Gæstfrihed, Tinghold og Selskabsliv
Udover den selvsagte gæstfrihed og fest som fulgte med jul og andre højtider, familiebegivenheder og besøg af slægtninge, måtte handelsstederne holde åbent hus for rejsende og desuden tinge hold for øvrigheder på en række steder.
Rejserne i Nordland over større strækninger foregik med jekt, men fra sted til sted med bådskyss (robåd). Fra 1700-tallet benyttedes ofte store husbåde eller vengebåd til embedsrejser eller skyss af konditionerede familier. De som benyttede skyss med almindelig fembøring eller åttringsbåd, måtte benyttet olietøj. Men i den lille kahyt som var på husbåden, sad man forholdsvis trygt og tørt. Her som regel nogle puder på langbænken, en lille ovn og soveposer eller sengetøj. Der var trangt med plads og om sommeren kvalmt, men aligevel en luksus sammenlignet med åben båd. Det var som regel proprietærer og embedsmænd som ejede disse både, men de blev gerne udlånt til rejsende. Enkelte handelsmænd havde også vengebåd eller lystbåd.
En præstekone fortæller hvordan hun og hendes mand som nygifte rejste nordover kysten, og i Tromsø fik de lov at låne biskoppens husbåd. Kahytten var stor nok til at kunne sidde i, men stå op derinde kunne man ikke. Om aftenen landede de ved handelsstedet Finnkroken.
Finnkroken
Når en malet båd styrede mod landings havn i Norland, blev den hilst velkommen af flagning på hovedbygningen. De almindelige både vare tjæret, men de malede både betød gæster. Beboerne mødte op på havnen, og man "man hilste og hilstes af disse ankomne som var de ens egne" Denne sans for festlig og venlig modtagelse af fremmede nævnes også af Leopold von Buch: "Skønne, gæst venlige skikke. Overalt hvor vi kom, fløj straks flagene til tops.
Leopold von Buch
"Gæstfriheden er i intet land almindeligere og større end i Norge", siger amtmand Blom, men lægger til at ingen steder finde man den større end i Nordland. Og det "skønt den måske på få steder sættes mere på prøve, eftersom omstændighederne ofte tvinger rejsende til et længere ophold end han ønsker. På de offentlige gæstgiverier vil den almindelige rejsende, som kun for en kort tid tager ind der, sjældent for lov til at betale for den gode pleje. Og dog vil han aldrig kunne spore hverken i værtens eller værtindens miner at han kommer til ulejlighed, men ofte vil han se umiskendelige tegn til at hans ophold synes den for kort. "Det anses i denne Nordland som en fornærmelse at rejse en embedsmands, proprietærs eller handlendes hus forbi".
Blom fortæller at Nordlands gæstgivere og handelsmænd nok har pligt til at modtage og beværte rejsende, men at værtskabet for det meste nægter at tage imod betaling. Selv om det kan være kedeligt for den fremmede at komme i taknemligheds gæld man ikke kan gengælde, er skikken et udtryk for velvilje og gæstfrihed som ikke kan værdsættes højt nok. Der findes vel enkelte som tager sig betalt, men det er kun fordi de er tvingen til det. Som en undtagelse nævner Blom en enkelt gæstgiver, som var berygtet for at tage sig godt betalt, men denne mand var en ny ankommen uden forbindelse med de gamle handels slægter.
Når amtmændene fra 1750-årerne så stærkt havde anbefalet gæstgiverier , var det også for at skaffe øvrigheden og andre ting søgende skikkelig husly og forplejning. Tidligere havde de ofte måtte tage til takke med det tarveligste logi og holde egen kost. På gæstgiverierne, som nu alle steder overtog ting afholdelse, fik de ikke kun en standsmæssig forplejning, men som regel også en hyggelig og gæstfri modtagelse. Det dog ikke lige godt alle steder, især under overgangs tiden i 1780-årerne. Vi har eksempler på at en tingvært frasagde sig ting afholdelse, selv om folk var vant til at komme til dette sted. Denne mand vat for øvrigt kun en velstående jekteskipper og havde vel ikke så stort et hus at byde på. Fogeden flyttede da ting afholdelsen til nærmeste gæstgiver sted, og dette blev godkendt af amtmanden trods protester fra almuen og fra misundelige personer på den nye ting vært.
