Ostindienfarer KAP X - XII

KAP: X

Da vi kom ind i Bugten, lagde vi os for Anker i Nærheden af Holmen, og nogle af vore Befalingsmænd gik i Land paa den og ligesaa fra "Flensborg". Mit Kvarter skulde netop den Dag ro den store Baad, som kaldes Sjotting, der ikke havde været i Vandet i godt og vel 20 Uger. Vi havde to Næt ombord, det ene 200 Favne langt og tog dem begge med. Vi roede vel en halv Sømil ind i Fjorden. Vi gik i Land for at se os om. Paa Stranden laa de smukke tomme Muslinger, som man vanskelig kan knække, og som næsten er saa smukke som Ædelstene, og af dem tog vi nogle. Vi gik op i en meget tæt Skov, som strakte sig op til de højeste Bjærgtoppe og langs med Stranden. Træernes Ved var saa blødt, at det var som man huggede i Sne, da vi med bort Værge eller Pampert i et Hug kløvede Træer af en Favns Tykkelse, men naar Veddet gemmes i sex Uger, saa at det tørres, bliver det saa haardt som Ben.

Det er meget vanskeligt at faa Fodfæste paa denne Ø paa de flade Klipper paa Grund af Fuglenes og Sælhundenes Exkrementer. Øverst oppe paa Holmens højeste Punkt staar en høj Stang, hvortil der er naglet en bred Fjæl eller Plade, i hvilken der er udskaaret mere end 1000 Navne. Der rejser vi også en stolpe, naglede et Bræt derpaa og vor Tømmermand Claus From Udskar der og på dette bræt staar også mit of mange andres Forbogstaver efter Sømands Skik og Brug

Tre Mand ombord fangede en Sælhund, flaaede den levende og lod den saa løbe ud i Brændingen igen til de andre Sælhunde, og der blev megen Brølen og Larmen iblandt dem, da de saa deres Kammerat i den røde Dragt.

To dage senere lettede begge Skibe Anker og stod længer ind i Fjorden til en Ø, hvor vi laa i 14 dage og skrabede Skibene i Kølen, da de var tæt besatte med Skaldyr, og desuden blev de kalfatrede og lapsalvede fra Vandlinjen og helt op til Toppen, det vil sige begede og tjærede overalt udenbords og indenbords, Dæk og allevegne, og i Begen knustes de smukke Mulingeskaller, der størknede fast deri, saa da alt var klart, glimtede dette Muslingestøv i Solskinnet, som om Ædelstene var indlagt og hamret fast over hele Dækket. Medens dette stod paa, tog vort Kvarter paa Fiskeri med Nettene langt ude i Fjorden. Derinde rejste vi et stort Telt og byggede en Løvhytte til to, som var syge, nemlig Thord of Anders. De ønskede begge, at de maatte dø og blive begravede der, men Herren bestemte dem en anden Dødstid og et andet dødssted, i Land for den ene, og ude paa Havet for den anden.

Vi fiskede meget fra begge Skibene vexelvis, da Hollænderne på "Flensborg" intet Net havde, og vi gav dem derfor Halvdelen af vor Fangst. Engang fik vi i et Dræt 12 Tønder af de herligste Fisk, som vi ikke kendte, men Hollænderne kendte Navnene paa mange Ting, saaledes som Spanierne plejede at kalde dem, men jeg har glemt det som saa meget andet.

Indbyggerne vilde ikke eller vovede ikke at komme til os. Flere Steder ved Strandbredden stødte vi paa Steder, hvor de havde fanget Fisk med Net og tilberedt og stegt Fangsten og oppe i Bjærgene, der alle er bevoxede med tæt Skov og herlige Urter og Blomster, tændte de store Baal, men vi vovede heller ikke at gaa op til dem. Nogle mente, at de med disse Baal vilde indbyde os til at komme, andre mente, at de var tændte for at lokke os i deres Garn, atter andre mente, at det var deres Afgudsbaal.

