Chr 4 1647

Udi Kiøbenhavn havde man udi April og Majo 1647 holdet en Herre-Dag, hvor iblant andet blev raadslaget om at betale den Skyld, som Kronen var geraadet udi ved den sidste krig med Sverrig, og efter Specificationen strakte sig til 40 Tønder Guld. Adelen offererede dertil en Summa af 400000 Rdlr., men den vilde langt fra ej være tilstrækkelig, hvorfore Hans Majest. lod paabyde en Skat over det heele Land, saa at enhver uden Forskiæl skulde give 4 Rigsdlr. af 100. De Kongelige betientere skulde og give deres Deel, og derforuden et Aars Gage, hvilket altsammen skulde annammes af 4 Kongelige Raad; af de samled Penge skulde (1) Den nye Flode, som allereede laae færdig, udrustes; (2) Fæstningerne her og der repareres, og det Kongelige Tøy-Huus opbygges. (3) Kronens Skyld skulde betales. (4) De Kongelige Betientere, Officierer og Soldater fornøjes; Og, som Hans Majestet fornam i hvad stor Fare Kiøbenhavn havde staaet i den sidste Svenske Krig, efterdi de Svenske ved Hollændernes Hielp imod Enden af samme Feide havde spillet Mestere udi Søen, tog han sig alvorligen fore at lade samme Residentz-Stad fortisicere, betroende det nye Fortifications Verk til Axel Urup, hvilket sees af hans egenhændige Brev til samme Officier; thi Staden havde kun været maadeligen befæsted tilforn, saa at man regner dens rette Fortisication fra den sidste Svenske Feide, Paa Land-Dagen udi Slesvig blev beslutted, at af hver Ploug udi Jylland og Holsteen skulde betales 5 Rdlr., hvilket kunde beløbe sig hen ved 250000 Kdlr. Udi dette Aar blev i Peder Wibes Sted, som saa lang Tid havde været Minister ved det Svenske Hoff, hoskikket til Resident Sammesteds Peder Juel, hvilket sees af hans Creditis og Instrux. Det er ellers den samme Peder Juel, som udi Kong Friderici 3. Tid havde saa mange Avantures ved det Svenske Hoff.

Dette skeede Aaret for Christiani IV. Død, saa at denne store Konges Historie her haver Ende. Men, saasom jeg intet tilforn har anført om hans Avantures, saavel udi Ægteskab, som andre Amours, ej heller meldet noget om hans Børn, saavel Ægtefødde, som naturlige, item om hans mange og anseelige Sviger-Sønner, som mod Enden af hans Regimente anmassede sig stor Myndighed udi Riget, haver jeg ikke taget i Batænkning saadant til Slutning her at anføre. Jeg kand da ikke love at give nogen udførlig Historie derover, saasom de skrevne Memoires, jeg derom har fundet, ere gandske u-fuldkomme. Vil nogen ellers lægge mig til Last, at jeg fører i Pennen deslige Ting, som udi disse Nordiske Lande stedse pleje at være og blive skrevne anecdotes, da svarer jeg dertil. (1.) At Historien er ikke langt fra hundrede Aar gammel. (2.) At, endskiønt den ikke var saa gammel, saa er den dog ikke af anden Natur end som andre anecdotes og curieuse Hendelser, der indføres udi alle andre fremmede Historier, og seer man, at de største Regentere undertiden have de største Avantures udi Ægteskab og Amours. (3.) Giver (599) Historien Portrait paa denne store Konges Naivetet, og de Tiders Genie, hvilket af en Historie-Skriver ikke vel kand forbigaaes, helst saasom dets Afrisning er baade behagelig og nyttig, og interesserer Læseren langt meere end vitløftige Beskrivelser af mange u-nyttige Ceremonier, som gemeenligen opfylde den største Deel af vore Nordiske Historier, og derved foraarsage, at de samme lidet eller intet blive læsede. Endeligen (4.) har man at befrygte, at deslige Anecdotes, som gemeenligen er den største Zirat udi Historier, reent forkomme, hvorpaa man haver mange Exempler sær i denne Konges Historie, hvilken nu omstunder længe har været halden for en U-muelighed at forfatte, eftersom de fleeste og meest curieuse Ting, som af een og anden paa de Tider have været samlede, ere enten reent bortkomne, eller saaledes mutilerede, at man hart ad maa giæret sig Historien til.

