Klosteret del 2 Trifon stifter
Trifon Stifter af klosteret i Petschenga.
Der er vist ikke mange som ender noget til, at der langt nordpå i Finmarken eller lige ved Ishavets bredder engang i gamle dage har stået et stort munkekloster, berømt over hele det græsk-katolske Rusland for sin hellighed, sin rigdom og sin industri.
Men sådan har det alligevel været tilfældet.
Dette kloster var i sin tid det nordligste på kloden, thi det lå omtrent ved 70de breddegrad eller ikke langt fra umundingen af Petschenga-elven, straks østenfor den nuværende grænse for norsk Finnmarken mod Rusland. Denne eng eller distrikterne Neiden, Pasvig og Petschenga eller Peisen var, som bekendt, dengang et fællesdistrikt, hvoraf både nordmænd og russer tog skat.
Nu for tiden (ca. 1896) er Solowetskiklosteret, der ligger på en ø i Hvidehavet, det nordligste i Verden, thi Petschengaklosteret eksistere ikke mere. Der findes ikke engang levninger eller ruiner efter dets talrige bygninger og prægtige kirker. Alt er borte, overbegroet, begravet og forsvundet. Hundredeårrige træer er vokset op på sletten, hvor klosteret stod. Kun sagnet lever endnu deroppe hos gamle folk i dunkle, romantiske og eventyrlige fortællinger om klosterets munke, deres rigdomme, skibsbyggeri, hvalfangst og handel med fjerne lande.
Solowetski klostret
Solowetski kloster map
Klosterets stifter hed Trifon.
Han navn kendes endnu overalt deroppe af den græsk-katolske befolkning. Han anses fremdeles for en stor helgen og man ofre og beder til ham den dag i dag. (1896)
Men han havde ikke altid været en helgen. Tværtimod. Sagnet fortæller, at han i sin ungdom havde været en vild krabat, "en vældig kriger mod fjenden", at han havde ligget "på grænserne mellem Finland og Karelen", med en bande vilde kammerater, at han havde, "plyndret mange mennesker, brænd og udgydt meget blod", med andre ord, at han i sin tid havde levet som høvding for en røverbande.
Men hvorledes gik det så til, at han blev en hellig mand? Hvem omvendte ham?.
Herom vil sagnet også fortælle. På sin vilde færd som røverhøvding var Trifon altid ledsaget af en ung, smuk kvinde. Undertiden var hun klædt i mandsklæder og fulgte ham til hest. Om hun var hans hustru eller elskerinde vidste ingen. Hu hed Ellina og skal have været af fornem herkomst og tilhørt en anset russisk familie, mens Trifon derimod var af underordnet stand eller søn af en fattig præst fra Torschok i guvernemtet Tver. Han havde været lære på hendes faders gods, og så skete det samme, som har hændt både før og senere, at husets datter var blevet så forelsket i huset lærer, at hun flygtede sammen med ham fra hjemmet, og fulgte ham på hans vilde færd.
Ofte havde hun ved sit milde væsen og ved sin indflydelse på Trifon reddet uskyldige og dæmpet hans vil de grusomhed. Men engang hændte det, at hun ville frelse en ung mand fra døden, som en tid havde været i Trifons tjeneste. Han blev af sine kammerater ført frem for Trifon og beskyldt for at pønse på forræderi. Der var ingen tvivl, om at han var dødsens. Men idet Trifon ville tildele ham det dødelige hug, kastede Ellina sin ind i vejen for ham og vilde dække den unge mand. Herover flammede Trifons jalousi sådan op, at han, ophidset heraf og af stærke drikke, som han havde nydt, kom til at hugge til sin elskede og kløvede hendes smukke, hvide pande, så hun med udstrakte arme blodbesudlet faldt over mod ham og blev liggende død for hans fødder. Forfærdet ved Trifon nogle skridt tilbage og stirrede målløs ned på hende, medens kammeraterne også stod skrækslagne rundt omkring ham. Så kastede han det bloddryppende sværd langt bort fra sig, slog hænderne for ansigtet og styrtede med et vildt forfærdelsens skrig ned over det døde legeme.
Da han en stund efter rejste sig op igen, var han alene og en forvandlet mand. Han forlod røverbanden og søgte ensomhed eller begravede sig i de mes øde skove og vildeste ødemarker. På lang tid så han ikke ind i noget menneskes øje, men hvad han altid så, vågen og i drømme, var Ellina med den blodige, kløvede pande. Han havde elsket denne kvinde, som rig og fornem dog havde forladt alt fir hans skyld. Anger og samvittighedsnag fortærede ham således, at han så ud som et lig. Men jo mere legemet hentæredes, des vildere blev han fantasier og drømme.
