Munkehavn 1
- Munkhavn 1 Da beslutningen om overvintring blev truffet, havde Jens Munk opholdt sig ti dage på det nye sted og danner sig et foreløbigt indtryk af det omgivende land. Han kaldte det Nova Dania, og ved første øjekast mindede landskabet omkring ham med de lave, fjerne horisonter da også mest af alt om en øde dansk fjordmunding som de fandtes på hans tid. Mod øst fortabte blikket sig over den brune tundra, fra "Enhiørningen"s mærsekurv kunne man se fjorden ende i en bred flod, der som et lysende bånd snoede sig ind i sydlandets tætte nåletræsskove, og kun mod vest var landskabet kraftigere profileret. To forbjerge bestående af lave, afslebne klipper skød her ud i fjorden med brede vige imellem sig. Jens Munk var kommet tilbage til trægrænsen, og i modsætning til de nøgne stenmarker ved Rensund og Haresund var landskabet præget af frodighed, tætte buskadser af dværgpil kravlede op ad klippesiderne, på højere liggende banker i land groede der lærk og enebær, og i hver en klippesprække viksede der et mylder af multebær, revling, blåbær og tyttebær. Den sne, der kom i begyndelsen af deres ophold, var smeltet igen, fjorden lå blå og smilende i solskinnet og strakte sig i brede buer ind mod de grønne enge mellem forbjergene, et indtryk af friskhed og fred forplantede sig gennem den klare, arktiske luft. Men sådan var det kun ved højvande. Når ebben kom, skiftede landskabet karakter og åbenbarede sit spaltede sindelag. På mindre end en time trak fjorden sig tilbage fra vige og forbjerge, indtil den knap var bredere end det dyndede flodleje, og hvor krappe bælger kort forinden havde blinket i lyset, bredte der sig nu endeløse mudderbanker, oversået med tusinder af store sten. Den lave sol forstærkede med sine kraftige skyggevirkninger konturerne i det trøstesløse kaos, billedet af friskhed og fred var forvandlet til et billede af vrede og undergang, og i stedet for at føle sig hensat til en beskytter dansk fjordmunding kunne man få det indtryk, at de to skibe var ankret op ved den fjerne kyst, hvor kyklopen Polyfemos engang i raseri og smerte havde slynget sine sten efter den flygtende Odysseus.
Dette vekselspil gentog sig to gange i døgnet og tidevands strømmen, som forårsagede det gjorde snart fjordmundingen uegnet som ankerplads. Samme dag, som Munk bekendtgjorde beslutningen om at overvintre, blev de to skibe sejlet længere ind og lagt for anker ud for det sydligste af de to forbjerge på den vestlige kyst. Nattefrosten var allerede streng og næste morgen kunne Munk se, at "den nye drivis havde skaaret sig vel to Fingersbred ind udi bægge Siderne på Skibet og Jagten" Nu blev der travlhed om bord. Skulle skibene reddes, måtte de snarest bringes uden for isens herredømme. Da højvandet indfandt sig, lykkedes det at føre "Lamprenen" ind over stenene til sydsiden af forbjerget, en ringbolt forsynet med en talje blev mejslet i klippen, halvtreds mand blev sat til at hale, og snart lå "Lamprenen" i sikkerhed i en sænkning skærmet mod nordvestenvinden af forbjerget og lige ved siden af en høj, der også lå i læ af klippesiden, men som i øvrigt havde frit udsyn til alle andre sider.
