Vibeke Kruse ? - 1648
Vibeke Kruse ? - 1648
Vibeke Kruse blev Christians faste livsledsagerske fra 1629 og de følgende 19 år frem tik sin død i 1648. Vibeke Kruse var i tjeneste hos Kirsten Munk, men på et tidspunkt fyrede hun Vibeke og andre medlemmer af sin kvindelige tjenestestab "helt uformodentlige". Hvad der siden hændte, har kongen selv fortalt: "En dag eller to derefter som jeg om morgenen før dagen gik ned ad slottet hen ad Proviantgården, da så jeg et kvindfolk blandt folkene, som var klædt på adelsk (dvs. i adelig klædedragt), hvorfor jeg befalede at erfare, hvem det var. I det samme blev jeg var, at det var fru Ellen Marsvin, hvorfor jeg straks (sagde) til hende: Ellen, hvad gør du her så tidligt? Hvorpå hun svarede: Jeg har at tale med Eders Majestæt om noget, som ligger magt på (dvs. er mig magtpåliggende). Langt omsider spurgte hun mag ad, om hun måtte beholde Vibeke hos sig. Hvorpå jeg vendte mig om til hende og sagde: Ellen, hvad kommer det mig ved, hos hvem hun er? For mig må hun være hos hvem, det hende lyster. Hun er und, hun får vel en tjeneste igen. Hvortil hun svarede: det er vel, og om det intet er Eders Majestæt imod, da vil jeg gerne have hende hos mig. Hvortil jeg svarede: ja. såmænd, al den del, jeg har i hende, den vil jeg gerne oplade (overlade) dig. Så takkede hun mig og tog sin afsked fra mig og tog lige ned ad byen og ville ikke blive til et måltid hos mig på slottet.
Christian 4. undrede sig altså såre over, hvad i alverden det kom ham ved, hvem, Ellen Marsvin ville ansætte i sin tjeneste. Det viste sig imidlertid, at hun havde skumle bagtanker. Nogle uger enere var kongen i Svendborg med et af flådens skibe. Det trak imidlertid ud med at få skibet gjort klar, og Ellen Marsvin inviterede derfor kongen til sin nærliggende herregård, Kærstrup på Tåsinge (i dag Valdemar slot). Og under kongens ophold her blev han ved Ellen Marsvins mellemkomst bragt sammen med Vibeke Kruse og indledte et kærlighedsforhold til hende. Og da kongen nogen tid senere på gennemrejse fra hertugdømmerne aflagde besøg på en anden af Ellen Marsvins herregårde, fik han atter lejlighed til at træffe Vibeke Kruse, der nu var kendeligt gravid. Ellen Marsvin spurgte konge: "Nådigste herre, hvorledes behager Vibeke Eders Majestæt nu?" og kongen fortsætter: "Hvortil jeg intet svarede, men lo deraf. Siden tilbød fru Ellen sig, at hun ville lade Vibeke ligge i barselsseng på en af hendes gårde, hvis hun måtte. Hvortil jeg intet svarede, men gik fra hende".
Elle Marsvin optrådte altså som koblerske. Og hendes tilbud om at lade Vibeke få lov at føde på et af hendes godser var ikke blot udtryk for gæstfrihed og generøsitet, men også for anerkendelse. Seksuel aktivitet uden for ægteskabet var på den tid forbudt og strafbar, børn født uden for ægteskab blev benævnt uægte børn, og et herskab var i sin gode ret til at bortvise ugifte gravide kvinder. Det havde Ellen Marsvin altså kunne gøre med Vibeke, men valgte netop ikke at gøre det, så der var altså tale om en anerkendelse fra hendes side af kongens og Vibekes forhold. Hvorfor i alverden handlede hun således? Hvad ville hun opnå?
