Proces 71 - 78
71.
Barbra, Nils Bastiansens kone
I Vadsø
Hun begærede selv at hun måtte prøves på havet for at bevise sin uskyld, men efter at have udstået prøven, bekendte hun godvilligt at hun havde lært sin kunst af Ivers kone, Maren, i Vadsø. Der fik hun en drik mælk, hvor der på bunden fandtes nogle sorte frøkorn. Dagen efter kom Satan til hende i en skikkelse af en hund og spurgte hende om hun ville tjene ham. Til det svarede hun imidlertid at sådant kunne hun ikke gøre, fordi hun havde sin egen mand. Dermed for han vredt bort fra hende. Siden kom han igen til hende med samme spørgsmål. Da var han i en mands gestalt med askefarvede klæder og med klør på både hænder og fødder. Hun lovede ham da sin tjeneste og forsværgede Gud i Himmelen. Til gengæld lovede han at alt hun foretog sig her i verden, skulle lykkedes hende vel. Løftet overholdt han alligevel dårlig. Så mærkede han hende med sine klør på hendes venstre lår, og dette blev fremvist for retten. Hun kaldte sin Gud for Isak. Kunsten prøvede hun på sin hund som hun gav et stykke fisk og af det brast den itu og døde. Desuden havde hun for nylig lært sin ældste datter troldkunst.
Hun bekendte om Sin idræt
1. At hun var med en del troldkvinder på Vardøhus hos Gjertrud i fængslet. De ville have hendes hjælp til at forbande skipper Markus Eriksens skib, fordi skibsfolkene ikke havde betalt hende tilstrækkelig husleje. Da de for ud til Slottet, var hun selv i skikkelse af en krage, Torolfs kone som en and, Thomas kone som en krage og Henrik Knudsens kone son en stor fugl med en hvid ring om halsen. På slottet blev de imidlertid alle omskabt til katte. Med siden Gjertrud ikke selv kunne følge med, sendte hun i sit sted sin Gud Zacharias. Så udgjorde de uvejret mod skibet, og da de kom til skibet, så de at skipperen lå på dækket og bad Gud om hjælp. Da skibet sejlede gennem Bussesundet, blev der ligeledes holdt bøn for det i kirken. Derfor kunne de ikke komme nogen vej med deres onde adfærd.
2. Hun var også med de andre troldkvinder til at forbande pigebarnet Karen Iversdatter for at hun ikke skulle røbe dem.
3. Hun var også med på Slottet i den store forsamling af troldhekse da de ville forgive lensherren.
72.
Hendes datter
Karen Nilsdatter
Hun lærte af sin mor, forannævnte Barbra, som gav hende det ind i mælk. Af det fik hun ondt i hovedet. Derefter kom der til hende en sort hund med forespørgsel om hun ville tjene ham. Hun samtykkede i det. Han kaldte sig Isak og lovede hende lykke i alle ting. Efter at hun nu havde forsværget sin Gud og skaber i Himmelen, bed Fanden hende i hendes højre hånd. Derefter forsøgte hun kunsten på nogle af morens får som hun gav noget mos og fisk med disse ord: "Sprak i Fandens navn", noget som også skete. Dermed var kunsten prøvet.
Hun var med sin mor på Vardøhus i skikkelse af en krage. Ligeledes var hun også der da de ville forbande lensherren. Hun var også med de andre da de ville forgive Markus Eriksens skib, noget som ikke ville lykkedes dem fordi folkene altid havde Gud for øjet.
- er gift med Tor i Andersby.
73.
Malene Jakobsdatter.
Hendes bekendelse og lære.
