Skånland Handelssted
Vi lå der bag hundrede mil
Og hele alverden gemt.
Selv landets børn
Troede halvt vi var til
Men viste det ej bestemt
Og noget så stedt til hvile
nej noget så håbløst glemt.
Mod slutningen af 1960 årene var Skånland Handelssted faretruende nær ved at ende som illustration til Knut Hamsuns ord om Nordland. Århundrede lange traditioner med jord- og skovbrug, fiskeri, handel og ishavssejlads var gradvis gået i opløsning, bryggen og huset var forladt og forfaldet, det lå næsten øde hen.
Det sidste af den gamle handelssteder i Bodin kunne lige så godt være "sted til evig hvile" hvis det ikke var for Haakon Mehren fra Oslo, han købte ejendommen i 1966. Nu efter tredive års slid er det lykkedes ham og hans hustru, Anne Margrete Lillienskiold Mehren, at restaurere Skånland Handelssted tilbage til den pragt det havde i sine velmagtsdage. Målet har imidlertid ikke været at genrejse Skånland som lokalt handelssted, men som landbrug, kultuhistorisk mindesmærke og repræsentations sted for handelshusets internationale forretningsvirksomheder.
Skånland fik først elektrisk strøm i 1952 og har fortsat ingen vejforbindelse. Da dronning Sonja i 1991 var på fjeldvandrig på Saltfjeldet, kunne hun ikke have fundet en bedre "rasteplads".
Når en søfarende i tidligere tider første gang kom frelst over Saltfjorden og fik landkending på de store holme som flød på vandet uden for Beiarkjeften, må han have tænkt, at her var det dejlige huldrelandet (folkesagn om et land som ligger solbeskinnet og rigt langt ude i havet, som bebos af underjordiske trolde og viser sig kun for fromme eller fremsynede mennesker i livsfare på havet.) som de gamle talte om. For så irgrønne græsmarker og så fede, glinsende køer som var på græs havde han knapt set noget andet sted. Og det sig ifølge sagnet at den som fik set huldrelandet, han var reddet....
Den 400 mål store Skånland holmen giver fortsat associationer med et huldreland.[1] Nærmere et paradis end denne grønne ø med klynger af lav birk kommer en Nordland ko næppe. Og for menneskene på Skånland Handelssted som har skoven og det 572 meter høje Skånlandfjeldet lunede i ryggen, er holmen som en mole mellem dem og den iskolde blæst fra storhavet.
Fra tidligste tider har folk set hvilke muligheder denne nordnorske oase havde at byde dem. Det viser navnet Skån som betyder "gødet jord". Gården Skånland er nævnt på 1500 tallet – ejeren hed da Peder på Skånland – og man ved fra skatteregnskaber fra 1600 tallet at gården betalte betydelig smørskat til kronen. Og ifølge matriklen fra 1850 årene var gården blandt de større, på 8,2 skyldmark. (en enhed efter matrikuleringen i 1863 svarende til 1740 kroner, brugt som en angivelse af en jordejendoms skatteevne).
Fra gammel tid blev der fisket meget på Ytre Salten, og beliggenheden p et næs hvor Beiarfjorden og ydre Sundan mødes, gjorde Skånland til et naturligt knudepunkt. Efterhånden voksede det til et søgt handelssted. Ejendommen tilhørte den danske konges kronegods frem til det store konegodsudsalg, i 1792 blev ejendommen solgt til sorenskriver Rosenvinge i Salten. Kun to år efter blev stedet købt af Peder Olsen, som tilhørte en kendt nordnorsk handelsslægt. Han var skipper og havde kongelige privilegier til at drive handel fra en jekt, såkaldt bygdefarsret, og gården blev herefter et skipperleje.
Bygdefarsretten var på det tidspunkt ikke mere en hundrede år gammel. Frem til 1697 var det kun byborgere som havde lov til at drive handel. Det var for det meste borgere i Bergen og Trondheim – med overvægt på Trondheim – som havde privilegier på Nord Norge handelen. De mest velstående blandt disse byborgere blev ofte det, som blev kaldt tremånedsborgere. Når april måned kom, udrustede de en jekt, fik nogen til at passe deres krambod og by hus og drog nordover med kone og unger, mandskab og tjenere til det borgerleje de havde etableret et sted på kysten. Her opholdt de sig sommeren over, derfra kom betegnelsen tremånedsborgere. Hvis de boede omborg i jekten, kaldtes de udliggerborgere, havde de fast hus, var betegnelsen indliggerborgere.
