Kirsten Munk 1598 - 1658

Kirsten Munk 1598 - 1658

I 1616 befandt Christian IV sig lidt over midten på sin livsbane, og netop på dette tidspunkt ser det ud, som om han har truffet nogle bevidste beslutninger ud fra fortidens erfaringer.

Der er ikke tale om en mentalitetsændring hos ham. Tværtimod - han indretter sig pragmatisk, men sådan at hans selvudfoldelse under de givne omstændigheder får de bedst mulige betingelser, både på det politiske og på det personlige plan.

Nu skulle han være sin egen herre.

På det politiske område gjorde Christian sig nu gældende ved på sin skånselsløse facon at erklære, at da rigsrådet efterhånden var blevet en forsamling af "gamle og uformuesomme" (evneløse) medlemmer, så udnævnte han hermed syv nye friske adelsherre til at varetage det nødvendig arbejde.

Den en af de syv var hans egen personlige kansler, Christen Friis (til Kragerup), som indtrådte i embedet, efter at den forrige kansler - af samme navn: Christian Friis (til Borreby) var død.

Den nye kansler var af en ganske anden natur end den gamle, nemlig blid og stilfærdig i hele sit væsen. Ingen faderskikkelse som den gamle, ingen autoritet. Autoriteten skulle fra nu af ligge et andet, hos kongen selv.

Nu skulle han være sin egen herre.

At dette var hans tankegang, bekræftes af den kendsgerning, at han stadig ikke udnævnte nogen rigshofmester, skønt dette embede, som han var forpligtet til at besætte, havde stået tomt siden århundredeskiftet. Han skulle ikke have flere rigsråder at slås med end højst nødvendigt, og da embederne som statholder og rigsmark i de følgende år blev ledige, fordi deres indehavere døde, benyttede kongen samme taktik, han lod deres pladser stå tomme og overtog selv hele arbejdsbyrden.

Der blev skumlet i krogene, men det tog han sig ikke af.

På det personlige plan gav han fra og med året 1616 sit liv en retning, som han aldrig siden fik drejet væk fra. Fra han i sommeren 1615 traf den 16-årige Kirsten Munk og til sin død 33 år senere. stod hendes navn i flammeskrift over alt, hvad han foretog sig.

Ingen ved præcist, hvornår og hvordan Christian IV traf Kirsten Munk. Til gengæld ved man at han omgående blev forelsket til op over begge ører. Lyst hår havde hun, "en rank og robust figur og fyldige sanselige træk" Den erotiske udstråling må have været stærk, for kongen besluttede sig straks, hende måtte han have, hende og ingen anden, og det helst lige med det samme.

Men denne gang gik det ikke så let, som han var vant til. Karen havde straks brudt sin forlovelse, da kongen fik lyst til hende, halmstråene var i det hele taget blevet fejet til side, så snart han før i tiden tilkendegav sine ønsker - men ikke denne gang, selvfølgelig skulle det netop blive besværligt, da han for første og sidste gang i sit liv blev alvorligt forelsket.

Eller forholdt det sig omvendt? Blev han så desperat forelsket, fordi der for en gangs skyld tårnede sig forhindringer op foran ham?

Frieren Christian IV.

Nu befaler jeg dig Gud i himlen og mit hjerte i dit.

Det allerførste brev vi har fra Christian IV til den adelige jomfru Kirsten Munk er karakteristisk nok ikke noget kærlighedsbrev. Det er et officielt trolovelsesbrev, hvor kongen retligt bindende erklærer, at han vil lev og dø sammen med sin ægte staldbroder (sin ægtehustru) Kirsten Munk.

Det er typisk for ham. Uden svinkeærinder gik han til sagen, fra begyndelsen spillede han med åbne kort og forsøgte ikke at tage nogen ved næsen for at slippe så billigt som muligt.

Kirsten Munk skulle ikke være en affære. Dronning kunne hun ikke blive, hvad han jo heller ikke ønskede, men han kunne leve med hende i et morganatisk ægteskab, et ægteskab til venstre hånd.

"Jeg bekender for hvermand med dette brev, at jeg har udvalgt mig til ægte staldbroder ærlige og velbyrdige jomfrue, Kirsten Munk Ludvigsdatter, som jeg vil leve og dø sammen med, så ingen skal adskille os, før den almægtigste Gud adskiller os ved den timelige død: Jeg vil også forsørge hende med et af kronens len, som hun skal besidde kvit og frit efter min dødelige afgang, så længe hun lever. I den tid vi lever sammen, da vil jeg forsørge hende med alting og leve således med hende, at hun skal have årsag til at takke mig. Skrevet på Lundegård, den 23. august 1615. Din hjertens allerkæreste herre Christian."