Efter 13 Dages Forløb sejlede vi derfra 14 Mil til Caput de Bona Aperantia. Da vi nærmede os dette Forbjærg, saa vi tre store Skibe inde under Kysten. Vi blev meget bange, thi vi troede det var Franskmænd, der farer viden om paa Hvalfangst, og vi havde fundet tre store Kar med urenset Tran efterladt paa den Ø hvor vi kalfatrede vore Skibe, men mellem Franskmændene og os var der Fjendskab paa den Tid, jeg kan dig ikke huske af hvilken Grund vor og deres Konge var uenige. Vi kunde ikke vende om, der var Paalandsvind, vi maatte søge Land, hvad det end maatte koste, og vi havde det højligt Behov for at indtage frisk Vand og fersk Kød til vore Syge, som var meget medtagne af den lange Rejse.

Vi gjorde alt klart til Kamp, og de andre (paa "Flensborg") lovede at hjælpe os af alle kræfter, men da vi kom nærmere, saa vi, at de havde engelske Flag, og blev meget glade. Da vi sejlede ind mod Kysten imellem dem strøg vi ikke Flaget for dem, hvilket de blev vrede over, og deres Admiral kom strax ombord hos os og var meget opbragt. Men vor Kaptajn, der var engelsk paa fædrene og norsk på mødrene Side, talte udmærket Engelsk, og det blev der altsammen hurtigt godt igen, og de drak med hinanden til langt ud paa Natten. To af disse Skibe var for Hjemrejse og et for Udrejse, de to første havde store Rigdomme ombord, da de havde erobret et spansk Skib, der var fragtet med purt møntet Sølv lutter Stück von Achten (dansk for den spanske mønt, der galdt 8 realer og som på spansk hed Real de á ocho.) Admiralskibet paa 700 Læster, og det andet på 500, havde i 2 dage og 2 nætter kæmpet med Spanierne og kun tabt 5 Mand. De sagde, at der aldrig var kommen saa rigt ladede Skibe til London som disse to.

KAP. XI

Befalingsmændene paa disse Skibe gik meget rigt klædte, og naar de gik i Land, lod de paa indisk en forgyldt Skærm, som de kaldte chipsol, bære over sig for Solens Skyld. Der bar ingen saa ringe ombord, selv ikke de smaa Pickers, at de jo ikke, naar de gik i Land med deres Herre, morede sig med at kaste spanske Dalere op i Luften og gribe dem igen, aldeles som Børn her tillands (Island) leger med Faarenes Ankelkoder.

En Dag roede mit Kvarter i Land med vore og de engelske Befalingsmænd. Folkene skulde fylde Vandtønderne, medens vi andre 24 Mand skulde holde Vagt med Bøsser og brændende Lunter mod Landets ildesindede Befolkning, som ofte plejede at skjule sig i Krattet langs med Kysten, naaar fremmede Søfolk landede. Kysten er i øvrigt ubeboet formedelst Løver og andre vilde Dyr, som findes der i Mængder.

Befolkningen er Menneskeædere, der strejfer omkring, og de havde dræbt og ædt 7 mænd fra de engelske Skibe paa deres udrejse, ved lumsk at skjule sig i Krattet havde de fanget dem og skudt dem med deres Buer. Disse Menneskeædere ere meget begærlige efter Jærn og Kobber til Pilespidser og betaler ofte Søfolkene dor det med Hornkvæg. Der er over to Dages Rejse ind i Landet til de Enge, hvor der bor rigtige Mennesker, til hvem de sælger det, som de tiltusker sig hos Fremmede af Jærn og Kobber. Man kan faa en Ko for 1/3 af et Jærntøndebaand af et Totøndersfad, og de er saa begærlige derefter, fordi der dengang, var en stor Krig mellem to Høvdinge. Dette Folk kaldes Kaffer af Landets andre Indbyggere, jeg saa tre af dem, de er sorte og smilende, har venlige Øjne og krøllet Haar, omtrent som skindene af unge Lam, Underlæben er hængende, Tænderne snehvide. De tre Kaffere opførte Danse for os baad i Land og omborg for Brød og Tørklæder, fuldstændig nøgne gik de, kun med Skalmdelene bedækkede. Deres Dans bestod i at de sagde: hottentor og knipsede med Fingrene, smækkede med Tungerne og sparkede med Benene, alt Takt. De lovede os en Ko, hvortil vi højlig trængte, the de fleste at vore Folk begyndte at blive tunge og stive i deres Bevægelser, uaget man idelig anvendte Aareladninger og Purgeringer, men vi rejse bort, før de vendte tilbage, og de havde dog faaet den halve Betaling forud.