Jeg har forhen viiset, at Christianus IV. udi det Aar 1597 blev gift med den Brandenborgske Prindsesse Anna Catharina, med hvilken han avlede 4 Prindser og 2 Princesser. Om denne Dronning findes lidt eller intet omtalt i Historien, uden at hun døde til Kiøbenhavn 1612 den 29. Martii. Man seer alleene, at han i hendes levende Live havde en Favorite ved Navn Kirsten Madsdotter, med hvilken han Aar 1611 avlede Christian Ulrich Gyldenlöve, som 1633 var Ambassadeur ved det Franske Hoff, og siden Hoff-Marskalk hos Kongen af Spanien, udi hvis Tienneste han omkom 1640, som forhen er veeset. Kort efter Dronningens Død havde han en anden Favorite nemlig Fru Karen Anders Dotter, som var en Borgerdotter af Kiøbenhavn, og udi det Aar 1615 den 10 Marti paa Kronborgs Slott bragte til Verden Hans Ulrik Gyldenløve, som blev Befalnings Mand paa Frideriksborg og Kronborg Slotte, og døde paa Kronborg 1645 den 31. Januarii. Han var gift med Regitze Grubbe Jørgen Grubbes til Vedbygaard og Leene Ruds Dotter, men avlede ingen Børn med hende. Den 3die var den bekiendte Fru Christine Munk, som blev viet til Kongens venstre Haand, hvorom videre siden. Den samme førte Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, og skrev sig Frue til Taasinge, Boller, Ellensborg, Rosenvold, Lundegaard, Weilegaard, Lellinge, Tybrond og Thurøe. Hendes Sønner vare 1) Grev Waldemar Christian Herre til Taasing, hvorom tilforn er talt, og som videre skal tales om i Friderici 3 Historie. 2) Grev Friderik Christian, som blev fødd Anno 1625 den 27. April, og døde 1627 den 17. Junii. 3) trende Sønner, som komme døde til Verden. Hendes Døttre vare 1) Anna Catharina fød paa Frideriksborgs Slott 1618 den 10. Augusti var forloved med Rigets Hoffmester Frands Rantzov, som druknede udi Graven ved Rosenborg, som for er sagt. Hun selv døde af Sorg Aaret derefter nemlig den 20 Augusti 1633 paa Friderksborgs Slott. 2) Sophi Elizabeth, som blev gift først med Grev Christian Pentz Statholderen i Holsten, hvilken af Keiseren i det Aar 1636 blev giort til kigs-Greve, og siden med Holger Wind, hvilken forlod hende, da Corsitz Uhlfeld kom i Ulykke, hvorudover hun blev saa forbittred, at hun skikkede ham hans Portrait (600)  igien med Øjnene udstukne. Hun døde udi samme Aar som hendes Moder, nemlig 1658 den 23. Julii og blev tillige med hende begraven i St. Knuds Kirke i Odense. 3) Leonora Christina, fød paa Frideriksborgs Slott 1621 den 22. Julii. Hun fik til Ægte Corfitz Uhlfeld, og er den Navnkundigske af alle Fru Kirstine Munks Børn. 4) Elizabeth Augusta, som fik Hans Lindenov til Ivernæs (nu kalded Wedelsborg) som døde udi Kiødenhavns Belejring 1659. Hun forspilte alt hvad hun ejede, og levede siden af en Pension, som Christ. 5. tillagde hende. 5) Christiana, som blev gift med Hannibal Sehsted. 6) Hedevig eller Helvig en Tvilling med Frøken Christiana, hun fik Ebbe Uhlfeld. 7) Maria Catharina, fød 1628 den 29. May og døde i samme Aar. 8) Dorothea Elizabeth, som Kongen ikke vilde erkiende for sit rette Barn, og hvis Fødsel gav Anledning til den Tragædie, som blev spilled med Fru Christine Munk. Hun blev Aar 1645 satt ind udi et Carmeliter Kloster til Cøln, hvor hun lod sig kalde Isabella a Jesu Maria, og døde sammesteds 1687 den 18. Martii. Den Sidste Kongens Favorite var Wibeke, Fru Christines Kammer-Pige. Med hende avlede Kongen 1) Ulrik Christian Gyldenløve, som blev fød paa det Kongelige Huus Ibstrup, nu Jægersborg 1630 den 7. April. Han døde i Kiødenhavns Belejring, som videre skal fortælles. 2) en Dotter nemlig Anna Catharina Gyldenløve, som fik Claus von Ahlefeld. Af denne Optegnelse sees hvor vildfarende og forvirrede de derom trykte Tabeller ere.