Sagen var den, at Ellen Marsvin var særdeles misfornøjet med, at datteren Kirsten Munk havde brudt med Christian 4. Hun havde i sin tid været ivrig for, at datteren knyttede forbindelse med konge pga. de økonomiske fordele, hun slev ville kunne få ud af det og frygtede nu for, at det fra nu af ville være forbi med de fordelagtige forretninger, hun kunne gøre med sin kongelige svigersøn. Hun håbede - ligesom kongen i øvrigt på, at det ville muligt at forsone datteren of svigersønnen. Hendes værste frygt i den henseende var, at kongen fandt en anden adelsfrøken til at overtage Kirstens plads og dermed effektivt spærre for, at hun kunne vende tilbage. Det var for at forhindre dette, at hun tog Vibeke Kruse i sin tjeneste og arrangerede forbindelsen mellem hende og kongen på Tåsinge. Hun ville derved skaffe kongen midlertidigt kvindeligt selskab og seksuel adspredelse med den borgerligt fødte Vibeke Kruse. Hun har antagelig regnet med, at kongen hurtigt og ubesværet ville kunne skille sig, ligesom det efter tidens normer var aldeles udelukket, at noget ægteskab ville kunne komme på tale mellem kongen og en borgerligt født. Vibeke ville, således har Ellen Marsvin ræsonneret, let kunne lempes ud igen, når det atter var kommet til forsoning mellem kongen og Kirsten Munk.
Men der kom bare aldrig nogen forsoning. Ellen Marsvin måtte tværtimod efterhånden se i øjnene, at hendes ide med at bringe kongen i forbindelse med Vibeke Kruse havde været et fejlgreb af de helt store. Vibeke havde nemlig fra sin tid i tjeneste hos Kirsten Munk et indgående lendskab til sin tidligere frues gøre og laden, herunder utroskab, hvad hun havde mulighed for at underholde kongen med og ganske givet også gjorde. Hendes egen stilling som kongens elskerinde afhang af, at kongen ikke blev forsonet med Kirsten Munk, og hun har som kongens nære fortrolige haft mulighed for at gøre sit til, at Kirsten Munks utroskab i hvert fald ikke blev "underdrevet".
Ellen Marsvin indså, at hendes strategi med at bruge Vibeke Kruse altså var slået fejl. Derfor ændrede hun holdning og tog nu sin datters parti. Hun hævdede nu med stor styrke, at det var Vibeke Kruse, der havde været årsag til de kongelige ægtefællers sammenbrud. Da Vibeke Kruse og kongen først var kommen i forbindelse med hinanden i 1629, altså året efter at Kirsten Munk Mortensaften 1628 havde afbrudt samlivet med kongen, den kendsgerning blev Ellen Marsvin nu nødt til at se bort fra. Tværtimod måtte hun nu hævde, at der ikke kunne herske tvivl om, at Christian 4. var far til den kasserede frøken Dorothea Elisabeth. Det benægtede han at være og forlangte, at Ellen Marsvin skulle aflægge ed på sin påstands rigtighed. Og da det kom til stykket, turde hun ikke gå så langt. Hvem der så var faren, ved vi ikke. Det er højst tvivlsomt, om det var rhingreven, for han havde forladt Danmark i 1628, og Christian 4. beskyldte da heller aldrig denne for at være barnefader, men udlagde imidlertid heller aldrig nogen anden. Men fra at være tænkt som et redskab i Ellen Marsvins hånd, der skulle bidrage til, at bruddet mellem kongen og Kirsten Munk ikke blev varigt, blev Vibeke Kruse en effektiv hindring for, at Kirsten Munk nogensinde ville kunne genindtage sin gamle position som kongens hustru.