Nu vender jeg tilbage til at vi gik i Land med vore egne og de engelske Befalingsmænd og spadserede langs Kystens hvide Strandbredder, der var særdeles smukke. Som vi gik langs Stranden, saa vi en Hob af de nedrige Skurke, som svømmende id og var i Færd med at Baade at sætte Net, men vi, der var ukendte med deres Vaner, troede først det var en Flok Sælhunde. Imidlertid glemte vi vore egne Folk, som vi skulle holde Vagt for, og da vi var komne hen til det Sted, hvortil vore Befalingsmænd havde begivet sig, blev der tændt Baal og nogle af Folkene begyndte at vadske Tøj, andre gav sig til at lege. Trompeterne blæste paa deres Instrumenter, medens Herskaberne lejrede sig paa en smuk Plads i Skoven og begyndte et Drikkelag. Dette gik for sig omtrent en Fjerdingvej fra vore Folk og Baadene. Da vi endelig vilde vendte tilbage til dem kom en af de engelske Sømænd løbende os i Møde og meddelte, at alle de Folk, vi havde ladet tilbage ved Floden, var dræbte af Menneskeæderne.

Man kan let tænke sig, hvorledes vi blev tilmode. Vi gav os til at løbe af alle Kræfter, mange var meget bange, i den sikre Overbevisning, at vi vilde miste Livet paa Grund af vor Forsømmelighed, saa at jeg og Niels Friis havde nok at gøre med at berolige dem og stille deres rædselsslagne og umandige Tale. Da vi kom saa nær, at vi kunde se Stedet, hvor vi havde forladt dem, saa vi dem da ogsaa allesammen, optagne af deres Arbejde, hvorover vi blev saare glade og takkede Gud med ydmyge Taarer. Da vi endelig, aldeles udmattede af at løbe, naaede hen til dem, fortalte de, at Fejltagelsen var opstaaet ved at fem af disse Umennesker var kommen til dem og havde tryglet dem om et halvt Jærntøndebaand. Ved Fagter gjorde de dem begribeligt, at de ikke havde Lov dertil, og da havde de sorte Niddinger vinket til dem, at de skulde følge med ind i Skoven, hvilket Englænderne havde set og var saa strax sprunget afsted.

Fadene blev nu fyldte, og vaskningen af Lærreds- og udltøj gjort færdig. Den Ti-Potters-Otting, som jeg havde bragt med fra Kjøbenhavn fuld af Vand og opbevarede under mit Hovedgærde, fyldte jeg der igen. Dernæst vendte Befalingsmændene tilbage og vi fulgtes ad ombord.

Næste Morgen var vi igen i Land med Liget af en af de før nævnte Syge, men uagtet han blev gravet dybt ned, blev Graven dog allerede næste Nat oprodet af Løverne, saaledes som det sker med alle Lig der begraves der. Vi bragte også de Breve i Land, som vi havde skrevet til Danmark om vor heldige Udrejse. De blev efter Skik og Brug i en Kuffert nedgravne i en meget dyb Grav, hvorover der blev rejst en Pæl med et lille Bræt med dette Mærke og forsynet med følgende Indskrift: "Herunder ligger Breve, som skal forsendes til Danmark fra Skibet "Christianshavn"". The det er Sømandsskik at alle paa Hjemrejse medtager Breve fra dem, der er paa Udrejse, og paa dette Sted funder dem opbevarede paa den her beskrevne Maade. Og hermed nok herom.

Paa den fjerde Dag efter vor Ankomst, og efter at Danske og Engelænderne ved at stort Gilde havde taget afsked med hinanden, sejlede vi samtidig bort, hver sin vej. Englænderne længtes svært efter at komme hjem med deres vældige Rigdomme, og deres Kaptajn paastod for sin Part at have Ret til en Femtedel af hele Fragten og 80.000 Daler af hvad der var over Dækket, som sine Prisepenge. Det tredie engelske Skib, som var for Udrejse lige som vi, fulgte os, indtil vi under en haard Storm blev adskilte.

Den dag kom også, at vi og vore Staldbrødre (Besætningen på "Flensborg") maatte skilles og Befalingsmændene paa begge Skibe drak hinanden til, og saa sejlede de deres Vej og vi vor.