Forårs og sommer ting blev i ældre tid holdt fra april til juni, efterårets tinge fra september til november, i tur efter tur på tingstederne. Isæt tinge på høsten trak en stor almue til, for da blev størstedelen at skatterne betalt. I forår og sommer månederne var folk optaget af fiskeri og landbrug. Ting dagene var som regel 3 - 4 hvert sted, men var det dårligt vejr, måtte rettens folk ofte blive 8 dage på samme sted.
Det blev store dage på handelsstedet når tinge tider var inde. Fra fjorde og sund kom almuen roende og sejlende i Nordlandsbåde, hele ting området blev sat stævne, og en hel lille flåde med fulde råsejl stod ind mod bugt og strand på handelsstedet. Her blev bådene trukket op på lang og lagt på rad og rækker langs kysten. Tingalmuen fordelte sig i farmannshus og på loft eller anden ledig sengeplads. Siden forsamlede de sig i samtalende grupper og ventede på "øvrigheden" Snar dukkede den hvidmalede vengebåd op, måske to i følge, med det store statsflag viftende i vinden eller på slæb i søen. På handelsstedet var flaget også hejst, og måske lød der en salut for at hilde de fornemme gæster velkommen. Båden lagde til ved broen, sorenskriver og foged steg i land iført deres røde embedsskjorte med guldbesætning, og blev modtaget på stranden af værten, siden skred de med skriverkarle og betjente op mod huset mellem rækker af bukkende almuesmænd.
Under afholdelse af tingdagene blev husets gæstfrihed og ikke mindst husmoderens evner sat på en hård prøve. Der skulle koges og serveres for husets folk og de fremmede samt den store ting almue også krævede deres. Eller gik en stor del af dagen med rettens forretninger. Oppe i tingstuen sad sorenskriver, foged og prokurator ved hver sit bord, assisteret af skrivekarle. Fjerpennene skrabede henover papiret i store folianter, vidner blev kaldt frem og gjorde saligheds ed på mere eller mindre sandfærdige udsagn, mens almuen stod tæt som sild i en tønde og hørte andægtigt på. Arme delinkventer ventede i bånd og lænker på at blive ført ind fra fangeburet på gården. Men inde ved rettens skranke blev de løst fra båndene, svarede som frie mennesker på spørgsmålene og fik dommen til straf eller frifindelse. Andre dage tog fogeden eller hans fuldmægtige mod skatte penge, udlejer, proprietærer, udreddere og skyldmænd skulle fremvise deres kontrabøger. Skriveren stod op og fremsatte de almindelige spørgsmål om brug af kongens jord, om nyrydninger i almenning, om lejeforhold og skovhugst, om fundne vrag og i land dreven hval, om almuen af nød og tvang havde været nødt til at handle med russerne og flere sådanne sager. Hvorpå laugrette og almue svarede så og så, og satte deres segl, bumærker eller navnetræk under i tingbogen.
Ud på aftenen når tinget var slut, kom de hyggelige timer alle havde længtes i mod i hverdagens slid. Almue folkene samlede sig måske til dans i borstua eller legede "skibe-jekten", som Jonas Lie har skildret det i en af sine bøger:
"Nu skal jekten til Bergen gå - hvad skal vi have til Føring på?"
Men oppe i de store stuer hos Handelsmanden samlede øvrighed og andre gæster sig om herskabets veldækkede bord, med dampende retter på tinfade og i skåle, med skummende drikke i de blanke bæger. Efter maden trak huset kvinder sig tilbage, og herrerne blev alene om kortbordet og punch bowlen. Det skete vel at de kiggede i kortene, fordi lysene var få og små, men sikkert kiggede de dybt i glassene, for de var rigelige og gode. Muntre historier fra utallige ting rejser skiftede med andre oplevelser og eventyr. Iblandt nåede et drøn af mandfolkelatter op til husmor og ungmø på deres sovekammer, når det rigtigt gik til der nede. Og ind i mellem sang de om "Norge, kæmpernes fødeland", med særligt eftertryk på "den som elsker tvang, og hader piger, vin og sang". Eller de kastede sig ud i hidsige diskussioner om politik og handel, om kvinden og ægteskabet, eller andre opbyggelige materier.
Det kunne være tid for at dyrke kvinden og selskabelig omgang med det andet køn udenfor hjemmets fire vægge. En søndag eftermiddag kunne de unge måske tage båden på en tur ud på den blanke fjord med fiskesnøre og madkurv. Det var en lyst når solen spillede i de blanket dønning, og blinket fra fisk efter fisk som brev trukket ind over båd siden. Måske var det en und, nyankommen søn af en skriverfuldmægtig, som underholdt med alle de nyeste vittigheder og glade eller sørgelige viser, som de unge damer gerne ville lære, og skrive ind i poisibogen. Siden gik selskabet i land på en af holmene, kogte fiske og fandt fugleæg eller bær efter som årstiden bød på.
