Markedshandel, jagt og fangst.
Ved siden af den store handel med fiskeriets fangster spillede også almindelig markedshandel og afsætning af mindre varegrupper en rolle, både i monopoltiden og under den frie handel. Når det kommer til stykket var handel på markedspladser måske den første centraliserede handel i Finnmark. Vores kendskab til markedspladser før 1600 tallet er meget begrænset. Men sandsynligvis har der allerede tidligt udviklet sig en slags markedshandel i bunden af fjordene, hvor fjeldet sønner mødtes med nordmænd og andre handlende.
Den ældste af disse købestævner som blev offentlig godkendt, var markedet i Varanger. Netop i Varangerbugten lå fra gammel tid en stor gamme, Kongsgammen, hvor fogden mødte op og opkrævede skat af Varangerfinnerne og hvor Vadsø præsten prædikede en gang om året. Et stykke opover ved Vesterelv, omtrent en halv mils vej fra Kongsgammen, opstod et årligt vintermarked, som regel i forbindelse med skattetinget.
Amtmand Lilienskiold, så allerede tidligt det nyttige i denne handel og foreslog markedet godkendt, og ved kongelig resolution af 11. august 1688 blev det fastsat at markedet skulle holdes hvert år lige efter hellig tre kongers dag. Selve markedspladsen flyttede herefter ned til Kongegammen. Fogden Knaag fortæller i sin beskrivelse fra 1694 at "samme marked skjer den 28. januari. Dertil kommer købmænd og bønder fra Vadsø, Kiberg og Vardø tingsteder, samt øvrigheden. Og da kommer da fogden tilbage fra Malmis, og holder da ting og ret om det behøves. Så prædiker præsten i en gamme som kaldes Kongsgammen. Til markedet kommer Finner fra Varanger og en del fra Arritzby og andre byer, russerfinner fra Neiden og Pasvik, russer fra Kola by som er Malmis, og en temmelig del købmænd fra Torna by i Sverige, med nogle hundrede rener de selv køre med og fører købmandshandel til og fra."
De svenske og russiske vare omfattede især farvet klæde, som finnerne den dag i dag pynter sine dragter med, desuden var der vadmel og lærred til beklædning og hamp til fiskesnøre. Til gengæld leverede søfinnerne tørret sei, kuller og andre fiskeprodukter. Øvrigheden holdt nøje justits på hvem som drev handel og hvordan det foregik. Ved tinget på Kongsgammen 2. november 1691 fik almuen et strengt pålæg om at de ingen handel eller købmandskab måtte drive med svenskerne eller russerne, før deres ankomst var meldt gennem finne lensmanden til amtmanden, som havde bevillingsretten til markedshandel i sin hånd.
De politiske uoverensstemmelser med Sverige i 1700 tallet gjorde at man så med skepsis på de svenske handlende og i perioder var markedshandlen helt gået i stå. Efter freden med Sverige i 1720 blev forholdte til Rusland så meget mere anspændt og der kom færre handlende derfra til Varangermarkedet. Samtidig skaffede Københavnermonopolet efterhånden Varangerfinnerne størsteparten af det de behøvede af tekstiler. I 1747 klager amtmand Kjeldsen over at markedet næsten kun blev opsøgt af svensker fra Tornå, som for det meste kun solgte "brændevin":
"Noget med sirup sødet sælger de under navnet akvavit, potten til 2 á 3 skilling, hvilket en del af Vadsø almuen gerne betaler, måtte de med deres familier siden krepere af sult." Så snart handelsmændene havde fået finnerne drukket godt fulde af dette "brændevin", snød de dem efter alle kunstens regler med dårlige varer og falsk vægt.
Senere i 1750 årene begyndte de svenske borgere også at rejse rundt i distriktet, under påskud af at søge nye markeder. Daværende amtmand i Finmarken, etatsråd Hans Hammer, klagede til regeringen over "hvorledes det sammesteds årligt afholdtes Varanger marked var så vel almuen som den finnmarske handel til megen skade, idet de svenske fra Tornå, under dække af at søge markeder, rejste rundt i landet og forførte almuen til at købe brændevin og mange unyttige ting". Klagen førte da også til at Varanger marked blev ophævet ved kongelig resolution af 16. juni 1760.
Markedet var nu nedlagt indtil det blev genoptaget i 1831. Fra da af blev det afholdt i slutningen af november eller begyndelsen af december. Produkter var nu helt andre en i gamle dage, det var væsentligt fjeldfinvarer, sul og vildt, omtrent som på Bossekop. Allerede i 1855 rapportere amtmanden at markedet gik tilbage, men dog endnu så sendt som i 1896 blev der købt varer for hen imod 15.000 kr. Det var 12.500 kg. Renkød, ca. 2600 stk. renskind, 1400 par skinskaller, 730 kg. Renhorn, 140 kg. Smør, 1400 ryper, en del ræveskind og husdyrskind, 110 kg renhår og 350 kg. Senegræs til finne sko. Herefter tabte markedet sin betydning. Handelsstederne Mortensnes og Nyborg overtog mere og mere af handlen sammen med Vadsø by.
Foruden det store Varangermarkedet fandtes i ældre tid et mindre marked i Bugøfjord i begyndelsen af februar, som blev forsøgsvis oprettet og kom i gang 1860. Det bestod endnu i 1870, men var af mindre betydning. Et marked på Kirkenes blev forsøgsvis oprettet fra 1858, kom i gang i 1860, men havde kun en lille søgning og blev nedlagt i 1871.