Endelig en nat drømte han, at Ellina atter stod lys levende foran ham med det gabende sår i panden, hvorfra blodet dråbe for dråbe piblede ned over ansigtet, og at hun tydelig sagde til ham:
Trifon, Trifon, du får ingen fred, ingen ro hverken i livet eller i graven, førend du gør bod. Gør bod, gør bod!
"Hvad skal jeg gøre?" havde Trifon da spurgt.
"Du skal rejse til et tørstigt og utilgængeligt land og prædike evangelium for de fattige", havde hun svaret.
Fra den dag underkastede han sig endnu flere og større forsagelser. Han svor på, at han aldrig mere skulle nyde "nogen drik, hvori der fandtes humle", heller ikke nyde kød, men "leve alene af fisk og markens vilde frugter". Han bandt et simpelt tov om lænden i stedet for det kostbare sværd bælte, som han før havde båret, og bar aldrig mere linned på sin krop.
Så begyndte han sin vandrig nordover mod Ishavets ukendte strande. Han vandrede videre og videre, længere og længere mod nord, indtil han endelig nåede havets bred og ikke kunne komme længere. Her fandt han et folk, som levede i afguderi, "tilbedende billeder, orme og andre krybdyr".
Her byggede han sig i året 1524 en hytte ved bredden af Petchenga-elven omtrent 1 mil op fra bredden af Munkefjorden. I nogle år boede han her uden at omgås andre mennesker og nød ikke andet end "fisk han selv fangede, samt rødder og bør, som han fandt i skoven".
Rygte om denne eremit, som boede fjernt oppe ved Ishavet i en ussel hytte, og om det hellige forsagelsens liv, som han her første, fandt efterhånden vej sydover, og pilgrimme begyndte at strømme dertil for at se ham og hans bopæl.
Så byggede han sig et lille kapel. Han huggede selv tømmeret i Peisens skove og bar det på sine skuldre frem til stedet. I dette kapel ophængte han de helgenbilleder, som han havde ført med sig samt et billed af Ellina med den blodige pande, som selv havde malet.
Fra da af kom der endnu flere besøgende, og der begyndte at strømme penge ind til Trifon. Der var noget mystisk og dunkelt for den kristne bevidsthed ved dette tempel eller gudshus, som lå så langt nordpå i hinde ukendte egne, der efter almindelige forestilling det halve år henlå i mørke eller havde middags nat og det andet halve år havde midnatslys.
De ivrigste af de pilgrimme, som kom til Solowetskiksklostret, udstrakte derfor undertiden sine vandringer lige op til Petschengakapellet og ofrede der sine fromme gaver på kirkens alter, emdens de korsede sig, sukkede og bad Gud om nåde tilgivelse for egne og andres synder. Og førend de drog derfra, plejede de til erindring om pilgrimsfærden at plukke nogle af markens vilde blomster, som de tog med sig hjem og opbevarede som kostbare relikvier.
Også befolkningen i dalen kom for at se ham og kapellet, og Trifon begyndte at tage sig af de hedenske lapper og undervise dem i kristendom. Men de ville længe ikke vide noget af hans prædiken. Især var det deres noder eller troldkarle, som gav ham modstand.
"De greb ham i håret, kastede ham til jorden og truede ham med døden, dersom han ikke ville forlade deres land. Ofte tænkte de på at udføre deres trussel, men Herren holdt sin hånd over ham". Når han kom til dem og besøgte dem i deres hyttr, var det næppe, at de vilde give ham ly for natten. De blandede skarn og uhumskheder i den usle mad og det drikke, som han fik, og plagede ham på mange måder. Men som en sand kristen blev han ikke træt af at være "langmodig og velvillig". Han frasagde alt, troede alt, håbede alt og tålte alt" og til slutning kunne de ikke andet end agte, ære og elske ham, samt mere og mere begynde at lytte til hans prædiken. Han kunne dog ikke døbe dem, da han endnu ikke var munk eller indviet til præstembedet.
Også de russiske fiskere, som om sommeren opholdt sig i området kom til kapellet for at deltage i gudstjenesten. De betalte frivillig tiende eller offer, og derved strømmede der penge ind til Trifon.