Langt vakseligere var det at få fregatten ind over mudderbankerne, der på dette sted var over 900 favne eller næsten 2 km. brede. Skønt Munk ved ebbetid havde afmærket de største af stenene med bøjer, undgik han ikke at "Skibet blev hægendes på en Sten og blev hel lak, at alle Tømmermændene havde nok at gøre med at tætne det ved lægest Vand, før Floden kom igen." Efter fire dages slæb fik mandskabet endelig det tunge skib så langt ind, at det var nogenlunde beskyttet mod drivisen. "Enhiørningen" stod nu kun 120 favne fra det sted, hvor Lamprenen" var halet på land, ved ebbe kunne man gå tørskoet fra det ene skib til det andet, ved flodtid stod vandet et par alen højt omkring fregattens sider med formåede ikke at få den til at flyde. I hast blev nogle ringbolte til fortøjningerne indmejslet og sat fast med blyforinger i de nærmeste sten. For at skibskonstuktionen ikke skulle lide ved, at den tunge fregat hvilede på kølen alene, fik Munk denne gravet ned i grunden og yderligere kastet ler og sand ind mellem fjordbunden og skibssiden. Det meste af dette arbejde måtte dog gøres om fire dage senere, da en kraftig isgang forrykkede skibe af dokken og gjorde det så læk, at der skulle to tusinde tag med pumpen til at tømme det igen. Så blev folkene sendt i land for at hugge tømmer, og Svend Arvedsen, Jens Jørgensen og Peder Nyborg gik i gang med at opføre seks brokar, en firkantet konstruktion af svære lafter og fyldt op med sten, som de lagde omkring skibet på den side, hvor isdriften var stærkest. den 15. oktober fjernede isen den ene af disse brokar og forrykkede på ny skibet i dokken, men skaderne blev udbedret, og da fjorden kort efter var helt tilfrosset, led "Enhiørningen" ikke yderlige overlast.
Under arbejdet med at lægge skibene i vinterdok var Hans Brok vendt tilbage. Hans ekspedition mod øst havde givet samme resultat som Jan Petersens mod vest, der fandtes ingen naturhavne på denne del af kysten. Men turen havde været hård, Hans Brok og hans bådfolk befandt sig i åben sø, da de overraskedes af nordøsten-stormen den 16. september, de havde forsøgt at forankre den spinkle skibsbåd til en isflage, men ankertorvet var sprængt, og i flere døgn havde de arbejde med årerne for at forhindre, at jollen drev ind i brændingen. Efter ti dages fravær nåede de forkomne og elendige tilbage til Munkehavn. Årerne havde holdt, det var mændene der var knækket, og værst stod det til med Hans Brok selv. Han havde set for længe ind i tilintetgørelsen, dag for dag gik det tilbage med ham, og snart var den stærke styrmand fra Kildin kun en skygge af sig selv.
Hans Broks tilstand virkede som en advarsel, og næppe var skibene reddet, før Munk med sædvanlig omhu gik i lag med at organisere overvintringen for mandskabet. Hans førte "Lamprenens" besætning over på "Enhiørningen", så de for fremtiden kun behøvede et køkken, og gav kokken og kældersvenden ordre om spisetider og rationer. Fregattens kanoner blev afmonteret og sænket ned i lastrummet, hvor de tung e bronze stykker ikke ville skade træskonstuktionen det grundsatte skib, og samtidig kunne der gøres ryddeligt på batteridækket, som i de kommende måneder skulle være mændenes opholdssted. Kanonportene blev spigret til og tætnet, alt overflødigt gods førtes i land, der uddeltes "Skjorter, Sko og Støvler, blandt mændene og blev opført tre store fyrsteder, det ene foran masten, det andet bag den, og det tredje på styrepligten om agter. Mandskabet blev inddelt i tre skytteler på nærved tyve mand i hver og fik anvist pladser ved fyrstederne. Munk vidste, hvor vigtigt det var at holde hver enkelt beskæftiget og "forordinerede, hvorled med Vagt, Vedhenten og Kulbrænden skulle takteres, og hvem om Dagen skulle smelte Sne til Vand, så at enhver vidste, hvad han skulde bestille, og hvorledes han sig skulle forholde".
Vinen om bord var rationeret, men øllet gav han fri. Når Gosch i den anledning undskylder ham og mener, at han ikke kunne vide, hvilken "katastrofal virkning" øllet skulle få på de syge, er det overflødigt og det andet forkert. Munk vidste ikke, at "øllet i høj grad forværrede tilstanden blandt de syge", nej han vidste, som alle søfarende i hans samtid, at øl havde en forebyggende virkning på skørbug, en kendsgerning, der også bekræftes af moderne undersøgelser, omend de tillige har vist, at denne virkning kun holder sig nogle få måneder efter brygningen.