Man kand saaledes her af reducere Christiani 4. Børn til 3 Classer. Den første Classe bestaaer af de rette Kongelige Prindser og princesser, som han avlede med Dronningen. Den anden af dem, som han avlede i ulige Ægteskab, med sin Gemahl Fru Kirstine Munk, og den 3die af dem som bleve fødde uden Ægteskab af Kirsten Mads-Dotter, Karen Anders-Dotter og Wibeke. Disse mange Slags Børn af differente Grader, kunde ikke andet end foraarsage underlige Conjuncturer udi Riget; thi de Første vilde ikke tage de Middelste for Fylde, og de Middelste igien yder ligen foragtede de Sidste. Det er dog troeligt, at den Jalousie, som kunde være mellem dem samtligen, lidet eller intet yttrede sig saa længe Kongen var i sin Vigueur, men, da Hans Majestæt begyndte at blive gammel, er den Gnist, som laae skiult under Asken, frembrudt, og merker man da, at de Middelste, nemlig Fru Kirstine Munks Fru Kirstine Munks Børn have spillet Mestere, eendeel, efterdi de samme vare sterkeste udi Tallet, eendeel ogsaa efterdi disse mange Døttre vare gifte med de anseeligste og mægtigste Herremænd udi Landet, saa at Kongen, som i Begyndelsen tænkke at styrke sit Huus med deslige Svogerskab, fandt mod Enden af sin Regiering en sterk Cabale imod sig, hvorudover han ogsaa maatte staae fra de Mesures han eengang havde taget, caressere Adelen meere, end tilforn, og lade de store Rigets Charges, som nogen Tid havde været ledige, igien beklæde. Det Beste for kongen var, at disse mægtige Svogre ikke alle Tider stemmede vel overeens sammen, og var der en stedsvarende Jalousie imellem de tvende Fornemste, nemlig Corfitz Uhlfeld og Hannibal Sehsted, og (601) er det troeligt, at Kongen formenterede den samme, for at have altid een af dem paa sin Side, hvilket ogsaa skeede. Corfitz Uhlfeld havde den Fordeel, at han, i Henseende til sin Charge, som var Rigs-Hoffmester, kunde formeere sit Anhang blant Adelen, var ogsaa i Kraft af samme høje Embede altid ved Hoffet, da derimod Hannibal Sehsteds Charge tillod ham ikke uden ved Permission at komme til Hove, thi han var Starholder i Norge, til hvilken Charge det er rimeligt, at Corfitz uhlfeld har været ham behielpelig, for ikke at have saadan en mægtig Rival ved Hoffet; Uhlfeld var en af de største og tallrigeste Familier udi Dannemark, thi hans Fader, den gamle Rigets Canceler Jacob uhlfeld, havde 11 Sønner og 6 Døttre, saa at han derfore var besvogred og alliered med de fleste fornemme Familier udi Landet. Han selv var formedelst sin Lærdom, Skarpsindighed, Erfarenhed udi Stats Sager, og store Qvalitæter, anseet som en Zirat for den Danske Adel paa de Tider, saa at det var udi mange Ting Hannibal Sehsted var ham ikke voxen nok, hvorudover han søgte at holde nogenledes Ballancen mod sin store Rival, ved en særdeles Føjelighed mod det Kongelige Huus, og seer man, at han har taget deslige Mesures baade udi denne Konges og i hans Successors Friderici 3. Tid. Foruden denne Avantage, som saadan Opførsel bragte ham til Veje, gave visse personlige Qualiteter ham ogsaa en anden, hvorved han ikke alleene ballancerede mod Corfitz Uhlfeld, men endogsaa med Tiden triumpherede over ham; thi Uhlfeld var vel større Statsmand, men Sehsted større Hoffmand. Den Førske havde større Habileté, men den Sidste vidste dedre at føre sig den til Nytte. Begge havde overvættes stor Ambition, og sigtede til et Maal, den Første gik lige Begge disse store Mænds Portraits til, og der ved røbede sig selv, den Sidste derimod desilerede, for at komme uformerkt til Maalet, hvorudover, endskiønt begge vare farlige Mæne, saa blev dog den Sidste ikke holdet derfore, saasom hans bestandige Forsætt var at cedere hvor han fandt Modstand, og intet at tentere uden hvad han med Sikkerhed kunde trænge igiennem med, hvilket gav ham en stor Fordeel mod Hoffmesteren, der af Naturen var hidsig, og gav sine Passioner ingen Opsættelser. Af begges Opførsel mod hinanden indbyrdes syntes det, at Corfitz Uhlfeld uden Grund hadede sin Svoger, der stedse var complaisant og føjelig, og gav en og anden gang Venskabs Tegn tilkiende. Men med alt dette kand man sige, at den Sidstes Had gik langt videre end den Førstes; thi Uhlfeld søgte ikkun at desarmere en Rival, som var hans Ambition hinderlig. Sehsted derimod, efter at han havde bragt sin Svoger paa Knæe, og udi den Stand, at han ikke frygtede sig meere for ham, søgte, som siges, at skille ham baade ved Liv og Frihed. Med alle de onde Qualiteter som tillægges Uhlfeld, saa er det ikke troeligt, at han var capable til saadan Gierning, som tillægges Hannibal Sehsted udi Uhlfelds Fængsel i Sverrig, thi samme Gierning gav tilkiende, at Hadet gik indtil yderste Destruction. Af dette sees, at den Første havde farligere, men den Sidste fleere Lyder. Vil nogen spørge hvoraf denne store Animositet rejsede sig imelem disse tvende Svogre, hvis Interesse, det ellers kunde være at trække(602) paa en Linie, da kand svares, at de hadede hinanden just fordi de vare begge Kongens Favoriter, og just fordi de begge brillerede udi Forstand og Sindets Gaver frem for andre, saa at det gik dem som Cæser og Pompeio, at den eene kunde ingen Ligemand lide, og den anden ingen Overmand. Og foraarsagede samme Animositet, at hvad den eene foretog søgte den anden at contra-carrere, hvilket man i denne Konges Tid besynderligen merkede udi Fru Kirstine Munks Sag, da Hannibal Sehsted plaiderede mod hende alleene fordi Uhlfeld var hendes Advocat.

