298584 Bergen
Laukvik Handelssted
Fra Gibostad sejler vi langs østsiden af Senja udover forbi lave strande og næs, passerer Lysbotn og gården Vang, som på 1700 tallet var fogedgård og jekteleje, en tid også proprietær og gæstgivergård. Så åbner fjorden Malangen sig, og vi kan igen se ud i det åbne hav, Kursen bliver udenom Gavlen og Stønnesbotn, hvor ytre Senja – Fjeldene rejser sine tinder som en anden Lofotvæg. Og først når vi nærmer os selve Malangs – åbningen, dukker det gamle handelssted Laukvik frem med sin lille havn. ( se kort side 104)
Det er sandsynligt at Laukvik har været bugt som borgersæde allerede før 1700. Selve gården var på ½ våg og tilhørte bispen, senere Sands kirke og præst, og havde normalt en eller to bønder. Den første kræmmer på borgersædet vi kender, var en Svend Henrichsen (Lind?) trondhjemsborger, hvis enke Sirén (Siri) sad med sædet i 1720. Hun blev kort efter gift anden gang med trondhjemsborgeren Ole Hansøn Giever, som i 1725 havde overtaget sædet. Ifølge en beretning fra dette år boede de normalt kun på sædet i sommerperioden (maj – august). Sommeren 1730 sad han på borgerlejet med hustru, tre stedbørn, to egne børn, tjenestepige og 4 drenge hyret for sommeren fra Trondheim.
Ifølge samme beretning hed han hustru Sirén Henrichsdatter, men dette er sandsynligvis en sammenblanding at hendes første mands efternavn. Der er al mulig grund til at tro på at hun er identisk med den Siri Christensdatter Lind som døde 1740 og har fået en mindetavle i Hillersøy kirke. Hendes ældste søn hed da også Christen. Ole H. Giæver må være død lige efter 1740, og enken var så et årstid gift med trondhjemsborger Ole Hansen Hveding, som drev sæde Sandtorvholmen. Men hun døde kort efter, og allerede 26.april 1742 solgte han borgersædet Laukvik, som han havde fået med sin kone, til Ole Eliassen Hoff for 24 rdl. Han var søn af Elias Hoff i Kløven og havde overtaget borgersædet i Hekkingen efter sin far.
Det er sandsynligt at Ole Eliassen Hoff overdrog borgersædet Laukvik til sin svoger William Jamesson Colban, som var gift med søsteren Else Margrethe Hoff- Colban var sønnesøn af Morten Colbanus fra en skotsk slægt, som i 1706 tog trondhjemsborgerskab som udligger på Senja – muligvis på Lauvik.
W. Colban døde3, og fra 1759 gik Laukvik borgersæde over til hans søm James Williamsen Colban. Han var gift med Kirsten Grøn, antagelig datter af Erich Jensen Grøn, borger på Balstad. Deres søn var provst Erik Andreas Colban i Vågan, hvis beskrivelse over Lofoten og Vesterålen er fortalt andetsteds.
Efter James Colbans død i 1769 blev hans enke gift med trondhjemsborgeren John Normann, som nu overtog borgersædet og drev forretning fra maj til august. I hans tid begyndte russerhandelen at spille en rolle i Troms, og Normann købte mel fra russerne i Tromsø eller andre steder nord for, og solgte det videre til almuen ude i Senja. Hans søn var den fremstående gejstlig provst Niels Normann, som senere blev provst i Tranøy og har forfattet en beskrivelse over dette sogn. Sammen med provst Gunner Berg i Ibbestad stiftede han "Senjens Provinsialboksamling" en af de ældste bogsamlinger som findes i Norge.
Da John Normann var død, fik Laukvik sin første fastboende handelsmand. Det var en Jens Thommesen, som fik gæstgiverbevilling på stedet 28. juni 1804. Afgiften var 12 rdl. og omsætningen må da have været nok så stor, især set i lyset af sommerfiskeriet herude. Efter ti års tid gik stedet over til Hans Christian Hansen, som fik gæstgiverbevilling 9. august 1815.
Han var gift med Anne Margrethe Brox, datter af Hans H. Brox på Tussøy. Ægteskabet var barnløst, men de havde i huset som foster søn en Daniel Heitmann Hansen, hvis far Petter Hansen Skogshamn var stortingsmand 1836 – 41. Daniel H. Hansen blev i 1851 gift med Anne Margrethes bror datter, Albertina Johanna Brox, og da foster faderen døde året efter overtog Daniel Hansen gården og handelen på Laukvik.
Senere gik handelsstedet over til J. B. Matheson, som også drev stedet Øyfjordvær, og endda i hans dage var der en vis velmagt på Laukvik. Nu har det mistet sin betydning som handelssted, men er fremdeles dampskibs anløb og posthus og telegrafstation i 1940´erne.
På Lauvik stod endnu på den tid den gamle tingstua hvidmalet og i to etager, med rødt tegltag et flot lille hus i midten af anlægget. Den gamle, lange hovedbygning som står på nordsiden, skulle være flyttet fra Tussøy i 1800 årene. Nede ved havet står en stor brygge, og efter fortællingerne bygget af tømmer som en storm drev i land. Det var nemlig skik i gamle dage at føre tømmeret fra skovene inde i fjorden, udover til Bentsjord i store flåder. Det kunne da let hænde at Vorherres vind og vejr blev for stærkt, så flåden stak af.
Som et særsyn kan nævnes at hovedbygningen på Laukvik fremdeles har tørvetag, som mange andre steder i ældre tid.