Den nye ordning blev etableret i begyndelsen af oktober, i løbet af en måned var vinterhavnen bygget færdig og mandskabet, så godt det kunne lade sig gøre, sikret mod kulden, der for hver dag blev strengere. Omsider kunne Munk tage sig en fridag og hellige sig den sag, som fortsat havde hans store interesse: kontakten med landets indfødte. "Den 7. octobris var det smukt Vejr. Thi rejste jeg selv op ad floden, at forsøge, hvor højt jeg kunne komme op med en båd. Men noget hen ved halvanden Mile op i samme flod var der fuld med Sten, så at jeg ikke kunne komme længere og måtte vende tilbage igen. Og havde jeg samme Tid allehaande Kramvarer med mig, udi den Agt og Mening, at dersom jeg havde fundet nogle af Landsens Folk, at ville give dennem noget til Foræring, paa det jeg kunde komme med dennem udi Kundskab" Det punkt, hvor Munk måtte vende om, var vadestedet ved det nuværende Mosqueto Point, som netop ligger halvanden dansk mil syd for vinterhavnen. Han så ingen indfødte, men flere steder langs bredden fandt han spor efter deres sommerpladser. Noget tilsvarende gentog sig, da han en måned senere forsøgte en ny ekspedition, denne gang over land, og sammen med tyve mand af besætningen nåede tre mil væk fra vinterhavnen. "Men fordi en stor Sne saa hastigt paakom, og var for meget tung af komme frem udi, måtte vi vende tilbage igen. Men dersom vi havde haft Skier, som udi Norge brugelig er, og Folk, som derpaa havde kunne løbe, var det vel muligt, at man havde kommet så langt, at man havde truffet Folk. Ellers er det umuligt, at man på de steder kan komme frem om Vinteren."
Heller ikke denne gang havde han set noget til de indfødte, men turen havde påvist den mangel på ski, der ved siden af mangel på skindtøj snart skulle vise sig at være den fejl i hans udrustning, som fik de alvorligste følger. Så indtraf der en lille begivenhed, som tilkendegav, at de indfødte, Jens Munk søgte efter, ikke kunne være langt borte: "Den 14. novemdris om Natten kom der en stor, sort Hund til skibet på Isen. Da blev en af Folket, som gik Vagt, hannem va´r og vidste ikke andet, end det var en sort ræv, hvorfor han straks skød hannem og kom saa med hannem slæbendes, ind udi Kahytten med stor Glæde, menendes han havde en stor Bytte bekommet. Men om Morgenen vi saa os fore, var det en stor Hund, og uden Tvivl var han afrettet på Dyr at fange, thi han havde været bunden om Næsen med smalle Liner, saa Haarene vare der afgangne, og var han kløftet udi højre Øre, og kanske hans Ejermand havde ikke gærne mistet ham. Jeg havde gærne selv set, at jeg kunde have faaet hannem levendes fattet. Da vilde jeg straks have gjort en Løbekræmmer af hannem og ladet hannem gaa hjem igen, did som han var kommen fra, med Kramvarer". Når danskerne ikke havde held til at komme i forbindelse med de indfødte, var det da heller ikke, fordi der ingen var. Egnen besøgtes allerede dengang af både eskimoer og indianer, de krigeriske folk af Chrpewyan og Cree-stammen holdt til i netop dette nabolag, og det er givet, at de fra skjult hold har iagttaget danskernes færden omkring de store skibe, som synede milevidt i landskabet. De har blot ikke vovet at komme nærmere. Det skulle siden blive anderledes.