I fjordene længer vest på havde der fra gammel tid været tuskhandel mellem søfinner og Torne-borgere. Et lignende finne marked blev i ældre tid holdt på Kistrand, som af den grund fik navnet Kjøbstranden. Et vidne ved tingsrette i Kjelvik den 3. juli fortæller at kvener fra gammel tid en gang hver vinter søgte ned til Porsanger med handel for øje. Der havde det år været 5 borgere, alle fra Tornå. Finnerne havde ikke lov til at handle med dem, men gjorde det alligevel da de manglede tekstiler, vadmel og ko huder til skosåler. De betalte varerne med renskind.
Da krigen med Sverige kom 1709-20, vågede Torne borgerne sig ikke ned til fjorden, men i 1715 blev det oplyst på tinget at Porsangerfinnerne og andre havde kørt til fjelds og trods kongeligt forbud havde handlet med svenskerne og købt økser, svovl, gryder og i sær salt, som de ikke kunne få hjemme. De fik strengt påbud om at de ikke måtte handle eller have den mindste omgang med de svenske købmænd så længe krigen varede.
Stort set var denne handel af mindre betydning, ligeså en handel som skulle have været i Laksefjord bunden. Disse handelspladser ophørte sandsynligvis af sig selv, så snart der fra slutningen af 1700 årene kom flere handelssteder til, både ude langs kysten og indover i fjordene.
Et slags marked var der også i Kautokeino, som før 1751 var under fælles norsk-svensk overhøjhed. Præsten Hans Dahl, som selv var i Kautokeino 1755 – 1759, fortæller at der hvert år i februar blev afholdt et marked ved præstegården. Her mødte svenske borgere fra Tornå frem og af finnerne købte renskind, køreskin, handsker, støvler og sko af renskind, i bytte med vadmel, kersei og andre varer, især da tobak og brændevin. Ifølge beretninger fra Paus fandtes her , foruden kirken og præsteboligen, også to små tømmerhuse som brugtes af fogden og skrivere, foruden nogle små træhytter ved kirken for "kramborgere". I 1790 årene blev der ikke længere afholdt ting på kirkestedet, men "Kautokeino og Afjuvarre Ting" blev afholdt i Alta om vinteren, sandsynligvis fordi markedshandelen naturlig nok var flyttet dertil.
Også i Karasjok blev der i gamle dage afholdt et stort marked i forbindelse med tinget. Fogden kom dertil for at opkræve skat og præsten fra Kautokeino mødte frem for at døbe børnene, afholde altergang og vie folkene. Ofte var det den eneste kirkegang som de havde henover året, og der selvsag rigtig mange folk til stede. Mange handelsmænd og "borgere" kom dertil, både fra Finmarken og fra Finland især fra Tornå-dalen. Folk samlede sig for at møde slægt og venner, eller for at deltage i de kirkelige handlinger og ikke mindst for at købe og sælge. Det var en meget travl tid for alle, de 14 dage markedet stod på.
Det største af alle stævnerne, og det eneste som lige til vore dage eksisterer, er markedet i Alta. Der var naturligt at der allerede i meget gamle dage opstod en byttehandel i fjordene, mellem kysttegnene og de store fjeldmarker inde i landet. Den gamle søfinnby her i Alta var Eggeskall, og her blev da helt naturligt den første markedsplads. Når så mange kvener i tiden efter 1700 bosatte sig netop i Alta, var det nok fordi de fulgte en århundrede gammel og vel indarbejdet handelsvej. På tingsretten i Talvik den 15. juli 1726 blev der klaget over denne markedshandel. Hvert år ved nytårstid blev der afholdt et stort marked på Eggeskall, hvor kvenske borgere drev en handel som man mente kun udpinte finnerne. Det blev da forbudt for almuen at deltage i sådanne købestævner, fordi markedet var ikke autoriseret af øvrigheden.
Men behovet for et marked i området var alt for stort til at det hele kunne standses ved et forbud. I 1737 blev der fremsagt på tinget at de norske finner nu i stedet rejste på i fjeldet (til Kautokeino?) til de svenskerne, hvor de solgte der varer og drak sig herlig fulde. Nogle år senere havde seks Tornå borgere igen drevet handel på Eggeskall. De blev stævnet til ekstra tingsret i Talvik den 8. februar 1740 men mødte ikke op. De havde, drevet handel på Eggeskall fordi de ikke viste at et var forbudt, og fordi svenskerne havde handlet der gennem ca. 200 år.
På denne tid havde amtmand Kjeldsen taget bopæl i Alta og han prøvede for alvor at bringe markedshandelen til ophør. Amtmanden mente at han med oktroj-forordningen i hånden var i sin gode ret til at gribe ind, da han den 3. februar 1740 greb ind og forhindrede Torne-borgene i at sælge deres medbragte varer. Men almuen i Alta rottede sig sammen mod øvrigheden. De bad Torne borgene om at komme tilbage og forsøgte at forhindre at de blev arresteret. Handelsmændene fandt det alligevel klogest at holde sig oppe i fjeldet, og dertil drog hele almuen, finner og kverner, og så blev der handlet og købslået som tidligere, før de rejste tilbage til Sverige. Forbuden mod handelen på Eggeskall stod stadig ved magt da Schnitler i 1744 besøgte Alta.