Han indså nu, at der måtte gøre noget mere, at han måtte have medhjælpere, og at det var nødvendigt, at han igen trådte i forbindelse med den verden, som han for mage år siden havde sagt farvel.
Han foretog derfor omkring år 1530 en rejse til Novgorod, og her fik han af Ærkebiskop Makari et vesignelsesbrev eller tilladelse til at opføre en kirke ved floden Petschenga. Hermed vendte han tilbage, med denne gang ikke alene. Han medtog bygmestre, og ved hjælp af disse opførte han en smuk kirke af træ ved Petschenga-elven, men længere nede mod fjorden eller omtrent 1/8 mil fra elvens udløb i havet.
Denne kirke stod i et par år uindviet, men i 1532 gjorde Trifon en rejse til distriktet Kola, hvor senere eller i 1582 byen Kola blev anlagt. Her var der ved mundingen af Kola Elven i 1529 (eller efter andre kilder allerede 1475) bygget en kirke og et kloster af Solowetskimunken Feodorit. og her traf han hieronomachen eller præsten Ilija. Denne fik han overtalt til at følge med tilbage til Petschenga for at indvie kirken. Dette skete, og den fik navnet af den hellige Troitsas eller Trefoldighedskirke. Og ikke nok hermed, men Ilija iførte kirkens opbygger munkekåben under navn af Trifon og indviede ham til præst. Måske han har han et andet tidligere navn, under sin vilde færd som røverhøvding, men herom er der ingen underretning.
Ilija døbte nu også alle de lapper, som Trifon havde undervist i kristendom.
Hermed var der således lagt begyndelsen til det kloster, som senere opstod ved kirken. Trifons ry for hellighed gjorde, at der snart kom både munke og lægfolk did op og bad om at få lov til at bosætte sig der. Da de var blevet flere, valgte de imellem dem en hegumenos eller forstander, en gammel ærværdig munk Gurij, som havde vandret dertil på fods.
Munkene var i begyndelsen meget fattige og havde vanskeligt ved at ernære sig. De havde nemlig endnu ingen lovbefalede præsterettigheder, men levede kun at de milde gaver, som den fattige befolkning og måske også en eller anden pilgrim ydede dem.
Trifon besluttede derfor atter at rejse til Rusland og denne gang ikke kun til Novgorod, men lige til residensstaden Moskva for at overdække tzaren et bønskrift. Her herskede dengang Ivan Vasikliewitsch, som historien har stemplet med navnet den "grusomme eller frygtelige"., og vistnok med god grund. Det fortælles nemlig om ham, at han "som 12 års gut begyndte at ombringe dyr ved at kaste, dem ned ad trapper og ud af vinduer, og i sit 15 år drev der samme spil med mennesker"
Ivan den grusomme 1530 - 1584
Sergius Koubasov siger om ham: "Han var høj og styg med en lang, flad næse og grå øjne, mager, men bredskuldret". Som tzar opbrændte og ødelagde han Novgorod og lod 27.000 mennesker i staden og omegn, dræbe. Endelig slog han i et anfald af raseri sin ældste søn Ivan ihjel med en jernstik, fordi denne engang beklagede sig over, at faderen havde været så voldsom mod hans hustru, skønt hun var frugtsommelig, blot fordi hun bar en dragt, som mishagede ham, at han havde slået hende så hårdt, at hun nedkom med et dødfødt barn." Men undertiden fik han en raptus af hellighed. Han drog da tilbage til Alexandra Sloboda, en befæstet flække i nærheden af Moskva og holdt her gudstjenester idet han iførte alle sine hofmænd sutaner eller munkekutter og selv fungerede som prior.
En dag, da han her sammen med sin næstældste søn, den rettroende Feodor Ivanowitsch i en højtidelig procession skulle gå i kirke for at overvære messen, stod der udenfor kirkedøren en ærværdig udseende munk med langt, hvidt skæg og iført en gammel udslidt munkekutte. Tzaren studsede ved synes af ham og standsende.
Munken korsede sig, bukkede dybt for tzaren, og knælende udstrakte han mod ham et papir eller bønskrift.Tzaren, hørte fra sine nærmeste, at det skulle være en hellig munk ved navn Trifon, som havde bygget den nordligste kirke i hele hans rige, han tog imod bønskriftet og gik ind i kirken. Her læste både han og hans søn det, og den fromme Feodor blev så bevæget derover, at han gik ind i sakristiet i kirken og afførte sig sin kostbare overbeklædning, som han lod bringe ud til den fattige munk og skænkede ham den som gave.
