Kvitnes
Kvitnes Handelssted
Fra Finnkroken styre vi nordover, og idet vi svinger omkring Grøtnes, ser vi atter ud i det åbne hav. Men fortsat er fjorden indrammet af fastlandet og øer. Turen går langs Reinøya forbi Karlsøy med kirken og præstegården til Vannøy på den anden side af sundet. Her passerer vi først Vannstua, som i gammel tid var jekteleje og præsteresidens, siden det gamle skipperleje Vannvåg. Båden svinger omkring et næs og med et ligger handelsstedet Kvitnes foran os i en lille bugt.
Her er ingen kaj, så vi er nødt til at "lande" på kysten på gammeldags vis. Vejen slynger sig herfra op mellem pakhusene, sniger sig rundt om hjørnet af butikken, slænger sig frem til fiskerhuse og andre småhuse, før den sætter kursen mod hovedbygningen med sine udhuse, som alle ligger i en klynge midt på den grønne slette. Her er et stort og åbent landskab, uden skov men med en krans af grønne bakker som omkranser handelsstedet. Udsigten oppe fra bakkerne er storslået. I sydvest ligger Ringvassøy og Reinøy med sine tinder, i forgrunden Karlsøy med sine skov. Længere mod syd kan man se Lyngsfjellenes topper og is bræer, øst for dem kommer de mørke nøgne fjeld vægge på Armøy. Lige bag, i nordvest, ligger de høje Vanna fjelde, mens havet åbner sig ret i Nord, med øerne Spenna og Fugløy ude i åbningen.
Stedet har en gammel kulturbaggrund at bygge på. Her var der allerede i middelalderen en kirke, som havde stor søgning under det rige fiskeri i gammel tid. Men på 1600 tallet gik storfiskeriet tilbage og kirken blev nedlagt. Ikke så længe efter kom den slægt til gården, som skulle blive siddende i 250 år som jekteskipper og handelsmænd.
På slutningen af 1600-tallet kom Jeremias Eliassen Figenschou til Kvitnes, bosatte sig der og byggede hus. Det fortælles at det første hus han boede i, ikke var større end at når han lå med hovedet ved den ene væg, så kunne han nå den anden med fødderne. Man formoder med rimelig sikkerhed af han var søn af den berømte kunstmaler Elias Fiigenschoug, som virkede i Bergen op 1657. Jeremias Figenschou var gift tre gange. Med sin første kone Ane Høyer fra Bergen havde han to sønner som rejste til Rusland og ikke kom tilbage. Hans anden hustru var Marie Torgersdatter, vistnok også fra Bergen. Hun var antagelig i nær slægt med bergensborgeren Niels Nielss. Juel på Rødgammen, stedfar til Jan Wormhus. Af børn i dette ægteskab kendes Torgeir, Catharina og Hans Juul. Siden blev Jeremias tredje gang gift med Margrethe Pedersdatter fra Bergen, og havde med hende sønnen Peder.
I 1701 var Kvitnes værdi sat til 1 våg 2 pund, og tilhørte proprietærgodset. Jeremias Figenschou kaldes da en "velholden mand, haver handel og kredit fra Bergen og holder bygdefar til landets tjeneste". Foruden to sønner havde han 6 foster sønner, deraf en fra Bergen, og 5 drenge deraf en fra Fosen. Et tilsvarende antal kvinder var der vel også i huset. På den tid var der ingen borger i sognet, og man må antage at Figenschou havde en betydelig omsætning. Han døde i 1740, og enken fortsatte da med handelen og jektebruget i længere tid.
Sønnen Hans Juul Figenschou var omkring 1750 bosat på Vannvåg, han havde overtaget denne gård efter sin bror Peder, som nu flyttede til Nord Grunnfjord. Hans Figenschou havde da overtaget jektebruget, men moderen fortsatte med handelsstedet på Kvitnes. Hun døde antagelig kort efter 1750, sønnen flyttede nu til Kvitnes og sad en tid med handel og jektebrug, og med begge gårdene. Han var gift med Rebekka Mortensdatter Heggelund, hvis far var jekteskipper på Bakkeby, og havde med hende sønnen Jeremias. Ægteskabet blev kort, fordi Hans Figenschou omkom "ved en ynkelig og ulykkelig hændelse på havet" foråret 1756.
Kort efter blev enken gift med Abraham Lockert, søn af skipper Anders Lockert på Sortland i Vesterålen. Han overtog Kvitnes og Vannvåg i 1760 og fortsatte med handelen og jektebruget på Kvitnes. Deres to sønner tog slægtsnavnet Figenschou. Den ene af dem var Hans Figenschou, som i 1789 fik gæstgiver bevilling på Vannvåg, den anden Peder Figenschou, slog sig samme år ned i Tromsø. Imidlertid døde Abraham Lockert allerede før 1770. Han må have været en meget velstående mand. Trondhjemsborgeren Hans P. Giæver på Maursund beklagede sig over at denne rige "knapen" (bondehandler) havde langt større handel end ham selv. Velstanden på Kvitnes bekræftes også af det store sølvfad med Abraham Lockerts og hustrus initialer, som fremdele er i familiens eje og er det største kendte sølvfad som er udført i Bergen fra den tid.
