KAP. XIII
Da vi havde sejlet nogle Mil (5, om jeg husker ret) fra Madagascar, saa vi tre meget herlige Øer foran os, frugtbare paa al Slags Afgrøde og Frugter, Styrmændene kaldte dem de comorinske eller majothske Øer, de hedde Mayotha, Malala og Ansvan (Comorerne ligger N.V. for Madagascar) Den vigtigste er Malala, men vi kunde ikke komme derind paa Grund af Brændingen og sejlede saa til Ansvan. Øens Beboere var meget venlige og elskværdig og gav alt tilfals, som vi ønskede, nemlig 9 Køer, Æbler og al Slags Frugt, som Gud har givet dem af mange Sorter. Jeg fik 13 Kurve af disse Frugter, der duftede sødt og lifligt, men netop derfor kunde de ikke taale at gemmes mere end tre Nætter, og med Taarer i Øjnene maatte jeg kaste dem overbord, idet jeg ønskede, at de alle maatte forsvinde i et Nu op til Island. Øboerne købte af vore Købmænd nogle Alen af der fineste Lærred og desuden Dukker, Legetøj og den slags Varer. De viste os megen ære og Venlighed paa alle Maader, og hvor vi gik eller stod, lod de deres Drenge og Tjenere strø Frugter for vore Fødder og hente Bananer fra deres Frugthave, skøndt de ikke var fuldmodne. I nogle af deres yooige Frugthaver voxer der en Slags Kander, nogle med Hanke, andre uden, nogle i Form af en Otting med dobbelt Bund, hvori der er en Art liflig duftende Vin, man kalder dem Calabasser (Calabas Træet), de er lette som Papir og knækker eller revner ikke, selv om man kaster dem mod en Sten.
Da vi havde opholdt os der i fire Dage og var færdige ed vore Forretninger med Indbyggerne, havde faat mange Læs Græs, som var meget haardt at føle paa. til Foder for vore Køer, som efterhaanden skulde slagtes, forlod vi disse Øer og havde ligesom før en god Bør.
Nu skulde vi gennemsejle et maget vanskeligt Farvand mellem 11.000 Øer store og smaa. Vi havde altid Folk tilvejrs i hver Mastetop om natten i omtrent en Maaned, hvorledes end Vejret var, for at holde Udkig. Det tilfaldt mig to Gange i mit Kvarter at have Post i Bovsprydskurven, og jeg maatte holde godt Udkig, thi det var Livet om at gøre. Det var bælgmørkt. Den første Gang fik jeg godt Vejr, den anden Gang stræk Storm, saa at Bølgerne gik mig over Hoveder, hvar Gang Skibet dukkede ned gennem den Bølge, der brød ind mod Stævnen. Men Gud lod os den Naade vederfares, at vi uden Ulykker slap igennem. Paa den Sejlads passerede vi Linien mod Nord, saa at Syvstjernen, Vognen og Fiskene, som vi kalder dem og som længe har været ude afsyne, igen kommer frem paa Himlen, men staar paa Hovedet allesammen, saa at havd der her vender opad vender der nedad.
I det røde Hav ligger der en Ø, som kaldes Zokotora og hører med til Afrika. Men herom ikke mere. Ud fra det røde Hav kommer ofte smaa Skibe og Skuder, som kaldes Barker, paa Indiefarernes Vej, og som disse konfiskere med samt hele deres Ladning. Mandskabet er Ægyptere og Arabere, nogle af dem bliver løsladte med tomme Hænder, men andre, som er Sørøvere og Mordere, bliver aflivede. Der faar Indiefarerne ofte stort Bytte. Dette indtraf dog ikke under vor Rejse, og vi kom ikke til Land, før vi kom til Ceylon.
Der laa vi saa i to Nætter og gik saa i Land. Kort fra Stranden laa der en Fæstning, men uden Besætning, og der blev fortalt, at den havde været ubesat i 300 Aar, den var ogsaa mosgroet flere Steder. En dør helt af Sten stod paa Klem, jeg antog, at 10 til 12 Mand vilde have nok at gøre med at bevæge dn. Der var frygteligt og uhyggeligt at kigge derind. Udenfor Fæstningsporten var der en stor muret ottekantet Brønd. Grunden til at denne Fæstning laa saaledes ubesat hen, kender jeg ikke med Sikkerhed, men jeg har hørt fortælle, at der forhen har boet slette mennesker, som blev ramt af Herrens Haand med et Hævnens Slag og siden den Dag har det ikke været nogen tilladt at bo der og heller ingen har lovet det. Denne Fæstning kaldes Trinchlumala, som de Lærde siger betyder "Ondskabens Bolig".
