KAP XV

KAP XV

Det Aar, jeg tjente paa Kronborg Slot, som var 1620?, var der en stor Pest i Danmark, saa at der paa Sjælland døde 7000, i Norge 4000 og i Jylland 5000 Mennesker.  Nu var det i Kgl. Majestæts Artikler forbudt alle dem, som tjente paa Slottet at gaa ind i forpestede Huse, men det skete engang, at en af vore Kammerater ved Navn Thomas Randers laa meget syg af Pest, og da nogle af os holdt meget af ham, gik vi en Dag tre tilsammen hen til ham for at faa at vide, hvorledes denne vor gode Ven havde det. Stolende paa Gud gik vi ind i den saakaldte Forstue, ind i selve Husdøren og raabte ind til Konen, som boede dér, og spurgte, hvorledes Thomas havde det. Hun svarede, at han var begyndt at blive bedre. Vi sagde Farvel og bad hende hilse lille Thomas fra os, og gik derfra i den Tro, at ingen havde bemærket os, men et gammelt Ordsprog siger: at ingen kan se noget uden at fortælle det igen.

Engang skulde jeg have første Post om Aftenen, som er to Timer ad Gangen. Da sendte Vagtmesteren Caspar Bud til mig, da han havde lukket Slotsporten, at jeg skulde gaa fra Skildbænken og hen til ham, hvilket var meget usædvanligt, og sætte en Mand paa Vagt i Stedet for imedens. Da jeg kom til vor Vagtstue, var Vagtmesteren der- inde og sad tilbords med de andre, thi det var enhver tilladt at lade Maden hente fra sit Hjem om Aftenen, før Porten blev lukket. Da jeg kom, bød jeg ham en god Aften. Han tog venlig mod min Hilsen og spurgte, om jeg ikke vilde sidde ned og spise, hvorpaa jeg takkede og sagde, at jeg vilde modtage hans Indbydelse, naar min Tid var dertil kommen. Han tav lidt. Jeg spurgte, hvad han vilde mig? Han svarede, at han vilde mig mød og spurgte mig, hvor ofte Kongl.Majestæts Artikler var blevet oplæst, siden jeg var kommen til Kronborg? Jeg svarede: tre Gange. „Saa véd jeg,'' siger han, at Du har lagt Dig deres Indhold paa Hjærte. Mig synes, at det er blevet forbudt dem, der tjener paa Slottet, at gaa ind i et Pesthus.' Det bejaede jeg. »Da skulde jeg tro,'' siger han, "at Du har holdt Dig det efterretteligt." Jeg erindrer ikke bedre,' siger jeg. „Men jeg tør paastaa, at Du nylig har gaaet ind i et forpestet Hus!". Jeg nægtede det stærkt, og han spurgte, om jeg vovede at benægte hans Udsagn. Jeg sagde, at jeg havde Ret til overforhver og en at benægte alt Usandt, som blev mig paaduttet, men at jeg ikke benægtede, at jeg havde spurgt til en af Kongl. Majestæts Tjeneres Befindende. Han sagde, at jeg løj, og at jeg baade var gaaet til ham og havde spist og drukket hos ham. Jeg svarede, at alle, som sagde saadant, løj. Han spurgte, om jeg vovede at sige, at han løj. Jeg svarede, at han ikke løj af sig selv, naar han gentog Løgn, som andre havde fortalt ham. Derhos bad jeg ham sige, hvem der havde fortalt ham det, men det vilde han ikke. Jeg sagde, at Gud, den Almægtige, kunde træffe alle og enhver, hvor helst han vilde, enten han var paa Slottet eller udenfor, og naar Gud vilde, vi skulde dø, saa stod vi lige blottede, enten vi stod inden- eller udenfor Murene.

Alle, som var derinde, og som kendte hans Sindelag, var forundrede over mit Mod og hans Overbærenhed med mig. Ingen vovede at blande sig i vor Samtale. Han blev derefter meget blid imod mig, drak mig til og gav mig en Tallerken med en Ret god Mad. Man undrede sig meget over denne hans Optræden. — Han havde to Sønner, en paa 12 og en paa 13 Aar. De blev begge meget hidsigt angrebne af Pesten og døde efter to Dages Forløb, hvilket han tog sig meget nær.