Fra borgerlejet drev købmanden livlig handel ikke bare med Bergen og Trondheim, men også lokalt. Denne form for lokal handel (såkaldt knaperhandel – en knaper var betegnelsen på en lille handelsmand som for det meste drev ulovlig handel) som var strengt taget ulovlig. Efterhånden som der opstod lidt vel mange borgerlejer blev handelen klart i nordlændingernes disfavør. De første til at reagere på dette var præsterne og andre embedsmænd. Fra 1650 og til 1700 lykkedes det amtmændene i Heideman. Tønder og Lillienskiold at overtale kongen til at give bevilling til handel og gæstgiver virksomhed til lokale "dertil skikkede mand på dertil skikkede steder". Men ikke hvem som helst kunne få bevillig. Der blev forlagt midler til at opføre de nødvendige bygninger, skaffe sig fartøjer og sikre driften. Videre måtte vedkommende kunne læse og skrive, og han skulle bo på stedet året rundt. Disse steder blev kaldt for skipperlejer og var ejet af nordlændinger med jekte rederi. Nogle af stederne fik senere ret til at handle over disk og fik gæstegiverbevilling med brændevinsret og blev betegnet som "kongelig privilegeret handelssteder". Det første af disse blev oprettet i 1762 i Kabelvåg. Dette blev igen grundlaget for værejersystemet og nessekonge rigerne, en ny Nordlands overklasse som afløste godsejerens og embedsmandens magtposition.
Beretningen om Skånland fortsætter på side 14
Netop om forholdene i Nord Norge er der i forbindelse med Hans Hansen Lillienskiold Speculum Boreale meget nøje beskrevet hvordan handelsforholdene var i Nord Norge i sidste halvdel af 1600 tallet. Her følger et uddrag:
T
ilbage til Skånland Handelssted i Salten.
Den næste ejer Peder Olsen opfyldte for at opnå et skipperleje, han var desuden en driftig mand og drev storbutik. Efter overtagelsen af ejendommen gik han straks i gang med at bygge en ny hovedbygning, en toetagers trønderlån (lån = lang bygning på mindst to etager) i laftet tømmer med lodret træbeklædning udvendig. Den var 6,3 x 16 meter, med to stuer og et stort køkken mod øst.
Nord for hovedhuset lå drengestuerne og sydsiden et forrådskammer. De tre huse dannede en åben gård mod nord. Da Peder Olsens efterkommere i 1860 overtog det privilegerede handelssted Nord Arnøy lidt længere ude i fjorden, blev Skånland solgt til en Dreyer, og han åbnede den første krambod på Skånland (de kongelige privilegier til at handle over disk ophørte i 1865). Han ejede også et antal fiskefartøjer.
Dreyer omkom senere på havet, og da han ikke efterlod sig nogen livsarvinger, blev stedet igen solgt, først til Georg Sællæg fra Namdalen i 1889, fire år senere til Peter Schjelderup. På denne tid var det en hård kamp for mange handelssteder for at overleve, fordi handelen var blevet givet fra og brændevinsretten inddraget. Nogen klarede det ikke, blandt dem Kapstø, som ophørte i 1896. Men Peter Schjelderup og hans hustru Johanne, født Tommesen, skulle føre Skånland ind i en storhedstid. Begge var kun nogen og tyve år ved overtagelsen, og de var fulde af gå på mod og planer. Hovedbygningen blev nu udvidet til en længde på 30 meter, ved at drengestuerne blev flyttet indtil, og huset fik to indgange, en for tjenestefolk og en for herskabet. Det faste tjenerhold bestod af to piger, kokke, dyrepasser og en dreng som alle boede i den nordlige fløj. Tjenerne havde ikke lov til at gå ind i stuerne, bårdstua i første etage (som i dag fungere som hall og dagligstue) var deres opholdsrum. En fuldmægtig, som blandt andet havde ansvaret for butikken, og børnenes guvernante hørte begge til herskabet og havde derfor sine soverum i deres fløjs anden etage. Der var desuden fem husmandspladser under hovedgården, og ellers blev arbejdskraften til både og fiskeri hentet fra hele landsdelen.
På Skånland, som på alle de gamle handelssteder langs kysten, var handel og fiskeri det vigtigste. Schjelderup drev fiskeri på Lofoten og Finmarken. Fisken blev saltet og derefter sejlet til Skånland for at blive tørret på klipfiskebjergene om sommeren. Det skabte arbejde til mange kvinder. Derefter blev fisken sendt til Kristiansund på egne skibe for lager og siden eksport. I denne tid kunne Skånland have op til 200 ansatte. De nordnorske handelssteder var hverken slotte eller herregårde, men de var længe rygraden i Norges eksport og en magtfaktor i europæisk handel.
