J. A. Friis, Klosteret i Petschenga Del 1
Skildringer fra Lapland Gyldendal 1910
I. Møllestenen
Kom og rejs med langt nordpå, til Ishavets bredder, til midnatssolens land, til russisk Laplands ukendte kyster.
J A Friis, Etnografisk kort Finmark 1861 se stor kort klik ker
J A Friis
Mangt og meget deroppe er endnu saa godt som aldeles ukendt, ubeskrevet og uprøvet. Ingen Fisker har været der. Elvene med sine dybe Strømme og prægtigt svulmende vandløb lige under Fossefaldene er endnu jomfruelig uberørte af fluekastende Laksefiskere.
Over Indsøerne har endnu aldrig nogen trukket af sted med Slug eller Drag, end mindre sopet frem og tilbage med dette elendige Redskab, som kaldes en Oter (fiskeredskab til snøre)
Ingen Jæger har været der. Haren hopper omkring saa tam som i Edens Have. Åsene og Lierne har endnu aldrig givet Genklang af harejægerens hallo, af klingende los (jagthundens given hals), af knald og dødsskrig.
Sidst jeg var deroppe, sad jeg en aften kl. 11 i dejligt sollys udenfor stuedøren hos en fin, der boede ved bredden af en elv, som vi snart skal komme tilbage til. Pludselig fik jeg se, at på den anden side af elven på en solbakke, hvor græsser tidligt spirede frem, muntert hoppende omkring 5 - 6 grå dyr. Jeg troede, at det var får, og spurgte finnen, om det
var hans får.
"Får" sagde finnen, "nej det er ikke får, det er jenesiä, det er harer".'
"Nå" tænkte jeg, "hvilken los (halsen/gøen), hvilken forfærdelig halsen vilde man ikke få høre, om man her pludselig slap et par hidsige Kristania harehunde løs."
Enkelte år kan der findes harer i utrolige mængder, og nar kl. er 11 om aftenen, når alt er tyst og stille, men solen endnu er oppe, ser man dem komme frem og hoppe omkring. Man måtte altså deroppe "slippe" omtrent på samme tid, som man her sydpå "skrige ind" og går hjem.
Også ryper og bekkasiner findes i mængder, men ingen af disse ved, hvad en setter eller pointer er, ingen har nogensinde set en sådan komme snusende og luskende frem og så pludselig blive stående som forstenet, færdig til at gøre et glubende hop. Heller ikke meget blæk har været anvendt til beskrivelse af indbygger og forhold der. Og dog findes der et sted, som i mange henseender har sin mærkelige historie. Det var ganske tilfældigt, at jeg kom på sporet efter samme, som læseren vil kunne opleve af det følgende.
Vi rejser altså først til Finnmarken, og når vi er kommet så langt som til Hammerfest, må vi ikke glemme at henvende os til den russiske konsul sammesteds for at få et pas, thi vi skal, som sagt indenfor det store russiske riges område. Kan nogen af os tale russisk, kommer det med, thi næsten alle russiske finner taler dette sprog nogenlunde. Fra Vadsø rejser vi med et af de små fjorddampskibe over til Elvenæs i Sydvaranger (i dag Kirkenes). Måske vi på turen kan være heldige nok til at se en ag hvalfangerne jage en hval og skyde en af disse uhyrer.
Fra Sydvaranger kan vi vandre til fods over en landstrækning på 3 - 4 mil (mil= 10 km.), og vi er fremme ved målet. Eller vi kan rejse via søvejen. Jeg foreslår det sidste. I en god otrings-båd kan vi, om vi f.eks. er tre, en jæger, en fisker, og en botaniker, medtage alt, hvad vi behøver, telte, sengetøj, mad, drikke, jagt og fiskeredskaber. Vi kan sejle (med sejl) eller ro, alt efter vejrets beskaffenhed. Har vi lyst, kan vi fiske på vejen en stor torsk en forfærdelig store kolje (torsk art), der bider ganske anderledes end de "fingerlings", som man får i Kristianiafjorden. Kom derfor ikke med noget Kristiania pilkesnøre eller ormekroge. Krogen som bruges deroppe må være lige så tyk og solid som selve fiskelinen, der bruges her. Har vi god bør (medvind) og ikke vil opholde os med fiskeri eller med jagt på søfugle, kan vi være fremme på en dags tid. Vi sejler forbi en fremstikkende pynt eller halvø, som hedder Normanssæt, hvor der også i gamle dage har boet en koloni af nordmænd. Derpå svinger vi sydover ind i en mindre fjord, som på russisk hedder Petschenga, men på norsk hedder Munkefjord. Den sidste benævnelse kan ikke andet end vække nysgerrighed, en vi spejder forgæves efter nogen som helst tegn på munke eller spor efter munke. Fjordens bredder er ganske smukke, bølgeformet ås med birkeskov, men øde og ubeboet. Mennesker kan vi ikke se eller opdage. Ingen røg stiger op fra nogen arne og fortæller os, at der også her bor menneskelige individer. Et stykke inde i fjorden findes det på dens østre side en bugt, noget smal ud imod fjorden, men vid, dyb og bred indenfor, der danner den en ypperlig, isfri havn for både og skibe. Bugten eller havnen hed Pakhusbugten, et navn, som også tyder på tidligere beboelse, men vi finder heller ikke her mere spor af pakhuse, end vi tidligere fandt af munke.
