Historien om Finmarkens hekseprocesser fortsætter: Skandalen omkring Jakob og Anna førte også til at den danske rigsadmiral trak rentemesteren til ansvar for skibsværftets forsømmelser, og den førte til mange hekseprocesser og mange bål på begge sider af Nordsøen. Blandt de brændte i Skotland var "den kloge kone fra Keith", Annie Simpson, som ved sin ro og værdige holdning imponerede sine dommere og kom med et højst mærkelig citat. Da kong Jakob forsøgte at trænge ind på hende og få en forklaring svarede hun at hendes apostel havde forklaret "Il est un homme de Dieu." Man forbavses hermed over at djævelen nu snakker fransk i Skotland, men man forstod meningen: Han er en gods mand" Her har vi det klassiske eksempel på at en dommer har fået en rigtig attest fra den anklagede selv, som på den måde håbede på at redde livet på den måde. Der findes flere eksempler på sådanne attester, men igen steder så drastisk som netop i Finnmark. Man bør også bemærke en udpræget tendens til at fordele Gud og Djævelen mellem de to køn og dette er et karakteristisk træk i den tids indstilling. Angående et af de andre hovedtemaer i tilståelserne er heksesabbatten, hvor der nu skete en betydningsfuld forandring. Nu rejser Finnmarks troldkvinder ikke længere sydover, de rejser kun til Domen, ikke ret langt fra fæstningen. Fjeldet mellem Svartnes og Kiberg har tidligere vores historie virket skræmmende på søfolk og sat fatansien på langfart, hvilke kan opleves i Norges ældste sagaer. Et fjeld som ikke er højt, men fylder meget og står med mørke stejle sider ud mod Barentshavet. En hule går langt ind i fjeldet, hvor der udenfor er et stort bølge tilbage sug, et fjeld som er perfekt skabt som heksefjeld længe før det fik ubehagelig naboskab: Vardøhus Fæstning. Sammenlignet med heksesabbatternerne ude i verden, kan man konstatere at det er foregået meget sømmeligt på Domen. De har danset "kryss-dans (kors eller kryds dans) med fanden, fortæller en, og han legede på legede på langelek (instrument citarlignende med violin hoved med en spillestreng), spillede på en rød violin og blæste lur. Men der er mange varianter. Maren kunne fortælle i hvilken rækkefølge de dansede og at han skænkede øl til dem i en lille sølvskål. Da Margrethe, en Vardø-kvinde, dansede skoene af sig, gav han hende øjeblikkelig nye sko. Samme Margrethe fortæller at de rigtig slog sig løs deroppe, dansede, drak øl og vin og spillede brætspil, med hver sin "gud". Festen varede indtil heksene fra Vadsø og Ekkerø arriverede – da drog Vardøkvinderne sin vej for de ville ikke være i selskab med dem. Virkeligheden er at på tinget 11. marts bliver fire kvinder dømt. Her kæmper også Gjertrud i Kroken for sit liv – og hun sejre til sidst. Gjertrud er sandsigerske og bliver alligevel beskyldt for at have været med til at jage fisken væk fra landet, med bladtang. Grunden var den, siger Margrethe, at hendes fiskere var nogenlunde gældfri, så hun ikke fik samme magt over dem, som når de stod i gæld til op over ørene. Da Gertrud bliver indkaldt for at tage genmæle mod anklagerne og skønt hun sidder længe i fangehullet og bliver indkaldt flere gange så er ikke et ord fra hende refereret og bevaret, men det fremgår at to af de dømte trækker sine anklager mod hende tilbage. Dem hører vi også om efter Ornings tid. Det samme om en fattig kone, Dorthe, Vardø Hans´ kone som dukke op i et forhør, hvor hun nægte alt og forsvinder. På apriltinge kæmper Barbra, kone til skysskafferen (ham som skaffer rejsemuligheder) på Skatøre (senere Vadsø by) for sit liv, fordi et skib for nylig næsten forliste lige udenfor Domen. Barbara som var utilfreds med hvad mandskabet havde betalt hende for husly og vask, fik andre troldkvinder med sig ud i fjorden og drog op til fæstningen for få Gjertrud med. Hun kunne dog ikke tage med, men hun sendte sin gud, Zacharias. Fra selve slottet udsendte troldkvinderne stormen, mens skipperen gik frem og tilbage på dækket og bad Gud om inderlig nåde og hjælp og i Vardø kirke blev der bedt, selv om det var sent på aftenen at skibet sejlede forbi. Da bønnen sluttede, var uvejret også