Men amtmand Kjeldsen, som af kvernerne fik øgenavnet "den onde amtmand" var ikke heldig med sin nidkærhed i denne sag. Kjeldsen fik en reprimande for sin behandling af kvenene, og sådan fik markedet lov til at fortsætte sin hidtil.
Efter at handelen i Finmark var blevet frigivet, forsøgte man også at fremme markedshandelen. I en periode ser det ud som om at den har været drevet i Talvik, som nævnes som markedsplads både hos Skjødebrand omkring 1800 og hos Leopold von Buch i 1807.
Amtmand Ole Hannibal Sommerfeldt har i sin Finmarkbeskrivelse fra ca. 1798 fortalt om markedshandelen på den tid. Eneste lovlige marked var dengang i Alta, hvor Sommerfeldt selv boede og kunne iagttage handelen på nært hold: "Til Finmark ankommer hver vinter, fra fjeldene, i februar borgerne fra Tornå i Sverige med deres rensdyr, de medbringer stangjern, gryder, rifler, rævesakse, låse, dørbeslag, jernstaurer (fiskeredskab for sei)økser, øser, søm men også finere forarbejdet isenkram, som forarbejdet kobber, messing og tin. Derudover var der masser af lærred, kulørte linned tørklæder, en salgs grov vadmel kaldet hårs, som fjeld finnerne bruger til deres telte, samt alt muligt småkram. Alle disse vare sælger de finmarske købmænd imod tørret torsk og sei, saltet laks og kveite (helleflynder), rensdyrskind, uld og uldtæpper, ræve, ulve og bjørneskind. Der er værd at bemærke at svenskerne modtager fiskene uden at vælge eller sortere dem, og da de sælger der jernvare for billige penge, anser man den svenskehandlen som ganske fordelagtig for Finmarken. De finmarske købmand bringer tillige med i november og december dybfrossen torsk, kveite og rødfisk til markedet ved Kingis jernværk i Tornå-Lappmark og sælger den med stor fordel.
Denne handel får vi også bekræftet genne fogedregnskabernes lister over udførte fisk. Eksempelvis solgte assistent Nørager fra Talvik handel i 1785 til de svenskerne 252 våger gråsej og 6 våger lange og senere som handelsmand på Bossekop 1791 leverede han 150 våger råskjær (tørfisk to og to) og hele 630 våger sei. (våge = 18,52 kg) Året efter solgte købmand Dam på Tana handel 100 våger råskjær til svenskerne og købte i stedet laks af den svenske almue. Også i Vardø-Vadsø området, hvor nu Varangermarkedet var blevet ophævet, blev der stadig leveret fiskeprodukter til "det svenske marked" (i Kingis?). Fra Vadsø handel blev der i 1790 leveret 250 våger sei og i vinteren 1791 – 92 200 våger tørsej og 100 våger tørrhyse (tørret rødfisk) til de svenske købmænd Hiulberg og Brunius. Samme vinter solgte agent Ludvig Lem ved Vardø magasin 50 våger råskjær og 170 våger gråsej til svenske handlende. Hos Leopold von Buch nævnes det at Tornå borgerne undervejs normalt standsede i Kautokeino, hvor også en del af købmændene i Alta handlede i en periode om vinteren. Alta var stadig det vigtigste også på 1800-tallet. Det fulgte med sig konservatisme i det gamle spor, også selv om der blev vedtaget andre tiltag. Således skriver Rode fra sin præsteperiode 1826-34 at de offentlige markeder mere eksistere på papiret end i virkeligheden. Efter almanakken skulle der afholdes marked på Elvebakken i Alta hvert år i marts måned, men dette marked så man ingenting til. Derimod fortsatte det som fra arilds tid havde været tradition, at fjeld finnerne fra Kautokeino og Karasjok ved vinterens begyndelse, normalt sidst i november, kom ned til Alta, og hos de der boende kvener og andre fra almuen fra de tilstødende distrikter tuskede sig til uld, vadmel og andre varer til gengæld for renkød. Men, siger han "også denne commerse synes i senere tider at have aftaget, efterhånden som brændevinsudskænkningen er blevet indskrænket".
Det var utvivlsom fra de ældre tider at Bossekop var blevet det naturlige samlingssted. Allerede i 1744 bemærker Schnitler om Bossekop at "norske kvener og finner, som bor i skoven og på fjeldet, har deres fiske boder i Bossekop." Stedet
Lå også fint for trafikken mellem hav og indland. Men konsekvensen af dette blev først taget da markedet ved kongelig resolution af 17. august 1844 blev flyttet fra Elvebakken til Bossekop. Markedet blev da afholdt to gange om året, et høstmarked i november og et forårsmarked i marts. Alle disse købestævner måtte lægges på den tid hvor man kunne opnå den fulde nytte af vinterføret.
Allerede på de første 10 år voksede Bossekop markedet sig til en betydelig størrelse. Amtmanden skrev 1855 at markedet i de senere år havde rigtig mange besøgende. Det som primært blev omsat af varer fra fjeldet var renskind, ren kød og vildt, især ryper, udover fjer og smør – det såkaldte "kvensmør" fra Nordsverige og Finland. På den anden side blev der solgt manufaktur og kolonialvarer, især sukker og kaffe, de sidste år også mel og gryn. Det var dengang især købmænd fra Hammerfest som handlede på markedet.