Vi affyrede tre skud for den Muligheds Skyld, at Erik Grubbe, om hvem jeg før har fortalt, endnu kunde være i Live. Han var med paa den første Rejse til Indien og skulde være General, og blev sendt til Kejseren paa Ceylon for at bortjage Portugiserne, som havde tvunget Kejseren til at betale dem Skat i hans eget Land, men da dette ikke lykkedes ham, vendte alt sig til Ulykke for ham, saa at Kejseren ikke vovede at beholde ham ved sit Hof af Frygt for Portugiserne. Men han forsømte desuden at vende tilbage til de danske Skibe, som ventede paa ham i 12 uger. Han havde saaledes brudt sin Troskabsed, saa at han ikke vovede ay komme til de Danske og heller ikke til Kejseren af Ceylon. Han maatte derfor skjule sig i Skovene og tillige med sin Ledsager, som ikke vilde forlade ham, ernære sig ved Jagt paa vilde Dyr. Denne Svend sendte han til os, og med ham sendte vi nogle Fødevarer og noget Linned tilbage.
Efter to Dages forløb sejlede vi fra Ceylon til Cost van Caramandel, hvor vor Fæstning, ved Navn Dansborg laa.
KAP. XIV
Da vi kom ud for Dansborg, tog vi Sejlene ind, lod Ankeret falde næsten ½ Mil fra Land, hejste vort Flag paa Stortoppen, afgav tre Kanonskud og lod Trompeterne blæse.
Et Skib, som var bleven udsendt fra Danmark halvandet Aars Tid i forvejen,og som hed "Waterhunden" eller "St Laurentius", laa i Nærhed af vor Ankerplads. Det besvarede vor Salut os til Ære at afgive to Kanonskud, hejse Flag og blæse i Trompeterne. Deres Kaptajn ved Navn Ernst af hollandsk Slægt, kom strax ombord til os. Vi var glade ved at mødes, spurgte jinanden om Nyt, og vi havde begge gode Nyheder at brunge hinanden.
Da Fæstningens Besætning fik os i Sigte, kendte de os paa Flaget, og strax efter at vort Anker var faldet, hejste de Flag og affyrede de tre største Kanoner paa Murene under Trompeternes Klang.
Fæstningens Befalingsmænd var dengang Rektor ved Navn Christopher Milner og Gubernator Henrik Hess, den sidste var født i Helsingør af en bekendt Familie, men den første i Holland, begge var de anseete og dygtige Mænd. Samme Dag holdt begge Skibenes Kaptajner et stort Drikkelag, men de var nær kommen i Klammeri, thi Kaptajn Ernst drillede vor Kaptajn Christopher Boye med hans Hustrus Utroskab, da han første Gang var paa Rejse til Ostindien, som jeg før har omtalt, herover blev han hæftig opbragt og vilde jage den anden sit Sværd gennem Livet, men en af de Tilstedeværende kastede sig imellem dem, thi de var paa ingen Maade hinandens Ligemænd i Tapperhed og Vaabenfærdighed. Da de alle efter bedste Evne søgte at forsone dem, lykkedes det endelig, og derefter sluttedes Drikkelaget inde i Kahytten.