slut. Bladt lagretmændene sad i disse dage Peder Olsen kirkeværge. Han får sit livs forskrækkelse. Barbra som griber efter alt for at redde sit skind, angiver på tinget den 7 april hans kone og datter. Peder farer op og siger at hun ikke skal lyve om hans kone. Barbra trækker sine anklager tilbage, men siger at Anne Rhodius og Maren har sagt det dagen før. Amtmanden sender bud efter dem. Under konfrontationen spørger Anne Rhodius efter tur Barbra, Maren og Gjertruds datter om hun har bedt dem om at lyve og de svare nej. Men da amtmanden spørger Maren, svare hun at det er sandt, de har været med til at forsøge at bandlyse amtmanden. Denne gang følger rette ikke Maren. På tinget 8. april får Barbra og fire andre kvinder deres dom. Peder Olsen bliver derefter opfordret til at forklare sig. Han har dagen før fremsat nogle "ubekvemme ord" mod landsherren og retten betjente. Peder Olsen undskylder sig, det var uoverlagte ord og han bliver på lagrettens ihærdige forbøn tilgivet "for denne gang". Peder Olsens ubekvemme ord, Gjertruds ukuelighed og to kvinders død i fangehullet – som vi senere høre om – har utvivlsomt medvirket til at 8. april tinget bliver et vendepunkt, som kulminerede og sluttede med domfældelse. Ved næste ting i maj, er amtmanden ikke til stede. Der fremkommer en ganske oplysende episode om stemningsskiftet på stedet. En Vardøkvinde og hendes mand som tidligere har anklaget en nabo, møder. Nu er de blevet enige, siger hun og naboen takker for et venligt forlig. At de får en bøde for at belaste øvrigheden tager de ikke så tungt. I sommeren det år kom til Finnmark, var tyve kvinder revet bort i den smertefulde og forsmædelig død. Ved Sankt Hans tid kom lagmand Schønnebøøl og indtog dommersædet på de fri lagting 25. juni 1663. I disse junidagene blev der fra troldkvinde fangehullet ført to overlevende kvinde ud, som dog havde fået dom, Malene fra Andersby og Ragnhild Endresdatter. De to kvinder forklare at de af Anne Rhodius er skræmt til at lyve om sig selv. Tidlig en morgen, fortæller Malene, blev døren til fangehullet lukket op og doktorens kone kom ind til hende og talte meget om mange ting bl.a. at hun måtte bekende, ellers ville hun blive pint på strækbænken og beskrev pinslerne. Lagmanden frikendte dog de to. Lagmanden indkaldte derpå Maren til retten. Men nu var hun ikke meget værd, hun græd og havde ingenting at bekende. Derimod kunne hun udenad læse en del af katekismen. Lagmanden kom frem til at Anne Rhodius havde lokket hende til at lyve om sig selv og andre, han dømte hende derefter til tugthuset i Bergen. Maren blev senere gift på Vardø og døde ca. 30 år efter disse oplevelser. I årene herefter var det stilhed efter stormen. Orning forsvandt sydover og Frederic Schiort blev i 1666 udnævnt til amtmand i Finnmark. Han tilhørte eb af de tyske familier som kom til Danmark-Norge efter Frederik den III ægteskab med den tyske prinsesse Sophie Amalie. H. Jacob Sehiort blev kommandant på Akershus og gjorde en indsats også som overbergamtsråd ved Kongsberg sølvværk og Frederic Schiort var villig til en indsats for Finnmark. I et brev af 18. oktober 1666 til statholderen, giver han en orientering om tilstandene på Vardøhus og blandt befolkningen. Fortet, slottet og det sparsomme inventar er meget faldefærdigt, skriver han, det har ikke været vedligeholdt i mange år. Han har så småt påbegyndt en istandsættelse og foreslår at der skal holdes 36 mand på fæstningen. I fem år har der ikke været nogen konstabel på stedet og meget er ødelagt. Da Orning fik Vardøhus, var der 75 tønder krudt, nu står der kun en tønde med vådt krudt som har stået der i 14 år. De fire dobberfalkonetter (kanoner) er taget med på Ornings skibe. Orning sagde i Bergen at han skulle bringe dem med tilbage, men han svare ikke på yderligere henvendelser. Han skriver videre til statholderen, at han godt kan lide at bo på stedet og at den som ikke synes om lystighed og druk kan have det godt på stedet. Men fiskeriet har slået fejl de sidste fem år og befolkningen er kommet i en stor gæld til købmændene og de har ingen mulighed for at betale før der igen