Man må have et hjerte af sted for ikke at bevæges over denne kuriøse sammenblanding af officiel erklæring og det pludselige dyk ind i det personlige din hjertens allerkæreste herre, Christian.

Netop sådan et stenhjerte var Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, i besiddelse af. Da Christian udvalgte sig Kirsten Munk, valgte han dermed samtidigt den mor, der ejede og besad hende, indtil endelig den timelig død nådigt adskilte moderen fra hendes datter.

Ellen Marsvin

Men da levede Christian IV ikke mere

Det lå i tiden, at forældre arrangerede ægteskaber på deres børns vegne, et ægteskab mellem besiddende folk var simpelthen en handelsaftale, som gik ud på, at begge de implicerede familier stod sig ved den indgåede forbindelse. Hvad den ene part eventuelt måtte mangle i standsmæssig henseende kompenseredes der for ved rigelige tilskud af penge eller jord.

Elle Marsvin var en af Danmark største godsbesiddere, hun ejede gårde og godser i hele landet, erhvervet ved arv efter to ægteskaber og ved personlig økonomisk dygtighed. Hun var et koldsindigt menneske, der helt var domineret at sit økonomiske over-jeg. Men trods sæd og skik i hine tider med den almindelige skelen til de pekuniære fordel ved indgåelse af ægteskaber spillede Ellen Marsvin et usædvanlig kynisk spil med sin erotisk attraktive datter som indsats, da det først gik op for hende, hvor forelsket kongen vat i Kirsten.

Brevet fra 23. august 1615, kongens trolovelsesbrev til Kirsten Munk, blev skrevet på Ellen Marsvins fynske gård, Lindegård. Kongen var som sædvanlig på farten, og dagen efter tog han videre. Han var igen på vej mod et krigsmål. Hans søstersøn, Frederik Ulrik af Braunschweig-Wolfenbuttel var kommet i konflikt med byen Braunschweig, som havde sluttet sig til Lübeck og de andre Hansestæder og nægtede at hylde Christian IVs nevø som sin overherre.

Det var altså ikke noget helt ufarligt ærinde, kongen var ude i, og hvem vidste, om han slap fra det med livet i behold?

Ellen Marsvin tillod i hvert fald ikke majestæten at dele seng med hendes datter Kirsten under opholdet på Lundegård, om han end aldrig så hæderværdigt udfærdigede et trolovelsesbrev og erklærede den unge pige sin evige kærlighed.

Hvad skulle den fremsynede Ellen Marsvin stille op med er trolovelsesbrev, hvis han gjorde pigen gravid og derefter faldt i krigen? Hendes værdi som ægteskabsobjekt ville være faldet betragteligt, som handelsobjekt under nulpunktet.

Men i det brev, kongen skrev dagen efter, at han havde forladt Lundegård og den unge jomfru, hører man et ekko af de stærke følelser, han var kommet til at nære for hende:

Hjertens allerkæreste hjerte, Gud i himlen spare og bevare dig længe og vel, det ønsker jeg dig af hele mit hjerte. Hjertens allerkæreste mus, jeg glemte at sige din moder i går, at hun på mine vegne skulle undskylde mig overfor Pernille Gyldenstierne, at jeg denne gang ikke er kommet til Hagenskov, som jeg lovede hende (Pernille Gyldenstierne var gift med lensmanden på Hagenskov slot ved Assens) thi denne rejse er kommet mig så hastigt på. Men når Gud vil, at jeg kommer til landet igen, da vil jeg begive mig derhen. Allerkæreste mus, jeg venter mig intet svar på dette brev, thi jeg drager i dag herfra til Flensborg og i morgen til Rendsborg. I overmorgen håber jeg at være ved Hamborg. Jeg sagde til dig i går, at hvis du vil skrive, så send brevet til Anne. Nu befaler jeg dig Gud i himlen og befaler mit hjerte i dit hundrede gange hundrede tusind gode nætter og dage, og gid vi snart kan ses igen med helbred og karskhed. Haderslev, den 24. august, anno 1615. Din allerkæreste herre, så længe jeg lever, Christian"

Hvilket kærlighedbrev, trods det gammeldags sprog friskt i følelsen som var det fra i går. Blodet strømmer lige under overfladen, sproget føjer og bøjer sig i sin følelsesintensitet.

