Hekseprøverne
Når man arbejder sig gennem det dystre procesmateriale og ser hvorledes mange af disse uskyldige mennesker bogstaveligt talt blev hakket op til blodigt kød på torturbænkene, forstår man ikke, at der blandt dem alligevel fandtes mennesker, der havde styrke til hårdnakket at nægte, at de havde haft noget med Djævelen at bestille.
Ved siden af torturen, som utvivlsomt har spillet en stor rolle for de bekendelser, man fik, havde hekseforfølgerne et andet våben at hjælpe sig med. Det var de såkaldte hekseprøver. Ved hjælp af dem havde man mulighed for at afgøre, om den anklagede var heks, selv når hun nægtede at åbne munden eller benægtede sin skyld. Her skal nævnes fem af de mest almindeligt brugte prøver. De har været anvendt til forskellige tider i forskellig udstrækning. Det fremgår ingen steder at det har været anvendt mere en på den samme heks.
Vandprøven Den mest5 almindeligt brugte prøve er vandprøven eller heksebadet. Den har været anvendt i Norden, på kontinentet så nær som i Spanien og Italien, samt i England o Skotland.
Den foregik på den måde, at man bandt delinkventen med højre tommelfinger til venstre storetå og venstre tommelfinger til højre storetå og kastede vedkommende i vandet. Flød hun, var hun skyldig, sank hun, var hun uskyldig, og så man jo håbe, at man har gjort sig umager for at redde hende i land. Undertiden er nævnt, at man slog et reb om livet på den, der blev underkastet denne prøve, og det er vel mest sandsynligt, at man har gjort det i alle tilfælde, da det ellers kunne blive vanskeligt at få heksen på land igen.
Vandprøven har været brugt også mod kættere. Det er en gammel gudsdom, som går tilbage til tidlig middelalder. At man flød ved skyld, forklare Hinkmar von Reims således, at vandet gennem Kristi dåb i Jordan var blevet helligt i en sådan grad, at de skubbede det urene og skyldige fra sig. DENNE TEOLOGISKE OPFATTELSE SYNES DOG TIL EN VIS GRAD UNDER HEKSEPROCESSERNE, AT HAVE MÅTTE VIGE PLADSEN FOR DEN MERE FOLKELIGE, AT HEKSEN VAR FOR LET TIL AT SYNKE.
Forestillingen om heksens lethed, der også går igen i vægtprøven, må man have fået som en association til, at heksen kunne flyve gennem luften. Tilsyneladende har man ikke kunnet forbinde en normal legemsvægt med en sådan flyveevne. Der, som i og for sig er mest interessant med vandprøven, er, at den i det materiale, jeg har arbejdet med, altid givet et resultat, der er gunstigt for forfølgerne. Heksen flyder! I det øjeblik er der et reb med i spillet, kan den , der holder i den anden ende af rebet, indvirke på resultatet. Men der er andre muligheder at tage i betragtning. Der er muligvis noget i stillingen, der har fået folk til at flyde. Man har selvfølgelig ikke ventet mange sekunder, før man trak dem i land, hvis de ellers havde vist, at de flød. Uvilkårligt vil man også fylde lungerne med luft af rædsel for at blive kastet ud i et element, men ikke behersker og det kan have medvirket til at man flød nogle øjeblikke. Desuden kan det have spillet en rolle, hvilke klæder man bar. Fra samtidsstik har man vandprøven udført både med og uden klæder på. Materialet giver ingen oplysning om, hvad der var den sædvanlige fremgangsmåde. Men har kvinderne været kastet i vandet iført den tids vadmelsskørter, ville dette nok virke som en slags regningsvest, da den hårdt stampede vadmel er vanskelig gennemtrængelig for vand. Det er fortalt at kvinder har undgået drukningsdøden på grund af deres vadmelsskørter.
I Norge er vandprøven specielt brugt i Finnemarksprocesserne, og her gælder det også, at alle heksene flyder "som en dubbel" eller " som en gås" på vandet.
Vægtprøven Denne prøve har også sit udspring i vægtløshedsprincippet, gik i al sin uhyggelighed ud på, at mand anslog delinkventen til en vis vægt. Så vejede man hende. Vejede hun mindre end det anslåede, var hun heks. Særlig berømt var heksevægte i Oudewater i Holland. Her kunne man tage hen når nettet strammede sig og få et vægtcertifikat, dvs. at man fik attest på, at man vejede så meget, som synes, som om den dømmende myndighed har taget hensyn til disse vægtcertifikater.