Det næste Land vi saa var Madagascar. Vi var 5. Uger om at sejle derhen, Vejlængden mellem dette Land og Caput de Bona Sperantia er næsten 300 Mil. Landet kaldes St. Laurentius og er meget stort, længere end Italien og meget frugtbart paa alt, hvad der kan tjene til Livets Ophold, især Ris, Bomuld, Sukker, Lemoner, Nelliker, Ingefær, Safran og mange andre Varer. Der er ingen Byer, men en Del Landsbyer. Der er dybt Vand tæt ind til Kysten, og lidt længere ude, hvor vi laa, omtrent ½ Mil fra Land, var det 100 Favnes Dybde.

Det var sent om Aftenen, da vi kom dertil og kastede Anker. Tidlig næste Morgen blev der sat  Baad ud og sendt i Land for at opsøge Folk, hvilket ikke lykkedes, uagtet vi søgte i 5 dage, thi Egnen var ubeboet.

En Søndag efter Prædiken og Maaltid gik vi i Land med vore Befalingsmænd. Det var Flodtid, og da vi kom til Enden af en Fjord, gik vi i Land. Der var skov overalt. Nogen Steder fandt vi spor af mennesker, der havde stegt Fisk og spist. Da vi skulde tilbage, var Ebben indtruffen og vi maatte gaa et langt Stykke Vej i den tørre Fordseng over Sandrevler med dybt Vand imellem og med store Anstrængelser slæbe vor store Baade, saa at vi først efter Solnedgang aldeles udasede kom ombord.

Morgenen efter var det Prinsens Kvarter, som havde Tur at gaa i Land med Baaden, og med dem fulgte den yngste Købmand Daniel Lammer med alle Slags Varer. dog ikke almindelige Varer, thi de bryder sig ikke om noget af det, som er nyttigt for os, men derimod er de begærlige efter Dukker. Legetøj, smaa Spejle, Børnearmbaand, som vi kalder Curiel (Koraller), saa at man for to slige Armbaand kan faa to store Køer med vældige Horn.

Der var 25 Mand med Baaden, Halvdelen blev bevæbnede efterladt ved denne, og de andre gik lige til Middag, før de fandt Menneskeboliger. Endelig stødte de paa en stor Gaard. En ung Pige kom ud, og da hun saa dem, blev hun bange og løb ind. Husets Herre kom strax ud, og da Købmanden Daniel kunde nogle Ord af det Lands og mange andre Landes sprog, fulgte de med ham til Gaarden, hvor der over en Brændeild var sat en Lergryde med fersk Fisk, som strax blev baaret frem til Føde for Gæsterne, der saa lukkede deres Brødposer op og uddelte Brød til Gaardens Folk.

KAP. XII

Bonden sendte strax Bud til sine Naboer og efter kort Tids Forløb var der mere end 40 Mand samlet, der medbragte 5 køer og 300 Høns. Paa den Tid var der ingen andre modne Frugter en Bonantzer (måske bananer) af hvilke de medtog nogle Knipper. De fik også Palmevin, som laves af Palmetræerne og er altfor sød.

Det var langt ud paa Natten, da vore Folk igen kom til Skibet. Jeg havde først Vagt ombord den Aften, thi naar Skibet ligger for Anker ved Land, plejer kun en Mand at holde Vagt af Gangen. Kaptajnen paalagde mig indstændigt at høre godt efter og at bede Gud om at Folkene maatte vende levende tilbage. Men der gik lang Tid, før de kom. Kaptajnen og Købmændene begyndte at  blive bange for at de var dræbte af de Indfødte.

Kaptajnen gik frem og tilbage paa Dækket, og han og alle ombord var meget bedrøvede, ja mange fældede Taarer og mente, at det saa sort ud for os, da vi havde mistet vor Baad og vore Folk. Omtrent 6 timer efter Solnedgang kom Kaptajnen endnu engang til mig sørgmodig og grædende, og sagde, at nu var alt Haab ude, vi vilde aldrig se dem mere. Jeg bad ham om blot ingen Tvivl at nære om at de kom tilbage. Han gik grædende bort og bad til Gud om at jeg maatte bringe ham gode Meldinger. Lidt efter hørte jeg en Klang af Menneskestemmer, først svagt, saa lidt tydeligere, og jeg hastede da til Kahytten og meldte Kaptajnen, at de nu kom. Han blev saare glad saa vel som Købmændene og hentede en Flaske Vin og bød mig drikke saa meget jeg lystede. Strax da de lagde til, blev de modtagne med Jubel, de 5 Køer blev hejsede ombord, Hønsene, der var bundne sammen ved Fødderne i Knipper, blev strax slagtede, og alle fik et godt Traktement af kogt og stegt Fuglekød. Kaptajnen gik om og vækkede Folkene, for de skule spise og blive raske og kraftige.

