givet Drikken til sin Barnepige og ladet hende bringe den op til ham i hans sædvanlige Kande, hvori hans Aftendrik hver Aften plejede at blive baaret op til ham, for at han kunde slukke sin Tørst om Natten. Da hun nu græd og udviste stor Anger over sine Misgærninger og begærede Trøst af Guds Ord, viste Præsten hende i hendes Dødspine den Naade at give hende den hellige Absolution. Hun annammede saa Sacramentet og døde. Men Barnepigen blev sat i Fængsel og maatte miste Livet, uagtet hun tilbød at aflægge Ed paa, at hun Ikke havde vidst, at hun havde baaret Gift i den Drik op til ham. Anna Peter Holsfs Lig stod ubegravet over Jorden 1 13 Uger, ude paa Ny Kirkegaard udenfor Stadens Nørreport; omsluttet af to Kister stod det paa Ligbaaren Inde i et Skur. Mangen en støttede Armene paa den Kiste, blandt andre jeg, og vi drak dér mangen Pot øl om Søndagen, naar vi spaserede derhen. Men Aarsagen til, at hendes Lig stod saa længe ubegravet, var følgende.