Hvordan så man på Chr.4
Hvordan så man på Christian 4. og kongens forudsætninger.
Indtrykket af Christian 4. er meget sammensat, og de mystiske og reelle træk ved kongens personlighed har i den almene opfattelse gledetover i hinanden. Under enevældet bidrog historikerne til en mytedannelse, og senere har populære formidlere af historien fornyet dem, sådan at forestillingen om den folkelige, retfærdige og tapre konge har været en del af den danske nationale selvforståelse. Christian 4. er gjort til genstand for en patriotisk kongedyrkelse, som en moderne dansk St. Olav, helten som i sit nederlag blev en martyr for den danske nation og sådan blev den evige danske konge - den storslåede fejring af hans 400 års konge værdigheds jubilæum i 1988 markerede dette stærkere end nogensinde.
Nordmændenes forhold til Christian 4. har væretmodstridende. Hans store personlighed har charmeret mange, og der har været lagt stor vægt på hans interesse for Norge. Særlig kom disse holdninger tidligere til udtryk i Oslo, som i 300 år bar Christian 4.s navn (Christiania), og som i slutningen af 1800-tallet markerede sig som den royalistiske bastion i Norge, i kamp med den nationaldemokratiske folkebevægelse, som var stærkest i bygderne. De mest principfaste fædrelandsvenner har givet ham hovedparten af ansvaret for krigskatastroferne i midten af 1600-tallet, især for tabet af store og vigtige norske landsdele til Sverige. Ambivalensen i forhold til Christian 4. kom til udtryk i 1988, da hyldesten blev afgrænset til de kommunale festivaler i de norske byer som Christian 4. havde grundlagt.
Den officielle godkendte historieskrivning under enevældet fra 1660 til 1814/48 kombinerede kongehyldesten med fordømmelse af den gamle adel, som blev stemplet som uduelig og egoistisk. Ludvig Holberg fremstilede Christian 4. som en borgervenlig monark, og de danske nationalliberale historiker på midten af 1800-tallet sluttede sig til denne fortolkning. Deres ideologiske arvtagere en generation senere brød med den positive vurdering af Christian 4. og bebrejdede ham for nas mangel på overblik, en fortolkning som senere har holdt sig nok så usvækket blandt faghistoriker både i Danmark og Norge. En medvirkende grund til kritikken af kongen er at han i sin tid nærmest var en stormagts- og krigspolitiker, mens dansker og nordmænd i det 20. århundrede har taget identiteten knyttet til respektive landes småstats og freds politik.
En empiristisk og sociologisk orienteret norsk historikerskole har i der 20. århundrede fremhævet den stærke statsvækst som fandt sted under hans ledelse. På dette område er han blevet opfattet som et fremtids orienteret monark: han lagde grundlaget for enevældets embedsværk, som spolede en vigtig rolle i lang tid efter 1814. I Danmark er det blevet fremhævet de sidste 15 år at monarkiet øgede beskatningen fra at basere sig mest på krongodset (kongens godser) til at opkræve stadig større ekstraskatter (fra lokale til statsskatter), så der kunne etableres et stort militærvæsen (begyndende militærstat), og at staten som følge af dette kraftigt styrkede sit greb om indbyggerne, - der var ved at opstå en såkaldt magtstat. Dette står mildest tal i et spændingsforhold til en udbredt opfattelse af kongen som en aristokratisk traditionalist, men falder godt i tråd med en anden fortolkning, at han var en fyrste som vil bestemme mest mulig selv. Den stadig tiltagende magtkamp mellem kongen og det danske rigsråd har været åbenlys for alle historikere, men der er også peget på at de to parter var enige om at hævde central magtens myndighed, og at rigsrådet medvirkede til at styrke staten.
Kroningen af den 19 år gamle konge i 1596 var frem for alt en markering af kongedømmets styrke set i forhold til andre fyrster i Europa. En sådan storslået ceremoni før først sin fulde mening når den opfattes som en demonstration som har til mål at gøre indtryk på et kyndigt og forventningsfuldt udenlandsk publikum, omtrent som olympiske lege fremmer prestigen i det 20. århundrede. På samme måde var det med de fyrstelige bryllupper, som også mere og mere blev udviklet til ekstravagante forestillinger, som kostede hundredetusinder af daler, særlig tronfølgerens bryllup i København i 1634.
