298584 Bergen
Risøyhamn – Andenes Handelssted
Fra Sortland stævner vi Nordover stadig med Langøya på venstre hånd. Her ude ligger gamle handelssteder og kræmmerlejer som Alsvåg, Langenes-vær og Breistrand. Men vi må videre over den åbne Gavlfjerden og ind i læ af Andøya. På syd spidsen ligger Skjolehanm, og siden fortsætte vi gennem det trange grønne sund mellem Andøya og Hinnøya frem til Risøyhamn. Og videre udover langs Andøya følger vi de flade strande med And fjeldene på passende afstand, forbi Myre og Dverberg helt til nord til Andenes vær, som i middelalderen havde sin egen rigt udstyret kirke.
Her ude var der bygdefarsret omkring 1700 på Myre, hvor lensmand Peder Hyscher havde en jekt. Desuden lå her en bergensborger Peder Svendsen, sandsynligvis med kræmmersæde på Andenes. Senere flyttede også skipperlejer til Andenes, hvor Niels Pedersen havde jektebrug omkring 1740. Fra 1760 årene nævnes på "Andenes tvende lejer" de to trondhjemsborger Isaach H. Grønbech og Anders Danielsen, som i 1764 er med til at protestere mod gæstgiveriet i Nordland. Isaach Grønbech ses imidlertid i 1780 at have sit borgersæde på Risøya, og det ser ud til at han har holdt til der i nogle år.
I 1760 betalte han skat for sin hustru, to piger og 5 ansatte mænd til sit brug. Anders Danielsen havde sandsynligvis sit sæde på Dverberg, da han i 1760 undertegner et brev, som borger "her på stedet". Han betalte samme år skat for hustru søn og datter, en pige og 5 ansatte mænd.
Vi kan gå ud fra at Isaach Grønbech omkring 1770 slog sig ned som borger på Risøya, alligevel fremdeles med handelsret på Andenes. Men først nogle år senere fil Risøyhamn sin første handelsmand. Det var skipper Anders Bull, som 8. marts 1777 fik gæstgiverbevilling på dette sted, mod en ringe afgift. Stedet må have virket stadig mere tiltrækkende mod slutningen af 1700 tallet, for i 1800 var der to gæstgivere på stedet. Den ældste af dem var Jørgen Peter Bye fra en kendt helgelandsk skipperslægt, han var da også både gæstgiver og bygdefarsskipper. Ved folketællingen 1801 var han bosat på stedet med sin hustru Blanzeflor (Flora) Catharina Orning, en fostersøn og nogle tjenere. Hans yngre kollega Stie Tønsberg Pheif var kun gæstgiver, og havde hustru, to børn og fem tjenere. Desuden brugtes lejet ved Risøyhamn fremdeles af Isaach Grønbech, som kun kom der om sommeren.
Af de to gæstgivere var Stie Tønsberg Pheif kommet først, han afløste antagelig Bull og fik gæstgiveri 17. november 1792 mod 5 rdl. i årlig afgift. Jørgen Bye fik bevilling 25. april 1801 mod samme afgift. Han havde to døtre, den ene blev gift med Christen Heggelund på Stave, den anden med Jacob Tostrup Helm, gæstgiver på Myre, hvis far var sognepræst i Dverberg.
De to gæstgiverier blev siden slået sammen til et, idet Christen Anthonii Paulsen fra Lekang i Hassel fik gæstgiverbevilling den 23 august eller 16. september 1816, mod en afgift på 15 spd. Ved denne tid var Isaach Grønbech død, og hans enke blev gift med regiments – kvartermester Lie i Trondheim, som overtog hendes rettigheder på borgersæderne Risøyhamn og Andenes – vær.
Christen Paulsen drev, så vidt vides, kun gæstgiveri og ikke jektebrug. Han var anden gang gift med Karen Marie Bjærgan fra Trondheim. En søn af dem blev handelsmand på Skjoldehamn. Allerede før sin død i 1868 havde Christen Paulsen overladt Risøyhamn til Georg O. Rinnan fra Skogn i Trøndelag, han var gift med Regine Dahl fra Øknes. I 1890 årene ejedes stedet af en Wilhelm Nagel. Derpå blev det købt af den driftige handelsmand Th. Benjaminsen fra Gimsøy i Lofoten. Han havde en tid være betjent hos Dahl i Nussfjord og siden er par år haft egen landhandel på Napp i Lofoten.
Benjaminsens hus i Risøyhamn er den gamle hovedbygning på gæstgiverstedet. Det er et to etagers laftet træhus med lodrette planker, og med lavere vinduer på anden etage. Efter beretningerne skal midtpartiet, som oprindelig bestod af køkken og stue ved siden af hverandre, være opført i 1710. Bygningens historie sættes i forbindelse med fru Cicilie Schøller, som byggede "Stiftsgården" i Trondheim. Når vi erindrer at hendes mand var kammerherre Stie Tønsberg Schøller, spore vi let en slægtsforbindelse med Stie Tønsberg Pheif, som antagelig har givet hovedbygningen det udseende den havde fra 1790 årene ind i 19. eller 20. århundrede. Nu er den tilbygget og forandret, mens ældre billeder viser dens tidligere udseende.