Hun erkendte at Dorthe Larsdatter fra Skatøre havde lært hende at trolde idet hun gav hende det ind i
noget varm mælk en dag hun kom kold og frossen hjem fra kirke. I samme mælkeskål lå noget sort på bunden som Dorthe absolut ville have hun skulle spise op idet hun sagde: Bare spis det, Det får du ikke ondt af, for det er bare noget stødt peber." Men da hun havde fortæret det, kom der n lille grå fugl ind til hende, ligesom en snespurv. Den gik frem og tilbage foran hende fødder indtil den endelig forsvandt for hendes øjne. Tre dage senere kom Satan selv ind ved aftenstid i en mands skikkelse. Han var klædt i sort og begærede at få hende til tjeneste. Det nægtede hun ham den gang fordi hun havde sin egen mand, hvortil den onde svarede: "Jo, tjen du bare mig, så skal du få alt hvad dit hjerte begære." Hendes mand lå og sov. Tredje gang kom den slemme atter til hende og bad endelig om at hun skulle tjene ham og forsværge sin Gud i himmelen med dåb og kristendom. Omsider gjorde hun det, og dermed gav hun ham sit samtykke om et års tjeneste.
Den djævel hun skulle tro på, kaldte sig Isak og når hun råbte på ham, skulle hun få alt hvad hun begærede. Omsider bed han hende og satte sit mærke i hendes højre fod som svulmede op, noget som også for retten kunne beskues. Hun beklagede sig om at hun altid havde ondt og pine i den. Men for at undersøge om hendes kunst var fuldkommen, prøvede hun den på et af sine lam. Hun gav den ind i en drik vand og straks døde lammet.
Hendes idræt.
1. Hun bekendte at Nils Skysskaffers kone Babra var hos hende i Andersby, hvor hun da kastede en krag ham over til hende og i sådan skikkelse af en krage for hun bort med hende til Slottet Vardøhus. Men da hun kom dertil, skabte Malene sig om til en kat og var da i fængslet hos Gjertrud. Derfra ville de udgøre det stygge vejr mod skipper Markus Eriksen, noget som også skete. De for alle bort fra slottet, alle i fugleskikkelse og Barbra var høvedsmand for dem. De kunne imidlertid ingen magt få med skibet fordi folket frygtede Gud så inderligt. Derfor for de bort igen som fugle fra skibet. Det fik god vind og sejlede sin vej vel af sted.
2. Hun fortæller at Finne-Eli fra Andersby ofte havde været ude efter at ville forbande amtmanden, men kunne intet formå med det. På denne bekendelse vil hun gerne dø.
74.
Bol Klausdatter
Fra Ekkerøy.
Tilstod at hun havde lært af Brite, Ivers kone fra Ekkerøy. Hun fik det ind i en kold mælk hvor der lå noget sort på bunden, ligesom stødt peber. Da hun havde drukket af det, blev hun så svimmel i hovedet at hun måtte til sengs for at sove. Straks efter at hun vågnede, kom en sort kat løbende ind til hende. Så blev den borte igen. To dage senere kom der en mand med sorte klæder ind til hende og spurgte om hun ikke ville love ham sin tjeneste. Hun gav sit samtykke mod at hun skulle få udrette hvad hun måtte begære og denne hendes apostel kaldte sig Zacharias. Med det samme satte han sit mærke på hende ved at knibe hende med sine klør på højre knæ, lidt nedenfor knæskallen. For at se om hendes kunster var fuldkomne, prøvede hun den på en af sine får. Hun gav den det ind i noget hø og sagde: "Sprak", og det skete straks der på stedet. Hun bekendte om sine
Bedrifter
1. At hun havde været med de andre troldkvinder for at ville forgive Jens Ottesens skib. Da var hun skabt som en måge.
2. Hun havde også året før været med til at jage fiskene fra landet med blære tang.
3. Hun var sammen med Babra og de andre troldkvinder og udgjorde det store uvejr efter skipper Markus Eriksens skib. Grunden var den samme som Malene havde bekendt og i det var Barbra hovedmand. Da var hun i skikkelse af en kat.
4. I Skikkelse af en krage var hun med i den store forsamling af troldhekse på Slottet for at forgive amtmanden.
5. Så kunne hun heler ikke benægt at hun også havde undervist Karen, Henrik Knudsens kone i Ekkerøy, i trolddomskunsten.
75.
Brite Olsdatter.
Torlufs kone i Ekkerøy.
