Kap VIII
Da alt dette og meget andet var bragt i Orden, blev der ringet til Middag, og hver Bakke fik uddelt et halvfemte Posts Træstob med spansk Vin foruden vor daglige Ration. Derefter og hver Middag forsøgte Styrmændene at tage Solhøjden, hvilket begynder paa Barlis i Spanien, som før omtalt.
Vi beholdt en udmærket Bør af Nordost hele Vejen fra England og sejlede først Syd for Irland temmelig langt vestpaa og derpaa gennem den spanske Sø ind under Barberiet, hvilket jeg anslaar til 600 Mil. En Dag i de to ugers Tid, da vi laa i den spanske Sø i Nærheden af det Stræde, som de Gamle kaldte Njörfasund (Gilbraltarstrædet), mødte vi et Skib udrustet paa Krigsmaner. De sagde, at de kom fra Brasilien, skulde til Amsterdam og at de var fredelige Folk. De havde fire Trompetere ombord, som blæste udmærket godt. Vi gav os tilkende og affyrede 3 Kanoner, af hvilke jeg hade de to, som var noget forude om Styrbord. Da der var Dønning fra Vesterhavet (Atlanterhavet) og en del Bølgegang fra Nordost, var det vanskeligt at lade Kanonerne udenbords fra, og kun faa havde Mod dertil, men for at de fremmede Søfolk ikke skulde mærke dette, bad Konstablen mig om at lade mine Kanoner udenbords, da Strybordsiden vendte mod dem.
Man lod Sejlene spille saalænge. (lod skibet løbe op i vinden)
Da jeg havde ladet den første Kanon og laa udenfor Rælingen ovenpaa den anden, slog en vældig Bølge tre gange mod Bagbord, hvorved Skibet krængede saa stærkt til Styrbord, at alle Kanonerne blev dyppede i Vandet og jeg med den, jeg laa paa. Jeg fik slugt en Del Vand og var nær ved at blive revet løs fra Stykket, men Guds Naade hjalp at holde mig fast, saa at jeg ingen anden Skade led end at jeg blev vaad, men min Konstabel troede, jeg var forulykket. Jeg fik megen Ros for dette, men Gud fremfor alt.
Kaptajnen sendte mig fra Kahytten et Glas Brændevin, og dette var Begyndelsen til at jeg kom til at gøre hans Bekendtskab og kom højt i hans Gunst. Det fremmede Skib sejlede bort, men havde Vejret været gunstigere, vilde vi nærmere have forvisset os om, at de virkelig var, hvad de udgav sig for, thi vore Befalingsmænd syntes, de var meget mistænkelige.
I disse 14 dage hændte der ikke noget mærkeligt, men en Søndag Morgen kunde det let være gaaet galt, saasom vort Skib løb op i Vinden paa Grund af Rorgængerens Vankundighed. Han hed Frands Andersen og var Smed af Haandtering, thi der var adskillige ombord, som var fuldstændig usøvante. Da det var stærk Storm, var der Mulighed for at forlise paa stedet eller i hvert fald for at miste Sejl og Master, og da noget af Takkelagen havde løsrevet sig, var der Livsfare ved at færdes paa Dækket, da skøder og Tovender piskede om Hovederne paa dem, der vovede det. Men heldigvis fik ingen Skade undtaget Thomas, der om Natten passede Lamperne i Nathuset, og som blev ramt at et Tov og en Tid laa besvimet.
Men ved Guds Hjælp fik vi atter Skibet vendt for Vinden og Sejlene i den Stilling. Men efter som Frands kun havde havt ringe Øvelse som Rorgænger, fik han Tilgivelse for sin forseelse han var en brav, meget stærk Mand, samt det stilfærdigste Menneske man kunde tænke sig.
Da vort Skib var kommen hen imod Berberiet, var mange svært bange, da man der kan vente Tyrkerne fra alle sider, thi for at tage Bytte og Fanger grasserer de der med deres Skibe og Galejer, som jævnlig udsendes af de Smaakonger, der hersker omkring i Berberiet og kaldes Paschaer. Mod disse Fyrster gør Hertuge af Malta kraftig Modstand: han er en mægtig rig Herre, der faar Tiende af hele Kristenheden for at bekæmpe de Vantro. Men saasom Herren altid holdt sin beskyttende Haand over os, mødte os ingen Fare, hverken fra Tyrkerne eller andre Guds Fjender, og Styrmændene besluttede derfor at sejle mellem Berberiets yderste Punkt og de afrikanske eller flamske Øer, som ogsaa Kaldes Azorerne. Hvis vi havde sejlet Nord om disse Øer, vilde vi have forøget Vejlængden med omtrent 100 Mil.
Som jeg før har meldt, havde vi mange ombord, som ikke før havde faret tilsøs, og derfor havde Styrmændene stort Besvær, før de fik ret Skik på disse Mennesker og ordentlige Søfolk af dem, thi det er ingen let Sag at staa tilrors, naar der er god Vind, naar Søeen gaar højt og Bølgerne gaar over Skibet. Derfor hændte det ogsaa, som ofte kan ske, at vi var nær ved at komme i stor fare og i Dødsens Angst, hvis Gud ikke havde udstrakt sin Haand og hjulpet os i sin naade. Da vi saaledes sejlede den omtalte Kurs, kom vi ved daarlig styren for langt bagbord til Berberiets Fatsland, saa at jeg en Lørdag nat, da første Vagt var forbi og anden Vagt lige begyndt, vaagnede ved at der blev stampet i Dækket og raabt: "Land! Land! Alle Mand op!"