Efter at have passeret en lille elv, som hedder Trifonselven, også et navn, som tyder på længst forsvundne begivenheder, når vi selve fjordbunden, hvor Petschenga-elven flyder ud. Her, på et sted som hedder Barken, bor nogle finner. Af disse lejer vi os hver sin båd af den slags, som bruges i elvene i Finnmarken. De er lange og smalle og ligner næsten aldeles dem, som bruges i Hallingdalselven. Samme farvand har altså udviklet aldeles samme bådform. Vi overflytter vores sager i elvebåden og arrangere dem således i midten af denne, at vi efter behag kan sidde eller ligge i den. Så sætter vi af sted med 2 mand i hver båd, en i forstavnen og en i agterstavnen, hver forsynet med en lang stage. Det går hurtigt opover, da skydsfolkene efter opmuntring af os stager om kap opover elvens bredder, der på begge sider er bevokset med smukke hvidstammede birketræer. Her og her ser man et enkelt fyrretræ, der tager sig ganske sort ud inde imellem det lysegrønne birkeløv. Længere sydover blive fyrretræerne flere og flere, indtil man langt i syd aner tæt fyrreskov. Eleven kommer nemlig fra syd, og jo længere man kommer frem på den, jo længere sydpå kommer man.
En fjerdingsvej oppe i elven kommer vi til et så yndigt sted, at vi straks bliver enige om at gå i land og opslå vores telte der for natten. En slette ligger nogle fod højre end elven og er så flad og jævn som et stuegulv, så det er tydeligt, at elven engang har dannet den. Hist og her står klynger af hundredeårrig træer, birk, asp og rogn (rønnebær), og på de åbne steder inde imellem disse vikser frodigt græs. Det ser næsten, ud som om man engang i gamle dage skulle have fortaget beplantninger her.
Fra sletten har man udsigt over elven, der løber jævn og dyb lige nedenfor, over fjorden mod nord og langt, langt mod sydøst kan man øjne fjelde med sne på. En smukkere beboelse finder man næppe ved nogen elv i norsk Finnmark.
En times tid har vi travlt med at opslå vores telte, med at lægge fine, duftende birkekviste over gulvet og brede rensdyrkind over kvistene samt ordne tøjet alt efter enhvers smag, behag og ordenssans.
Da alt er færdigt, give vi hinanden visit, og spørgsmålet bliver dernæst, hvad vi skal have til aftens eller rettere sagt til middag, thi man spiser deroppe ofte middag hen imod midnat.
"Fersk laks", siger jægeren.
"Og rypekylling", siger botanikeren.
"Og multebær til dessert", siger fiskeren.
"Går der laks op i elven her?" spørger jeg en af bådfolkene.
"Ja laks" siger han, "ja jeg skulle vel tro, at laksen går op her, mange mile går den, lige til Harefossen, hvor den ikke kan komme længere, og der står den pakke, som sild i en tønde".
Frem med laksestang, hjul, snøre og blink og så ud i båden igen. Klokken er 8 om aftenen, det er endnu ikke for sendt til at få bid, førend fisken slår sig til ro for natten. Jægeren tager samtidig sin bøsse og går af sted med Pan. Jeg sætter en blank blink på snøret og lader finnen ro op under et stryg for derfra at ro "poiki poiki" på krys og tværs, nedover strømmen igen. Det varer ikke længe. Ved tredje krydsning fare snøren voldsomt snurrende ud af hjulet.