Mens de ældre og mere magelige, holdt sig ved teltene, vandrede måske en tur ud af stien langs marker og skov, De talte sammen om årets udbytte og fiskeriets udbytte, mens de indåndede duften af blomster og løv, sammen med det salte hav. Ude på odden var der udsigtspladser med stenbænke og hval bens stole. De satte sig der og nød den smukke aften, mens solen gik ned i havet over den spejlblanke fjord, og ungdommen roede de ældre i møde under dæmpet sang på båden.
Udover tider for tinge, var der mange andre lejligheder til selskabelighed, ofte i rigere former. Den nordlandske tone har altid været noget forskelligt bedømt, med de fleste roser den. Amtmand Blom tager i sin rejseskildring fra 1827 stærkt til genmæle mod den engelske rejsende A. Capell Brooke, som besøgte Nordland i 1820 og havde udtalt sig noget uforsigtigt om nordlandsk selskabsliv. "Jeg har vist," siger Blom, "iflere selskabs kredse end den flygtigt gennemstrejfende C.B., læst at kende flere familiers levemåde end han, omgået flere damer end ham, men jeg kan med glæde benægte hans beskyldninger, så vel imod tonen i almindelighed, som i mod damerne i særdeles her-. Omgangs tonen i Nordland måler sig med omgangstonen i enhver anden egen i Norge, uden at tabe". At de nordlandske damer drikker om kap med mændene, er usandt, siger han, og at de fordriver de lange vinteraftener med kortspil, kan lige lidt dadles som også gør alle andre steder. Andre engelskmænd har dømt anderledes, siger han. Nordlændingen har ingen større hang til punch end andre. Og skønt Blom ofte havde fået mere mad end nødvendigt, ville han aldrig finde på at dadle et så uskyldigt udtryk for gæstfrihed og velkommenhed. "Hos mig vil den nordlandske gæstfrihed altid være i taknemlig erindring.
Omtrent samtidig med Capell Brooke - i 1821 - rejste svenskeren J. W. Zetterstedt særligt i Troms og besøgte mange handelssteder. Han giver nordlændingerne de smukkeste vidnesbyrd: "Norges indbyggere ved kysterne i Nordland og Finnmarken er et ædelt gæstfrit folk, og de ønsker intet højere en at fjeldryggen (Kjølen) var borte, så de ofte kunne besøge deres søskende i Sverige. De tilbringer et tilfreds liv i deres kolde afkrog, og de ønsker ikke bedre frugtbare bo og opholdssteder end de bjerge og det hav som deres forfædre havde levet lykkeligt i. Deres kropsbygning er stærk: svagelighed og sygdomme er næsten ukendt blandt disse hærdede og raske mennesker. Deres udseende er mandigt, deres hud hvide, øjnene blå og håret som regel glat og lyst. Klædedragten er på ingen måde udpræget: man ser ingen klædt overdådigt, men heller ingen indhyllet i klude.
Del af Kjølen
"Deres levevis er enkel", siger han, "og deres bord ganske tarvelig. Værtinden bliver aldrig væk fra traktementet hvis en af hendes eller mandens venner kommer. Til et måltid bruges ikke mere end 2 retter mad: til middagen for det meste suppe og kød, suppen spises da altid først, og til aften fisk og mælk eller risengrød. Et net dækketøj og flere asietter, hvorpå der ligger syltetøj / af multer eller tyttebær) små skiver af rensdyr og rensdyr ost (som spises når måltidet er slut), sammen med lidt salat, pryder bordet og giver det udseende af at været rigt serveret. Selv ved fest øges antallet af retter ikke, men en punch bowle er ud adskillelig fra enhver glad anledning. Deres første skål er for deres konge, og de siger at være forvisset om at en velment gerning, selv om de bæres frem i et så enkelt udtryk, ikke kan mishage landets fader." Han til lægger, at når en nordmand rigtigt vil udtrykke sin agtelse for en person, kalder han vedkommende far eller lille far, noget som indbefatter både agtelse og tillid. "Stundom gøres denne skål endnu højtideligere gennem kanoners bulder." Ved en sådan lejlighed, siger han, sprang vinduesruderne i handelsmandens hus, uden at det på mindste måde forstyrrede selskabets munterhed, og værten ytrede sin glæde over dette lille offer til dagen.