Senere blev tiden for høstmarkedet ændret til begyndelsen af december, mens forårsmarkedet stadig var i marts. Det første markedet blev besøgt af begge parter for at skaffe sig vinterforsyning og ikke mindst for "juleindkøb". Til forårsmarkedet kom de bedste vinterskind af ren og vildt. Omsætningen dengang gjaldt især ren skin, renkød, ryper og andet vildt, vildtskind, smør, færdige skindvarer som pelse, skaller (lappisk sko af rensdyrpande skin eller kohud) og handsker. På den anden side var det især manufaktur, kolonial og en del fisk som var det foretrukne. De kendte firmaer fra Hammerfest og Tromsø havde deres faste handelsboder/pladser på markedspladsen, handelsmænd fra Finmark og Nordtroms mødte op, samtidig med af der kom langtvejsfarenden handelsmænd fra Sverige og Finland. Omsætningen på Bossekop marked var i årene lige efter 1900 beregnet til ca. kr. 50.000 på forårsmarked og ca. 64.000 på efterårsmarkedet.
Markedspladsen på Bossekop er næsten som en hel landsby, med handelsboder og andre huse på rad og række, kun lidt øst for handelsmandens bygninger. Om vinteren og foråret står boderne i månedsvis låst og lukket med skodder for vinduerne. Men når markedsdagene nærmer sig, bliver der liv i de til sneede butikker og gader på markedspladsen. Uden på havnen ankommer fartøjer fulde af handelsmænd, betjente og købmandsvarer. Jekter og tendringer, bomsejlere og på det seneste dampskibe, kaster anker eller ligger til kaj. Oppe i boderne bliver dørene slået op, skodderne kommer fra vinduerne og flagene hejses. Så trilles og køres varer fra havet, store kasser, tønder og fad, brændevinskagger (dunk) og rom anker. Alt er nu rede til at tage fjeld almuen.
Oppe fra bakkerne og skoven høres det høje og glade råb, finnebjælderne klinger og snart svinger de første rækker af rener med pulke og slæder ned mod markedspladsen. Indkørslen kan forme sig som den rene kapløb. Fjeld finnerne og deres koner i pragtfulde skindpelse, med farverige huer og glitrende sølvstads vælter ud på pladsen under velkomsthilsen og gensynsglæde. De udkørte rener lægger sig ned mellem køretøjerne, som holder med sin last af skind og kød, ryper og ræveskind. Sø søger hver og en af finnerne sin købmand og snart er markedshandlen i fuld gang.
Det er et ejendommeligt liv som udfolder sig her mellem de grå tømmerboder. En hærskarer af mennesker strømmer til, dels for at handle, dels for af høre og se stemningen. Foruden de fremmede købmænd, som nogen gange har medbragt kone og børn, ser man fjeld finner og sjø finner med familie, nordmænd og kvener af alle aldre og køn fra Alta og tilstødende områder. Her tales en blanding af alle tre sprog, norsk, kvensk og finsk. Men det vigtigste er at man forstå hinanden.
Imens går handlen sin gang i boderne. Der tales og pruttes, vejes købes og sælges. Og på de tider hvor det er tilladt, får tørstige sjæle sig en dram ved disken. Især for fjeldfinnerne bliver det ofte en tår over tørsten, men hvem tør laste dem for det. Markedet er jo deres store fest, den som både mænd og kvinder har set frem til med længsel, men de sad i telte inde på vidderne og samlede og syede alle de smukke skind og skinvarer som de her på markedet tilbyder. Derfor har de jo også taget deres fineste tøj på, og går stolte og selvbevidste omkring, disse fjeldets frie børn med gode og fine slægtsnavne, bærere af viddernes urgamle traditioner.
En del af handelsvarerne og mindre partier i eksporten fra Finmark, var produkter af jagt, fangst og indsamling. Store mængder af disse vare blev forbrugt i byerne, på handelsstederne og ude blandt almuen. Det kan derfor være på sin plads at kigge lidt på denne del af næringslivet.
Noget af det som tidligere havde lokket nordmænd nordover langs Finmarkskysten, var jagten på hval og hvalros. Udover i nyere tid drev især hollænderne på 1600-tallet både lovlig og ulovlig fangst af hvaler langs kysten, og en tid var hvalfangsten bortforpagtet til københavnere og andre. Hvalfangerne lå især ved Hasvik, Sørvær, Ingøy, Rolfsøy, Kjelvik og andre steder omkring Norkapp, til dels i Busseundet ved Vardø, hvalkogningen foregik i land på disse steder.
Indbyggerne selv drev ikke selv større hvalfangst, dog kan man af et notat fra Francesco Negri, som rejste i Finmark 1664, se at nogle få modige mænd drev hvalfangst fra båd med harpuner. Dette bekræftes af fogden Knags matrikkel og beskrivelse fra 1694. "inde i Varangerfjord er et rev over eb halv mil ude. Over dette rev jager vandhundene (spækhugger) hvalen, mest om vinteren. Når det er lavvande må hvalen blive indenfor revet og jages af vandhundene på land, som her er ler grund. Nu kan vandhundene bide spæk af hvalen i store stykker og når de kommer ind til kødet, brøler hvalen højt og det kan høres en mindst en halv mil. Når finnerne høre dette sejler de ud med bådene og lanser og dem som ikke har lanser, tager et langt stykke træ og tilspidser det, så de kan stikke det i hvalen og dræbe den.