Schjeldrup satsede stort og ville ikke nøjes med det gamle byggeri, han byggede det han kaldte Butiksbryggen, som indeholdt krambod, posthus og dampskibsekspedition, senere også rederikontor. Schjeldrup var med til at stifte Salten Dampskibsselskab, og Skånland var blandt de første steder som fik anløb i 1898 og blev dermed også post modtager for hele distriktet. Det gav kunder til butikken. I forbindelse med butikken var der også bageri, og i sæsonen var der ansat en bager. Han lavede blandt andet store mængder af tvebakker som var almindelig udrustning på notture og på lofotfiskeri. Foruden det "daglige brød" kunne bageren og diske op med sirupskager, tekager og pebernødder til jul også med kagemænd og koner.
Butikkens varelager omfattede ikke bare alt som var nødvendigt i husholdningen og til udrustning af fiskeriet, men også med så frivole ting som kniplinger og blonder, god lugt og franske modejournaler. Handelen foregik fortsat mest efter naturelhusholdningens principper som at kød og smør blev byttet med købmandsvare. Folk fra Beiarn som bragte brænde, bark, tjære og hjemmebrændt kunne bytte disse varer mod fisk og tran fra Væran og Landego var kommet med. På Skånland fik de kredit til at udruste sig til Lofotfiskeriet og leverede fisk tilbage til huset fiskeanlæg i Røst.
Arbejdermiljøloven hørte fremtiden til, åbningstider fandtes ikke. Det hændte ikke sjælden at de første kunder kom ved firetiden om morgenen, og i de travleste sæsoner, særlig i julen, holdt butikken åben til lang ud på natten.
Gæstfrihed var en dyd, ikke mindst overfor kunder, og det var en gammel skik at de som kom langvejsfra blev budt ind i køkkenet og blev trakteret med mad og kaffe.
Det var en kærnesund virksomhed Peter og Johanne Schjeldrup overlod til deres sønner Thomas og Ludolf. Alle grene af butikken gik godt, ikke mindst den som havde med fiskeri at gøre. Rundt ca. 1918 talte Skånland flåden ikke mindre en ti fartøjer, galeaser, jekt, skonnerter og fiskefartøjer. Handelshuset kom tidlig med i ishavsfangsten. Allerede i 1910 havde Peter Schjeldrup udrustet en overvintringsekspedition til Spitsbergen, væsentlig for at fange polarræv og Isbjørn. Fem år senere var hans 21 år gamle søn Ludolf med på sin første ekspedition til Vesterisen. Efterhånden skulle han komme til at organisere eller lede mellem 50 og 100 ishavsekspeditioner med femten forskellige skuder, og han fik ry for sin fabelagtige tæft for at pejle sin ind mod de steder hvor fangsten var at finde og for aldrig at forlise. Thomas Schjeldrup var sin brors modsætning, han kunne bedst lide, at være i butikken og på kontoret. I ungdommen rejste han ud for at lære klipfiske branchen. En kort overgang var han også sekretær hos minister Wedel Jarlsberg i Portugal. Som sådan supplerede de to brødre hverandre på bedst tænkelig vis, og under deres ledelse gik handelsstedet ind i sin mest blomstrende periode.
Mange af bådene i brødrenes Schjeldrups ishavsrederi havde navne som endte på "is", som Polaris, Ståis, Vesteris, Vesteris, Selis og så videre. Rederiet mest berømte skib blev imidlertid Quest, som blev indkøbt i 1923 og sat ind på sælfangst. Skibet som var bygget i Risør i 1917, var blevet brugt som ekspeditionsskib for den kendte britiske sydpolsforsker Sir Ernest Henry Shackleton. Han havde blandt andet deltaget i The National Antartic Expedition med Discovery under Scotts ledelse i 1902.
- januar 1992 døde Shackleton ombord på Quest under en ekspedition til Syd Georigia. Det engelske admiralitet solgte derefter Quest til Skånland Handelssted, hvor den berømte skude blev sat ind i ishavsfangsten. Skånlands nuværende ejere har fortsat forbindelse med lord Shackletons familie. Dele af Shackletons kahyt blev for øvrigt for få år siden opført på Saltdal til minde om den største helt i engelsk polarhistorie. I den anledning sendte den engelske regering et kompagni soldater for at markere begivenheden med militær honnør.
I 1928 blev Quest nok engang forsidestof i verdenspressen. Den blev da lejet af den svenske stat for at deltage i en eftersøgning af det italienske luftskib Italia, som var havareret under hjemturen efter en ekspedition til Nordpolen.
Ludolf Schjelerup, som deltog i eftersøgningen, var den første der fik øje på det nødstedte luftskib og ledede redningsaktionen fra Quest. For dette blev han tildelt den svenske Vasa orden. I en alder af 85 år kom ekspeditionens leder, den italienske storadmiral og luftskibskonstruktør Umberto Nobile, i 1978 til Bodø, hvor han for første gang fik lejlighed til at takke den da 80-årige Ludolf Schjelderup personlig.
Nøjagtig 50 år efter heltedåden blev han tildelt den italienske St. Andreas orden. Nobile afdækkede også Amundsen monumentet i Tromsø, rejst af den italienske stat, som en forsoning mellem Italien og Norge. Amundsen mistede som bekendt livet ved denne eftersøgning.
