
Hekse proces efter 1688
Er efterfølgende tilfælde passeret som følger.
1688 forhenværende kone
Karen Nilsdatter
Var sat under tiltale af lagmand de Fine i anledning af at hun skulle have lovet ondt for en tjenestedreng hos Nils Brass og dette ifølge drengens eget udsagn. Drengen fik ondt straks han kom hjem og døde i et underligt sku. Han sprællede som en orm med videre efter døden. Den 28. maj blev der på Vadsø tingsted derover dog dømt således som følger:
Efter foran indførte akter, kan det ikke sluttes at der er ført fuldstændige vidnesbyrd som har hørt at denne kvinde, Karen Nilsdatter, har lovet eller gjort nævnte dreng noget ondt. Han har da heller ikke på sit yderste anklaget hende for sin død. Efter fogdens procedure kan vi derfor ikke erkende hende fra livet, men pålægge hende at bevise sin uskyld efter loven, Mandhelgebolkens 9. kapitel, indtil sagen eventuelt kan blive bedre belyst (blev dog ikke efterlevet).
1689
Brite Eriksdatter
Fra Sandskjær
Blev tiltalt for retten for at hun skulle have gjort ondt på pigen Malene Olsdatter. Således var sagen, at da den nævnte pige kom fra stranden med en bøtte fuld af sand, kom der en troldkat hurtigt rullende og den var skarp som fælde fuld af garn. Den var tyk på midten, smal i begge ender og sort. Omsider satte den sig på spanden og rullede ned igen to, tre gange når pigen slog efter den. Tredje gang traf hun den med skovlen. Da gik den i stykke, og ud af den rendte noget grums som en blanding af mælk og blod. Skindet tog hun med skovlen, lagde det op i spanden og gik hjem. Da hun nu kom forbi døren til nævnte Brite, Vardø Hans kone, kom denne løbende ud og spurgte pigen om hun slog hendes folk. "Det er min søn du slår og du skal få skam for det." I det samme forsvandt troldkatten. Pigen greb efter Brites hue som bevis, men Brite stødte hende over ende og tog den tilbage. Samme dag blev pigen af med sin fornuft og måtte til sengs med videre. Brite hævdede at enten måtte dette bevises eller hun ville fir sig ned sin ed.
Dommen af den 11. november
1689
Siden der her gives anledning til at antage barnet Malene Olsdatter har været forgivet, så kan det ikke udelades at Brite Eriksdatter må pålægges at gøre sin benægtelses ed om at hun ikke har forgjort hende. Også at det ikke var hende som kom ud af sin dør og talte med Malene Olsdatter. Videre at det heller ikke skete med hendes råd, dåd, kundskab og tilladelse at barnet blev forgjort og endelig at hun heller ikke snakkede med hende den dag hun blev forgjort. Denne ed aflagde hun så med oprakte fingre. Siden Brite Eriksdatter har aflagt sin benægtelses ed om at hun hverken selv eller ved hjælp af andre har forgjort eller lader forgive Ole Andersens barn, har hun dermed sværget sig fra sagen.
Altså frifindes nævnte Brite fra denne sag og mistanke og skal derfor være fri på alle måder, sådan at den ikke skal komme hende til fornedrelse og vanære på nogen vis.
1690
Karen Simensdatter
Tiltalt for at hun
Ville søge efter noget stjålet gods med et sold. Hun satte en saks i den og holdt i den med den ene ende med en finger og den anden med en anden finger, idet hun sagde: "Jeg sværger ved Gud og St. Peter at N. har taget mine klæder." Derefter råbte hun mange navne og da hun nævnte Johannes, faldt soldet ned, etc. I Kiberg blev der afsagt dom i sagen den 21. juni 1690.
Dommen.
Siden Karen Simensdatter offentlig angrer sin forseelse og i stedet erklærer, etc. etc. Men ved siden hun har brugt Fandens indbildte kunst ved eftergørelse med sold at sværge ved Gud og en afdød helgens navn, skal hun derfor stå til offentlig skrifte sådan at hun kan komme til kundskab om den slemme synd hun med rette har begået. Desuden gives hun formaning om for eftertiden at have Gud for øjet og ikke fortsætte med at udøve sådan Fandens gøgleri og abespil hvis hun vil undgå straf.
Marthe Nilsdatter
fra Karigjeld.