Hun lærte af Ane, Thomas Persens kone i Kiberg og hun gav hende det ind i mælk hvor der lå noget sort på bunden. Hun fortærede alt, men fik så ondt af det at hun måtte til sengs for at sove. Da hun vågnede, kom der en grå kat ind til hende som spurgte om hun ville tjene den, men da svarede hun. "Nej". Tre dage senere kom samme kat igen til hende og begærede det samme som sidst. Heller ikke denne gang ville hun samtykke, men da kom den for tredje gang gav hun sit tilsagn. Hun forsværgede Gud i Himmelen og gav sig til denne djævel som lod sig kalde Christoffer. Så satte han sit mærke på hende ved at knibe hende under hendes højre knæ og lovede hende stor rigdom. Kunsten prøvede hun på en hund som straks døde.
Hun bekendte:
1. At hun sammen med de andre troldhekse var med i gerningen om at ville forgive Jens Ottesens skib. Det samme med at jage fisken fra landet. Da var hun skabt som en sæl. Hun var med fordi hun var vred på sin madfar for hans dyre køb.
2. Hun var i en krageskikkelse og senere som en kat på Vardøhus hos Gjertrud da der skulle sendes ond vejr ud efter Markus Eriksens skib. Da hun selv ikke kunne være med, sendte Gjertrud i stedet sin apostel.
3. Var også sammen med de andre og Malene på Vardøhus da de havde i tankerne at ville forgive amtmanden.
76.
Karen Olsdatter.
Henrik Knudsens kone fra Ekkerøy.
Fik lærdommen af Bol i Ekkerøy i en grød. Nogen dage senere fik hun ondt.
Derefter kom den onde til hende som en kat og senere i en mands skikkelse. Han kaldte sig Zacharias. Hun lovede ham sin tjeneste mod at hun forsværgede Gud, sin dåb og kristendom. Med sine kløer mærkede han hende i hendes venstre hånd, som blev synlig bevist for retten. Sagen prøvede hun først på et lam som hun bad sprække i Fandens navn og det skete straks.
Hendes idræt bestod i:
1. At hun var med til at jage fiske bort sådan som de andre troldkvinder tidligere har fortalt. Hun var da i en ands skikkelse og gjorde det fordi hun synes nogen fiskere fik for meget fisk i forhold til andre.
2. Hun var også, i skikkelse af en gås, med de andre troldkvinder og udgjorde det stygge vejr efter Jens Ottesens skib, idet de sagde: "Ondt vejr i Fandens navn", og det skete ved Domen
3. Så var hun også med på slottet, først i skabning af en and og senere som en kat, da Babra snakkede med Gjertrud i Krogen om at forgive Markus Eriksens skib
Og da alle disse troldkvinder således havde kommet med fuldstændig tilståelse og havde bekendt hverandres genmæle, faldt dommen over dem (fra 71 til og med 76) således.
Dommen af den 8. april
1663.
Siden Barbra, Nils Skysskaffers kone, såvel som Malene Jacobsdatter fra Andersby, Bol Klausdatter, Brite Olsdatter samtlige for retten fuldkomment har bekendt sin sandhed som foran ofte er meldt og fremdeles tilstår at de har lært trolddomskunster og øvet sig i dem, ved vi derfor ikke anderledes end at kunne erkende og dømme, end at de har forbrudt deres liv til ild og bål.
Men se herefter hvor enkelt lagmand Schønnebøl har grebet sagen an og til dom. Igen kun på grundlag af en beskyldt og udlagt troldkvindes benægtelser har hun skaffet sig sin frifindelsesdom og det uden at modparten har fået lov til at tage til genmæle eller de andres vidnesbyrd over hende om at hun siges at skulle lyve på sig selv.