Bemeldte Fru Kirstine Munk var af et af de ældste Adelige Huuse i Dannemark. I hende forlibede Kongen sig strax efter Dronning Annæ Catharinæ Død; Men, som hun ikke var at vinde uden ved lovligt Ægteskab, og, saasom at giøre en simpel Adelig Dame lige til Dronning var her i Riget usædvanligt, maatte Kongen gribe til en Middel-Vej at lade sig vie til hende ved den venstre Haand, det er at giøre hende til sin Gemahl. At Copulationen dog af alle ikke maa have været bekiendt, sees af et Diploma, udgivet af Rigets Raad starx efter KOngens Død, for at verificere saadant Ægteskab, hvorudi findes disse Ord: Saasom saadant ikke hver saa fuldkommeligen her udi Riget, meget mindre uden Riget er bekiendt. Det Paa hvad Maade hun blev viet til Kongen. er troeligt derfore, at Vielsen ikke er skeet solenniter, men alleene udi nogle saa Personers Overværelse, og det af den Aarsag, at deslige Œgteskabe her udi Landet vare usævanlige. Men det samme foraarsagede, at mange holdte for, at Fru Kirstine var i Faveur hos Kongen paa samme Fod, som Karen Anders Dotter, hvorudover Hans Majestæt siden, for at detrompere de samme, gav tilkiende udi tvende Breve, at Fru Kirstine var hans Gemahl, og at de Børn, vare avlede med hende, vare ægte Børn.  Men dette Ægteskab blev sluttet med saadanne Conditioner, at hun ikke skulde have Titul af Dronning, og de Børn, som avledes i dette Ægteskab, skulde ikke agtes som Kongelige Prindser og Princesser; Herudover havde de mange Børn, som hun bragte til Verden, alleene Titler af Grever og Grevinder af Slesvig og Holsten. Blant alle Fru Kirstines børn var dog kun en Søn, nemlig Grev Waldemar, Han berømmes udi Historien af stor Forstand og Capacitet, hvorvel jeg finder, at hans egen Søster Elonora Chri

stina, Corfitz Uhlfelds Gemahl, var af andre Tanker, og holdt ham at være ikkun af liden Capacitet. Vist nok er det, af Kongen besynderligen elskede ham, og giorde kun liden Forskiæll mellem ham og de rette Kongelige Børn. Han lod ham strax i Ungdommen reise Udenlands med den lærde Henrico Ernst, og emploierede ham siden udi adskillige vigtige Ambassader. Om det Anslag, Kongen havde at gifte ham med den Ryssiske Princesse Irene, er tilforn talt, og om hans andre Avantures skal tales videre udi Friderici 3 Historie. Af Døtterne er den Navnkundigste Eleonora Christina, som blev given til Corfitz Uhlfeld; thi som han var den skarpsindigste Herre paa de Tider, saa blev hun holden for det skarpsindigste Fruentimmer, og er hun i den Henseende lige saa bekiendt i Historien som hendes Herre. De mange Børn, som Christianus 4. (603) avlede med Fru Kirstine, give tilkiende, at han i mange Aar har levet i kierlig Ægteskab med Hende, thi hun har været en Dame af ikke mindre Qualiteter end Skiønhed; Dog synes det, at hun imidlertid er bleven difigurered (defigurere om person: vansire; fordreje; forvrænge; forvanske) ved en sædeles legemets Fædme; thi jeg finder, at Kongen udi den Process, han førte med hende, sagde til hendes Moder Fru Ellen Marsvin: Raadede du mig ikke selv Ellen, at jeg skulde tage Wibeke, efterdi Kirsten blev saa feed.

Hvad som egentlig var Aarsag til denne Dames Fald, og til den Afsky, Kongen siden fik for hende, kand jeg for vist ikke sige: Nogle holde for, at hun havde et farligt Anslag for imod Kongen, men sige ikke hvor i det bestod. Andre sige, at hun vilde omkomme Kongen med Forgift, hvilket dog er utroeligt, i Henseende til den Kierlighed hun bar til Hans Majesæt, thi jeg finder, at hun end efter udstanden Forfølgelse og Fængsel græd bitterligen, da hun hørde Kongens Død, og sagde: Hvo skulde have tænke, at jeg kunde fælde Taare over Kong Christian. Det er troeligt, at, om Kongen har haft hende mistænkt for saadant,

hendes Kammer-Pige Wibeke, som siden blev hans Favorit, har bragt ham paa de Tanker. Jeg finder ej heller, at udi den store Process, som blev hende formeret, andet blev omtalt uden Utroeskab i Ægtestand.

