- Christian 4 set fra Norge
Et hus i splid med sig selv
Et hus i spild med sig selv
Efter Kalmarkrigens afslutning var der 35 år tilbage af Christian4.s regeringstid. Fra et stærkt udgangspunkt endte han med at lide to ydmygende nederlag i to krige, mod den tyske kejser i 1625 - 29 og mod Sverige 1643 - 45. Hvordan kunne det gå så dårligt. Hans udenrigspolitik i denne periode er af flere historikere blevet tolket som egenrådig og uforsigtig. Her vil den blive analyseret i lyset af tredveårskirgens hårde magtkampe. Førte kongen en ny politik, eller genoptog han en traditionel oldenborgsk selvhævdelse? Hvilken rolle spillede forholdet mellem kongen og det danske rigsråd for den førte politik og fandtes der en lighed mellem de virkemidler oldenborgstaten satsede på, og den politik som blev ført?
Christian 4. til hest kobberstik af A. Haelwegh efter maleri af Karel van Mander.
Grundlaget for en offensiv udenrigspolitik svigter.
Når man læser Christian 4.s egenhændige breve, får man indtryk af at han var en tyran, men meget var teatertorden, i handling viste han sig mere medgørlig. Selvsagt kan man finde eksempler på at kongen satte sin vilje igennem, i både større sager og i småsager i hof- og godsbestyrelsen. Det var en selvfølge at en husbond skulle bestemme i sin husstand, så det var normalt at Christian blandede sig i mangt og meget, men mand finder i brevene også at lavere hoffunktionærer ikke var bange for at gå til kongen med henvendelser i småsager, han var ikke en fjern autoritet som var omgivet af stor ærefrygt.
Det karakteristiske for Christian 4.s regering var at kongen og det danske rigsråd i højere grad end nogensinde under tidligere konger fungerede som separate organer. Christian 4 var mindre autoritær end nogen anden konge siden Christoffer af Bayern i 1440-årerne. Tidligere konger havde domineret ved at knytte adelsmænd til sig, udnævne dem til rigsråd og gav dem de vigtigste embeder. Det var sikkert opdragelsen i formyndertiden som havde disponeret Christian 4. til at undgå at tvinge rådet ind under sin vilje. Han kunne ikke forhindre at der udviklede sig en korpsånd uafhængig af ham, rådet udtalte sig samlet med stor frimodighed. Christian brød sig ikke om det og prøvede at befri sig fra oppositions ånden, i årene 1613-25, ved at lade rådet skrumpe ind og ikke besætte ledige rigsembeder. Men forsøget på at blødgøre rådet slog fejl, i stedet gik det hurtigere med spaltningen mellem de to organer, som tidligere havde været vævet ind i hverandre.
I 1631 gjorde Christian 4. et nyt forsøg på at få bugt med råds oppositionen. Han tog udgangspunkt i en praksis, hvor han i mange mindre sager indhentede skriftlige udtalelser fra rådsmedlemmerne enkeltvis. Nu bestemte han at dette skulle gøres i alle sager, noget rådet afviste i en fælles erklæring. Kongen udbad sig da individuelle svar, men også enkeltvis modsatte rådsmedlemmerne sig påbuddet, og Christian gav efter. Udtalelserne giver et interessant indblik i vigtige træk ved rigsrådets procedure og tænkemåde.
I fælleserklæringen fremhævede rigsrådet sine grunde, at kongen i stedet for en resolution ville få femten - seksten, og kongen og rådet kunne blive uenige om hvad flertallet rådede til. De enkelte rådsmedlemmer ville dermed blive ængstelige for at udtrykke deres mening. Det var bedst for enigheden i nationen at mindretallet bøjede sig for flertallet - for det kunne blive skæbnesvangert hvis enhver kun var forpligtiget i forhold til sin egen stillingtagen, efter som håndfæstningen bestemte at vigtige tiltag skulle træffes med rigsrådets samtykke. Kongens ordre var desuden i strid med sædvane og med praksis i alle nationer. Hvis kongen ville have indsigt i hvordan hvert enkelt rådsmedlem begrundede sit standpunkt i en vigtig sag, kunne rådet samles hos ham og drøfte sagen i hans nærværelse.
Rådsmedlemmerne gentog disse argumenter, og flere fremhævede at man i fællesskab forsat burde drøfte sagerne pro et contra. Den tvivl som ville opstå om udfaldet af afstemninger, ville forsinke afgørelserne. Det var nødvendigt at hjælpe hinanden frem til det rigtige standpunkt, for ikke alle var lige forstandige, lige vel informeret og lige skriveføre. Særlig de som havde embeder i København, kendte til dokumenter som andre ikke havde set. Monarkiet bestod af mange provinser med ulige love, sædvane og forhold. Dersom man skulle sidde hjemme og give råd om andre provinser eller om helhedens interesser, ville det falde uheldigt ud. Der ville desuden opstå frygt for kongelig unåde og for at rådskolleger og andre indbyggere ville reagere negativt mod en. Det ville give Danmark-Norges uvenner mod fordi der i Danmark var et tillidsløst forhold mellem kongen og rådet.
Det er sandsynligt at argumenterne gjorde indtryk på kongen, og at det var medvirkende årsag til at han overgav sig, men når han var så tavs i sin begrundelse, hang det sammen med at han ikke kunne sige sig fri for at have det sigte at undergrave rådets stilling. Han var faktisk interesseret i at det rådets meninger blev mindre vigtige. At det ville udløse negative konsekvenser, det som rådet påpegede, kan have svækket Christian 4.s evne og vilje til at gennemføre sit forsæt med rigsrådet. Men vigtigst var det, at der nu var forskellige tiltag til at tvinge rådet til at ophøre som et selvstændigt organ ved siden af kongen, derfor overgav han sig.