Er det den rigtige vinter kan der opnår 5 – 10 hvaler.
Kødet og spækket fra disse hvaler spises til dels fersk, og til dels saltes det, og sælges på stedet til nordmænd og andre finner.
De fleste steder lader man sig nøje med det spæk og kød som bliver tilbage på hvalstationerne, således bl.a. Lilienskjold nævner det. Enkelte gange kunne det udarte sig mere eventyrligt, som i denne historie fra fogden Knags jordebog fra 1894:
"For nogen tid siden ud i fogden Nils Fiils skete på Ingøy at Petter Lauritzen som nu bor på Reinøy og kaldes Haltepetter fordi han er halt, var med tvende andre mænd ude på havet for at fiske. De ser en stor hval komme flydende, en hval som Grønlands farerne havde dræbt, de ror hen til den. De kunne ikke bringe det store bæst til lands og Petter satte sig op på den og tog masten fra båden de sejlede og satte den hvalen blæse hul og satte sejl. De tre andre mænd ror til lands efter flere både og folk. Imidlertid kommer der en kraftig tåge ind over, så de kunne ikke finde tilbage til hvalen med Haltepetter, han fortsatte nordover med strømmen. Da han havde sat mast og sejl på hvalen var han blevet sejler. Han kommer mod Grønlands farerne og straks nedtager ha sin mast og lægger sig ned på hvalen. Da skibet var passeret og de ikke havde fået øje på ham, satte han atter sejl og mast. Omsider bliver han fundet af dem som søgte efter ham, langt ude og nordvest for Norkapp. Da var han nær sultedøden, de bragte hvalen til lands. Med fogden undte ham intet for hans umage, hvilket han ofte ankede på."
Schnitler skriver i 1744 om den mængde af hval som søgte ind mellem Norkapp og Kinnarodden, uden at nogen drev fangst på dem. Men stadig hændte det at en selvdød hval blev fundet drivende i havet, eller at hvalerne grundstødte under stormene eller når de holdt festmåltid i lodde og sild, så kan det nok være at alle kom af hus med alverdens redskaber for at hente bytte. På tingstederne var der altid et almindeligt "quæstioner" om der var fundet i land dreven hval. Det var da blevet ordnet bedre end i Haltepetters tid, for nu fik findere findespæk, grundejeren sin part og kongen fik sin hval tiende.
Det var især når store stimer af lodde og sild nærmede sig land at forventninger om hvalfund var størst. Amtmand Hammer fortæller at pinseaften 1761 kom der to store hvaler op i Talvik bugten. Her svømmede de op og ned et par timer og jagede sild i kirke almuen påsyn, "en ren prise for en harpuner", siger Hammer, men igen havde midler til at fange dem. Da var de heldigere i Varanger, efter hvad Rathke fortæller fra 1802. Her skete det ofte at en død hval drev ind, enkelte år siger historien skulle man havde fået 15 store hvaler. Alene i 1801 var der drevet 7 hvaler i land på 9 til 15 favners længde. Men de fleste arter var vanskelige at harpunere fra datidens båd. I Vestfinmark begyndte man at drive hvalfangst med håndharpun i 1816 og i 1818 stak man i Altafjord alene 8 store hvaler.
Man ser da også, under oktrojen og senere, at hvalspæk og hvalbarder figurerer på listerne over udførte varer. Men meget hvaltran blev brugt på lokalt. Rathke fortæller fra Varanger at en mængde spæk blev solgt til købmændene på
Mortensnes og i Vadsø, men desuden blev en stor del fortæret af finnerne, som spiste hvaltran og anden tran til tørfisken når de spiste.
Netop fra Mortensnes har vi en morsom historie, som giver en målestok for finnernes interesse i hvalfundene: En søndag i Nessby stod præsten Aall på stolen og skulle vie et brudepar. Men så kom en løbende ind i kirken og råbte: "Hvalen er kommet på næsset, hvalen er kommet på næsset" og dermed strøg brudgom og brud og hele kirke almuen af sted, mens præsten stod alene tilbage i kirken.
Hvalros fangsten spillede især i ældre tid en hvis rolle. Endnu på Lilienskjold tid blev hvalrossen fanget på land, men senere var det sjælden at disse dyr viste sig på Finmarkskysten. Derimod blev der drevet Ishavsfangst efter kobbe (spættet sæl) og hvalros fra Hammerfest allerede i 1795. Det fremgår også af Zettersteds beretning fra 1821 at handelsmanden Klerck i Bossekop havde sendt fartøj på hvalrosfangst til Bjørnøya. Her nævnes også at isbjergene havde ført hvalros ind til kysten og for nogle år siden var en narhval blevet "hugget" ved kysten af Østfinmark. Men de var en sjældenhed.