kommer gode år. Der mangler mennesker og kunne der årligt sendes 40 – 50 drenge derop kunne amtet efterhånden blive folkerigt igen. Blev der fredstider igen, var det måske en ide at lade 2 – 3 af kongens skibe drive hvalfangst helt over på den anden side af Nordkapp, det ville helt sikkert give stort udbytte. Han afslutter brevet at får han ikke snart brev fra statholderen igen, vil han lade arbejdet på slottet foregå så langt som han kunne. Dette sted er alt for forfaldent og folk tør slet ikke gå ind af porten. Det var den 21. september Sehiort kom til Vardø. I et kongebrev af 2. juli var Ambrosius Rhodius blevet benådet. Nyheden har antagelig nået frem til den forviste, sammen med Schiort om ikke før, og vakte desperation hos Anne Rhodius, som skulle blive tilbage. Den 8. oktober foranlediger Rhodius, at der holdes ting og han fremlægger en skrivelse med 29 spørgsmål, som alle er et forsøg på at renvaske Anne Rhodius. Folk beder om nogle dages frist, de kan ikke svare på et sådant oplæg på ståede fod. Den 16. oktober har de deres svar færdigt. De tager spørgsmålene punkt for punkt og besvare dem. Det er et kuriøst dokument og her vil vi medtage lidt som givet et godt indblik indenfor fæstningsvoldene og kan kaste nyt lys over nogle af hovedpersonerne vinteren 1662 – 63. Om det ikke er almuen vitterligt, at min hustru måtte gå fra den ene troldkvinde til den anden? Jo er svaret, de ved nok at hun tit og ofte havde sin gang hos troldkvinder og forsøgte at friste dem, men på hvis ordre det var ved de ikke, det kan Rhodius jo oplyse på hendes vegne. To af fangerne, Gjertrud Kroken og Margrethe, var frugtsommelige fremgår det og Margrethe fødte sit barn under fangenskabet. Om Helvig (en af jordmødrene) kan nægte at min hustru måtte følge Margrethe, en troldkvinde, til sit fængslet? Det er sandt nok, svare Helvig, hun fulgte med til portkammeret og vågede sammen med mig en nat, men jeg hørte ikke lensherren befale Anne Rhodius at friste Margrethe på nogen vis. Om fogden kan nægte at der blev holdt ting i vor fangehul og at han der løste "haand kløfwerne" af Barbra, en troldkvinde hånd, da hun kom fra retten? Fogden benægte at der blev holdt ting der, og har han løst håndjernene af Barbra, eller at nogen har befalet ham det, så handlede han som kongens betjent og forstår ikke hvad Anne Rhodius har med det at gøre. Om fogden kan nægte, at min hustru bad både Orning og ham ikke at tillade at hun bag sin ryg blev indskrevet i deres protokoller og domme, fordi hun mente at de begik majestætsforbrydelse? Det er vel muligt at hun kan have brugt slige ord, men han har ikke ført hende ind i nogen protokol, har nogen gjort det får hun tiltale den for det. Når en gør det en skal, får en høre det en nødig vil. Om fogeden kan nægte at han derpå forbød hende at gå over dørstokken? Orning havde befalet ham det, lyser svaret, fordi han ikke fik fred for Anne Rhodius, hun plagede ham stadig med megen snak og "angiffuende" derfor skulle hun som den kgl. Ordre lød, holde sig sagtmodig og stille i sit fængsel indtil videre. Om det ikke er lagretten vitterlig at Orning på lagtinget nægter for lagmanden, at han havde befalet min hustru at gå til troldkvinderne? Hvad Orning har nægtet angående det, svarede lagretten, at der ikke skulle være hans befaling, finder man bedst i lagmandens protokoller. Situationen har, efter alt at dømme, været den at Anne Rhodius har villet indynde sig hos Orning, ved at, hjælpe til med at få kvinderne til at bekende og derved opnå hans hjælp til at komme fra Vardøhus. Deraf også hendes frygt for at indføres i retsprotokollerne. Orning på sin side – det var et alvorligt prestige tab for amtmanden, hvis han brændte kvinder som ikke ville bekende, fogeden siger da også her at Anne Rhodius besøgte Gjertrud i Kroken mange gange og fristede hende. Og vi må vel kunne antage, at det er vendepunktet hvor Amtmanden giver Anne Rhodius husarrest. Hverken Rhodius eller Sehiort var til stede på tinget under oplæsningen af dokumentet. Der blev tre gange sendt bud efter Rhodius, men han nægtede at indfinde sig. Under selve tinget kom