Nord Arnøy Handelssted

Nord – Arnøy Handelssted

Fra Ørnes går ruten videre nordover i lukket farvand, til vi svinger hårdt omkring det høje forbjerg Kunna eller Støttrota. Her kommer det åbne hav direkte ind på fjeldvæggene under Kunna, og ude i vest sprøjter det til stadighed over de nøgne holme som ligger spredt. Men der var ikke længe, så kommer vi i læ af Fugløy, Fleina og Arnøy. Inde på fastlandet skimter man Gilleskål gamle kirke og bygderne omkring den, som er skjalden Elias Blix hjemegn.

Lidt syd for kirken ligger Indyr gård, et gammel godsejersæde og handelssted. Men denne gang vælger vi at sejle forbi stedet, og til Nord – Arnøy handelssted på nord pynten af Arnøya.

Her har sikkert helt fra gammel tid været et handelssted, da stedet altid har været flittigt besøgt af fiskere på gennemrejse til Lofoten. Det hændte at de stak kursen direkte herfra ret over Vestfjorden til Lofoten, eller kom ind den modsatte vej. På stedet var der i 1720 to trondhjemsborger Jacob Sussemil og Jochum Sussemil, antagelig far & søn. Jochum var i 1740 ejer af 1 våg jord i Nord – Arnøy, endnu i 1760 hedder det at han handler på stedet i tre måneder om sommeren, men bor i Trondheim. I 1764 var han død, og enken "Kjersten sal. Susemels" sad derefter med borgersædet.

Samtidig havde Arnøy et skippersæde, som i 1740 blev brugt af Johan Erichsen Blix, søn af stiftskriver Erich Blix på Mjønes. Han var af en formuende slægt og ejede i 1760 3 våger (våg = havbugt) af gården (Sør Arnøy). Johan Blix havde bygdefarsjekte, som omkring 1760 blev overtaget af sønnen Knud Johansen Blix. Han flyttede til stedet omkring 1780 med en jekte, mens Jørgen Blix havde to og fra 1790 tillige var gæstgiver. Siden fortsatte Blix´erne i generationer på dette sted.

Handelen på Nord Arnøy blev fortsat af trondhjemsborgeren Dines Susemel sikkert en søn af Jochum. Det blev samtidig i 1780 oplyst at borgersædet var på kongens grund. Efter ham igen blev de bestyret af sønnen Jochum Susemel (d. yngre), som først var trondhjemsborger, men siden fik gæstgiverbevilling den 13 maj 1797, mod 6 rdl i årlig afgift. Han var i 1801 gift med Karen Jonita Hveding, og i huset boede samtidig hans halvbroder Andreas Maursund. Om hans handel er kun fortalt lidt, og han var den sidste fra Susemel slægten på Nord Arnøy.

Omkring 1812 –13, var en Niels Jorde blevet gæstgiver på stedet. Afgiften var kun spd. Årligt, altså kun en ringe afgift i forhold til Kjerringøy eller Grøtøy. Niels Jorde døde i 1840, og hans enke fortsatte handelsstedet og udøvede også gæstgiverretten. Senere gik stedet over til Carl Olsen Dverset, født i Gilleskål. Han var handelsmand og selvejer på gården, gift med Gertrud Olsen fra Ytterøy. I 1907 sad deres døtre Sofie og Gerda Olsen med handelsstedet, som nu ejes af Gerda Olsen alene. Det har i 1940 mest betydning som dampskibsanløb og posthus for Arnøy.

De gamle huse på Nord Arnøy var ganske imponerende at se på, hvor de lå i en lang række efter hverandre udover den stejle næs. Længst ude stod de to store sammenbygge brygger på stolper ud mod havet, længere inde lå butikken og hovedbygningen. Beboelseshuset er et langt træhus med skiffertag. Huset er med lodret og vandret træbeklædning og med en enkel empire ramme omkring døre og vinduer. Hoveddøren har et over lys vindue med et buet midterparti, mens topstykket er retlinet. Huset har 8 vinduer i række i hver etage, så det virke stort og rummeligt. Den ældste del af bygningen er opført af Nils Jorde, og omkring 1840 udvidet af Carl Olsen Dverset. Fra hans tid stammer døre, brandmurer og indretning i øvrigt. Storstuen har brystpanel med fyldninger, som er prydet med romber og halvcirkler. Efter at stedet havde mistet sin betydning er butikken og de to sammenbyggede brygger revet ned i 1932, mens hovedhuset stadig stod i 1940, som et minde om fordums storhedstid.

arnoy1