Det kand ikke nægtes, at Kongen jo havde hende mistænkt for saadant, og at han i den Henseende formerede hende Process, og forlangede Skilsmisse. Personen, som Hun mistænkes for Utroeskab. foregaves at have nydt ufømmelig Faveur af hende, var Kongens egen Hoff-marskalk, den saa kaldte Rhingreve. Hvorudover Hans Majestæt lod hendes sidste Dotter skikke Udenlands, hvor hun blev Kloster-Jomfrue. Om herudi var nogen Realitet, eller om hun var falskeligen forført, kand endnu ingen forvist sige. Det er alleene vist, at Kongen lod hende beskylde for Rigets Raad, som til den Ende var forsamled udi Rosenborg Hauge, og forlangede deres Dom. De Beskyldninger som bleve giorte mod Hende, bestode udi 19 Interrogatorier (forhørsspørgsmål), som Hans majestæt med egen Haand har forfatted, og som besluttes med disse Ord: Hvilcken udaff, forbeneunte puncter, begieris, at skulle bevisis, daa ville Vi,  Sliigdt med leffeuenvis, Folk, Adel og Wadel, bevis, som vi vil straffe, tilstede, naar Behoff giøris. Fra Københaffn den 19. Junii 1632.

Her at anføre disse Beskyldninger finder jeg ikke à propos; vil derfore alleene lade mig nøje med at sige dette, at adskillige Puncter der udi synes at være vigtige, og kunde give Anledning til Mistanke saa at om Fru Kirstine ikke har været skyldig, saa har hun dog giver Anledning til Suspicion, og synes den 5te, 6te, 7de og 8de Artikel at være meget betydelige. Corfitz Uhlfeld plaiderede da for Fru Kirstine, og Hannibal Sehsted for Kongen, og kand man sige, at saa Sager have været for Retten af større Vigtighed og Eclat, saavel i Henseende til Parterne i sig selv, som til Advocaterne, der vare de anseeligste og meest vel

talende Mænd udi Riget, og giver denne Action et fuldkomment Portrait paa begge disse Herrer; thi man seer paa den eene Side et særdeles Overmod, og paa den anden Side lige saa stor Hyklerie. Begge vare at laste, den eene fordi han (604) utvungen gik i Skrankerne mod sin egen Konge, og Velgiører, den anden fordi han af Politique og Interesse føgte at beskiemme Kongens Gemahl. Dog fandtes der mange som ikke alleene undskyldte Corfitz Uhlfeld, men endogsaa ansaae denne hans Gierning, som en Heroisk Action, da derimod alle ansaae Hannibal Sehsted, som den der herudi satt Bienseance (sømmelighed; god tone) og Sømmelighed noget til Side. Med hvilken Hidsighed denne Sag ellers er bleven agered af disse tvende store Advocater, sees der af, at de siden uden for Raad-Huuset trokke deres Kaarder mod hinanden. Men hvad Argumenter der brugres pro og contra kand jeg ikke sige. Jeg seer alleene af de oft citerede skrevne Excerptis, af Kongen har villet holde for, at den foregivne utilbørlige Omgiengelse var skeed, da han selv var fraværende udi Glutzkstad, og Fru Kirstine med Rhingreven var paa Frideriksborg; Men at Corfitz Uhlfeld producerede Kongens egne Breve, hvorudi saavel fru Kirstine som Ringreven vare beordrede at forblive paa samme Slott. At Kongen selv udi egen højeste Person har været tilstæde udi Retten tillige med Fru Kirstines Moder Ellen Marsvin, samt de fleste af Børnene, sees af en ufuldkommen mutilered Dialogue, som jeg derom har fundet, hvorudi Kongen siger: Ellen! raadede du mig ikke selv tzc. Fru Kirstines Børn brøde da ind udi Talen, og sagde: Mormoder hvorpaa Ellen Marsvin svarede med Latter: Eders Kongelige Majestæt: saa at jeg ikke videre veed hvad Børnene sage til hende eller hvad hun svarede Kongen: Processen siges ellers at have faldet saaledes ud, at Fru Kirstine blev frikiendt for Retten, enten eftefdi Beskyldninger, som førdtes mod hende, ikke lovligen kunde beviises, eller fordi Corfitz Uhlfeld ved sit store Anhang udi Raadet udvirkede saadan favorable Dom.