Mandrup Pedersen Schønnebøl etc. For retten fremstod en kvindeperson fra Andersby, nemlig Malene Jacobsdatter som sorenskriver med meddomsmænd, sammen med de andre, havde dømt fra livet efter hendes egen bekendelse. Blandt andet bekende nævnte Malene at tidlig en morgen, mens hun sad i fængsel på Slottet, blev døren til fængslet åbnet og ind kom Ane, fru magister Rhodius, til hende. Hun talte meget og adskilligt om at hun skulle bekende og fortælle hvordan hun kunne omgås trolddomskunstner og sagde: "Ellers bliver du pint på strækkebænken, knebet med glødende tænger såvel som på andre måder behandlet ilde." Nævnte Malene anførte at alt hvad hun havde sagt og bekendt mens hun sad på slottet, det havde hun løjet om sig selv på grund af de ord Ane, fru Rhodius, havde truet hende med. Desuden blev almuen spurgt om nogen af dem viste noget ondt om Malene eller om hun tidligere havde været berygtet for sådanne handlinger. Til det svarede almuen at de aldrig havde hørt andet om hende end det som kristelig og ærligt var og viste heller ikke om at kunne beskylde hende for noget ondt.
Efter sådanne omstændigheder og sagens beskaffenhed ved jeg ikke rettere at erkende og dømme, end at nævnte Malene Jacobsdatter må frikendes. Hun kan rejse hjem igen til sit hus uden nogen mands tiltale på nogen måde. Vardø den 25. juni 1663.
Schønnebøl.
Dette finder jeg uholdbart. Om end Malene påberåber sig at hun på grund af Ane, fru Rhodius, fremsatte trusselsord har blevet bevæget til at lyve om sig selv, så skulle vel sådanne ord alene næppe kunne formå at skræmme hende til at lyve livet af sig selv, sådan at hun med det alligevel kan befri sig fra så mange andres anklager, nemlig fra de som allerede er aflivet. For kunne en troldkvinde hjælpe sig ud af det med tvetunget benægtelse mod vidnesbyrd og dermed uden yderligere forhør eller eksamination kunne frelses, så kom aldrig nogen til ilden. Dermed ville også dommerens forseelse ved den første proces blive desto større, som også på samme måde overses.
Men se! Hvor længe sad vel denne kvinde stille før hun på ny blev befriet for de grove beskyldninger. For protokollen af den 15. juli 1671 fortæller at det, på grund af de beskyldninger som ved vidnesbyrd blev fremsat mod hende om at hun ifølge Finne-Elis bekendelse skulle have forgivet Per Sørensen på Skallnesbugten, fordi hun ikke fik en tønde mel af ham, overgik hende en sådan dom:
Fogden spurgte hendes naboer og almuen hvilket skudsmål de ville give hende.
Dertil svarede alle enstemmigt, at hun tidligere var berygtet for trolddom og at det nu fremdeles ved prøven kunne bevises at Finne-Eli, i levende live, fuldkomment havde tillagt hende trolddoms magt, nemlig at hun skulle have forgivet afdøde Per Sørensen for en tønde mel og at der også blev fundet et brav knappenåle og dertil at hun frem til denne tid har udsat alle mand, både naboer og bekendte for en slem, ubehagelig mund, som er til stor forargelse og Gud meget mere til fortørnelse. Af sådanne og andre grove misgerninger forårsages almuen på det mest ydmyge at anmode den gunstige øvrighed og den højagtet rets betjente, om at de måtte blive befriet og fuldstændig kvit hende ved at hun måtte forvises her fra landet. Dette ville hun også selv være tilfreds med at efterkomme, dog sådan at det overlades til øvrighedens magt, vilje og betænkning.
Fogden gjorde gældende om hun ikke efter sådanne motiver, prøve og vidnesbyrd, som hun ved nævnte misgerninger er tillagt og ikke kan modbevise, må undgælde efter loven.
Da efter tiltale, forsvar og sagen omstændigheder, såvel som menig mands grove klagemål over hendes uskikkelige forhold over lang tid, ifølge indførte prøve og vidnesbyrd og ellers både på den en og anden måde ofte havde forset sig mod sine venner og naboer, kan hun heller ikke leve vel og kristeligt i enighed som der rimeligvis sømmer sig. Hertil kommer at ingen vil omgås hende fordi man frygter at det vil af sted komme og forårsage yderligere ulykke og helst ser at hun begiver sig fra dem og rømmer landet. På dette grundlag kan vi ikke anderledes erkende og dømme end som foran er meldt og henstiller til vor overdommer, velbyrdige hr. lagmand, at træffe endelig beslutning.