Men den Mand som stod tilrors, og som hed Peter Jensen, gav slip på Rpret og løb bort og sagde, at han vilde redde sine Penge. Men en anden ved Navn Peter van Bergen, som laa lige over for mig agter ude ved Styrepligten, løb aandeløs op til roret og fik fat i Stangen før mig, men jeg fik fat i Hjælpelinen, som man har til Brug i Nødstilfælde, naar der er flere tirors under stærk Storm. Men uvilkaarlig og kun ved Guds Villie drejede Roret sig til den rigtige side, saa Skibet vendte sig op i Vinden, og da dykkede Skibets Agterdel tre Gange ned, saa at mange faldt omkuld paa Dækket. Selv Kaptajnen græd og Skibets Befalingsmænd med ham, men Skibet stor nu fra Land, efter at vi havde sat alle Klude til. Men Vinden var stik imod fra Nordost tværs paa Land og vi var drevet ind i en bred Bugt, og det var vanskeligt at komme i rum Sø, thi der var Landtunger paa begge Sider af Bugten, vi maatte derfor friste Lykken og lade staa til for fulde Sejl, saa alle Master og Stænger krummede sig under Presset. Men i denne Udkant af Berberiet boer der Menneskeæder, der lægger Mennesker paa Jærnrister og steger dem til Føde. Vor Redning var derfor et vidunderligt Mirakel, som Gud i sin Kærlighed og i sin naade lod os vederfares, hans ophøjede Navn være os og alle lovet og priset nu og i al Evighed. Amen.
Da det næste Morgen var blevet lyst, saa vi ind mod Landet, som var smukt og fladt med nette Landsbyer og hvide Strandbredder, hvor Folk stod i store Hobe, thi de havde vel om Natten hørt vore Raab og vor Larmen og derfor samlet sig bevæbnede til Kamp. Den Mand der løb fra Roret, blev sat i Arrest om Natten, og vor Kaptajn vilde have ham hængt, men da han var en Hollænder og Købmændenes Landsmand, slap ham med nogle Slag Tamp af Profossen for Stormasten. Hver fire Slag kaldte de "Maanedssold" paa gammel Skibsvis. Dernæst blev der holdt Prædiken før Middag paa denne hellige Søndag, som var den 22. efter Trinitatis (17. november), og præsten formanede os indstændig at takke Gud ydmygt og inderligt for hans Naadens Gærning, saa at han ikke overgav os i de grumme Menneskers hænder.
Derefter satte vi Kursen Vest for Vestsydvest og tabte Landet afsyne før det blev mørkt. Saa sejlede vi Nat og Dag med saa god Bør, som tænkes kunde, lige ud som Vejen laa og havde Stadig samme Vind, som de kalder Tupas eller Masson (monsun?)
I det afrikanske Hav er der et stort Rev tvers for den Vej, som de søfarende maa sejle, det er af stort omfang og hedder Ambroul, og på det er mange Skibe forlist. Derfor maa de, der vil den Vej, sejle langt Vesten om dette Rev og saalænge man ikke er sluppen forbi dette Rev, anvender Præsterne en meget smuk Bøn, som læses Morgen og Aften, naar de holder Chorum.
KAP. IX
Der gaar stærke Strømninger i disse Farvande, og de virker undertiden paa den sælsomste Maade med eller imod. Engang sejlede vi med god Bør fra Middag till næste Dags Middag, og da Styrmændene paa sædvanlig Maade havde taget Solens Højde, spurgte de mig og de andre, hvor mange Mil vi mente at have tilbagelagt i de sidste 24 Timer. Vi gættede paa 39 til 40 Mil, men de sagde, at vi var drevne 18 tilbage.
Ti Mand observerede Solens Gang hver Dag før og ved Middagstid, nemlig først de tre Styrmænd, saa Kaptajn Christopher Boye, de tre Købmænd, Skipperen, en Assistent Søren Nielsen, min gode Ven, og en Bøsseskytte Anders Olsen. Da vi sejlede fra Danmark tilbød Kaptajnen mig at lære Styrmandskunsten og tage Solhøjden, men jeg havde lovet tre Mand ombord at lære dem at læse, hvilket jeg med Guds Hjælp fik udført til Fuldkommenhed, imod at hver af dem gav mig 3 Maaneders Sold til Gengæld, hvoraf jeg dog aldrig fik noget, thi i Artiklerne er det forbudt dem, som har Hustru, Forældre, Børn eller Søskende at bortlove deres sold til andre, i det Tilfælde at de skulde afgaa ved Døden, og alle tre Mænd døde i Indien.
Da vi var kommen 3 grader Syd for Linien, saa vi et Skib, der kom imod os ligesom fra Land, vi mente det var et fjendtligt Skib, men da vi saa deres Flag, kendte vi strax, at det var Skibet "Flensborg", som vor Konge 11 a 12 Uger før vor Bortrejse havde sendt til det Land Mauritius, for at hente en Træsort (ibenholt), der er sort af Farve, tung som Bly og sælges efter Vægt, med denne træsort forsirer man Skabe og Paneler, indlægger Bøsseskæfter og andet af den slags. Folkene skulde selv hugge Vedet i den skov, hvor det voxede. Vi blev meget glade ved at møde dem, og vi fulgtes ad et langt Stykke til stor Fornøjelse for begge Parter.
Da vi atter saa Land, var det Afrika 12 mil fra Caput de Bonna Sperantia (det gode Haabs Forbjærg) ved det Sted, som kaldes Bat van Sardarien, og da var der gaaet fulde 18 Uger siden vi sidst saa land og tabte Berberiet af Sune.
Det var en Tirsdag. Den Mand, som først saa Land, fik en Kande Vin, og vi var neget glade. En mand paa det andet Skib (Flensborg), en Hollænder, som alle de andre, havde en Gang før besøgt dette Sted. Indsejlingen til den brede Bugt havde meget smukt, yndigt og skovbevoxet Land til begge Sider.