Det eeneste, som man haver trykt om denne store Process, er hvad som findes udi den saa kaldte Histoire du Comte d’Uhlfeld, hvorudover, endskiønt derudi findes adskillige U-rigtigheder, vil jeg dog her anføre Autoris Relation derom, og tillige med munstre hvad som derudi kand beviises at være falskt. Da Kongen agtede at skille sig ved Fru Kirstine (som her af Vildfarelse kaldes Dronning) og intet kunde bevæge ham fra det Forsætt, end ikke hans Dotters Leonora Graad, som han saa højt elskede, lod han forsamle Raadet for at examinere Sagen. Alle Hoff-Folk abandonerede Fru Kirstine for at flattere Kongen, og ingen uden Uhlfeld, (som her af Vildfarelse kaldes Greve) understod sig at forsvare hende, og derudi præfererede den Kierlighed han bar for Frøiken Leonora, for den Lykke han kunde giøre til Hove. Han gav derfor med Frimodighed tilkiende for Kongen, at han vilde agere Fru Kirstines Advocat. Af dette betienede Hannibal Sehsted sig, for at styrte Uhlfeld, og tog (605) sig for at forsvare Kongens Sag. Til berammede Dag lod Kongen sig selv indfinde for Retten, tillige med Fru Kirstine og hendes Børn. Hannibal Sehsted begyndte da først at tale, og udførte Kongens Beskyldininger med saadan Veltalenhed, at de fleeste holdt Fru Kirstine at være skyldig: Men de bleve strax bragte paa andre Tanker; thi Ulfeld beviisede med saadan Fynd og Soliditet hendes Uskyldighed, at Kongen selv ikke kunde vare sig for Graad, ja han steeg ned af sin Throne, omfavnede hende og tog hende til Naade igien. Uhlfeld lod sig ikke nøje med at have beskiemmet sin Rival med Munden, men søgte ogsaa at giøre ham Tort med Haanden; thi han trok uden for Raad-Huuset sin Kaarde ud, og gik ham med saadan Hurtighed paa Klingen, at Hannibal Sehsted maatte salvere sig med Flugten. Dog, saasom de begge vare anseelige Mænd, forligede Kongen dem; men u-anseet denne Forligelse bar dog Hannibal Sehsted et steds varende Had imod Uhlfeld, og aldrig kunde tilgive ham denne Gierning. Uhlfeld blev formedelst denne Action gratuleret af alle, og fik til Recompense deraf Frøiken Leonora til Gemahl. Saa vit samme Relation. Autor til denne Ulfelds Historie sætter ellers intet Aars-Tall her til, og synes det af hans Relation, at det skulde være skeed kort for den Tid Frøken Eleonora blev gifted med Uhlfeld, da man dog veed, at Fru Christine kom i U-naade 1630. Dette er og falskt, at Kongen tog hende starx til Naade igien; thi hun blev strax ført til en Gaard kaldet Boller, som Kongen kiøbte hende udi Aarhuus Stift, hvor der var Jern udi Vinduerne og Vagt uden for Dørren. Fra den Tid hun blev forskudt, blev hun tillige med hendes Børn udelukt af Kirke-Bønnerne, og maatte hun siden ikke kaldes anderledes end Fru Kirsten til Boller. Dog, saasom hendes Børn laae Kongen ideligen i Ørene, erklærede Hans Majestæt sig 1646 for hendes Befrielse. Men denne Befrielse skeede dog ikke førend kort for Konges Død, hvilket sees af en ny Begiering i Raadets Navn opsatt af Cantzler Christen Thomesen Sehsted om hendes Befrielse Aaret derefter, saa at der maa være kommen en ny Knude paa Traaden, som foraarsagede, at Kongen suspenderede sin Erklæring af 1646; og, saasom bemeldte Cantzlers Concept til den ny Begiæring, som skeede Aaret Derefter, giver fuldkommen Oplysning herudi, og mig Deraf er communicered en Copie, vil jeg den her anføre. Den lyder faaledes: Rigens Hoffmester, og Hans Lindenow have for nogen Tid begiæret af nogle Rigets Raads at de underdanigst vilde hos E. K. M. intercedere (optræde som mægler, især: som fortaler for en; næsten kun i forb. m. for: gå i forbøn for), at Fru Kirsten Munk, som paa ny skall være kommen i E. K. Majestets Disgrace, og derefter fængslig paa hendes Gaard Bøller anholden, igien deraf maatte entlediges, og nyde den Afskeed, som E. K Majst. Anno 1646 in Aprili giver haver, og E. K. M. sig naadigst i sin Skrivelse til Cantzleren Hr. Christen Thomesen siden har erklærer, at E. K. M. gierne saae, at (606) Rigens Raad for

Hende intercederede, saa have nu Rigens Hoffmester, Statholderen i Norge, Hans Lindenow, Grev Pentz og Ebbe Ulfeld paa ny igien af meenige Rigens Raad paa det flittigste begiært, de hos E. K. M. underdanigst vilde anholde, at Fru Kirsten hendes Libertet igien maatte erlange. Saa, efterdi vi befinde, at vi med ingen Billighed dermed saadan deres venlig Begiøring kand nægte, og ikke kand formærke, at dermed andet søges, end at E. K. M. til Roelighed kunde gelange, og det som med Tiden E. K. M. for Disreputation E. M. Børn og Børne-Børn, og de fornemme Mænd som E. M. sine Børn har giver til Ægte, kunde være for Vanære og ond Eftertale befriede; da begiære vi paa det underdanigste, of raade, at E. K. M. vill lade sig befalde, at sende Fru Kirsten igien hendes Libertet, og lade hende nyde den Afskee, som E. K. M. efter lang Underhandling 1646 in Aprili giver haver, og alting her efter udi Stilhed og Roelighed maa forblive: De love igien, at hverken hun eller andre skal nogen Tid give Aarsag til andet. At de fornemme Mænd, som paa deres Hustruers og Børns Vegne saa højligen herudi ere interesserede, kunde formærke dem, med deres underdanigste Submission E. K. M. Kongl. Gunst ej forgiæves at have imploreret. Dat Kiøbenh. dem 11te Novembr. Anno 1647.