Quest var også udlejet til den stor rige franske polarforsker grev Gaston Micard. Han var for øvrigt nevø til paven og også til konstruktøren af Suez og Panama kanalen, Ferdinand Lesseps og var medejer i Suez kanalen. Greven havde foretaget en række rejser i arktiske områder med norske fangst skuder. I 1936 – 1937 overvintrede han på Quest i Loch Fine på det nordøstlige Grønland, året før havde han en tid sit hovedkvarter på Skånland. Her boede han på et af gæsteværelserne, som siden har fået navnet "Det franske værelse". Micard var ungkarl, temmelig forskruet og, selvsagt, for fin til at mænge sig med husets øvrige beboere. Han forlangte derfor at få måltiderne serveret på sit eget værelse, og ham skal have drillet tjenerne i at efterkomme alle verdens luner. Til morgenmad skulle han altid have serveret ti æg, men de måtte være kogt i nøjagtig 30 sekunder. Greven må have vist – eller troede at vide – hvordan æg kogt i 30 sekunder så ud, for var de ikke det fik tjeneren æggene i hovedet. Om grev Micard fortælles også at når han var i Ishavet, måtte fire mænd bære ham på en speciallavet stol hvor han tronede med opslået parasol. Lidt af et særsyn i den arktiske ødemark.
Da Quest blev skruet ned i isen i 1962, gik det også mod slutningen for Skånlands rolle som handelssted. På dette tidspunkt var brødrene Schjelderups ishavsrederi flyttet til Tromsø. Det sidste skib, Selis blev solgt i 1968. Med infrastrukturen, som nu blev lagt om fra hav til land, endte det gamle handelssted med at ligge fuldstændigt håbløst.
På Skånland handlede det ikke længere om fisk og tjære, sirup og sirupskager. Den eneste virksomhed der er landbruget med 30 kreaturer på stald, som den levende kærne i et anlæg som ægteparret Mehren har redet for nordnorsk kulturhistorie.
Hovedbygningen er restaureret og moderniseret, tjenerfløjen er blevet herskabsfløj, mens den sidste er blevet stående uændret. Bid for bid er interiørerne i begge fløje samlet sammen så det fremstår som et handelssted med kontakter til Europa så ud på 1800 tallet, med de "rigtige" tapeter, møbler og genstande. I dette arbejde har kunstekspert og forfatter Haakon Mehren fået brug for sine kundskaber. Også udbygningerne er pietetsfuldt renoveret. Butiksbryggen fra slutningen af 1890 årene med kramboden er for øvrigt fru Lillienskiold Mehrens helt specielle hjertebarn. Hertil har hun samlet en mængde autentiske genstande fra århundrede skiftet og frem til 1958, hvor butiksdriften ophørte.
Det gamle handelssted og også meget interessant set ud fra et natursynspunkt. Ejendommen har en ti kilometer lang strandlinie. Af arealet på 10.000 mål, hvor grænserne ikke er ændret siden slutningen af 1600 tallet, består 3000 mål stadig af en gamle kystfyrreskov, som er landets bedst bevarede med optil 500 år gamle træer. Hele ejendommen fra hav til fjeld er under fredning.
Familien Mehren har et stærkt ønske om at ejendommen bliver en institution indenfor norsk natur og kulturbeskyttelse og arbejder med planer om at gøre Skånland til et sted for musealt landbrug.
Skånland ejes i dag af Anne Margrete Lillienskiold Mehren og ægteparrets to døtre, Anna Birgitte Lillienskiold og Maria de la Mercedes. Som efterkommere af den berømte forfatter til "Speculum Boreale" og amtmand i Finmarken, Hans Lillienskiold 1650 – 1703 er det nordnorsk blod der flyder i deres årer. Og det legendariske navn Quest er fortsat handelshusets forretningsmærke. Det gamle rederikontor på Skånland er endnu hovedadressen, selv om driften er internationaliseret.
At kong Harald og dronning Sonja efter at have fejret 60 årsdagen 21 juni 1997 i Stiftsgården i Trondheim, tog alle gæsterne – 16 majestæter og 40 kongelige højheder – med om bord på det norske og danske kongeskib for at gæste Skånland på deres færd til Lofoten var nok ingen tilfældighed. De nordnorske handelssteder er værdige bærere af tradition og kultur hvor de ligger i en storslået smuk natur. Den spanske konge bemærkede efter besøget at hvis han skulle udvælge de tre smukkeste steder han havde set i verden, ville Skånland være et af dem.
[1] Huldreland et solbeskinnet, rigt land (langt ude i havet), som beboes af underjordiske væsener og viser sig for fromme eller fremsynede mennesker i livsfare på havet