Følgen var, at hoffolkene heller ikke kunne stå tilbage i fromhed. Med tzaren fulgte både fyrster og bojarer, blandt andre Vjæsemski, Nikita, Boris Gudonov, men hvis søster, Irina Gudunov, Feodor var gift, Morosov, Feofor Basmanov, Gregor Skourlatov, hans bøddel, med tilnavnet Maljuta, og flere. Alle disse skænkede også Trifon kostbare gaver af sølv og guld, således at han på en kort stund fra st være fattig pilgrim blev en rig mand.
Næste dag blev han kaldt op i paladset til audiens hos Ivan den Grusomme. Denne havde fået lyst til at høre ham fortælle om hine nordlige egene. Trifon forsømte da heller ikke i glødende ord at fortælle om sit levet i disse lande med lyse sommernætter og mørke vinterdage, om hedninger, som boede der, om fiskerigdomme i fjorde og elve, om uhyre af hvalfisk ude i det store Ishav, om urørte skove, om rensdyrflokke og i det hele taget om vigtigheden af, at den russiske kirke byggede gudshuse og klostre der og sådan satte det russiske navn på disse med Danmark omtvistede lande og gjorde dem til sin ejendom.
Dette havde den virkning, at Ivan som netop da efter Moskvas brand i et anfald af fromhed aldeles rettede sig efter præsterne Sylvester og Alexis Adasjev, lod udstede et gavebrev til den hellige Trifon af 22. november 7065 (1556). Dette gavebrev er opbevaret og lyder således:
"Paa vore børns fyrst Ivan Ivanowitsch´s og fyrst Feodor Ivanowitsch´s forbøn har vi forlenet forstanderen for det Petschengske hellige trefoldigheds-kloster, Gurji med broderskab, ligesom vi for fremtiden forlener enhver forstander for dette kloster samt broderskab, i stedet for præsterettigheder samt indtægter af sjælemesser. på grund af deres fattigdom, med fjordene Mototsk (Mutkafjord), Litsk (Litzafjord), Ursk (Orafjord), Parensk (Pasvig) og Navda (Neidenfjord) som arvelig ejendom, ligeledes med alt fiskeri eller havsvrag, saaledes f.eks om havet kaste op paa land nogen hvalfisk eller hvalros eller noget andet saadant havdyr, samt med havstranden. landet, alle øer, floder og mindre bække, ligeså med alle skge, eng og jagtmarker samt de lapper, hvilke ved de nævnte Motoske og Petschengske fjorde er og fremdeles skal være os skatskyldige, og med alle de dem underlydende engmarker og alle de pengeafgidter, som de erlægger til tzaren og storfyrsten og med al afkastning og oppebørsel - hvilket alt skal tjene dem (munkene) til næring og til opbyggelse af et kloster, og har vore Novgorodske og Dvinske bojarer og tjenestemænd i det Kolske distrikt og alle kystbeboere samt kareler og lapper og alle andre ingen ret til at tage denne deres arvejord, hverken floder eller notkast eller fiske eller anden ejendom i besiddelse.
(Han bortgav herved, hvad han ikke udelt ejede, nemlig hele det såkaldte fællesdistrikt, hvoraf både Norge og Rusland tog skat, og som først udskiftedes i 1826.)
Hermed var klosterets magt og velstand grundlagt, idet munkene ved dette gavebrev fik endnu større rettigheder over fjerne egne, eng bergenserne omtrent på samme tid eller i monopoltyranniets værste dage fik over Finmarken. Hele befolkningen var hermed solgt til munkene næsten som livegen, så de kunne skalte og valte, tage skat eller tiende, som de behagede.
År efter år kom der nu flere og flere munke og lægbrødre til klosteret i Petschenga, og større bygninger bleb opført både for munkene og lægfolkene samt til modtagelse af gæster og pilgrimme. Allerede 30 - 40 efter at Trifon kom der til som fattig eneboer eller i 15658 var der 20 munke og 30 klostertjenere. På den tid var også en betydelig skibsfart begyndt til klosteret. Det hedder således et sted, at "der kom meget folk fra Cholmogor of Sergopol med varer, som de skænkede klostret til dets forskønnelse og lappernes omvendelse".