Det er en prøve som ikke ser ud til at være anvendt i Norge.
Ildprøven I Norden er denne prøve bedre kendt under navnet jernbyrd. Det er ikke nogen speciel hekseprøve. På kontinentet synes den kun at være brugt i den tidligste proces tid, og i Norge er den slet ikke brugt under hekseforfølgelserne, da der kom forbud mod brug af den allerede i 1247. Man mente at Djævelen kunne hjælpe heksene med denne prøve og give dem et gunstigt resultat.
Prøven foregik på den måde, at man skulle bære glødende jern eller kul i hænderne et vist antal skridt. Bagefter blev hænderne forbundet, efter en tid fjernede man forbindingerne. Kunne man da vise et par uskadte hænder frem, havde man bevist sin uskyld.
Siden Sprenger og Krämer ikke ville bruge denne prøve, skulle man tro, at det virkelig hændte, at heksene kunne fremvise hænder uden brandsår. Disse to herre afskyr nemlig alt hvad der kan tale til anklages fordel. Man kan spekulere på, hvor forklaringer kan ligge, om det er muligt at mennesker ikke får brandsår af glødende jern båret direkte på de nøgne håndflader. Enten må man have kendt et stof, som har haft en præventiv virkning mod forbrænding og som den anklagede gennem bestikkelse har skaffet sig, eller også må visse mennesker i deres angst og nervøsitet have haft en så stærk svedafsondring i hænderne, at jernet ikke brændte sår.
De såkaldte kedelprøve, som vi finder i det norrøne lovværk, er en parallel til jernbyrden. Her brugte man bare koghedt vand, som den anklagede skulle stikke hænderne i.
Tåreprøven Man har forestillet sig, at en heks ikke kunne græde under torturen. Fældede den anklagede ingen tårer, mens man pinte hende, nyttede det hende kun lidt, at hun græd bagefter. Man havde allerede sluttet, at hun var skyldig.
Bag denne forestilling synes der at ligge en erfaringsforklaring. Man havde lagt mærke til, at de folk man pinte til at bekende, at de havde sluttet pagt med Djævelen, ikke fældede en tåre under torturen. Dette har en helt rationel forklaring ifølge lægevidenskaben. Under meget stærke smerter fungere vore tårekanaler i meget ringe grad eller slet ikke. Derfor fældede disse stakkels mennesker ikke en tåre, men man næsten rev dem fra hinanden. Først bagefter, når smerterne kom ned på et udholdeligt plan, græd de.
Heksehammeren mener, at man ikke skal stole for meget på denne prøve, da Djævelen også her kan være sine sektmedlemmer behjælpelig med at græde falske tårer.
Nåleprøven Denne prøve har været brugt over hele kontinentet også i nabolande som Sverige og Danmark. Derfor er det mærkeligt, at vi ikke finden den brugt i Norge, til trods for at denne prøve bunder på forestillinger om det følelsesløse stigma diabolicum, som vi finder i Norges rets akter.
Prøven blev foretaget således, at man førte den genstridige ind i torturkammeret, klædte hende af og skambarberede hende over hele kroppen. Så strakte men hende på pinebænken, og bøddelen stak sig nu frem fra isse til fodsål, på jagt efter en følelsesløs plet.
Ud fra proces materialet ser vi, at han ofte fandt, hvad han ledte efter.
I dag ved vi, at man på de fleste mennesker ville kunne finde sådanne pletter af anæstesi, hvis de var udsat for et psykisk pres, der var stærkt nok. Det er en af kroppens reaktioner på et sådant pres. De fleste af os kunne vel få følelsesløse pletter af mindre end der, den mistænke "heks" blev udsat for: ringet ind af naboens had, slæbt ud af sit hus, kastet i fangehullet, kun overladt til en rå fangevogters forgodtbefindende, vente i dagevis på at få lov at gennemgå de pinsler, man med rædsel havde hørt andre havde gennemgået, blive klædt af for øjnene af fremmede mænd, blive følt på, knebet, kommenteret og stukket.