Andenes var som nævnt skipperleje i 1740. En jordebog fra dette år melder at Andenes var et almindeligt fiskevær, som ikke før havde været skyldlagt, da det kun var et lille jordstykke. Men de lokale, som mest levede af havet og kaldtes "vergemenn" (vær mænd( svarede 3 skilling hver i husmandsskat foruden leje. Desuden fik kongen afgift af ko foder og høstakke oppe fra fjeldet.
Antagelig fra 1740 årene sad Augustinus Rasch på Andenes som skipper og førte en lille handel. Han blev i 1744 gift med Anna Dorothea Bremer, enke efter præsten Henning Bødtker i Sands præstekald, Senja. Kræmmersædet på Andenes brugtes som nævnt af Isaach Grønbech. Han var der allerede i 1756 og levede efter 1800, hans enke og siden hendes anden mand drev borgerlig næring på stedet endnu i 1820 årene.
Som nævnt er der grund til at tro at Isaach Grønbech fra omkring 1770 brugte Risøyhamn som sit hovedsæde. Det hænger måske sammen med at skipper Niels Mørch slog sig ned her som gæstgiver. Han var antagelig af skipper og gæstgiverslægten fra Røsvik i Sørfold, og fik bevilling på Andenes 18. december 1771. I 1780 betalte han skat af 1 kofoder og 3 høstakke. Der boede da i været 19 værmand, som hver udlejede 1 til 3 fiskerhuse til fremmede fiskere. Tilsammen var der 30 fiskerhuse, og af dem ejede Niels Mørch de to.
Efter at Niels Mørch havde brugt stedet en tyve års tid, kom tronhjemborgeren Niels Nicolai Normann, som havde sit kræmmerleje på Borkenes i Kvefjord, og slog sig ned på Andenes som gæstgiver. Han fik bevilling 19. november 1792, og to år meldes at han bor Andenes og handler der. Der var 12 rdl. årlig afgift, altså en ganske pæn omsætning på stedet, desuden drev Normann jektebrug. Hans bopæl var det såkaldte Flandbjerget – et mærkelig navn som måske sigter til at flamske købmand han taget ophold der i middelalderen. Ved folketællingen 1801 var han i det andet ægteskab med Kirstina Sebina Falch, som også havde været gift en gang før og var betydelig ældre end manden. Muligvis var hun en søster af Niels Mørchs kone, for i huset boede også en 3-årig Niels Mørch – slægt i tredje led. Sandsynligvis har Niels Normann siddet med handelsstedet gennem krigsårene. Han blev efterfulgt af Jonas Falch, antagelig en slægtning af Kirstina, han fik gæstgiverbevilling 14 december 1816 og drev handel og jektebrug. Hans forretning skal en tid have været meget stor, bl.a. fortælles det at han ejede 8 fartøjer – de fleste jekter i Bergens fart. "Han var en sælsom, original herre, og beretningerne om hans liv og færden kunne nok blive til en bog for sig selv", fortæller Ole Aas i "Slægten Heide" Falch var på Andenes endnu i 1840, men skal efter berretnigerne senere være flyttet til Slottholmen i Lofoten.
Af senere ejere kan nævnes Jacob P. Lind, som var handelsmand og selvejer på Flandbjerget, men samtidig var på Prestjord. Han var fra Ofoten, men hans hustru Pauline Lind var født i Dverberg. Folketællingen 1865 viser at han havde en stor husholdning på 15 personer i alt. Omkring 1890 var Flandbjerg med Prestjord gået over til Jens A. Kiil. Men der var da allerede i 1878 fire handelsmænd på stedet, skønt fiskeværet ikke var så godt besøgt som dets beliggenhed burde kunne byde på. Det skyldes først og fremmest at havnen var ubeskyttet og bådene var til stadighed udsat for forlis. Der blev da først i 1892 bevilget penge til en kanal gennem Nakken, således at de to havne Vikanbukta og Trondheimsbukta blev sat i forbindelse med hinanden. Det sidste navn er jo tydeligvis et minde om at trondhjemsborgene, der havde deres jekteleje på stedet. Senere blev den store mole bygget og som stod færdig i 1904 og har gjort Andenes til et af de store vær igen, med en god og sikker havn for et fiskerigt hav lige uden for døren.
En lignende arbejde havde også afgørende betydning for Risøyhamn. Her lå en sandrevle og lukkede sundet ud til Risøya, således at det kun var farbart ved højvande og men små skibe. Allerede i 1880 årene fjernede man delvis en sandbanke som hindrede større skibe i at anløbe havnen. Men sit gennembrud i bogstavelig stand fik Risøyhamn, da man vedtog og fik udført udgravningen af Risøyrenden, som satte Vesterålen i en langt kortere forbindelse med Tromsø besejlingen og gjorde Risøyhamn til hurtigruteanløbssted. Arbejdet blev udført 1911 – 1921 og åbningen skete under stor højtidelighed i 1922.
Diamant boring i Andenes
Andenes
Risoyhamn