der imidlertid et brev med en af amtmandens tjenere, med besked om at dokumentet skal oplæses og indføres i protokollen. Dokumentet fra Anne Rhodius til amtmanden, "min Beschiermer och Forsuarer", dateret 10. oktober og er i fire punkter. Af fogeden har hun hørt at hendes mand skal stævnes til tinge for at høre på de klager som de havde mod hende, derfor beder hun Schiort nådig erindrer at denne begæring er imod alt lov og ret, nemlig at manden skal forsvare det kvinden har begået. Videre er det aldeles imod kongens højhed at komme med et sådant krav, før kongen har givet en anordning om det. Videre er det mod recessen, at fogeden eller andre skal føre deres klager og endda mindre tillader loven at lægge andre i munden hvad de skal sige eller klager over. Videre har de heller ikke nogen fuldmagt af Juncker Orning eller lagmanden til at "Klage den gamle sagh op", for deres tid og ret er udløbet. Men siden fogeden og underfogeden er så syge efter at strides, var det ønskeligt at amtmanden ville befale fogeden og hans forgænger og underfogeden og hans forgænger ar gøre regnskab for den "Commager" skat de tager og har taget samt fremvise kongebrev på dette, ligeså får den skårfisk de tager imod recessen, "weed jeg forvisst". Når det og andet er sket, vil de finne bjælken, før de ser skærven. Undertegnet " Hans kongl. Maytts. Elendige fange " før signaturen. Tinget slutter med at almuen beder øvrigheden en gang for alle at befri dem for Magister Rhodius og hans hustrus urolige hoveder, spørgsmål, angivelser og andet klammeri, som hverken kommer gud eller noget menneske til nytte. Rhodius forlod Vardøhus i juni året efter. Anne Rhodius kom aldrig fra Vardøhus, hun levede endnu i 1672, hvor amtmand Bjelke, bogførte et udgiftsbilag til et nyt hus til forvare Rhodius hustru i. Samme år forlod Rhodius Christiania og vendte tilbage til hjembyen Kemberg. Han giftede sig igen i 1675 og døde o 1697, 90 år gammel, efter at have oprettet et legat til minde om sin befrielse fra det grusomme fængsel på Vardøhus. Et nyt dokument af en helt anden karakter blev opsat på Vardø 30. januar 1667 og seks Vardømænd sagde god for det med deres segl. Eftersom de er tilspurgt af "Eders fromhed" angående de troldkvinder, som blev brændt her i Ornings tid, om nogen blev pint før de blev dømt, så var der to som blev pint og døde i fængselet. Den ene var en enke, salig Peder Krogs kone Ingeborg fra Makkaur, hun blev pint og klippet med gloende tænger og svovl på hendes bryst på pinebænken. Da hun blev spurgt om hun nu ville bekende, efter dette svarede hun: Jeg kan ikke lyve om mig selv eller andre, og tilføjede, de kan pine kroppen, men min sjæl kan de ikke pine. Hund døde nogle få dage efter – uden dom, blev slæbt bort og lagt ude på øen med galgen. Den anden var konen til en fattig mand, kaldet Vardø-Hans som fik almisse, hendes navn var Dorthe. Hun blev kastet på søen og samme aften på pinebænken og grueligt pint, hun døde samme nat i fængselet også uden dom, blev efterfølgende slæbt ud i en kjerris (lang ren slæde) og kastet på bålet sammen med de andre som da blev brændt. To andre, smed Olufs kone Sin Jonsdatter og Christen Hansens kone, Gunhild, blev pint efter at de havde fået dommen fordi de trak deres tilståelse tilbage. De blev henrettet uden sakramente, af hvilken grund vides ikke. Sin Jonsdatter råbte sin uskyldig ud i sin død, da hun blev kastet på bålet. Gunhild sagde, da hun blev kastet på bålet. Gud modtager min sjæl!". Amtmand Schiorts virke i Finmarken fik en tidlig afslutning. Han døde allerede i oktober 1667 efter kun en uges sygdom. På den gamle fæstning fortsatte forfaldet nu alvorligt. Den næste amtmand Otto Bjelke, som havde embedet fra 1668 til 1679. Han har kun opholdt sig meget lidt i Finnmark måske fordi der ikke var en brugbar bolig. Amtet kunne ellers godt i de elleve år mere end nogensinde have brugt en voksen mands hånd, men administrationen gik delvis i opløsning og fattigdommen blev stadig værre. Efter lagmandens kraftige irettesættelse, forekom ingen hekseprocesser i mange år. Men i julen 1670 var der på ny besøgende i