Vi, som havde staaet og affyret Kanonerne hele Dagen, (Ved store drikkelag blev kanonerne affyrede ved skålernes udbringelse), gik da fra vort Arbejde for at vadske Tøj, før vi skulde spise, men da hlndte derm at en Mand ombord ved Navn Ivat Jensen at jydsk Slægt, en stor og voldsom Mand, havde nogle Skjorte liggende til Vadsk i en Balle. Han var Baadsmand og i stor Yndest hos vor Kaptajn, da han havde været med ham paa hans første Rejse til Indien. Da jeg stod og tørrede mig, saa han, at en af Skjorterne var bleven lidt tilsmudset af Krudtslam, ham beskyldte mig strax for at have tilsmudset Skjorten, hvilket jeg i en venlig Tone benægtede, men paa Grund af hans Hovmod og Hidsighed nyttede det intet, og han skreg, at han vilde have mit Liv og udfordrede mig til Tvekamp, næste Morgen, hvis jeg vilde bevare mit ærlige Navn og rygte. Min Konstabel Niels Dreyer, og mange af Folkene kom til og forsøgte at stille hans Hæftighed og det hele Klammeri, hvilket dog ikke lykkedes for nogen af dem. Kaptajmem var gaaet tilkøjs. Vi gav da hinanden Haandslag paa, at det skulde ske, som han havde forlangt, og jeg bad til Gud, at han vilde lade den af os gaa af med Sejren, som talte Sandhed og havde den bedste Sag. Konstablen og de andre holdt paa min Uskyldighed. Konstablen havde et godt Sværd, han gik strax hen og hvæssede dets Æg. gav mig det i Haanden, og bad mig føre der mandigt, men hvis jeg bukkede under, vilde han hævne mig, og derpaa gav han mig Haanden. At han lovede mig dette, havde sin Grund i, at han vidste, hvad der laa bag den andens Hæftighed, hvilket jeg ikke havde Anelse om. Ivar gik ind i Kahytten, vækkede Kaptajnen og bad om Landlov for os, hvilket blev tilstaaet. Ivar blev saa sat i Land af nogle Indere, som var kommen ud til Skibet med deres Baad (af den Slags dom de kalder Zelinger), han sagde, at han vilde vente mig til Middag, saa skulde Tvekampen finde Sted, og han truede mig med al Landens Ulykker, hvis jeg ikke kom. Natten gik, og om Morgenen ved Sextiden blev der som sædvanlig blæst og ringet til Gudstjeneste, og da Morgensangen med Bøn og Velsignelse var forbi, gik alle hen for at spise Frokost, men under Maaltidet raabte Dagvagten med høj Røst, at en indisk Baad roede fra Land og ud mod skibet, og at han kunde høre et Menneske jamre sig i Baaden. Nogle mente, at der maaske var tilstødt Ivar en Ulykke, og da Baaden lagde bi ved Skibet, viste det sig, at han laa i den og var meget syg. Han havde saa frygtelige Smerter i Øjnene, at man næsten ikke kunde holde ud at høre paa hans Skrig og høje Veklager, og det blev strax sagt, at jeg nu ikke behøvede at frygte ham eller ulejlige mig til Tvekamp med ham. Han blev hejset ombord i et tov og lagt i sin Køje, hvorpaa han strax lod gaa Bud til mig om hurtigst mulig at komme til ham. Nu havde hans hæftige Sind lagt sig, og han erkendte nu min Uskyldighed, bad mig grædende om Tilgivelse, og vi blev senere gode Venner. Men vor konstabel indrømmede sit før omtalte Forsæt, som han havde omtalt for mig, og det hele blev saa klappet og klart. Ivar blev rask igen af sin haarde Sygdom efter 6 ugers Forløb. Og hermed nok om denne Hændelse.
KAP. XV
Samme Dag, altså Dagen efter vor Ankomst, gik vore Købmænd og vor Kaptajn i Land til Fæstningen, hvor de fik god Modtagelse hos rektor og Gubernator. Der blev afgivet 9 Kanonskud fra Dansborg Fæstningsvold og ligeledes fra hvert Skib. Nogle Dage derefter blev Halvdelen af Mandskabet på vort Skib "Christianshavn" beordret i Land fa Rektor og Gubernator for at tjene som Soldater paa Fæstningen, blandt hvilke ogsaa jeg var, og udføre Vagttjeneste ogsaa der. Men den anden Halvdel tilligemed vor Kaptajn Christopher Bboe blev beordret ombord paa det andet Skib "Waterhunden" eller "St. Laurentius", og som skulde gaa til Tenesserim, (et distrikt og en by i Bagindien ved Martaban bugten) hvor der endnu var 7 Mand fra den første Rejse for Handelens Skyld.
For at komme derhen skulde man sejle 600 Mil, og dertil matte man have sydlig Monsum og sejle, førend den var udblæst, og paa samme Maade maatte man der afvente nordlig Monsum for at komme tilbage nordfra til vor Fæstning Dansborg. Skibet skulde ligge deroppe om Vinteren og komme tilbage til os henimod Paaske, hvis der intet kom i vejen. Skibet maatte nemlig opholde sig der, eftersom der ingen Vinterhavn var ved Dansborg. Sejladsen mellem disse to Steder plejer at vare 6 uger. Kaptajn Ernst som var kommen med dette Skib "Waterhunden" fra Danmark, skulde rejse hjem igen med "Christianshavn", thi det er Skik at de, som har været der længst, faar Lov til - hvis de ønsker det - at sejle hjem med de Skibe, som først kommer dertil fra Danmark, Holland eller England.