"Lohi on, lohi on!" det er en laks, det er en laks skriger finnen.
"ja ja" siger jeg, "du er da vel ikke bange for en laks, det er jo netop laks, vi skal have til middag".
I det samme gør laksen et voldsomt hop 3 alen højt op i vejret, så aftensolen glimter i dens sølvblanke skæl og falder med et plask ned igen.
"Iso on" den er stor siger finnen.
"Ja, den er 18 kilo," siger jeg "jeg har haft så mange på stangen, at jeg ikke tager mange mærker felj når jeg bare sen den en enkelt gang".
Nok et hop i vejret, og den er så rolig, at vi kan ro med den hen imod teltpladsen. Her går jeg i land og har den snart inde under stranden, men med en sidste anstrengelse skyder den sig atter midt ud til det dybeste af elven for aldeles udmattet at kom op og lægge sig flad på siden. Hurtig rulles snøren ind, den ledes ind til strande på et dybt sted, og finnen hugger krogen i den. Den er vor og vejer 18½ kilo. Så havde vi fisk både til os og folkene.
Som efter en aftale hørtes i det samme et dobbelt smæld, det ene skud straks efter det andet et stykke borte fra en nøgen højderyg. Jægeren har altså fundet ryper. Han er en øvet jæger, det kan man høre derpå, at skuddene falder så hurtigt efter hinanden. Straks efter høres atter 2 skud. Nu har vi mindst 3 kyllinger, altså en til hver.
"men multebærrene?" siger jeg til botanikeren, som står og glor på laksen.
"Jeg har sendt en fin ud for at plukke" siger han "han ved bedre, hvor de er at finde end jeg".
Medens vi skære laksen op, kommer jægeren og Pan tilbage. Den sidste ser åbenbart slukøret ud,fordi turen har været så kort.
"Hvor mange skud har I hørt?" spørger jægeren. "Fire" svare vi.
"Rigtigt to dubleer, jeg skød kun 4 kyllinger", siger han "dermed har vi nok for i dag".
Botanikeren bliver enstemmigt dømt til at plukke ryperne, siden han ikke havde gidet at plukke multebær. Han går af sted med dem , men skammelig nok, da han kom tilbage igen, havde han flået i stedet for at plukke dem. Hvilken barbarisme. Ild antændes, og 2 gryder sættes på ilden. Her er brænde i overflod og en udmærket kogeplads. Snart hvirvler røgen i vejret og beskytter os imod myggene, så vi kan tage sløret af ansigtet.
Efter at have gjort os til gode med et ypperligt måltid, går de fleste af os til køjs. Finnerne lægger sig ude på åben mark under en birkebusk. De behøver ikke telt. De trækker sig med hoved, ben og arme ind i deres vadmelskufte og har på den måde både over og underlag samt beskyttelse mod myggen.
Kun en gammel finne, Nilas, og jeg bliver siddende tilbage ved ildstedet, passiarende og rygende på vore piber til et glas grog. Livets nektar kvikker finnen op, han bliver meddelsom og jeg begynder at udspørge ham, om han ved noget om, hvad der har tildraget sig her i gamle dage, thi her må have boet mennesker engang i fortiden. Græsvoldene er enkelte steder så regelmæssig, så besynderlig formede og så smukke, at de oprindelig må være udført af menneske hænder.
"Men har du set den store, besynderlige sten, som ligger lige tæt her tæt ved Kujasuga-elven?" spørger finne i samtalens løb.
"Nej" siger jeg "jeg har aldrig været her før og hverken set eller hørt noget om nogen sten, men lad os gå hen og se på den".
Et par tusind alen bag vores teltplads løber der ned i hovedelven en mindre bæk, så blank og klar som krystal. Den har formodentlig sit udspring fra et kildevæld, ellers kunne den ikke være så fri for slam og så vidunderlig klar og kold.