Uagtet alt dette hadede han mig, men han forstod at skjule det, saa jeg intet vidste derom, hvorfor hans bedste Ven, Hans Tobrich, min anden Rodemester, der hele Tiden var mig god ligesom før, engang tog mig afsides og bad mig venskabeligt at tage mig iagt for Vagtmesteren, thi han nærede stort Had til mig paa Grund af denne Samtale i Vagtstuen, og fordi han saa snart efter vor Samtale havde mistet sine to Sønner, og Vagtmesteren troede derfor, at jeg var en Spaamand. Han bad mig om ikke at fortælle dette til noget Menneske, hvad jeg ogsaa højtideligt lovede ham. Han mente, at Vagtmesteren vilde styrte mig i Ulykke paa min Post en Nat, det ikke var Maaneskin.

En Søndag lod Vagtmesteren atten Potter Rostocker-øl hente op paa Fæstningen, som er det bedste øl udenlands. Dette plejede han ellers aldrig. Den Nat skulde jeg og to andre af vore Folk staa paa Post paa den lille Runddel, men først paa Aftenen skulde jeg paa Vagt med Soldaterne. Vagtmesteren begyndte sit Drikkelag i Bøsseskytternes Vagtstue, og hver Gang Pot- Kanden gik rundt, sendte han mig den ud. Baltzer Lindbech hed den Mand, som bar Øllet ud til mig, og med hver Kande advarede han mig broderlig. For at jeg skulle vogte mig vel for Vagtmesteren. Jeg sagde, at denne ikke, ved at jeg forsmaaede hans Godhed, skulde mærke, at nogen havde advaret mig, men at jeg tvært imod nok vilde tage imod hans Skænk, for at han ikke skulde vide, at jeg anede eller vidste det mindste om hans Forehavende.

Nu blev det Aften, og Solen gik ned. Snart blev det saa mørkt, at jeg ikke kunde skimte mine egne Hænder. Jeg bad den almægtige Gud styrke mig mod mine Uvenner saaledes, at jeg maatte kunne se det, som var mig mest paaliggende. Vagtmesteren vilde ikke tage sit Nøgleknippe ud af Vagtstuen den Aften, saa ivrig var han efter at faa mig i Ulykke og stræbe mig efter Livet.

Endelig blev jeg ham vaer. Da Slotskirken ikke laa langt borte, omtrent paa Midten af Slottet, og Muren dér var lysere end andre Steder, kunde jeg skelne ham fta andre Genstande ved Slotsmurens Hvidhed og Guds Naade og saa nu, at det var et Menneske. Jeg lod mig dog ikke mærke med noget, før han kom saa nær som muligt, og det gjorde jeg Gud ske Lov med Forsæt og Vilje, thi jeg vidste vel, at han troede at have en god Fangst og en lækker Steg ivente. Da han var mig saa nær, at jeg kunde naa ham med Spydet, gav jeg et saa højt Raab fra mig, som jeg kunde og saa frygteligt, at han fuld af Rædsel sprang tilbage og grædende sagde, at han var Ronden eller den, som gaar omkring. Jeg bad ham gaa tilbage. Den femte Post, som stod udenfor Vagtstuedøren hos Soldaterne, sagde, at jeg med Guds Hjælp ogsaa dengang havde reddet deres Liv, da de godt kunde høre mit Anraab. Vagtmesteren gik derind efter Sædvane.

Om Morgenen kom Vagtmesteren ind i vor Vagtstue. Jeg bød ham Goddag; han svarede mig næppe, men spurgte mig, om jeg havde villet gøre ham gal igaar Aftes, eller om jeg havde været fra Forstanden. Jeg sagde: ingen af Delene. Han svarede, at ingen havde gjort ham saa bange, og at han længe vilde huske det. Jeg bad ham gøre, hvad han syntes, men for at han kunde forstaa mig, fremsagde jeg et gammelt Ordsprog, at den, som trækker en anden i Haaret, udsætter sit eget for samme Fare, og jeg gik saa ud af Stuen. Da jeg var gaaet ud, sagde han til Hans Tobrich, at det ikke vilde betale sig for ham at tvistes med mig. Hans Tobrich svarede, at det var jo ingen Ære for ham at begynde Kiv med mig uden nogen Aarsag, jeg som baade var fremmed og uden Venner, thi Liv og Død stod jo ikke i Menneskenes Hænder.

Om Aftenen, da jeg gik igennem Røde Port fra Slottet og opad Stenbroen for at gaa til mit Vagtmesterens Stemme, hvorfor jeg længe ikke vovede at gaa derned, før Hans Tobrich bad mig komme. Der drak vi sammen, til der blev ringet til Vagt, og tilsidst drak vi Forlig. Fra den Tid lod han mig være i Fred, medens jeg dvælede der.