Fire Mand af vore Folk ("Christianshavn"s Besætning) tog hjem igen med deres Skib, blandt hvilke var min gode ven Peter van Bergen (Skibsbesætningen afløste saa vidt muligt Besætningen på Dansborg) men hvem jeg fra Fæstningen Dansborg sendte Brev til Island til min Broder Haldor Olafsson.
Vor Præst, der hed Christian som saa mange andre, maatte sejle med vor Kaptajn Christopher Boye til Tenasserim, men døde paa denne Rejse og det blev mig saaledes ikke forundt at se ham igen, han var en ung begavet og vellærd Mand og en god Prædikant. Jeg kendte ham godt, og han holdt af mig, ligesom jeg osaa stod mig særdeles godt med vor Kaptajn Christopher Boye, som holdt meget af mig, saa at jeg ofte var hos ham i hans Kvarter Vagt for at underholde ham, og det hændte tidt, at han greb fat i mig og stoppede mig, naar jeg vilde gaa tilvejrs og bjærge Merssejlene, med de Ord, at han ofte havde lagt Mærke til, at jeg fremfor andre gjorde dette Arbejde og meget andet uopfordret, medens der var andre, der vægerde sig derved. Alle andre var ogsaa særdeles gode mod mig, og dengang blev jeg ikke agtet ringe paa Grund af Uduelighed Gud være lover.
Men det vil jeg sige til hver og en, som vil høre det, at enhver som vil give sig ud på slig en Rejse og ikke har Slætningen, Penge eller formaaende Velyndere ombord, han maa have tre gode Egenskaber, for det første Høflighed og Forekommenhed mod Overordnede og andre, som dette skyldes, for det andet Villighed, saa at ikke alting skal befales en, samt at kunne staa sig, naar det gælder, for det tredie, at kunne døje en Del uden at kny, men dog ikke at taale, at andre er nærgaaende, men kunne forsavre sig ærligt, mandigt og besindigt. Summa: At skikke sig vel og høvisk baade i Tale og Gerning, saa at man frejdigt kan svare for sig selv. Hermed nok derom for denne Gang.
Vi var næsten halvanden Uge ombord paa Skibet, førend vi egenlig blev kaldt op til Fæstningen.
Paa Rejsen blev der til hver to Mand givet 10 Oste foruden anden Føde, som skulde spises, naar der ellers ikke var Lejlighed til at lave Mad, men det vat mod Straf og Pengebøde forbudt at sælge dem til egen fordel, naar vi kom til Indien. Nu havde jeg en brav Kammerat, nemlig Bengt Andersen, der med Hensyn til hans trofaste Omhu for mig var mig som en god Ægtehustru i alt, hvad mine daglige Nødvendigheder angik, han kunde gøre alt for at tjene mig og taalte ikke at se, at noget gik mig imod. Den almægtige Gud gav os begge et godt Helbred, saa at jeg aldrig følte mig utilpas, undtagen en Dag da jeg havde lidt Koldfeber, og han var mig saa hengiven, at han den Dag ikke spiste en Bid Mad. Han var kun lidt over 30 Aar og havde i sin Ungdom lært Skrædderhaandværket. Vi spiste en af vore Oste undervejs, men 8 solgte vi i al Hemmelighed i Indien og fik en Stück vorn Achten for hver, det vil sige en Rigsdaler, og hver Stück von Achten gælder lige saa meget som to Daler hjemme. Nu hændte det sig, at nogle Indiere en Dag kom ud til Skibet og til dem solgte vi hemmelig to Oste for 2 spanske Dalere. Da vi kom i Land, mødte de vor Kaptajn, og strax da han kom ombord, blev alle kaldt op paa Dækket og meddelt, at han havde mødt Folk, der gik med Ostene, og han truede dem, der havde solgt dem, med stræng Straf, men da det kom ham for Øre, at jeg havde en Finger med i Spillet, talte han ikke mere om Sagen.
Da vi en Dag skulde i Land, saa vi en frygtelig stor Søslage, der laa i Vandskorpen omtrent i 3 Timer lige paa den Vej, hvor vi skulde ro. Paa ni steder gik Vandet over den, og den blev anslaaet til at være 900 Alen lang eller maaske mere. Paa Grund af vor Frygt for dette Uhyre og den Skræk, det fremkaldte, maatte vi blive 2 Dage ombord. Der blev kastet Bævergejl (et stof der findes i punge i Bæverens indvolde og som anvendes i Medicinen) i Søen, som Søfarende altid fører med sig for at bortjage Hvalfiske, Slanger og andre Søuhyrer, naar det behøves. Det er Bæveren Testikler, et Dyr, der baade opholder sig paa Jorden og i Vandet, af dets Haar laves ogsaa de kostbareste Hatte (Kastor). Bæveren bygger sig Huse af Træstykker ved Bredderne af Søer og maa altid have Halen i Vandet, naar den sover. Af disse Dyr findes der mange i Norge, og de fanges der lige saa ofte som Oddere og Maarer.
