KAP. XXIII
En Søndag blev Admiral Henrik Wind indbudt af Hollænderne, som laa i samme Havn som de to Borgerskibe og de tre engelske Skibe. Da Prædikenen var forbi, begyndte der et stort Gilde. Omtrent ved Totiden kom en stor Isbjørn løbende hen imod Boderne; den var meget grum at se til, og ingen af de Tilstedeværende mente at have set en saaden Bjørn før. Den var bleg af Farve med rødlige Kinder. Alle sprang op fra deres Pladser, bevæbnede med Bøsser og andre Vaaben for at forfølge Bjørnen, men den lod sig ikke fange og løb hurtig ned til Stranden og ud paa Søen efter at have bidt et Stykke af den Baad, fra hvilken den senere blev dræbt. Buscavierne fik fat i Baaden og styrtede saa ud efter den, harpunerede den og dræbte den tilsidst. Pelsen blev skænket dl vor Admiral. Om Aftenen tog vi derfra efter et herligt Traktement.
Først da vi kom derhen, var der opstaaet en stor Tvist mellem de engelske og hollandske Skibe om dette Grønland, hvilke Stridigheder vor Admiral bilagde med venskabelig Mæglen og erklærede, at Landet tilhørte Danmarks Krone, og alle blev saa forligte. Dette Land ligger herfra i nordøsdig Retning i en Afetand af halvandet Hundrede Mil og vender mod Nordøst der, hvor vi laa. Der findes en stor Mængde Drivtømmer, som vi benyttede til adskilligt, som vi trængte til. Landet kan ikke undersøges paa Grund af Gletscherne og den forskelligartede Is i Havet. Og hermed nok derom.
Derimod vil jeg med faa Ord omtale den Tvist, der opstod mellem vore Befalingsmænd, Admiral Henrik Wind og Enevold Kruse, Kaptajn paa det andet af Kongens Skibe. Anledningen var ikke stor. Det traf sig en Søndag, at Enevold Kråse gjorde et Gæstebud og agtede at indbyde Admiralen og den engelske Kaptajn paa det Skib, der laa i Havnen, samtidig med os. Han lod derfor Skibet pynte paa sædvanlig Vis og lod hejse sit Flag paa Stortoppen, hvilket kun en Admiral har Lov til, og i Kongens Artikler er dette forbudt under stor Straf. Admiralen blev derfor meget vred og modtog ikke Indbydelsen. Heraf opstod der en vældig Fornærmelse mellem de to, og det gik saa vidt, at hver Gang den ene kom i Land, gik den anden ombord. Engang hændte det, at Admiralen gik i Land. Jeg Uværdige var ogsaa i hans Følge tilligemed flere af mine Kammerater. Jeg dristede mig da til at omtale det skete for Admiralen, da han var kommen i Land, og sagde, at det saa ilde ud, om de uforligte begav sig paa Hjemrejsen, baade for vore og for fremmede Øjne, og især var det upassende, hvis de mødte saaledes frem for Kongen og gode Venner hjemme. Han blev meget bister og spurgte, om jeg formente mig i Stand til at forsvare Trods og Lovbrud og Overtrædelse af Kongens Mandat? Jeg sagde, at jeg havde talt i god Mening, da jeg hørte Engelskmændene idelig tale derom. Han blev da roligere og sagde, at hvis den engelske Kaptajn vilde yde sin Hjælp dertil, var han villig til Forlig. Jeg spurgte, om jeg maatte have Lov til at forhøre mig derom? Han gav mig Lov til det. Jeg gik saa til den engelske Kaptajn, som straks var parat og gik hen til Admiralen og lod sine Folk hente Enevold Kruse. Han fik dem saa forligte, og det hele kom i Orden. Jeg blev højlig agtet af dem alle tre paa Grund af dette.
Da vi havde ligget dér 11 Uger, vilde vi tage bort derfra i Guds Navn, baade paa Grund af Frost og Sne, thi vi blev undertiden tvungne til to Gange om Dagen at lette Anker og sejle frem og tilbage, eftersom Strøm og Drivis forholdt sig. Alle Skibenes Befalingsmænd vedtog saa skriftlig en Overenskomst om, hvilken Dag 1 August Maaned de skulde sejle bort fra Havnen. Dengang var det allerede saa stærk Frost, at ved Totiden var Isen ved Skibets Side to Tommer tyk, selv i Solskin. Dengang, vi kom derdl 1 Juni og Juli, skinnede Solen baade Dag og Nat. Den sidste Nat, vi opholdt os dér, faldt der saa megen Sne, at Sneen paa Dækket paa min sidste Vagt naaede mig over Knæerne. Tidlig om Morgenen, da Admiralen var kommen i Klæderne, kunde han næppe øjne mig fra Kahytsdøren; han ynkedes da over mig og hentede en Flaske med rhinsk Brændevin og lod mig drikke saa meget, som jeg havde Lyst til.
Den samme Dag sejlede vi, 15 Skibe ialt, ud af Fjorden. Midt i Fjordmundingen var der en
skjult Sandbanke, hvorpaa vort Skib stødte tre Gange, saa haardt, at de fleste, som stod paa Dækket, faldt omkuld, og alle ombord blev meget forskrækkede; men nogle af de fornuftigste gik ned med Lygter for at undersøge, om Skibet var blevet beskadiget, hvilket viste sig ikke at være Tilfældet, hvorved alle blev glade og priste Gud. Vi sejlede saa uden videre Forhindringer hjemad alle sammen, Indtil vi kom till Norge. Vi havde da sejlet 150 Mil fra Nordost med Kurs Øst for Island. Men lige før vi kom ind til Norge, blev Skibene skilte fra hinanden af en heftig Storm, og Borgernes Skibe tog en anden Vej, idet de skulde til Holland med Tran af de 5 Hvaler, som de havde fanget.