Christian 4.s sidste store fremstød mod rigsrådet var i årerne 1630 - 40 og var et forsøg på at erobrer det indefra, til en vis grad var det den samme strategi som andre tidligere konger havde fulgt med held. I 1630 fik han en række svigersønner da han bortgiftede døtrene i sit andet ægteskab med adelsdamen Kirsten Munk. Konge placerede derefter svigersønnerne i fremskudte embeder. Nogen af dem fik også sæde i Rigsrådet og det medførte at rådet slog revner efter at Hannibal Sehested blev statholder i Norge i 1642 og Corfitz blev rigshovmester i 1643, de havde en langt stærkere magtbasis end deres råds kolleger. I nogen grad bidrog de til at svække rådets kritik af kongens udenrigspolitik i tiden før krigsudbruddet i 1643, men svigersønnernes særstilling dæmpede ikke de andre rådsmedlemmers mistænksomhed mod hoffet, og kritikken forstummede ikke.
Hvordan skal man forklare at rigsrådet satte sig så stærkt imod kongens udenrigspolitik? Den danske adel havde haft økonomisk og politisk succes gennem flere generationer. Rådet var tilfreds med forholdene sådan som de var, og så enhver trussel mod status quo som en potentiel forværring. Derfor kom rådets udenrigspolitiske polemik i 1613 - 48 til at blive en konservativ kamp mod forandringer, og netop her var der meget at frygte i den kongelige aktivists virksomhed.
I sin fremfærd gjorde Christian 4. tilsyneladende krav på at være mere egenrådig end han var i de formalistiske forhandlinger med rigsrådet. Denne kongefremfærd var i pagt med tiden ideologiske strømning, opmuntret af de europæiske fyrstehof som ville styrke deres status. Det kom tydeligst til udtryk gennem bygningen af Frederiksborg Slot, som blev spækket med monarkistiske symboler. Også de storslåede fester pegede i samme retning. Dette har næppe tjent til at berolige rigsråd adelen, som var på stadig vagt mod kongelig egenrådighed. Under forberedelserne til prins Christians bryllup i 1634 kritiserede rådet kongens ekstravagante krav på udgifter til festlighederne.
Kunne Christian 4. i langt stærkere grad have forankret sin offensive udenrigspolitik ved at mobolisere folket til støtte og indsats? Som vi har set, frafaldt kongen tanken om at indkalde stænderne for at presse rigsrådet før Kalmarkrigen. Her er den store forskel sammenlignet med den svenske kongemagt. Gustav 2. Adolf forstærkede traditionen med at den svenske konge var en argumenterende monark, som overtalte og pressede rigsdagen til at føre den politik han ville have. I det danske samfundssystem var det utænkeligt at bønderne gives en rolle i et stænderstyre, og vanskelig nok gorgerne og gejstligheden. Selv i Sverige deltog ikke adelen bønder i rigsdagen - de blev regnet som tjenere og blev respekteret af adelen. I Danmark udgjorde adelsbønderne næsten halvparten af alle bønder og krones festebønder stod i samme forhold til kongen som adelens bønder til herremanden. Det danske godssystem var tættere end det svenske når det gjaldt godsrettighederne og fæstebonde forpligtigelser. Desuden var det jo de adelige lensmænd som håndhævede krones herremandsmyndighed over bønderne. En politik baseret på at kongen skulle rive adel, borgere, gejstlig og bønder med sig på en aktivistisk politik, må derfor siges at have været aldeles utænkeligt i Danmark. I Sverige forhandlede kongen med bonde repræsentanter på rigsdagen for at få udskrivninger af bondesoldater som skulle sendes i krigen. Udskrivningen af titusinder af bondesoldater til aktiv krigstjeneste stred mod arbejdskraftbehovet i både det adelige og det kongelige danske godssystem. Og hvis tiltagene fortsat skulle baseres på lejetropper, ville det være blevet så kostbart at kongens overtalelsesevner måtte have været himmelske for at få stændernes støtte til noget sådant.
Det var da heller ikke kongen som var mest for indkaldelse af stændermøder i den periode hvor regeringen gik til dem. Kongen blev trukket med rigsrådet ind i en stændermødeordning, fordi rådet ikke ville tage ansvaret for den stadige skatteoptrapning.
Når kongen og rigsrådet fra 1627 begyndte at indkalde til danske stændermøder - som regel uden bønderne -, viste det sig at disse møder bidrog til at svække både kongens og rådets centralmagt til fordel for en øget provins deltagelse i Finans styringen.
Fremtiden bar en radikal metode for at gennemtrumfe kongens vilje: enevældet. Men den traditionelle metode som stærke konger i Danmark-Norge havde benyttet sig af for at få sin vilje igennem, var at kongen dominerede rigsrådet. Danmark og Norge fungerede ikke som et fælles politisk system, og kongen kunne ikke bruge støtte fra Norge til at gennemtrumfe en politik i Danmark. Erfaringen fra Kalmarkrigen viser desuden at der i Norge slet ikke fandtes nogen sådan støtte art hente, her var der tvært imod en massiv og sej modstand mod en aktiv og kostbar udenrigspolitik.
Chr. 4 til hest maleri af Karel van Mander