Af dyrene til havs var kobben nok den mest eftertragtede. Den kunne skydes eller fanges og slåes ihjel. Fogden Knag beretter i 1694 om hvordan nordmænd fra Vadsø og Vardø tingstæder drog til Henøyene ved Karelstranda på Russer siden, hvor de "har fast årlig jagt på kobbe og om sommeren sanket edderdun." Ligeså fortæller han om fangsten i Kongsfjorden vest for Makkur. Her ligger nogle øer som kaldes Kongsøyene og på dem blev nedslået kobber om vinteren. Lilienskjold fortæller at kobber fangsten på Henøyene da var gået over til ruserne, skønt det havde været en herlighed som tilhørte Vardøhus slot og blev forpagtet. Foruden fangsten på Kongsøyerne nævner han et lignende på vest siden af Rolvsøy. Der "vet finnen kobberne så mesterlig at oppasse". Men den bedste fangst var på Sørøya, som helst foregik Andersmess – tiden(30 november).
Om dette fangststed fortæller han at det før havde været bedst på indersiden, men efter som øen blev bebygget, måtte der søges stadig mere mod havsiden, med de store fare som det indebar. "Andersmiss er den rette tid da kobben yngler, og dette bruk haves udi akt." I 1671 og senere år havde almuen kunnet få 400 kobber, hvor man nu 1698 knap nåede mere en hundrede. Det var mest ungerne, men også en del voksne. Store dyr blev betalt med 2 – 3 våger fisk, unger ned til 1 pund. En våg fersk spæk kostede 2 våger fisk, saltet spæk 3 våger, skroget med kød fik man 1 pund for og det samme for skindet.
Til fangststedet på Sørøy udrustede man 8 mand på to både, med 1½ tønde mel, en kande brændevin, ½ våg ærter, 2 pund gryn, ½ tønde øl, alt efter oktrojens takst. Leje af 3 både kostede 6 våger, og hyren løb op i omtrent 17 våger, hvis man ikke brugte tjenere og egne folk. Dertil kom den årlige forpagtningsafgift af stedet. Denne kobbe fangst på Sørøya fortsatte udover 1700-tallet, kød og spæk var nemme at afsætte og skindene fik man en god betaling for. Der blev også drevet storkobbe fangst på Russer siden og på Murmansk kysten i december måned når kobben fødte. Nogen steder i Finmark brugte man sælgarn, andre steder kroge som blev skjult i stranden hvor dyrene krøb i land. Udførelsen af sælskind i årene 1765 – 88 var ca. 72 skind i gennesnit om året. Men en god del blev brugt på stedet til rejsekufferter, skotøj og lignende.
Også senere var der periodevis stor sælfangst. Keilhau beretter at man omkring 1825 i Tana på en 8 dages klapjagt havde fanget 240 sæler.En lignede fangst nævner Stockfleth. Han fortæller at Tanna-finnerne drev sælen sammen og lukkede for den i elven, så den ikke kunne undslippe. Siden blev dyrene under klapjagt stukket med spyd på lange skafter. Også Fellmann fortæller hvordan sælen i efteråret bliver lukket inde og fanget i garn eller slået ihjel. Den største fangst, men denne metode var 120 sæler.
Foruden sælfangst var der også fangst på pelsdyr som vildren, bjørn og ræv, bæver og odder, lækat/hermelin og egern, hare og fuglevildt. Som tidligere omtalt, var det især finnerne som var ivrige jægere og normal altid færdedes både på land og til havs med deres gevær. Forsåvidt er det betegnede nok at størsteparten af de geværer de rådede over i "kystvernet", var "finnerifler". Men også armbrøst var længe i brug blandt finnerne, og til bjørnejagten brugte de i lang tid kun jagtspyd, bjørne jagtspyd kan i dag ses på Tromsø Museum. Det var en 15 - 2o cm lang jernspids, sat på en kraftig birke stik på ca. 1½ meter. Kunsten var at få bjørne til at angribe, så den i raseri kastede sig mod manden og fik spyddet i brystet. Også mange bjørnefælder blev i tidens løb afsat til finmarks handelen.
Bæveren var udbredt i store dele af Finmarken og fandtes i Alta, Lakelv, Tana og Varanger til midten eller slutningen af 1800 tallet. En del bæverskind blev udført under oktrojen, men også mange blev brugt til stads huer hus finnerne, eller solgt til russerne. Odder var der mange af, ikke mindst ude på øerne, og russerne var særlig ude efter odderskind. Lækat/hermelin blev der også fanget en del af og der udførtes mange hermelinskind i oktroj tiden. Finmarks skovene var meget rige på egern, især den hjemlige slags som har et lyst og fint skind. Haren fnadtes for det meste i store mængder. I Kautokeino kunne en enkelt mand fange 450 harer på en vinter. Der blev også tidligt udsat hare på passende steder. Paus fortæller at købmanden i Hammerfest havde udsat hareunger på den utilgængelige Håja, og de havde formeret sig så man nu kunde skyde en hel del hare fra båd, mens man roede rundt om øen.
Af ræv blev der fanget og skudt forskellige racer, flest af den røde ræv og ræveskind var en vigtig vare i markeds og russer handelen. Af og til fangede man også den kostbare sølvræv, som var et smukt sølv ræve skind blev i Alta betalt af russerne med 150 måske op til 200 rigsdaler. Sølv ræve skindet blev brugt af kongelige personer til pelse. Zetterstedt, som fortæller dette nævner også at handelsmanden Klerck på Bossekop havde en levende sølvræv. Jægeren havde skamskudt den i foden og fanget den som unge. Siden blev det sjældne dyr sendt som en gave til Grev Engeström i Stockholm, og til sidst udstoppet og overladt til naturraliekabinettet ved Lunds Univrsitet.