Derpaa fuldte den Kongl. Resolution 1648 om hendes Befrielse; men, da hun begav sig paa Rejsen til Kiøbenhavn, og var kommen til hendes Fru Moder paa Ellensborg, fik hun Tidende om Kongens dødelige Afgang; Og siges der da, at hun græd bitterligen, og sagde: Hvo skulde have tænkt, at jeg kunde græde for Kong Christian? Hvor vit ellers denne Kongelige Naade strakte sig, og om Hans Majestet vilde tage hende til sig igien, kand jeg for vist ikke sige, hvorvel den Tale, som 1658 blev holden ved hendes Liig-Begængelse, synes at tilkiendegive saadant. Men hvad som blev foretaged med Rhin-Greven, derom finder jeg intet; Det er troeligt, at han enten selv har undviged, eller er bleven Landet forviised, efterdi intet meere tales om ham.

Dette er alt hvad jeg har kunnet sammen sanke af nogle Breve og Fragmentis, til denne curieuse Histories Oplysning, og kand denne, skiønt korte og u-fuldkomme Recit, tiene til at corrigere adskillige ilde grundede og fabelagtige Relationer, som derom ere trykte, sær udi det Skrift kaldet le Conte d’Ulfeld, eller nouvelle Historiqve. Man lærer heraf, at Kongens Myndighed begyndte at declinere mod Enden af hans Regiering. Man seer ogsaa her udaf Conjuncturerne udi det Kongelige Huus, og sær mellem de Kongelige Børn indbyrdes; Endeligen giver Fru Kirstine Munks Historie et besynderligt Portrait paa de tvende store Mænd Corfitz Ulfeld og Hannibal Sehsted, og viiser Oprindelsen til det store og bestandige Had, som regierede imellem disse tvende Svogre. Ja man seer endeligen udi hvad Tilstand Corfitz Ulfeld var, og hvad som kunde forlede ham til at misbruge de store Naturens Gaver, som han besad, til at gaae uden for en Undersaatts Grændser, og at machinere de Ting, som styrtede ham fra den Højeste Æres Spidse til den yderste Ulykke og (607) Fordervelse, saa at det Navn, som var den største Prydelse og  Zirat for Dannemark, er bleven forhadet, foragteligt og til et Spotte-Navn og Ordsprog blant den gemeene Almue. Jeg har forhen talet noget om samme Mands saavel onde som gode Qvaliteter, og skal videre tale derom under efterfølgende Regiering. Hvad hans Slægt og Byrd angik, da havde den paa de Tider ikke sin Lige, hvilket sees af efterfølgende curieuse og tilforladelige Liste, efter Frøiken Annae Uhlfelds Relation.

Jacob Ulfeld Rigers Kanceler, Herre til Ulfeldsholm, Eegerskov og Urup, avlede med Fru Birgitta Brokenhuus 11 Sønner og 6 Døttre, som vare:

1. Knud Ulfeld. Christiani 4. Oberskiænk, Herre til Hellerup i Fyen. Hans første Frue var Anna Lykke, Kan Rantzovs Enke til Rantzouholm. Med hende havde han ingen Børn. Hans anden Frue var Kirstine Lutzctov, som kom hid til Dannemark med Kron-Princessen Magdalena Sybilla, hvis Kammer-Frøiken hun var. Hende havde han kun 6 Uger; thi, saasom han udi det Søe-Slag, hvorudi Christianus 4. mistede sit Øje, var bleven blesseret udi sit Been af samme Splin, som traff Kongen, lod han sig vie til hende paa Sengen, og døde 6 Uger derefter.

2. Jacob Ulfeld Ritmester, var forloved med Kay Rantzovs og Fru Annae Lykkes Dotter Sophia Rantzou. Han blev skudt i den Kejserlige Krig.

3. Frands Ulfeld blev giort til Greve af Kejser Ferdiando 2, og begaved med et Grevskab udi Tydskland. Han døde til Wien Luthersk. Der fortælles blant andet om hans Magnificence, at han havde 12 Hæste med 12 Guldkiæder paa. Han var forlovet med Hr. Claus Daas, Rigets Admirals Dotter Dorothea Daa, men døde for Bryllopet.