Vinteren var imidlertid nu blevet så streng, at Munk måtte opgive yderligere eftersøgninger. I stedet kastede han sig over andre felter, foretog observationer af forholdet mellem springfloden og månens stilling, anstillede målinger af isens tykkelse, undersøgte isdriften, opstillede teorier om dannelsen af isbjerge, baseret på iagttagelser, han havde gjort i Davis strædet, og da der den 10. december opstod måneformørkelse, fik han for alvor travlt med sin jakobsstav, vel vidende at en nøjagtig måling af eklipsen senere kunne danne grundlag for en beregning af den længdegrad, de befandt sig på. Munk fandt, at "Klokken halvgaaen otte, der den første Formørkelse begyndte, var Maanen 15½ Grad over min Østhorisont, men den Tid Formørkelsen fik Ende var Månen 47 Grader over min Sydhorisont, og der var Klokken 10". Det siger sig selv, at han med de primitive instrumenter, der stod til hans rådighed og uden at være i besiddelse af et ur, som gik nøjagtigt, ikke havde mulighed for at gennemføre de vanskelige observationer med den fornødne præcision, og en beregning foretaget på basis af hans angivelser giver da også en længde, som ligger betydeligt vestligere en hans faktiske position. Men han skød udelukkende skylden for det usikre resultat på sig selv: "Dette er min korte og enfoldige Beskrivelse om den foreskrevne Formørkelse, som jeg på foreskrevne Sted haver set og observeret, forhaabendes at den gunstige Læser, som derpaa haver Forstand, jo tager alting med mig i den bedste Mening, om jeg endskønt ikke saa lige haver beskrevet hver Circumstantie, som det sig burde." Selvsikker blev den mand aldrig.
Mens kaptajnen gjorde sig hæderlige anstrengelser i rollen som videnskabsmand, fik folkene tiden til at gå med at fælde træer, brænde trækul og drive jagt. De mange mennesker havde sat præg på det øde landskab. Alle vegne sås de som sorte prikke i sneen, mellem "Enhiørningen" og højen inde på land havde de nedtrampet en bred sti, der dagen igennem var livligt befærdet af folk, som gik frem og tilbage med deres redskaber på skulderen eller kom trækkende med slæder med brænde og trækul. Inde fra land lød i regelmæssige rytmer de klangfulde hus fra skovøkserne, nu og da iblandet et pludseligt musketskud fra jægerne længere borte.
Efteråret igennem gav jagten godt udbytte. Folkene opsporede dyrevekslerne og stillede fælder op eller byggede små skjulesteder i skoven, lagde lokkemad ud og stillede sig på lur efter vildtet, og næsten daglig kunne de komme hjem med friske ryper, sneharer, korsræve og sobler som et velkomment tilskud til kokkens evige saltmad. Var der overskud, blev det hængt op i riggen og sparet sammen til festlige lejligheder. jens Munk havde i sine unge år selv kendt det sure liv på batteridækket og vidste hvilken betydning det havde at skabe afveksling i folkenes daglige tilværelse.
De måtte holdes beskæftiget fra morgen til aften, men også med mellemrum have mulighed for at slå sig løs og tænke på noget andet. Hver søndag blev markeret med en gudstjeneste, nogle fromme ord af hr. Rasmus og en ekstra ration brændevin, og da det den 10. november blev mortensaften, greb han taknemmelig anledningen til at holde fest om bord: "Folket havde skudt nogle Ryper, med hvilke vi udi Steden for Sankt Martins Gaas os maatte behjælpe. Og jeg lod jeg give Folkene udi hver Skyttel en Potte spansk Vin over det, som dennem ellers daglig var forordineret, hvormed det ganske Skibsfolk var vel tilfreds, derhos og lystige og glade, og af Skibsøllet gaves dennem saa meget, dennem lystede". Kridtpiberne kom frem, Erik Hansen fortalte historier på fynsk, sangen og latteren buldrede under dæksplankerne, og et par skibsdrenge fornemmede nok, at "Enhiørningen" pludselig begyndte at hæve og sænke sig faretruende, som om isen havde sluppet hende og sendt hende ud på det åbne hav. Kaptajnen gik rundt og slog sig ned snart i den ene kreds, snart den anden, alle måtte få det indtryk, at han følte sig hjemme iblandt dem, ingen anede, at han midt i den højeste morskab vedblev med at bekymre sig om dem, hvorvidt alting nu også var gjort å godt som muligt. Han vidste at "Enhiørningens" øl havde været frosset i tønderne, og han havde derfor bedt om at få det sydet om efter optøningen. Men han vidste også, at det meste af det øl folkene nu sad og hældte i sig, kun var blevet optøet, ikke sydet om. "Men dog lod jeg dennem her udi deres egen Vilje, fordi den jævne Mand er dog saa til Sinds, at den Del hannem mest forbydes, snige han sig dog til at gøre tvært imod og ikke anser, hvad heller det kan være hannem enten gavnligt eller skadeligt".