Når man har sat sig til bordet, læser man en kort bøn og gør derefter en lille hoved bøjning til højre og venstre. Det samme sker når man rejser sig fra bordet. Han finder dette uvant for en svensker, som læser bordbønnen stående med foldede hænder. Når måltidet er slut, går man til hver enkelt og håndtakker, det samme bruges også nå man hilser og tager afsked. Denne ceremoni kan tage lang tid hvis selskabet er talrigt. Efter dette bæres der ind kaffe og te, som drikkes umiddelbart efter hinanden. "Man gør norske værtinder meget misfornøjet, hvis man ikke da nyder flere kopper af disse deres ynglings drikke. Men en gang hændte det , at vi kom til steder kl. 2 eller 3. om natte, og et kvarter efter vores ankomst blev der serveret te og kaffe." (Den nordlandske nat kaffe har gamle traditioner). " Til spisestuens almindelige pryd hører også et bord ved et vindue eller i et hjørne, dækket med en mængde tekopper og kander.
Også han forbavses over hvor meget man drikker: "I Norge er der virkelig en overflod af drikkevarer. Man er knapt kommet inden døre, før værten byder på en dram til velkomst hilsen, en dram bydes om morgenen, en dram bydes efter måltiderne. Både under og efter måltiderne bydes på brændevin, men såkaldte appetit suppen før manden bruges ikke her. Klokken 5 om eftermiddagen er det toddy glassene, og senere på aftenen frembærer en andet forøget oplæg af middags bowlen. Den som ikke er opvokset ved ishavet, formår ikke at nyde så meget spirituosa som de velmenende værter byder."
Hans landsmand Sven Nilsson, som i 1816 besøgte en række steder i Nordland op til Salten, og han har kun lovord om sine været. Hos handelsmand Anders Dass på Strand i Nesa standsede han en dag, og fortæller om modtagelsen: "Også her mødtes man af gæstfrihed og venlighed, og skønt jeg var fremmed, blev jeg vist hjertelighed. Fortroligheden og det glade humør er fremtrædende o disse selskabskredse. De fleste er eller i slægt med hverandre." Og han fortsætter, med særlig henblik på forholdene efter 1814: "Helgeland synes mig at have en egen udpræget nationalånd. Stor velstand råder også blandt mange af indbyggerne. Selvstændigheds følelsen, som i så høj grad er et særkende for den norske karakter, viser sig i Helgeland måske tydeligere end mange andre steder. Men man er rundhåndet, velvillig og i høj grad gæstfri. Omgangstone er ukompliceret, munter og hjertelig. I hele Nord Norge siger alle du til hinanden. Den fremmede, som en gang har besøgt disse egne, vil altid med inderlig glæde og taknemmelighed mindes de stunder han der har tilbragt."
Hans skildring giver os et godt indblik i hvordan selskabeligheden kunne flytte med den rejsende fra sted til sted. Efter et besøg på Mo roede de ud over Ranfjorden til Hemnes: "Hr. Dass fra Lurøy, vittig og underholdende, morede under hele rejsen selskabet, som foruden ham selv bestod af krigsråd Coldevin med frue, pastor Heltzen med frue, samt hr. Dyhr og jeg." (Hr. Dyhr var en politisk flygtning fra Sverige, som sammen med sin staldbroder Erik Stalin slog sig ned som handelsmand på Helgeland.) "Vi roede forbi Strømsholmen og landet ved det gæstfrie Hemnes, hvor vi tilbragte en hyggelig dag hos pastor Keltzen. Værtinden, en datter af den fortræffelige fru Dass på Strand, glædede os med at synge smukke norske sange: "Boer jeg på det høie Fjeld" m. fl. Efterfølgende dag rejste vi ud på fjorden, men vinden var så stærk at vi snart måtte vende tilbage til Hemnes, der blev vi modtaget med den vanlige munterhed og gæstfrihed."
Næste dags eftermiddag kom de til Dønnes, der blev de efter almindelig skik, når man kom på besøg om eftermiddagen, budt velkommen med et dram på sølvfad, og bagefter bød man på kaffe og te. "Overalt her på Helgeland råder der stor gæstfrihed, og den fremmede bliver mødt med hjertelighed og fortrolighed. Ved måltiderne går alt for sig med stor stads. Sjælden, om nogensinde, har jeg set så meget sølv på bordene som i velstands husene her. skåle, kander, bakker, fade m.m. er alt af sølv."