Lige under en smule fos, som bækken danner et sted, ligger der ganske rigtig en stor, rund sten. Jeg tænkte først, at det kunne være en gammel afgud, som finnerne i fordums tid havde ofret til , men jeg tog fejl. Da jeg kom lige hen til den og havde befriet den for en del kviste og snavs, som halvt dækkede den, ser jeg til min store forundring at der er - en møllesten. Det er ikke til at tage fejl af. Det er en veritabel møllesten, og den så stor, at den næppe nu for tiden findes meget større i nogen moderne vand- eller vindmølle. Hullet i dens midte er så stort, at jeg mageligt kan stikke hovedet igennem det. Man kan også tydeligt se, at den engang har været brugt. Men hvorledes i al verden er der kommer hertil. Hvorledes er den kommen herop til 70de breddegrad hvor der aldrig har vokset et kornstrå, end sige modnet korn. Den kan ikke have ligget her siden syndflodens dage. Den kan heller ikke være bragt hid med isen som en anden erratisk blok, thi isens vandring gik jo fra nord og sydover, ved Nordpolen, kan man vel ikke i gamle dage have haft et mølleanlæg, med mindre det virkelig skulle forholde sig således, som man jo efter de allernyeste teorier vil påstå, nemlig at Europa har fået sin befolkning nordfra. Det er en fuldstændig gåde, som jeg har står overfor. Skibbrud? måske den er kommet hid ved skibbrud. Nej, møllestenen ligger omtrent 1/4 mil fra havet. Det er tydeligt, at nogen må have bragt den hertil og har haft en mølle på stedet. Men hvem, hvem?
"Kan du fortælle mig noget om stene, min kære Nilas" spørger jeg "ved du, hvortil en sådan sten bruges?"
"Nej" siger Nilas, "det ved jeg ikke".
"Ved du om den har ligget her længe?"
"Ja" siger Nilas "den har ligget her i mange hundrede år, det har jeg hørt af min gamle bedstefar".
"Gud velsigne både dig og din gamle bedstefar", siger jeg "men hvem bragte stenen hid?"
"Det må vel være munkene," siger Nilas.
"Munkene, siger du, hvilke munke?"
"Munkene, som boede her i gamle dage, og som bedstefar har fortalt om".
"Du er min ven Nilas" siger jeg og gnider fornøjet mine hænder, "kom lad os gå tilbage til ildstedet, min bedste Nilas og sætte os der. Du må fortælle mig alt, hvad du har hørt af din bedstefar om disse munke. Du må ikke glemme noget, jeg slipper dig ikke, før du har fortalt mig alt, rub og stub."
Herfra kommer altså navnene Munkefjord. Pakhusbugten, Trifonselven og flere tænkte jeg ved mig selv.
Vi gik tilbage til ildstedet igen, og her blev vi siddende i den lyse nat til langt ud på morgenen, Nilas på hug, halvt inde i røgen, som han blandede med røgen fra sin egen snadde, aldeles som en nisse med sin røde tophue, jeg med slør for ansigtet og papir foran mig, han fortællende og jeg lyttende til og skriblende ned på papiret, så hurtigt som pennen kunne løbe, underlige sagn om et stort kloster, som engang skulle have stået netop på sletten, hvor vores telte stod, om en prægtig kirke og munke, som gik i rad og række, sang salmer og svingede røgelseskar.
Havde jeg ikke fundet møllestenen, ville jeg måske aldrig have lært dette klosters historie at kende, men den bragt mig på det første spor, og siden har jeg ihærdigt fulgt dette gennem folkesagn, manuskripter og bøger i rigsarkiver og biblioteket i Norge, Finland og Rusland. Jeg har opsamlet og plukket alle de pålidelige historiske og etnografiske efterretninger og knyttet disse til de gamle sag, som jeg hørte af Nilas finne, hin nat ved Petcehngaelven.
Førend vi forlod stedet, gik jeg nok en gang hen til møllestenen for at se lidt på den og tage afsked med den. Det er den øverste af to sten, som bruges i en mølle. Den lå med hulningen opad, og der havde samlet sig en hel del løv, gult, grønt og rødt birkeløv i denne hulning. Medens jeg sidder der ganske alene og drømmer om gamle tider, kommer der pludselig en hvirvelvind og snurrer løvet rundt i ring på stenen, blæser det ned i hullet, river det op igen og hvirvler det op i luften, så bladene danser om hinden og ligesom leger og forfølger hinanden, aldeles som om der pludselig var kommet liv i dem og de var blevet forvandlet til ligeså mange gule, grønne og røde sommerfugle.
Er det munkenes sjæle, tænkte jeg, som er kommet hid tilbage igen og opføre en munter dans på den eneste levning af deres gamle herlighed, og er det i glæde over, at de endelig efter 300 års forløb atter skal blive trukket frem fra forglemmelsens skød til dages lys? Hvis så er, håber jeg, at de ikke må finde sig altfor utilfredse med forfatterens fordringsløse forsøg herpå.