Indtil nu var overvintringen forløbet langt bedre end ventet. Begge skibe var i sikkerhed og ville let kunne bringes flot, når foråret vendte tilbage, jagten gav godt med føde, det skortede ikke på brænde i skoven, og stemningen blandt folkene var præget af munterhed og godt humør. Dog mærkedes det, at vinteren strammede sit tage om Nova Dania og dets lille befolkning på 64 mennesker. De fik nogle dage med snestorm fra nordvest, alt udendørs arbejde måtte indstilles. luften var så tyk af piftende iskrystaller, at man ikke kunne se en alen for sig. Da stormen stilnede af, og det blev klart vejr igen, sank temperaturen til en kulde, ingen om bord havde troet mulig. Selv vildtet syntes fortrængt fra de kendte veksler, men det værste var, at jægerne i mangel på skindtøj ikke kunne udholde kulden længere tid ad gangen, ligesom de i mangel på ski efterhånden måtte opgive at røgte deres fælder endsige nå frem til de fjernere liggende glughuse i skoven.
I denne situation indtraf der en begivenhed, som mere end noget andet gav Munk bekymringer for fremtiden. Den 21. november, kun en halv snes dage efter den store fest mortensaften, døde den ene af bådsmændene på "Enhiørningen". Skibstømreren lavede en kiste og et trækors til den døde, der blev begravet inde på højen. Begivenheden vakte sorg, men ingen bestyrtelse, når alt kom til alt, havde man også i Karmsund og Haresund måtte sige farvel til en bådsmand, det var den slags, der hændte overalt. Kun Jens Munk kredsede i sine tanker om årsagen til dette dødsfald, der indtraf nøjagtig seks måneder efter deres afrejse, men foretrak af hensyn til stemningen om bord at holde sine bange anelser for sig selv. Man måtte se tiden an. Måske var bådsmanden død kun et isoleret tilfælde, og der var ingen grund til frygt.
Dagen efter begravelse sank temperaturen igen. "Den 27. Novembris var det saa skarp en Frost, at alle Glasflasker, vi havde ombord, frøse udi Stykker" Den 3. december målte Jens Munk isens tykkelse i midten af fjorden, hvor tidevandsstrømmen var stærkest, til syn sjællandske kvarter eller over en meter. da han ved solnedgang begav sig hjemad, stod hele vesthorisonten i flammer bag "Enhiørningens" overisede rig, rødere og rødere lyste frosthimlen over den hvide jord, næsten en time gik hen, før mørket indfandt sig med blafrende nordlys og en kulde, der syntes at fryse selv stjernerne fast på himmelbuen. Ude i fjorden hylede Minotauros og snedriverne lå med skarpe rygge som hvide delfiner om "Enhiørningens" atævn. Men delfinerne var stivnet midt i deres spring, de var ikke levende, ingenting var levende her, og det var, som om naturkræfterne derfor kunne udfolde sig med større pragt og frihed end noget andet sted, flammer og kulde i et begreb, og mennesket kun en kortvarig misforståelse. En uge senere døde bartskæreren fra "Lamprenen", David Volske.
Enhjørningen2 og "Lamprenen" i Munkehavn. Ën sammenligning med det moderne kort side 301 viser at fjordkystens konturer er nogenlunde korekte, ligesom fremstillingen af mandskabets arbejde med at fælde træer, svie kul og jage isbjørne og rensdyr nøje følger skildringen i dagbogen. Skibene ligger grovt sagt på det rigtige sted, men de er alt for store til det omgivende landskab, og det er igen den traditionelle fremstillingsform. Løvtræerne passer dårligt med stedet virkelige bevoksning af nåletræer, og de de to sælsomme bygninger svare hverken i udseende, anbringelse eller indretning med vinduer og skorstene til de faktiske forhold. Bortset fra et par glughuse i skove, der benyttedes af jægerne, opførte Munk i det højeste et træskur eller to, og de lå inde på højen i land, som her er skjult bag skibene