Vibeke Kruse var som nævnt oprindelig i tjeneste hos Kirsten Munk. Officeren og diplomaten Ditlev Ahlefeldt mente at vide, at hun nærmere bestem skulle have været vaskepige. Om hendes baggrund vides ikke meget. Den engelske gesandt Robert Sidney, jarl af Leicester, karakteriserede hende i 1632 som "et fruentimmer af meget lav herkomst" og hævdede endda, at hendes far skulle have været kohyrde, dvs. så langt nede i tidens sociale hierarki som man næsten kunne komme. Men dybest set var englænderens karakteristik nok ikke udtryk for andet en social foragt, fordi hun ikke var adelig, og moralsk forargelse, fordi hun var elskerinde. Forargelsen fortsætter i hvert fald i de umiddelbart følgende sætninger af diplomatindberetningen: " men han (kongen) ligger hver nat hos hende, thi hun følger med ham alle vegne og han har et barn med hende. Sådant er denne konges levned: at drikke hver dag og ligge hver nat hos en hore. Gud være takket, som har givet England en så dydig konge, og den samme Gud velsigne og bevare ham længe."
Historikeren Sune Dalgård har fremlagt stærke indicier for, at hun var datter af eller i det mindste en nær slægtning til Henrich Kruse, der var husfoged på kongens ejendom i byen Krempe i Holsten der lå tæt ved den vigtige fæstningsby Glückstadt ved Elben, der var det danske monarkis sydgrænse. Hvis det er rigtigt, var Vibeke Kruse altså holstener og hendes familie kom fra embeds- og borgerstanden. På det sidste punkt har hendes baggrund i så fald lignet de to tidligere elskerinders. Kirsten Madsdatter og Karen Andersdatter.
En indikator på, at Vibeke Kruse stammede fra det sydlige Holsten, var det forhold, at kongen skænkede hende en række ejendomme, der lå netop her. I 1637 fik hun således foræret et hus i byen Glückstadt samt et gods i nærheden. Det peger også i retning af hendes tilknytning til egnen, at kongen i 1633 sørgede for at reservere et gravsted til hende ved altret i kirken i Krempe. Men også i København fik hun foræret en ejendom, der lå tæt ved slottet, ligesom hun blev tildelt et årligt "honorar" på 500 rigsdaler, senere forhøjet til 600. Derved var hun lønnet omtrent på niveau med en højere embedsmand.
Hun fødte i 1630 sønnen Ulrik Christian og i 1633 datteren Elisabeth Sophie, der begge fik tildelt efternavnet Gyldenløve. Vibeke Kruse opholdt sig ofte på de forskellige slotte sammen med kongen, parrets fælles børn foruden Kirsten Munks døtre. der også boede hos kongen. Hun synes ikke mindst at have ledsaget kongen på de mange rejser rundt om i sine riger og lande, som han vedblev at foretage sig frem til sin død. Hun var også med, da kongen i 1641 opholdt sig i en militærlejr i Holsten, og efter nytår 1644 gav kongen ordre til, at der ombord på orlogsskibet "Trefoldigheden" skulle indrettes en kahyt til Vibeke Kruse foruden plads til hendes "dreng og fyrbøder". Om hun var med ombord under søslaget ved Kolberger Heide i juli samme år - det slag, hvor Christian 4. mistede det ene øje - vides ikke men det er nok troligt.
Hvordan forholdet og samlivet mellem hende og kongen var, ved vi ikke meget sikkert om. Men på grundlag af de indicier, som det sparsomme kildemateriale kan give og ræsonnementer herover, vurderer historikeren Sune Dalgård: "Med sin rod i lavere stand var hun naturligt indstillet på at skulle vise lydighed, troskab og loyalitet over for de højere og herskende og da i særdeleshed over for kongen og hans nærmeste. Hun synes usvigeligt at have vist en sådan troskab og hengivenhed over for sin herre og ikke være veget fra ham, når han ønskede at have hende nær og søgt at tjene ham i et og alt. Hun sørgede vel først og fremmest for kongens personlige fornødenheder så som at sy poser til brug ved hans bad." Hun må med andre ord have været Kirsten Munks diametrale modsætning.