Næste Morgen fik vi Besøg ombord a en Kongesøn, som nylig efter sin Faders Død havde overtaget Regeringen over en Trediedel af dette Land, thi man siger, at der er tre Kongeriger paa denne store Ø. Denne Kongesøn var næsten 20 Aar gammel. Han havde om Livet en guldbroderet med Ædelstene besat Klæde, der naaede ham fra Navlen og næsten helt til Hælene. Et andet gyldent juvelbesat Stykke tøj havde han svøbt om dit Hoved, om Haandleddene bar han kostelig Armbaand, vidunderligt udarbejdet i Guld, og i Ørerne og i Næsen svære Ringe, store Kostbarheder af Guld og Ædelstene. Han havde en Guldring om hver Finger og hver taa, saavel som om Anklerne. Han havde et frejdigt og smilende Udtryk i Ansigtet, hans Hud var mørk, men bleg. Han var meget glad og livlig, da han blev ført ud til vort Skib paa en af deres Baade, der laves af et Stykke Træ og kaldes Kanoer.

Da han kom ombord, blev der affyret tre Stykker, og der blev blæst lysteligt paa Trompeter. Han hele Krop var bemalet med forskellige Billeder af Fugle og Dyr, lige som ogsaa Folkenes i  hans følge, som han sendte i Land med sin Kano for derved at tilkendegive, at han havde Tillid til vore Hensigter med hans Person. Han medbragte Bonantzer, Palmevin og Tamarinder, der har en sur Smag og ere meget sunde, baade som Spise og til Drikke, naar man lader Vand staa over dem, hvilket Vand da smager, som om man havde kommet Vineddike deri. Palmevin trakterede han os med, idet han meget alvorlig klappede os med Haanden. Han nød kun en Smule spansk Vin og Brød den Nat han opholdt sig hos os, og vilde ikke sove i en opredt Seng, men gjorde os ved Tegn forstaaeligt, at han vilde have Natteleje paa Kahytsgulvet, hvor der saa blev bredt indiske Maater og Puder. Han overgav Kaptajnen sit Sværd, da han kom ombord, tilligemed sine tre smaa Spyd, som kaldtes Assegaier, men hvilke de næsten kan ramme et Haar paa et Menneskes Hoved. Hans Sværd var af herlig Arbejde, og hans kostelige Bælte blev vurderet til 5000 daler.

Næste Morgen gik han i Land med alle Skibets Befalingsmænd. Der var tæt Skov, hvor vi landede, Træerne var meget høje, røde som Blod og stod lige op i Vejret som Kærter, deres Ved var blødt og fedt som smør, men bliver haardt som Ben, naar træerne hugges og tørres. Han prøvede at skyde med en Luntebøsse, men var heldigere med Assegai. Han indbød os til at besøge sig i sit hjem, men da vi næste Morgen tog derhen, fik vi ikke hans Moder Dronningen at se, da hun laa og sørgede over sin afdøde Gemal.

I byen eller Landsbyen var der en smuk Skole og foran Døren til denne en opmuret Brønd med to Vandspande, som ved Hjul trækkes op af Skolens Drenge og Piger, der saa vadske deres Fødder. Over Skolens Dør fandtes indhugget en Indskrift med mærkelige Skridttegn, som hverken vor Præst elle andre kunde forstaa. Der var stimlet en stor Mængde Mennesker sammen paa Torvet. Derpaa tog vi venskabelig Afsked med denne Kongesøn.

Da vi var kommen ombord, havde lette Anker og sat Sejl, satte vi Kursen fra Land i Tillid til Gud og sejlede Nat og Dag for udmærket Bør og Monsunen.