4. Peder Ulfeld rejsede undelands med 5 af sine Brødre, og døde strax efter sin Hiemkomst.

5. Lars Ulfeld, Herre til Urup og Egeskov. Han fik sin Broder Jacobs efterladte Fæstemøe Sophia Rantzov, og med hende avlede 4 Børn, hvoraf de to døde strax efter Fødselen uden Navn. De to andre døde ogsaa gandske unge. Han var den Lærdeste af alle sine Brødre. Udi Christiani 4. Tid blev han skikket som Envoyé (diplomatisk udsending; befuldmægtiget minister) til Kong Jacob 1. af Engeland, og Kong Friderik 3. forlehnede ham med Stiernholm 1648. Hvor dydig og skikkelig ellers denne mand har været, sees deraf, at Kong Friderik, uanseet den Groll (fjendtligt sindelag; nag; had) han havde mod den Ulfeldske Familie, elskede dog denne Lars Ulfeld saa meget, at han blev anseet som en Mignon. Men man merker, at hans egen Broder Corfitz Ulfeld var ham ikke god. Thi han kunde ikke nyde nogen Promotion udi Christiani 4. Tider, saa længe som samme hans Broder havde saa meget at sige. Da Hans første Frue Sophia Rantzov (608) ed Døden afgik, blev han anden gang gift med Else Parsberg, med hvilken han avlede 8 Børn, nemlig 6 Sønner og 2 Døttre.

6. Corfitz Ulfeld Rigets Hoffmester, og den navnkundigste af alle, som blev gift med Christiani 4. anden Dotter af Fru Kirstine Munk, Eleonora Christina. Med hende avlede han 10 Børn. (1.) Anna Catharina, hvilken blev RomanCatholsk udi Bruges efter hendes Mands Cassets Død, som var Corfitz Ulfelds Ober-Staldmester. (2.) Christian, som skiød Fuchs ihiel og blev Abbé. (3.) Jacob, som døde ung. (4.) Ludvig, som omkom i Candien, hvor han sprang i Luften af en Mine. (5.) Leo, som døde ung. (6.) Corfitz, gift med en rig Contesse udi Frankrige. (7.) Mogens døde ung. (8.) Ellen Kirstine blev reformeret, og døde udi Hessen. Der fortælles om hende, at hun, tillige med sin Søster Leonora Sophia udi Friderici 3. Tid, komme masquerede ind i en Hauge, hvor Dronning Sophia Amalia var, og der overgave hende en Suppliqve, men saadant blev ilde optaget, og de maatte rejse bort. Den efterfølgende Dronning Charlotta Amalia tog dem dog siden i Beskyttelse. (9.) Leonora Sophia, som fik Lave Beck i Skaane paa samme Tid som hendes Moder sad fangen. (10.) Leon, som blev Kejserlig General.

7. Flemming Ulfeld, Lehnsmand paa Halssted Kloster i Lolland. Hans Frue var Anna Elizabeth von Greven, Christoffer von Grevens Dotter; Med hende avlede han 6 Børn. Hans anden Frue var Anna Magdalena Kruse, med hvilken han havde 3 Børn.

8. Ebbe Ulfeld, Herre til Egeskov og Ridder. Hans Frue var Mette Grubbe, havde ingen Børn.

9. Eyler Ulfeld, en anseelig og lærd Mand, var Envoyé udi Spanien. Han blev ihielskudt paa det Skib kaldet Treenighed lige ved Christiani 4. Side, og siges der, at man efter Døden havde Møje ved at brikke Sværdet af hans Haand. Han var forloved med Anna Sehsted, Canceler Christen Thomæsens Dotter.

10. Mogens Ulfeld forloved med Oluf Parsbergs Dotter Ellen, og døde i Paris.

11. Tyge Ulfeld døde i sin Opvæxt og Forældrenes Huus.

Døttrene vare Efterfølgende:

1. Anna Ulfeld gift med Oberst Poul Rammel Broder til Henrik Rammel, som var Christiani 4. Hoffmester.

2. Elsebed Ulfeld gift med Oberst Jesper Friis, havde 3 Sønner og 7 Døttre.

3. Karen Ulfeld gift med Oluf Brokkenhuus, Slots-Herre paa Kiøbenhavns Slott, havde een Søn og 2 Dottre.

4. Dorothea Ulfeld døde Jomfru i Forældrenes Huus.

(609) 5. Birgitta Ulfeld som blev gift med Otto Kruse til Egholm, hvilken handlede ilde med hende, saa at hun tvende gange forlod ham, og tiente for Pige i Holland.

1. Maria Ulfeld gift med Axel Arentfeld til Basnæs.

Denne store tallrige Familie blev udi dens Velstand regieret af Hoffmesteren Corfitz Uhlfeld, hvoraf sees af hvilken Importance samme Mand var paa de Tider. Naar man der til lægger hans anden Slægtskab og Svogerskab, hans høje Charge, hans ugemeene og fast Kongelige Rigdom, hans Alliance med det Kongelige Huus, Erfarenhed udi Stats-Sager, og naturlige store Skarpsindighed, item, hans Gemahls Ambition og store Qualiteter, kand man see hvad som har forført ham at aspirere til højere Ting, end en Undersaat egner og anstaar. Af samme Liste sees ogsaa den ulyksalige Families Avantures, og at det Uhlfeldiske Huus har udspredet sig fast over heele Europa.