KAP. XVI
To dage efter at vi havde set Søslangen, forlod vi Skibet "Christianshavn" og gik i Land med Halvdelen at vore Folk og overtog den Tjeneste i Fæstningen, som Befalingsmændene der beordrede os til, vi aflagde Ed paany, og nogle af os, hvoribalndt jeg, fik forhøjet Maanedssold, dog kun en Gylden mere om Maaneden. Dette skete to Dage efter vi kom i Land. Under Trommers, Pibers og Trompeters Lyd blev vi mønstrede og opraabte ved Navn, alt efter Ret og Orden og det strængeste Regimente. I den første Tid blev vi hver eneste dag mønstrede, exercerede og indøvede i Vaabenbug paa Krigsmaner samt tilsagte til Vagt hver tredie Nat, idet vi fik strænge Forskrifter om Lydighed, Agtpaagivenhed og Aarvaagenhed i dette fremmede Land og om at vise Troskab og Ærlighed mod vor Konge og Kompagniet efter vor Ed.
Hver Gang en Befalingsmand passerede Portene, hvor der var Vagt, skulde denne træde til Gevær i Orden og fuld Udrustning efter sædvanlig Krigsmaner til Honnør for vore Foresatte paa Kgl. Majestæt af Danmarks Vegne, saa at der vistes denne tilbørlig Respekt i fremmede Folks Nærværelse.
Da vi gik hjem fra denne Mønstring, blev vi, efter at Artiklerne var oplæste, inddelte i Bakker, 7 i hver. Hver Bakke fik tildelt sin Stue, og en Mand udtagen til Formand for at føre nøje Tilsyn med, at alt gik ordentligt og kristeligt til i hver Stue baade Dag og Nat. En saadan Mand havde af Fæstningskommandoen fuld Myndighed, hver over sin Bakke. Denne Bestilling blev jeg ogsaa beordret til, og jeg fik anvist min Stue og mine Folk, og der ikke af de daarligste. Hver Stue blev kaldt efter vedkommende Baksforstander og blev forsynet med tilstrækkeligt Bordstel, Krus, Kander, Skaale, Tallerkener, samt med de Vandkølere, hvori Vandet skulde opbevares, og som var nedgravede i Jorden lige til Halsen for bedre at holde Køligheden. Der blev lejet gamle indfødte Kvinder til at hente Vand langt borte fra, og efter deres Skik bar de det i mindre Stenkrukker paa Hovedet. Enhver kvinde fik sin særlige Stue at passe.
Da alt dette var blevet indrettet og enhver havde faaet tildelt, hvad han skulde have, gik de andre, som skulde rejse hjem ombord, medens vi bosatte os paa Fæstningen i de nævnte Stuer som fast Ophold Dag og Nat. Der blev givet os en Indier, Atrumbus, til at vadske vort Linned, og han blev paa Grund af denne Bestilling kaldt Maynath. Ha afleverede vort Tøj hver Lørdag med stor Punktlighed, og jeg fandt ofte paa et eller andet for at more mig med denne Mand, hvilket han altid tog mig godt op.
Tredie Dagen efter at vi var kommen i Land og var bleven underrettet om alt, hvad der vedrørte Fæstningen, den Regler og Orden, blev derefter endt Mønstring paa Fæstningens Allarmplads, ringet til Maltid, og vi fik derefter sædvanlige Ration, en knap Pægl fransk Rødvin og en Kande Øl til hver Bakke. Derefter begyndte Vagttjenesten, og hver Rode skulde saa vedblivende haver tredie Nat paa Vagt. Der blev udstillet Poster paa hvert af Fæstningens fir Hjørner, som stod der 2 timer ad Gangen, men den femte Post stod foran Fæstningen Port. Paa hvert Hjørne eller Runddel (Bastion) var der et Slags Skilderhus af solidt Murværk, hvorinde Posten kunde staa, naar det var Lynild og Torden og Regnen strømmede ned om Natten i Bælgmørke, hvilket kunde være meget frygteligt og uhyggeligt at skue. Øverst oppe paa Skilderhuset var der en lille Kuppel af Sten med et lille Taarn og en forgyldt Fløj ovenpaa, saa at Regne ikke kunde træffe den, som stod derinde under Kuplen.