Foruden at drive jagt og fangst på dyr son nævnt, førte finnerne en stadig kamp mod deres arvefjender Ulv og Jerv. Her var gevær det vigtigste våben.
Jerv
Men en mængde dyr som odder, lækat, ræv hare og store fugle som rype og ænder, blev fanget i fælder, sakse og snarre. Finnerne havde et stor udvalg at udspekulerede fangst redskaber, fremstillet på hundrede af års erfaringer med dyrenes liv og vaner.
Som man ved, så er sælfangsten på Sørøya en kongelig rettighed, som oftest blev bortforpagtet. Det samme var tilfælde med jagt og fangst på en række af øerne langs kysten.
Sørøya
Sørøya
Allerede under oktroyen var det ofte købmanden ved handelen som havde forpagtet fangstretten, således havde Jacobæus i Måsøy og Esbensen i Vardø i 1786 mange forpagtninger. Og under frihandelen fortsatte handelsmændene med at forpagte sæl, odder og fuglefangst på øerne, som regel for 3 år ad gangen Fra mikæli (mikkelsmesse 29 sept.) til samme tid 1794 var Hjelmsøy forpagtet af Jacobæus, Ingøy og Stappene af gæstgiver A.C. Foss, sydsiden af Magerøy og Reinøyene af købmand Cort Buck. østsiden af Magerøy og Altesula af købmand Falck, Trantvik og Kjøllefjordneset af Købmand Jens Buck.
Et par mindre fangststeder. Loppa med Loppakalven og Silda, var betegnende nok forpagtet af finner for en billig penge.
Der også tale om fugle fangst pladser. Ude på øerne var der selvsagt en himmelsk hærskare af fugle, nogle land fugle men mest af alt havfugle. Mange steder i Finnmark er der rige fuglefjeld, men er utal af arter som måger, krykkje, alke, lunde og lomvig. Andre steder er det lavlandsfugle med indsamling af æg og dun, med edderfuglen som den mest værdifulde art. Man drev jagt og fuglefangst for kød og fjer, samlede æg og dun i mængder. Allerede i slutningen af 1600 tallet blev en række af disse fugle fangst pladser fredet til fordel for kongen. Mange steder var der og så vældige multe moser. De største af dem var Vardøya med Reinøy og Tamsøy i Porsanger. Disse var forbeholdt amtmanden og gav somme tider en stor indtægt. Siden gik Vardøy over til kommandanten på fæstningen og Tamsøy blev bortforpagtet og siden solgt. Tamsøy vil blive nærmere omtalt under de enkelte handelssteders historie.
Fuglefangsten på fuglefjeldet var ofte en farlig bedrift. Jægeren måtte ofte hænge i tov udenpå fuglefjeldet og samle æg, tit under rasende angreb fra fuglene, Mange mennesker fadt ned fra højderne og slog sig ihjel. Især var lundefangsten forlig. Den foregik med i Loppe-skaget (odde,næs) , hvor lunden var efterstræbt for kødet og de værdifulde lunde fjer. Francesco Negri fortæller fra sin rejse i 1665 at man drev lundefangsten med hund, det skildres også hos Petter Dass:
Når hunde nu napper den lunde ved hals,
som forantil ligger, hvis liv er tilfals,
Begynder han fluks til at drage.
Straks griber den lunde, der bagved sa,
Den fremste ved stærten og følges så ad,
Alt medens der en er tilbage.
Hvorover det sker, at en eneste hund
udslæber med engang af mørkeste grun
Tolv tretten, ja fjorten og flere,
og skaffer sin hosbond, som passer derpå
så meget bytte, som han kan formå
hvorved hans gevinst kan florere.
Senere er denne fangst metode ikke længere benyttet. I Lilienskiolds dage fangede man lunden ved at udsætte fiskenet på havet og dels ved at udspænde net udover fjeldskråningen hvor lunden rugede i huler og sprækker. Men aligevel så brugte mange stadig tov, til at kravle ud på de store fjeldsider. På 20 år er mindst 5 mand omkommet bare på Loppa Fjeldet. Schitler fortæller i 1744 om fangsten i Loppa at lundefuglen her graver sig ind i fjeldet, hånd ellers dybe strækker. Og fra disse trækkes de ud af bønderne ved hjælp af en lang stang med rektangel påsat. Dette svare til fangstmetoden på et billede hos Pontoppidan fra 1750 årene.
For almuen spillede disse bi erhverv en stor rolle, og allerede i slutningen af 1600 tallet blev fuglefjer, multebær, fisk og hvalfangst gjort skattefrit for at opmuntre til samling og fangst. Endnu i forrige århundred og op til vore dage har fangst og samling været af stor betydning, ikke mindst for mange af handelsstederne. Amtmanden skrev i 1835 at jagt, æg og dun indsamling var "ikke ubetydelig", men mange af fugle fangstpladserne gik tilbage fordi de lå for afsides. De kunne ikke fredes, og både finner og tilrejsende fiskere drev rovdrift ved at indsamle for mange æg og skyde fugle i yngletiden.
i 1860 hedder det at sanking af vilde bær, især multe, måske blev drevet i større udstrækning en tidligere, fordi dampskibsfarten gav bedr afsætning. Der var gode priser på fugleæg både i byerne og på landet, og dun samlingen lønnede sig rigtig godt. Dun prisen var højere end nogensinde. I 1870 meldes der fra Tamsøy, Reinøy, Hornøy og Loppa at der blev solgt 18 - 19.000 æg. Og Tamsøy, Vardøy og Reinøy gav gennemsnitlig tilsammen ca 100 kg dun. Derforuden var der mange andre fangstpladser.