Spørgsmålet er så. om hun brugte sit nære forhold til kongen til at øve politisk indflydelse, sådan som det i samtiden blev hævdet, og som er blevet gentaget af senere historikere. Der er tidligere argumenteret for, at hun kan have haft en interesse i over for Christian 4. at beskrive sine oplevelser i Kirsten Munks tjeneste på en måde, så det ikke fremmede nogen forsoning. Der kan også findes en del eksempler fra kilde materialet på, at folk henvendte sig til hende med ønsker eller klagemål i den tro, at hun i kraft af sin nære relation til kongen ville være i stand til at bevæge kongen til at opfylde supplikanternes ønsker. Men det forhold, at mange mente, at hun som kongens elskerinde og samleverske ville være i stand til at udvirke, at kongen imødekom deres ønsker og klagemål, er ikke nødvendigvis det amme som, at det rent faktisk forholdt sig sådan. Dune Dalgård har fremfundet og nøje gennemgået de eksempler, der kan findes på, at hun tilsyneladende brugte sin position til at øve indflydelse på administrative og politiske anliggender. Men eksemplerne er begrænsede, og langtfra entydige. Et eksempel til at illustrere hvori fortolkningsproblemerne består, er følgende: i 1637 sendte kongens ældste søn, den udvalgte pris Christian, et brev til Vibeke Kruse med anmodning om at han ønskede, at hans livknægt, Hans Jensen, måtte få embedet som slotsfoged på Kronborg, og at han derfor ville bede Vibeke Kruse om at lægge et godt ord ind for ham. Og Hans Jensen fik faktisk embedet men, skriver Dalgård, "om det skyldtes hans kvalifikationer eller kongens ønske om at imødekomme sin søns anbefaling eller et godt ord fra Vibeke Kruse. lader sig vist ikke afgøre." Læge og kongelig botaniker Otto Sperling harcelerede i sin selvbiografi over en doven og uerfaren, ja helt igennem uduelig urtegårdsmand (gartner), der angiveligt i høj grad besværliggjorde Sperling virke som botaniker. Alle klager til kongen og anmodninger om at få ham udskiftet med en mere duelig og påpasselig urtegårdsmand var imidlertid forgæves, fordi urtegårdsmanden var gift med Vibeke Kruses søsterdatter. Sperling er imidlertid næppe noget helt pålideligt vidne på det punkt. Han var nemlig helt igennem Corfitz Ulfeldts, Leonora Christinas og Kirsten Munks Parti og følgelig særdeles fjendtlig sindet over for Vibeke Kruse. Og som taber i denne magtkamp endte han sine dage i fængsel.
Det er således muligt at forestille sig, at Vibeke Kruse ikke benyttede sin position til at øve indflydelse på kongens politiske og administrative afgørelser, men blot var en god og trofast støtte, der nøje kendte sin plads i hierarkiet, for den efterhånden aldrende konge gennem de sidste næsten 20 år af hans lange regeringstid. Det er også muligt at forestille sig, at kongens forhold til Vebeke Kruse følgelig var et privat forhold uden politiske og samfundsmæssige implikationer. Den første mulighed kan godt have noget på sig. Men den sidste mulighed er helt forkert. Vibeke Kruse og hendes skæbne indgik nøje i den standende konflikt mellem kongen på den ene side og Kirsten Munk og hendes slægtninge på den anden, og i bredere forstand indgik Vibeke Kruse og hendes børn stærkt i modsætningsforholdet mellem kongemagt og adel, der var det alt overskyggende politiske og samfundsmæssige konfliktspørgsmål i de sidste årtier af Christian 4.s regeringstid.