Hun var indstævnet for at have udøvet noget trolderi og eftergørelse, nemlig at hun havde en tråd hvor der hang et nøgle i den nederste ende og en bog hængende i den anden ende. Nøglen holdt hun mellem fingrene. Når tyvens navn blev nævnt, drejede bogen sig. Det gjorde også nøglen i hendes hånd.
På den måde kun hun bevise hvem tyven var. I sagen blev der således dømt:
Dommen
Under overvejelse af denne sag erfares det af Marthe Nilsdatters egen tilståelse at hun har brugt dette abespil og gøgleri ved an afdød helgens navn og ved at misbruge edsaflæggelse. Ved et har hun villet indbilde andre at hun ved sådant kunne vide hvem som havde taget det eller det. Alligevel har både hendes sjælesørger og den største del af almuen sagt god for at hun ikke var skyldig i nogen af de kunster hun var mistænkt for. Om dette tilbød mange sig at aflægge ed med hende om nødvendigt. Det gøgleri som hun har forøvet, er dog for andre til stor forargelse. Og selv om det i loven egentlig ikke direkte findes noget om sådant, så kan det alligevel ikke passere ustraffet og det selv om både hendes sjælesørger og mange andre har villet komme hende til undsætning. Med et grundlag den konfirmerte interim-anordnings 6. kapitel, 20 artikel giver, dømmes hun til at afsone sagen med en tønde mel til de fattige her i menigheden som skal uddeles af præsten og to lagsretsmænd. Til påmindelse synes det ellers billigst at Marthe Nilsdatters forseelse bliver foreholdt hende af hendes sjælesørger i hendes skriftemål.
79.
1692
Anders Paulsen Finn.
Hans bekendelse og kunst
som er indført i hans dom, afsagt i
Vadsø, den 9. februar 1692.
Efter flittig eksamination og overvejelse om denne sags beskaffenhed, samt også af Anders Paulsens vidtløftige bekendelse og tilståelse:
Sådan er
Runebommens beskaffenhed.
Han erkendte at have lavet den selv. Den var udhulet af et stykke fyrretræ som en stor aflang skål og meget slidt og glat af hyppigt brug. For øvrigt sagde han at den ikke duede hvis den ikke var forarbejdet af fyrretræ. I bunden havde han udskåret til aflange huller og mellem hullerne holder han den over skålens hele træ med sin venstre hånd når han spiller. Ovenpå denne skål er udspændt et beredt skind fra rensdyr som på en tromme. I enden af den hang er ræveøre, en rævetryne og en ræveklo. Dette skulle tjene til pump og pagt på runebommen. På ovennævnte trommeskind var der med kogt ellebarkvand, som giver en rødbrun farve, malet sådan at det med fire streger blev inddelt i fem separate rum og mellem hver række ses forskellige figurer, hver med sin betydning. Sådan:
I den første række
ses
1. En menneskeskikkelse som kaldes Ilmaris. Det står for storm og uvejr.
2. En menneskeskikkelse som han kalder Diermis. Når der bedes til Gud, kan denne Diermis tilbagekalde tøvejr og regn. Men denne Diermis har ingen magt uden at Gud først har givet den det. Og ligesom Ilmaris kan gøre ondt vejr til at skade skib og båd, så kan Diermis lave godt vejr.
3. En vildrenskikkelse, som han kalder Gvodde og som netop betyder vildren. Når der spilles på bommen og ringen ikke vil danse hen til denne ren, da får den som spørger om god lykke til skyderi ingen ren denne gang, selv om han gør sit yderste og bedste flid efter det.
I den anden række er
1. En rund cirkel med streg gennem. Den kaldes Peive eller solen. Med den skaffes godt vejr.
2. En menneskeskikkelse kaldt Jumal-barn som borttager synd.
3. Et andet billede ved navn Jumal-Etiem. Det skal betyde Gud Fader som straffer ondskab. Han kan skaffe syndens forladelse, sjælens salighed og en kristen død.
4. Billede af en kirke som han kaldte Domkirken. Til den beder han om sjælens salighed.
5. Billede af et menneske ved navn Engil som står for den Hellige Ånd. Han fjerner synden så man bliver som et nyt menneske igen.
Således efterligner han ved disse figurer personer i guddommen efter sin mors lære. Ellers står i alle rækker en stav malet ved hver person som han kalder Juncher Sabe, eller junkerens stav. For som han siger: "Ligesom jordens herre har sin stav i hånden, så har disse det også."

Hekse brænding