Finne-Eli, som havde beskyldt hende, fik halsen vredet om i fængslet. – Men se hvorledes lagmand Schønnebøl alligevel har reddet hende fra dette værk. Derom fortæller protokollen dette og intet videre:
År 1671 den 29. juni er der holdt lagting i Vardø af hans velbyrdige lagmand med fogden, skriveren, lagsretsmænd samt menige almue i samme tingsted. Lars Sørensen Fog, underfoged i Vardø er efter lagmanden, velbyrdige Schønnebøls udstedte lagtingsdom, tildømt efter loven Mandhelgebogen 17. kapitel at betale kongen 2½ rigsdaler i penge og det fordi han sagesløs har ladet anholde og fængsle Malene Jacobsdatter.
I
Amtmand
Otto Bjelkes tid
77.
1678
Synnøve Johansdatter.
Alberts kone på Skatøre.
Hendes bekendelse.
Troldkunsten havde hun lært af en Nordlands kvinde i Tromsø len. Hun underviste hende først sådan at hun fyldte et kar med vand og satte æggeskaller i det. Ved dette vand blev der læst over i Fandes navn og da kunne man forgive kvæg hvornår man ville.
Mens de øvede sig i disse dumheder, kom der ind til dem en velklædt person som havde klør på hænder og fødder, men han forsvandt igen. Med tiden lærte hun sig kunsten bedre. Efter egen bekendelse og vidnesbyrd som blev ført mod hende, var hendes idræt denne:
1. Otte år efter, at hun var undervist i denne Fandes kunst, forgav hun en ged i Nordland hos en bonde som hun havde en tvist med.
2. Hun ville forgive Otte Bangs ko i Vadsø fordi han snakkede hårdt til hendes søn som råbte i hans stue. Da påkaldte hun Satan med disse ord: "Kom hid du slemme gæst!" straks var han tilstede i sorte klæder, med en stor bred hat på hovedet og med klør på hænder og fødder. Hun gav ham noget småting af lidt uld i korn som han skulle give koen så den straks skulle dø. Og så skete. Da var koen var død, blev ilden fundet i et stort hul i kødet på det tykkeste lår. Dette til trods for at hunden udenfor var ganske hel og holden. Hun måtte lægge sin hånd på koen før den døde og derefter sprak den straks itu og døde.
3. Ved Satan selv forgav hun Lars Brass´ barn fordi hendes mand ikke fik en kalv for en skovrejse. Hun havde også lært at kærne mælk af vand.
4. Med djævelkunst skadede hun også Willums kone, Kari, i Vadsø sådan at denne i elendighed måtte pines i ni dage. Endelig skaffede hun hende helbredet tilbage igen, idet hun tre gange lagde hånden på hende med disse ord: "Gud bevare os!"
Straks fandt hun lindring.
5. Ved sit onde skadede hun også en anden mand ved navn Anders Jansen. For at udføre det gav Satan hende et stykke brød som han to gange så i og pegede på Anders. Dette brød fik hun senere Anders til at spise. Af det fik han straks efter ondt mens han var på stranden. Efter en stund kurerede hun ham igen ved at lægge hånd på hans bryst.
Dommen afsagt den 6. juni
1678.
Da efter tiltale, forsvar og sagens omstændigheder og siden hun for retten ofte og flittigt er eksamineret om denne trolddomssag mod sine modparter og selv godvillig, uden tvang, frit gået til fuldstændig bekendelse, kan vi hermed ikke anderledes erkende og dømme end at hun i for sådan uskikkelig væsen både mod Guds lov og kongelige befalinger skal straffes på sit liv til ild og bål uden ophold. Hvad angår hendes bo, som der er påstået skal tilfalde kongen, da befindes hun sammen med sin mand at være i stor gæld og derfor ganske uformuende dertil. Dette bevidner menig mand her på stedet i sandhed at være.