De, som havde det Hverv at rondere om Natten og have Tilsyn med Posternes Aavaagenhed, opholdt sig ikke paa Vagten. I begyndelsen var det Gubernator selv og Vagtmesteren. Rnhver, som af Ronden findes sovende eller bliver greben i en eller anden forseelse, har efter Loven og Krigsartiklerne forbrudt Livet, saavidt mig bekendt gælder lignende strænge Bestemmelser overalt i alle Landsherrers og Kongers Fæstninger.
Hvad vor daglige Tjeneste paa Fæstningen angik, var der intet andet end det jeg nu har fortalt og hver Morgen før frokost blev vi indøvede i Eksercits og Vaabenbrug.
Nedenstående Tegning, der har følgende Forklaring, findes i Frederiks V´s Atlas Nr. 48, i det Kongelige Bibliotek:
Men naar der kom Peber fra Kongen af Tandjaur til
Fæstningen, maatte vi "sarpe" den, det vil sige rense den for Straa
og al Smuds ved at ryste den i et stort Sold, men de, som var paa Vagt, var fri
for denne Bestilling, vor Buttelerer eller Hovmester plejede at give os 4n Møschen Vin for dette Arbejde. Ligeledes
blev der hver Lørdag udbetalt os en Fano i Vadskepenge, en indisk Mønt, der
gælder 11 danske Skilling, der dog senere skulde trækkes fra vor Løn. En Fano
havde samme værdi som en Rigsdaler, og naar man skulde veksle en spansk Daler fik
man 10 Fanoer udbetalte hos de Handlende paa Torvet.
Fæstningen var muret og herligt udrustet med Runddele (Bastioner) paa hvert Hjørne. Inden for Murene midt paa Mønstringspladsen stod Kirken, der var en gammel Bygning, der havde tilhørt en portugisisk Papist. I den blev der hver Morgen og Aften holdt Gudstjeneste med Sang, Bøn og Velsignelse. og hver Søndag og Onsdag Prædiken og Uddeling af Sakramentet. Fæstningens Præst hed Hr. Jens, da jeg kom derhen, en særdeles god Prædikant og en ypperlig Sanger, kraftig og djærv i sin Tale i alt hvad der angik Troen, baade hos Papister, Kalvinister, og Lutheraner. Jeg blev ham anvist som Degn tillige med tre andre, medens jeg opholdt mig der, og han var meget god og venlig imod mig.
Erik Smed hed den Mand, som stod for alt Murearbejde, men selve Arbejdet blev udført af indiske Murere, som er langt hurtigere og mere kyndige i den slags Arbejde end Folk her i Europa. Ved den søndre Mur stod paa Mønstringspladsen en høj Bygning, et Pallads, hvortil mange Trapper førte op. Der boede Befalingsmænd, der spiste de og havde deres Residens og Soveværelser. Denne Bygning tjente ogsaa til Raadstue, Domhus og Skrivestue. Andre Smaabygninger og vore Soveværelser var paa Syd- og Sydvestsiden indenfor Voldene. Ved den østre Fæstningsvold var det store murede Køkken og en stensat Brønd. Men omkring paa Voldene laa Jærnkanoner i Murskaarene, baade store og smaa, de største var 9-pundige, de mindre 4½-pundige. Der var i alt mellem 80 og 90. Fæstningen var ogsaa rigelig forsynet med to Slags Skydevaaben: Musketter og Fyrværk. Desuden fandtes der 4 salgs kugler: Lænkelodder, Stanglodder, Korslodder (Saxlodder) og almindelige Kugler. Alle disse her opregnede Forsvarsmidler fandtes dengang paa Fæstningen Dansborg og meget andet af den slags.
Hvad kosten angik, saa var den omtrent som paa Rejsen, med Undtagelse af, at vi hver Morgen til Frokost fik Ris kogt i Mælk og ofte fersk Fisk, Flæsk, fersk Gedekød og forskellige Salgs Fugle. Der blev til Brug for Besætningen, Vinteren efter at jeg var kommen, holdt hundrede Geder paa Fæstningen, men de blev saa magre om Vinteren, at mange af dem styrtede af lutter Sult og Elendighed, thi paa Grund af de mægtige Regnskyl og de kolde Nordenvinde, der huserer der, er Jorden lidet frodig ved Vintertide.
