Finnmarks sidste heksebål blev tændt på Vadsø, en junidag.
På tinget den 4. juni 1678, som blev ledet af Lauritz Faag, som nu var avanceret til foged, står Synnøve Johannesdatter, konen til Albricht Halvorsen på Vadsø, anklaget af Otte Bang for at have forgivet hans bedste ko. Han føre fem vidner på det. Årsagen ti ugerningen var at han havde snakket til hendes lille datter, som gik uroligt rund i stuen mens Synnøve og andre kogekoner var i hans hus for at bage. Heinrich Braass fremstod også som frivilligt vidne i rette og beskyldte Synnøve for at have påført hans børn sygdom, fordi han ikke gav hendes mand den udlovede kalv for en skov rejse som der ikke blev til noget. Mens Synnøve tjente hos dem, skulle hun engang have sagt til hans kone og hans mor:
Tænk om man kunne kærne smør af vand! Madmoren svarede: Gud give dig, Synnøve, at kunne det, Synnøve svarede at hvis hun kunne noget sådant "ville ingen være efter mig end som dig!" En mand fortæller: For syn år siden hørte han af en mand som nu er død, at engang han roede for Heirich Braas sammen med Synnøve som da tjente på stedet, blev de uvenner, han blev syg, Synnøve blev tilkaldt og han truede hende med at anklage hende på tinget, hvis hun ikke straks gjorde ham frisk igen. Synnøve lagde da hånden på hans bryst og han blev omgående raks igen, og det aflægger hans enke ed på og bl.a. Heirich Braass bekræfter.
Et par dage sener tilstår Synnøve.
Otte Bang "begjærte indstændig" for retten at hun burde straffes til ild og bål.
Fogeden "satte i ald rette oc formeener" det samme. Dommen falder, hun skal brændes "uden nogen ophold".
Året efter er der igen den rene lynch stemning på Vadsø. Den anklagede kvinde, Rasmus Johannessens kone Kirsten Knudsdatter, som var blevet udlagt af Synnøve, nægte ubøjeligt. Men de må gerne tage livet fra hende, siger hun, for hun får efter denne dag ikke fred nogen steder, på grund af mistanken. Faag henstiller til retten og mener selv at hun bør pinlig forhøres, og så efter hendes modparts begæring, straffes til ild og bål. Med retten synes sagen er noget uklar og tvivlsom og henviser den til overdommeren.
Året efter kommer denne sag for lagtinget på Vardø 14. 15. 16. juni 1680 som antageligt blev holdt i fæstningsrummet, selv om protokollen bare siger Vardø. Vicelagmand Christen Munckegaard, Schønnebøøls svigersøn, præsidere og til stede er også Knud Gjedde til Vadskjærgaard, amtmanden over Nordlandene, som også bestyrede Finnmark en tid. Folk strømmede til dette ting og særlig mange Vadsø både rundede Kibergnæsset på vej til fæstningen.
Otte Bang spørger de mange Vadsøfolk, som er til stede om de vil have hende probert på sjøen og får et enstemmigt ja. Vadsø præsten, hr. Moses, beder hende omvende sig og bekende, men hun svarede som før, hun kan ikke lyve om sig selv.
Overdommeren fandt ingenting bevist, loven tillod ham ikke at probere hende på sjøen, hun frifindes og kan når som helst rejse hjem.
Den 1. januar 1681 fik Bergens Magistrat kongebrev på forpagtning af hele Finnmark for 6 år mod en årlig afgift af 200 rigsdaler. Amtmandsembedet blev ophævet, og Landsdelen lagt ind under Bergens magistrat, som også havde ret til at udnævne ombudsmænd. Men nu blev der så stor nød i landsdelen at kongen i 1684 på ny måtte udnævne en amtmand. Det blev Hans Lilienskiold, som har givet os Speculum Boreale, Finmarehens Beskriffulse m.m. Han kom med sin hustru, en søster af Ludvig Holbergs mor, og sine mange børn til Finnmark i 1685 og tog ophold på Skatøre. Den første heksesag i hans tid har en vis interesse og den sidste en meget stor kulturhistorisk værdi.
Den første er den gamle historie. Et lagting på Vadsø i 1688, hvor lagmand de Fine præsidere, behandler sagen mod en kvinde fra Sandskjær, hun skulle have lovet en nu afdød dreng Laurits Braass ondt, fordi han havde slået hendes søster, som også tjente hos Braass. Hvorfor ser du så dårlig ud, spurgte Sandskjær kvinden sin søster, som hun ikke havde set en tid, er du syg? Nej, svarede den anden, men de var slemme mod hende og i det, var de alle lige gode. Laurits Braass, hans kone og to af hans drenge vidnede. Rettens afgørelse blev da at drengens død egentlig ikke kunne klandres hende og at den derfor ikke kunne dømme hende fra livet, men hun skulle lovværge sig med 12 mænd, de bedste i sognet. (blev aldrig efterlevet har Lilienskiold tilføjet i sit uddrag.)