78.
1679
Kirsti, Rasmus Johansens kone
Fra Vadsø.
Blev først udlagt af Alberts kone, Synnøve, i Vadsø for at være troldheks og værre i sin kunst end hende selv. Desuden havde hun adskillige beskydninger på sig af to finner som på samme måde til lage hende at være skyldig, så som:
1. Per Henriksen Finn erkendte, at da Nils Svenske blev heftig syg efter en tvist mellem ham og Kirsti om en mose, så havde Nils Qvist efter otte dage sendt bud til ham om at komme til Vadsø. Da han kom og blev spurgt om Nils´ svaghed, svarede han: "Gud ved det". Så tog han noget brændevin, læste over det og gav derefter patienten to skefulde deraf. Efter lidt søvn fik han det godt af det og blev tilpas igen. Da barnet til Nils derefter blev udsat for samme usigelige pine og samme finne en dag senere kom til ham. Lagde han sin hånd på barnet sådan at det derefter blev friskt. Sådan påstod nævnte Per Henriksen ved sin ed at Rasmus med sin Kirsti havde gjort med sin trolddom på faren såvel som på barnet.
2. En finne fra Passvik måtte også tage gand ud af Nils kone, som nævnte Kirsti skulle have sat på hende. Dette ifølge samme finnes påstand og hun gjorde det fordi Nils kone ikke ville hjælpe Kirstis datter med at tage fat på et får på marken.
3. Paul Olsen Finn tillagde hende ved ed at hun havde sat gand både i konen og barnet til Villats klokker. Han havde slev taget den ud igen. For dette blev hun også tiltalt og beskyldt for retten af Villats klokker. Ligeledes havde hun forgjort Morten Villatsens søn, som længe pintes hårdt.
4. Afdøde Morten Jensens kone beskyldte hende også for at på grund af nogle slemme ord hun straks havde med nævnte Kirsti, fik deres dreng ondt sådan at han derefter straks døde. Da liget skulle lægges i kisten, blev det krævet at Kirsti skulle lægge håndklædet over den dødes ansigt og da hun gjorde det, sprang der med det samme blod ud gennem hans næse. Dette blev bekræftet ved pålidelige vidner og Kirstis egen bekendelse. Andet ville hun selv ikke bekende.
Så fulgte da endelig sorenskriver Lars Bøgvads dom,
Vadsø den 3. marts 1679 som følger:
Da efter tiltale, forsvar og sagens omstændigheder, samt fogdens strenge irettesættelse om at hendes modparter stærkt beklager sig over nævnte Rasmus Johansens kone, Kirsti, for trolddomssager som det i sig selv fremgår af akterne, og hun nu som før, efter flittig efterforskning og eksamination er bedt om godvillig at bekende og sige sandheden om disse trolddoms sager som hun er anklaget for, så svarer hun at hun ingenlunde vil gøre eller efterkomme det ved at lyve om sig selv.
Da det fornemmes at hun ingenlunde vil gå til sandheds bekendelse, refererer vi til Norsk lov, Tingfarebolken 4. kapitel, om at efter en mands egen bekendelse skal alle sager dømmes. Ligeledes referer vi til Frederik den andres reces og Christian den fjerdes redes, 3 bog 6. kapitel. Og da denne sag for mig og mine meddommere forekommer os meget uklar og tvivlsom, så ser vi os ikke i stand til at erkende og dømme, men udsætter og henviser den til vor overdommer, velbyrdige hr. lagmand, til endelig afgørelse. I mellemtiden skal kvinden være hos sin mand på betingelse af at hun så længe og herefter forhåbentlig, ikke øver eller bedriver, ej heller lader sig befinde med, slige onde misgerninger. Og som yderligere forsikring lover hendes mand overfor lagretten at såfremt noget kan fornemmes på en sådan måde, da vi han selv måtte lide og undgælde for det.
Hekseafbrænding