Omtrent på denne tid skal Trifon have opført en ny kirke ved mundingen af Petschengaelven eller efter andre på en ø i fjordmundingen. Denne kirke fik navn af Jomfru Maria Kirken. Der skal Trifon sommetider have trukket sig tilbage, levet der som eremit og forrettet sin gudstjeneste her. Straks ved kirken eller der, hvor den stod, løber en lille elv ud i fjorden, som hedder Trifonselven. Den har sit navn deraf, at Trifon plejede at fiske i den, når han boede der som eremit.
Ligeledes lod han på denne tid opføre et kapel ved Pasvigelven til ære for de rettroende og hellige fyrster Boris og Gleb. Dette kapel, der som bekendt, endnu findes i Sydvaranger, blev som indskriften på korset viser, indviet den 24. juni af præsten Hilarion
Boris Gleb Kapel
Endelig lod han også opføre et lille kapel ved Neidenelven som tegn på, at også denne takt var skænket klostret af tzaren eller tilhørte det russiske rige, på samme tid som der fra Danmarks side i denne henseende intet blev gjort for at sikre dette land de samme takter, hvortil der utvivlsomt var mere berettiget end tzaren.
St Georgs kapell Neiden bygge 1565 af Trifon.
Trifon døde 15. december Han var født ca. 1500 måske et par år senere. I alt fald har han opnået en meget høj alder. Hans fødselsdag var formodentlig 1. februar, thi både denne dag og 15. december højtideligholdes fremdeles til hans minde. Han blev ifølge sit testamente bisat i Jomfru Mariakirken, som nu findes der omtrent 1 mil op fra havet og hedder Trifons kirke. Hans gravkors står lige uden for kirkedøren. Dette kors er meget højt og så helligt, at da lynet engang slog ned i kirken og antændte den, slukkede ilden af sig selv, da den kom ned i højde med korset.
Da Trifon lå på sit yderste og følte, at døden nærmede sig, lod han den gamle Gurij hente for at modtage sakramentet. Da han havde nydt dette, løftede han sin svage hånd op og pegede på billedet ag Ellina, som han havde hængende ved sit leje. "Du ser det røde blod", hviskede han, "som drypper ned over hin kvindes pande. Det falder enhver i øjnene, men ingen har set mit hjertes tårer. Disse farveløse tårer har i 50 år dryppet som brændende harpiks ned på min sygelige sjæl og martret og fortæret den nat og dag lige til dette mit sidste åndedræt.
"Trifon, du dør, Herren være dig nådig", bad den gamle Gurij og faldt på knæ foran sengen.
"Ellina" stønnede Trifon endnu engang og døde med et smil på læberne.
Han så hende forklaret, og hun modtog ham.
Om Trifon ved sagnet, at fortælle følgende begivenhed, der skulle være foregået nogen tid efter hans død.
"Medens tzaren og storfyrsten Feodor Ivanowitsch, der i 1584 kom på tronen efter sin fader Ivan, i året 1590 førte krig i Estland mod svenskerne under Karl Horn, havde han under en belejring af staden Rugodew eller Ivangorod ved Narva slået lejr med sine tropper og selv opslået sit telt ikke langt fra staden.
Men de listige estlænder rettede ubemærket alle deres kanoner på teltet. Medens tzaren efter krigsbesværlighederne hvilede i sit telt, åbenbarede en ærværdig munk sig for ham og sagde:
"Tzar, stat op og gak ud af dit telt, paa det at du ikke døden hastig må lide!"
Tzaren spurgte da:
"Hvo est du?"
Munken svarede:
"Jeg er Trifon, til hvem du som almisse skænkede din kåbe for at foregå andre med et godt eksempel. Derfor siger Herren min Gud til dig:
"Skynd dig stig op fra dit leje"
Tazaren stod hurtigt op og gik ud af sit telt. Straks derpå begyndte estlænderne med sine færdigrettede kanoner at skyde på tropperne og telt, og en kugle som traf teltet, faldt lige ned på sengen, hvor tzaren havde hvilet".
Tzaren stormede der på Narva, men blev slået tilbage. For at redde denne stad og undgå en ny storm på samme, Ivangorod af Karl Horn overgivet til russerne, og Feodor holdt sit indtog i staden, "klædt i hvid gyldendug og draget af sine soldater i en stor slæde, under hvilken var anbragt en ovn for at skaffe varme".
Tzaren prisede Gud og glædede sig over sin redning. Han fortalte denne begivenhed med munken til sine bojarer og skikkede sendebud til klostret i Petschenga for at opsøge Trifon. Men den gamle var da allerede flyttet over til det evige livs boliger, og klosteret lagt i ruiner.