Fra 1632 til 1688 – i 56 år – har familien Braass med drenge, dyr og fiskeudbytte været ganske usædvanlig været udsat for trolddom. Det må betegnes som en slags rekord, om end usædvanlig.
Tre andre sager blev af Lilienskiold affejet en gang med frifindelse, en gang med en bøde på en tønde mel til de fattige og en gang med åbenbart skrifte for sådan fandens gøgleri og abespil.
I lange tider havde fogederne i Vest Finnmark idømt større og mindre straffe for gan ( spids pind som lapperne brugte til trolddom og magi). En og anden same langs kysten drev en slags udvidet livsforsikring for søfolk, præmierne varierede, men var som oftest beskedne, et smørrebrød osv. Der fremkom nu en sag som giver en udførlig oplysning om den specielle samiske magi, som jo i bund og grund ikke er andet en dengang forholdsvis intakte form for den overtro, som overlevede i kristen tid.
To mænd, hvis værker har fundamental betydning for vort kendskab til Finnmarks historien på 1600-tallet Lilienskiold og foged Niels Knag (Knagehjelm) som var kendt for deres beskrivelse af Øst-finnmark matrikel samt beskrivelse af Finnmark, havde med denne sag at gøre:
En gammel same, Anders Poulsen, Varanger, blev fremstillet for et Vadsøting 9. februar, for at have brugt et instrument kaldet runebommen, det var blevet frataget ham før jul og blev fremlagt på rettens bord. Anders fortæller at han er barnefødt i Thorne Lappmark, havde opholdt sig i sine manddomsår ved kysten både i Nordland og Finnmark, betalt skat og afgifter som andre sjøfinner. Har havde mange gifte børn i Vest- og øst-Finnmark og er af alder næsten et lille hundreår, som er ca. fem gang tyve år. Sin visdom har han lært i ungdommen af sin mor (hans store ugudelighed og djævelkunst har han starten lært af sin ugudelige mor, som der bliver skrevet i referatet). Villig og tillidsfuldt giver den gamle er udførlig beskrivelse af det urgamle magiske instrument til stor besvær for finnelensmanden, som fungere som tolk og til stor glæde for Lilienskiold – beskrivelsen varer i to tingdage og er en ren afhandling i protokollen. Til slut kommer da fogeden til: Skønt ingen har klager at anføre mod ham, om at han har skadet dem i livet, helse eller på gods, er det højst fornødent at der bliver statueret et "afskyeligt eksempel". Sådanne gerninger og den afgudsdyrkelse som Anders Poulsen frivilligt bekender findes imidlertid ikke beskrevet i loven. Derfor har amtmanden bestemt og anset det for tilrådeligt, efter at jeg har rådført mig med Knag som fører ordet, at denne sag er "en usædvanlig Casus", hvori der behøves den høje øvrigheds betænkning, udsættes indtil svar er indhentet fra København. Indtil da skal Anders være i fængsel hos underfogeden.
Hvad højesteret i København besluttede i denne sag ved vi ikke, og Anders fik det heller ikke at vide. Mens han lå og sov blev han dræbt ved et øksehug af en af amtmandens drenge, som var sindssyg. Manden havde i retten ikke andet at sige en at han dræbte Anders fordi han var en troldmand.
De af Anders børn som bor i Varanger møder op på Vadsø. Far har ikke skadet noget menneske med sin kunst siger de. Samtlige overlader deres ret mod drabsmanden til øvrigheden og rettens kendelse, dog kræver de liv for liv. Det endte med at drengen skulle betale fuld mandsbod, han ejede dog ingenting, men arvingerne kunne ikke kræve bøder for Anders, som for sin trolddom og afgudsdyrkelse burde have været straffet. Så egentlig var det måske ikke den værste slutning på Finnmarks sidst kendte trolddomssag.
Vor nordligste landsdels regning til tidens officielle vanvid, efter kilderne at dømme på ca. 80 menneskeliv. Dette tal dækker over en gruopvækkende sum af legemlige lidelser under en behandling, som var rå og brutal udenfor enhver beskrivelse, det drejede sig her om "den umulige forbrydelse", undtaget også fra tidens alt andet en humane straffemetoder. Hvilken sjælens fortvivlede angst og ensomhed der repræsentere, kan vi i vore dage knap gøre os begribeligt. At kvinder under den behandling de gennemgik er blevet overbevist til at tro på at de stod i kontakt med mørkets magter, er klart bevist med al tydelighed i Finnmark. Andre igen har resigneret overfor den totale overmagt og er gået i døden overbevist om deres uskyldighed. Enkelte – måske mange flere end vi kender til - har vis stor sjælestyrke under de rædsler de gennemlevede før døden befriede dem fra medmenneskernes magtbegær. Fra det mørke fangehul på Vardøhus fæstning er der nogle få ord der lyser op med sin glans og det er Ingeborg Krogs ord.: "Å nej, så kan de pine kroppen, men sjælen skal de dog intet pine!"