Kroningen i 1596 satte et værdigt punktum for formynderstyret 1588-96, som havde været en succes. Den væsentligste undtagelse var mere af personlig art, bruddet mellem enkedronning Sofie og rigsrådet. Det kan have bidraget til at Christian 4. blev ensom, men det var næppe af så stor betydning, som vi anser i dag. Det var almindeligt at unge aristokrater voksede op, værk fra deres forældre, og det gjaldt også Christian 4. delvist.
Forholdet mellem konge og rigsråd begyndte mere harmonisk end da Frederik 2. overtog styret i 1559. Dette kan bedst forklare med at de personlige bånd knyttede kongen og rådet sammen, rigsrådet var kongens læremester, og kongen var eleven. Formynderregeringen havde indpodet barnekongen respekt for det nedarvede fællesstyre mellem kongen og adel og havde indprentet ham at kongen skulle styre efter en håndfæstning og love som en retfærdig monark. Arild Huitfeldt, den adelige historiograf og rigsråd, pegende i sin store danmarkshistorie på hvilke ulykker som kunne blive udløst af et tyranni som Christian 2. havde stået for. Kun ved at konge og råd haver indtog sin faste plads i styret, og ved at man respekterede alle regler og rettigheder som regulerede forholdet mellem herremænd og bønder, og mellem øvrighed og undersåtter, kunne man undgå den katastrofale tvekamp som havde ødelagt samfundet i 1520 og 30-årene.
Det var dengang heller ikke naturligt at betragte hverandre som modparter, set i lyset af forholdet konge-råd under de forrige monarker, dengang var parterne mere et sammensvejset hold end to separate organer. Så længe der ikke var flere negative erfaringer, var der for rigsrådet større anledning til at se på den unge konge med stolthed end med frygt, og kongen havde så store udfoldelsesmuligheder at han i første omgang ikke kan have følt sig hæmmet af de barriere som samstyret med rådet senere satte for hans regering.
Vurderet fra en fjern eftertid, er det muligt både at få øje på stærke og svage træk i den oldenborgske regerings status.
I de første årene efter 1596 var den indenrigske politiske situation god. Der var gået 26 år siden sidste krig, og både Danmark og Norge nød godt af en vedvarende økonomisk opgang som i nogen grad kom hele befolkningen til gode, men specielt aristokratiet og hoffet. Monarkiets indtægter oversted udgifterne, sådan at det var mulig at videreføre lavskattepolitikken fra slutningen af 1570-årene. De indre politiske spændinger var mindre end tidligere i Danmark og i Norge. Situationen indbød ikke til noget opgør med tidligere magthavere. Kong og råd tværtimod sammen om at slå ned på regionale og lokale embedsmænd som havde misbrugt deres stillinger. At kongen var den som skulle lede, syes det ikke at rigsrådet havde problemer med at acceptere. Det var netop det formynderne havde opdraget ham til at gøre. Christian 4. kunne trække veksler på en monarkistiks ideolog som nu gjorde sig stærkere gældende, og som kom til udtryk i kronings højtiden, i opfattelsen af kongen som Guds statholder på jorden.
En medvirkende årsag til den relative idyl i Danmark-Norge i 1596 var at regeringen efter 1750 havde regeret yderst forsigtigt. Den havde hverken hjemme eller ude påtaget sig større forpligtigelser end den kunde magte, og dermed var heller ikke undersåtterne blevet udsat for så store pålæg at det udløste større konflikter. Men dette var også en indbygget svaghed i det oldenborgske system efter 1536. Med undtagelse af Frederiks 2.s ungdomsraptus i syvårskrigen var regimet præger af konservativ forsigtighed. Særlig udtalt var dette i udenrigspolitikken, hvor regeringen havde reageret meget langmodigt på den svenske offensiv i nord og øst og for det meste fuldt en fast forhandlingslinie i tvister med fremmede fyrste.