For man handelssteder blev æg og dun en vigtig og betydelig indtægtskilde ved siden af hovednæringen. Og ikke bare det. Fugle fangst og dun samling var en kilde til glæde og afveksling i familiernes daglig dag. Her havde de en "hønsegård" som var så stor og levende som man kunne ønske sig. Og det var en fryd for store og små af færdes blandt den store fjerklædte flok og samle æg i spandevis og dun i sækkevis, for så at transportere det hjem til brug på handelsstedet eller til salg.
Bossekop marked
Markedsliv på Bossekop
Rensdyr og vildt skind på Bossekop
Søsamer ved Bossekop
Pomorhandel og Russerne
Pomorhandel (af russisk: поморье, pomorje; po «ved» og more «hav»; «området ved havet», samme ord som ligger til grund for Pommern) eller russerhandel er benævnelsen på en handelsforbindelse mellem pomorerne i Nordvestrusland og folket langs kysten af Nordnorge så langt sydpå som til Bodø. Denne handel foregik fra 1740 og frem til den russiske revolution i 1917.
Pomorhandelen var i udgangspunktet en byttehandel mellem folk i nordområderne, med kornprodukter fra Rusland mod fisk fra Nordnorge som hovedhandelsvare. Efterhånden udviklede dette sig til at blive en pengehandel, og faktisk blev rubelen brugt som valuta flere steder i Nordnorge. Pomorhandelen var af stor betydning både for nordmænd og russere. Handelen foregik ved, at russiske pomorer fra Hvidehavsegnene og Kolahalvøen kom sejlende til fjordbygder og handelspladser langs kysten af Nordnorge. Pomorerne var dygtige handelsmænd og søfarere, og de udforskede også områderne omkring Hvidehavet. I tillæg til at de sejlede vestover med handelsvarer, etablerede de også en handelsrute østover forbi Uralbjergene til Nordsibirien.
Handel mellem landene siden vikingetiden
Handel mellem russere og nordlændinge har en lang historie, og den er kendt helt fra vikingetiden. Via fyrstedømmet i Novgorod drev russerne handel med søsamerne i Nordnorge fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet. Jektefarten (en jekt er en stor, bred sejlskude uden fast dæk) fra Nordnorge til Bergen og Trondheim foregik i forsommeren, hvor produkterne fra vinter- og vårfiskeriet (hovedsagelig tørfisk af torsk) blev opkøbt og sendt sydover. De seks uger fra 10. juli til 20. august blev kaldt «makketid», fordi fisken i denne periode ikke var så holdbar, og i sommermånederne havde fiskerne ikke afsætning på fisken sydover. Dette var noget russerne fandt ud af at benytte sig af. De kom vestover i makketiden og købte fisk; enten færdigtilvirket tørfisk eller saltfisk, eller også nedsaltede de fisken selv i lasterummet på deres lodjer (russiske jekter). I Rusland var der stor efterspørgsel efter fisk på grund af den russiske kirkes hyppige fastedage, hvor det kun var tilladt at spise fisk og vegetarmad. Fisken blev fragtet til Arkhangelsk, som også var udskibningshavn for kornprodukterne, som blev fragtet til Nordnorge. I tillæg til skuderne fra Arkhangelsk blev der også drevet pomorhandel med skuder fra andre hvidehavshavne som Kem og Onega, og også fra mindre steder som Suma, Kolisma, Solotiza, Mudjunga, Saroka og Sjuja.
Fra 1740 bredte pomorhandelen sig i Nordnorge, og fra ca 1770 kom pomorerne årligt til landsdelen med billigt rugmel («russemel») og hvedemel. Kornet blev dyrket i området ved Volga og fragtet til købmændene ved det Hvide Hav. For folk i Nordnorge var pomorhandelen i perioder afgørende for overlevelse. I 1700-tallet var der mange uår og dårlige tider for befolkningen i Norge, og rugprisen i Bergen femdobledes i løbet af 30 år. Pomorhandelen var en vigtig faktor for madtilførsel på denne tid; fiskerne fik købt billigt korn og mel, og de fik solgt fisken fra sommerfiskeriet til en god pris. Det var muligt at prutte med pomorerne, handelen havde ingen fordyrende mellemled, og der blev heller ikke betalt skat eller told til Norge for varerne. I tillæg til rug- og hvedemel, havde pomorerne også anden mad med som havregryn, salt, ærter, kød og mejeriprodukter. De førte også andre nyttige varer, som jern, tømmer, tjære, talglys, gryder, hampefibre, tovværk og lærred. I lodjerne fandtes også luksusvarer som sukkertøj, sæbe, porcelæn og træskærearbejde. På tilbagevejen fyldte pomorerne lastrummene med fisk af forskellig slags, hovedsagelig sej.
Markedsplassen på øya Kildin. Vi ser samer, vest-europeere og russere bytte varer på slutten av 1500-tallet, mer enn et århundre før den virkelige pomor-handelen hadde begynt
Jekt med tørret fisk
Rekonstrueret jekt