troldkvinde fangehullet. Det var en som fra tidligere kendte faciliteterne, Malene fra Andersby og hendes anklager Finne-Eli fra samt by. I efteråret på Mortensdag, da underfogeden Laurits Faag på Vardø rejste ind i Varangerfjorden efter finneskat, renkød, skind osv. Havde han også et andet ærinde. Hans bror var blevet på Skallneshavet i august og mistanken var faldet på Malene, Faag stoppede i Andersby for at "erkyndige sig" om broderens død og log Malene og Eli føre til fæstningen. Sagen kom for på Vadsø forårs ting 14. og 15. juni 1671. Malene mødte alene, fordi Eli var død under opholdet på fæstningen. Der fremlægges et brev fra Faag, som er rejst til Bergen og har givet fuldmagt til underfogeden Ørbeck på Kiberg, borger af Bergen, som heller ikke kan give møde og har givet fuldmagten videre til Erik Bang. I brevet siger Faag at underfogeden på Vadsø, Nils Quist har sagt at Malene skulle være skyld i hans brors død. Denne gerning er hun beskyldt for af Finne-Eli, som på sit yderste har aflagt ed på det. Grunden var at Malene af den afdøde blev nægtet en tønde mel, et brev knappenåle og en lås. Niels Quist siger fra med det samme, at han ikke har været anklager i denne sag, han var bare været med Faag til Andersby. Han spørger også almuen om nogen kan beskylde ham for at være Malenes angiver (nyt ord i hekseprocesserne), og de svare nej. Vidner bliver afhørt, de fleste fra Andersby og vi får at høre hvordan en frikendt troldkvinde gerne kaldes "den djævel", siger Eli hver gang han nævner Malene To mænd fra Skatøre vidner, at da Malene og Eli blev ført til båden, hørte de at Eli græd og at ;Malene sagde: Der er for sent at græde nu, Gud tilgive dig, havde du vist noget, måtte du tie stille. Malene sagde også: Du synes vi har det ondt her, men vi får det meget værre. På fogedens indtrængende spørgsmål svare Malene, at hun er helt uskyldig i mandens død og aflægger ed på det. Fogeden vender sig til almuen, og får et enstemmigt svar: Eftersom hun før er kendt for trolddom, eftersom Eli har anklaget hende og hun desuden bruger en frygtelig mund overfor naboer og passerende, samt er til en gruelig forargelse, anmoder tingsalmuen ydmygt om at de må bliv fri for hende og at hun må rømme landet. Det indvilger Malene i. Fogden spørger så retten: bør hun ikke lide ifølge loven? Men resultatet bliver at eftersom hun ikke kan leve med naboer i en kristelig enighed, som der sømmer sig, og tilmed ingen vil omgås hende, fordi der bange for at hun skal forårsage flere ulykker, fastholder man udvisningen og henstiller til overdommeren at afgøre sagen. Og Overdommeren kom. Endnu en gang kom hr. Manderup Schønnebøøl til Finnmark. De lange og hårde rejser gik ud over helbredet og allerede ni år tidligere havde hans svigersøn under henvisning til at han af den grund måtte hjælpe lagmanden i hans arbejde, han søgte og fik udnævnelse og embedet efter Schønnebøøls senere død. Det var sandsynligvis en meget gigtplaget gammel herre som den gang, den 28. juni 1671, indtog pladsen i præsidiet på det frie lagting på Vardøhus. Først blev Faags brev oplæst. Så aflagde Quist ed på at han aldrig på nogen vis havde angivet Malene. Derpå blev Ørbeck, som nu var dukket op, spurgt om han havde flere dokumenter eller tilstedeværende vidner til forsvar for Faag, så han ikke blev stående som angiver. Han havde ingen af delene. Malene blev frifundet og et udvalg på seks mand med sorenskriveren i spidsen blev nedsat for at fastsætte en passende erstatning for hendes omkostninger, tidsspilde og for hendes svig og smerte i fængslet. Omkostningerne, som Faag havde skaffet hende for tidsspilde i 33 uger forslår udvalget dækkes med 6 rigsdaler og for hendes fængsling ligeledes 6 rigsdaler. Lagmanden spørger Malene og hendes mand om de er fornøjet med det og ja, det er de. Til slut idømmer Schønnebøøl den fraværende foged en bod på fem mark sølv, fordi han sagesløst havde ladet Malene antaste og binde. Der var nok flere en Malene som fulgte den gamle lagmand med en varm taknemmelighed, da han forlod Finnmark og nu for sidste gang så de nøgne kyster forsvinde i det fjerne.