Kongens sidste regeringsår blev en del formørket af nederlaget til Sverige. Samtidig voksende en mistillid mellem konge og rigsråd. Den aldrende konges helbred havde længe været vaklende og flere og flere opgave gik over til kongens svigersøn Corfitz Ulfeldt. Denne havde varetaget sit embede på en måde, så Rigsrådets interesser blev tilgodeset for slet ikke at tale om Ulfeldts egne. (Corfitz Ulfeldt 1606 - 64 gift med Leonora Christine 1624 - 98 datter af Kirsten Munk). Ulfeldts stillingtagen for Kirsten Munk imod kongen førte dog til, at Christian 4. i stigende grad kom på kant med sin rigshofmester og svigersøn og begyndte at interessere sig nærmere for dennes embedsførelse. Ulfeldt på sin side begyndte i højere og højre grad at blive talsmand for Rigsrådets synspunkter og interesser i opposition mod kongen mange politiske initiativer. Men trods sin voksende uvilje og mistanke mod sin svigersøn var kongen, svækket af sygdom og politisk modgang som han var ikke i stand til at tage et opgør. Dertil kom, at Vibeke Kruse i begyndelsen af 1647 blev syg. Sygdommen skal have givet sig udslag i alvorlig åndelig og mental svækkelse. Kongen nærede mistanke om, at det var tale om en forgiftning, og at det var kredsen omkring Kirsten Munk, der stod bag. Han lod anstille en undersøgelse, men nogen konklusion kunne man ikke nå frem til, og det er ikke muligt at sige noget sikkert om sygdommens art, eller hvorvidt der virkelig var tale om en forgiftning.
Endnu en katastrofe ramte den aldrende konge, idet den udvalgte tronfølger prins Christian døde i juni 1947. I løbet af februar 1648 blev hans tilstand nemlig svækket mærkbart, og den 21. februar forlangte han at blive transporteret fra Frederiksborg til Rosenborg for endnu en gang at se sin hovedstad. Den 28. februar udånde han her. Vibeke Kruse og datteren Elisabeth var fulgt med kongen fra Frederiksborg. Men på Rosenborg tog Corfitz Ulfeldt, bistået af hustruen Leonora Christina samt parret håndgangne mænd over, så Vibeke Kruse har næppe haft lejlighed til at sidde hos kongen ved hans dødsleje. Og næppe havde han draget sit sidste suk, førend Vibeke Kruse og datteren brutalt blev vist ud af slottet. Rigskansleren Christen Thomesen Sehested ville stille en karat til deres rådighed, men det fandt Ulfeldt - parret ville være at gøre dem for megen ære, så hun måtte tage til takke med en gammel postvogn.
Den 13. april 1648 skrev Kirsten munk og hendes søn grev Valdemar Christian og hendes svigersønner til Rigsrådet og forlangt at Vibeke Kruse blev retsforfulgt. Hun blev i brevet benævnt "et letfærdigt ugudeligt menneske", og sagen blev fremstillet således at Vibeke Kruse med sine løgne, bagvaskelser og "sit forbandede levned" havde været årsagen til, at kongens og Kirsten Munks ægteskab var gået i stykker. Angiveligt for at skåne den afdøde kongens ære forlangte Kirsten Munk at retssagen skulle behandles "i enrum" dvs. bag lukkede døre. Sagt på en anden måde lagde hun og sønnerne op til at gældende lov og ret skulle tilsidesættes for Vibeke Kruses vedkommende.
Men så vidt ville rigsrådet ikke gå.
Der blev forhandler frem og tilbage, men til slut ville svigersønnepartiet ikke gennemføre en retssag på de vilkår som Rigsrådet tilbød. Under alle omstændigheder, så bukkede Vibeke Kruse under for sin langvarige sygdom sidst i april 1648. Til trods for, at hun af kongen i sin tid havde fået skøde på et gravsted i kirken i Krempe, og til trods for, at datteren Sophie Elisabeth arbejdede på at få hende gravsat i Vor Frue Kirke i København, så fik Ulfeldt parret som en sidste hævnakt gennemført, at hun blev begravet på fattigkirkegården uden for Københavns volde - om natten og uden ceremoni. Det blev tillige set som en særlig hån, at hendes begravelse fandt sted, førend Christian 4. var blevet bisat. Det blev dog alligevel ikke hendes sidste hvilested. I 1652 da de politiske konjunkturer havde ændret sig til Kirsten Munk og svigersønnernes ugunst, lod Vibeke Kruses søn Ulrik Christian Gyldenløve hende genbegrave i Kølstrup kirke ved Kerteminde. I dette sogn ejede han nemlig herregården Ulriksholm, som hans far Christian 4. havde skænket ham.
Leonora Christine
Corfitz Ulfeldt