Under sit besøg hos præsten Schytte i Bodø blev han indbudt til amtmand Berg på gården Løp. De roede fra Hundholmen og fik undervejs følge at et andet selskab som skulle samme vej. "Ved ankomsten blev vi venligt modtaget af hr. amtmanden. Et prægtigt bord var dækket, og da hele selskabet var ankommet satte vi os til bords. Værten foreslog skål, og ved afslutningen af måltidet istemte alle Norges elskede national sang. "For Norge, Helters Fødeland" osv. Ved sidste vers stod alle op, og et livligt trefoldigt hurra af sluttede sangen. Glassene tømtes, og man gik fra bordet. Munterhed og samtalen forsattes.
Norges Skaal, bedre kjent under sin førstelinje «For Norge, Kiempers Fødeland», er en drikkevise av student, senere biskop, Johan Nordahl Brun (1745-1816). Visen ble skrevet i 1771/1772. Innholdet ble oppfattet som opprørsk mot kongemakten i helstaten Danmark-Norge, men at den ble beslaglagt av politiet da den ble forsøkt trykt i 1772, er nok en myte
For Norge, Kjæmpers Fødeland, Vi denne Skaal vil tømme, Og naar vi først faae Blod paa Tand, Vi sødt om Frihed drømme; Dog vaagne vi vel op engang Og bryde Lænker, Baand og Tvang; For Norge, Kjæmpers Fødeland, Vi denne Skaal udtømme!
Hver tapper Helt, blandt Klipper fød, Vi drikke vil til Ære; Hver ærlig Norsk, som Lænker brød, Skal evig elsket være! Den vrede Livvagts Vaabenbrag Forklarer trolig Nordmænds Sag. Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød, Vi drikke nu til Ære!
En Skaal for Dig, min kjække Ven, Og for de norske Piger! Og har Du en, saa Skaal for den! Og Skam faae den, som sviger! Og Skam faae den, som elsker Tvang Og hader Piger, Viin og Sang! En Skaal for Dig min kjække Ven,
Og for de norske Piger! Og nok en Skaal for Norges Fjeld, For Klipper, Snee og Bakker! Hør Dovres Echo raabe: «Held!» For Skaalen tre Gang takker. Ja tre Gang tre skal alle Fjeld For Norges Sønner raabe Held; Endnu en Skaal for Dig mit Fjeld,
Fru J. (Akhelln?) en ung talent fuld dame, satte sig til pianoet og sang nogle meget smukke norske folkeviser. Henimod aften blev der budt på punch, og to fioliner lod sig høre, hvorefter dansen begyndte. Polka synes at være national dansen, men her dansede man også vals og anglaise. Alle var glade, og de smukke unge piger nok mest. "Klokken 12 om natten forlod han det glade selskab og red sammen med præsten til hest i den stille måneskinsnat til præstegården.
Disse skildringer gælder rigtig nok proprietærer eller embedsmænd hus, men det gik nok i hovedsagen lige så på handelsstederne. Andre rejsende bekræfter dette med de unge pigers musikalske uddannelse og dansefærdigheder. Frederick Metcalde siger om de unge damer på Melbu at de ikke bare forstår at holde hus, men også perfekte i det som kaldes moderne færdigheder, da de er uddannet i Bergen. De synger alle tre og spille piano, et helt udmærket sådant af tysk fabrikat, og de er eksperter i at danse. Og skønt der er en rolig målbevidst "air" ved deres fremtræden, vil deres medfødte venlighed og gode humør altid gøre deres selskab yderst behagelig. Solide og agtværdige egenskaber, virkelig godhed, ægte "gode sense" og ukroket enkelhed er, når alt kommer til alt - det mest værdigfulde".
I den galante til på slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var det åbenbart god skik og brug at give gæsterne et kys, som blev gengældt ved specielle lejligheder. Svenskeren Johan Erik Forsstrøm fortæller fra et besøg på Lyngseidet i 1801: "Ved alle mulige lejligheder bruges her kys. Hilse, taksigelser, afsked, alt forgår ved kys. Komplimenter betales med samme mønt." Hans landsmand Sven Nilsson har også på sin rejse i 1816 noteret det samme, skønt fra en almindelig bondegård på Helgeland: "Konen opvartede os med fisk, lammesteg, multegrød og mælk, ved afskeden kom hun og gav mig et ordentligt kys. I Nord Norge er det nemlig i mange egne en almindelig skik at man kysser værtinden efter måltidet, ligesom ved ankomst og afsked. Værten giver man hånden" Denne skik med kys som hilsen og tak synes at være ophørt senere i 1800-årerne.