Endnu i 1780 sad enken Rebekka med jektebrug og handel på Kvitnes, men kort tid efter blev stedet overtaget af hendes søn fra første ægteskab Jeremias Figenschou (den yngre). Han fik 14. maj 1785 gæstgiverbevilling på Kvitnes, mod en årlig afgift på 3 rdl. I 1783 var han blevet gift med Anna Rebekka Mühlenphort Heggelund, datter af handelsmand og skipper Mikal Sørensen Heggelund på Vannstuen. Ægteskabet varede i ti år, og de havde fem børn sammen, blandt dem sønnen Hams. Jeramias Figenschou døde brat i 1793 efter et fald ned i havet fra en jekte, som lå under losning for at sejle til Bergen.
Hans enke blev snart efter gift med Peter Harboe Holst, tidligere sorenskriverfuldmægtig, som fik gæstgiverbevilling på Kvitnes 12. november 1799. Ved folketællingen 1801 sad han som gæstgiver og jekteskipper med hustru, tre stedbørn og to egne børn, i huset boede også hans egen svoger Henrich Heggelund som jektestyrmand, 6 drenge – deriblandt en Michel Russ – og 5 piger.
Efter at Holst var død i 1810, sad Anna Rebekka igen som enke med handelen, mens sønnen Hans overtog jektebruget. Hun fik fornyet bevilling 2. september 1817 mod 12 spd. I afgift – et tegn på stedets voksende værdi. Jektebruget ophørte ca. 1830, da handelen med Tromsø gjorde jekte sejladsen overflødig. Kort efter må enken være død.
Sønnen Hans Figenschou (den yngre) havde som nævnt ejet jektebruget en tid, og udførte bl.a. en af de hurtigste sejladser vi kender fra Bergen til Tromsø. Han med sin jekt "Pelicanen" den lange vej fra Bergen til Tromsø på 6 døgn. Men ellers kunne en Bergens tur nemt tage 6 til 8 uger medregnet opholdet i byen. Var været dårligt kunne jekterne bruge op til 5 uger hver vej. Han blev i 1825 gift med Martha Margrethe Heggelund, datter af hans søskenbarn Mikal Heggelund på Oldervik. Året efter blev den nye hovedbygning rejst på Kvitnes. Hans Figenschou fik gæstgiverbevilling 29 juli 1836 og fortsatte med stor handel på stedet. Familien var stor med 6 børn og mange tjenere i huset. I sin høje alderdom sad Hans Figenschou sig til at skrive en meget interessant beretning om sin slægt. Han døde i 1879 som en maget gammel mand.
Stedet gik da for en tid over til hans ældre sønner Jeremias og Søren Figenschou. Det var i deres tid forfatterinden Magdalene Thoresen besøgte Kvitnes og gav en skildring af stedet, præget af romantik, men også pessimisme. Stedets saga varede nu alligevel lang tid endnu. Jeramias døde i 1886, broderen Søren Martin nogle år senere, og den yngre bror Albert Martin overtog da Kvitnes. Han var gift med Marie Sogge og havde tre børn blandt dem sønnen Hans Figenschou, som blev den sidste ejer af Kvitnes i denne slægt. Da han døde, blev stedet købt af Ola K. Giæver, Lyngseidet. Kvitnes havde da været handelssted i ca. 250 år under 7 generationer af samme slægt i ubrudt mandslinie.
Den gamle bebyggelse på Kvitnes er til dels meget interessant. Ude på gårdspladsen står et gammelt rødmalet skur (stabbur) med en usædvanlig pæn dør. Fyldninger i døren er lagt i et ejendommeligt fiskebensmønster og over dørkarmen en udskåret kone af barokt præg. Meget tyder på at dette skur kan være helt tilbage til den ældste Figenschous dage.
Hovedbygningen er opført i 1826 af Hans Figenschou. Det er en toetagers bygning, med en midtergang, køkken bag denne og stuer fordelt på begge sider. Især dagligstuen, har en smagfuld indretning med enkel brandmursindramning og pilastre i empire. I spisestuen er der en dør med knækket listeværk, antagelig fra det ældre beboelses hus. Ovenpå er der soveværelser. Indgangsdøre har en indramning med udskæringer og ornamenter i empire, den skal efter sigende være lavet af Hans Figenschou selv.
Rummene på Kvitnes var udstyret med smukke møbler og andet indbo som for det meste var arvestykker fra ældre generationer. Til de ældste ting hører en gammel rødmalet egekiste, med våbenskjold og rige løvedekorationer. Det er muligt at den har tilhørt Maren Torgersdatters forældre. Et sjældent familiestykke er også det gamle barokbord med en tyk stenplade, hvor der skal være mærker efter "gammelbondens" finger knoer. Ellers fandtes der møbler fra alle stilperioder, både indførte og norske. Der var gammelt køkkentøj og porcelæn, for ikke at tale om den sjældne samling af nydeligt gammelt familiesølv. En stor del af dette gamle arvegods er fremdels bevaret med den største pietet i familiens eje.