For et nutidsmenneske ser brevet måske ikke ud af noget særligt, men for sin egen tid er det ganske usædvanligt. Det er et af de første eksempler på et personligt skrevet dansk kærlighedsbrev. Ved hoffet har man sandsynligvis talt tysk og dansk, varieret i mange dialekt. Christian selv talte til hverdag et bredt sjællandsk - men fransk og latin, når der var fine gæster. Skriftsproget var latin, fransk og tysk.

Blev der endelig skrevet på dansk, var sproget som regel stift og stereotypt, nærmest et formelsprog, spækket med klicheer.

Kærlighedsbrevet fra den 24. august var det ømmeste og kærligste Christian skrev til Kirsten Munk, måske fordi han i sin store forelskelse ikke var helt så fuld af dødsforagt, som han plejede at være. Det ville være frygteligt at dø netop nu, inden han havde oplevet den fulde hengivelse i sin lille jomfrus arme.

Den 1. september er kongen ankommet til kamppladsen og skriver igen til Kirsten Munk, som han øjensynligt på det tidspunkt endnu ikke har hørt fra:

"Hjertens allerkæreste hjerte, Gud i himlen bevare dig fra  alt ondt, det ønsker jeg for dig af hele mit hjerte. Jer er, hjertens allerkæreste mus, Gud være lovet, kommet lykkeligt og vel gertil og ville nu ønske, at jeg vidste, hvordan du har det, og jeg håber, at jeg snart får bud fra dig. Her underhandles der for fuld kraft (kongen forsøgte at mægle i striden), vores folk er næsten kommet op på volden, de lider stor nød i byen (som var belejret), men her er alting så godt, som man efter forholdene kan forvente. Gud i himlen give, at alting var som det skulle være, jeg ønsker jeg var herfra igen, og jeg håber snart at tale med dig igen. Nu befaler jeg dig til den mægtige Herre og Gud med hundrede gange hundrede tusinde gode dage og nætter og bliver, så længe jeg lever, din hjertens allerkærete hjerte – Christian Glem ikke at sige din moder god nat på mine vegne Wolfenbüttel, den 1. september 1615"

Kongen måtte rejse hjem fra Tyskland med et nederlag i lommen. Og heller intet bud fra denne jomfru, han havde tabt sit hjerte til. Hvad betød det, hvad skulle han lægge i det?

Han måtte stole på sin forbundsfælle, hælde sit hoved til den, der havde magten: "Glem ikke at sige din moder god nat på mine vegne"

I november vendte han endelig hjem fra den mislykkede mission. Han havde sat Kirsten Munk og Ellen Marsvin stævne på Haderslevhus, nu måtte det afgøres, om hvornår jomfruen skulle blive hans.

De var der også, både mor og datter, og nu fik han endelig vredet det skriftlige løfte fra Kirsten Munk, der svarede til hans eget.

Dermed måtte han foreløbig lade sig nøje. Mere skete der ikke, endnu en gang holdt den snedige Ellen Marsvin kongen hen med mistro og forblommede hentydninger, og den skuffede konge måtte tage videre til København, usikker og uforløst.

Herfra skriver han igen i december til Kirsten Munk, kærligt, men denne gang uden at give udtryk for hverken længsel eller andre tanker, han måtte gøre sig. Nu gjaldt det julen, som han havde aftalt at højtideligholde med de to kvinder.

Brevet ser ret nøgternt og uskyldigt ud, men det var nu kommet dertil, eftersom sagen øjensynligt med hensigt blev trukket ud i det uendelige, at han ville føle det under sin værdighed at blive ved med at skrive om sin kærlighedslængsel.

"Hjertens allerkæreste hjerte, Gud i Himlen bevare dig fra alt, som kan være dig skadeligt både på sjæl og legeme. Jeg vil nu meddele dig, at siden jeg skrev til dig, har jeg taget den beslutning, at jeg ikke kommer til Antvorskov til jul, men agter med Guds hjælp at holde jul på Frederiksborg Slot, hvorfor jeg vil, at I straks begiver eder på vej til mig på Frederiksborg, hvor jeg nu i den anden uge dagligt vil vente på dig. Og nu vil jeg denne gang ikke opholde dig længere, men befale dig til den allermægtigste Gud med hundrede gange hundrede tusinde gode nætter og dage. Og forbliver jeg alle de dage, jeg lever din allerkæreste hjerte og herre. Christian Dato København den 14. december 1615."

Ingen godnathilsen til Ellen Marsvin. Bag den nøgterne facade ligger en stor anspændthed, sagen nærmer sig eksplosionspunktet, kongens tålmodighed er ved at være opbrugt. Detanstår sig ikke kongen af Danmark at være til grin for en 16-årig lille jomfru, hvor yndig hun end måtte være – og hvor stærkt han end begære hende. Tonen er skiftet, for første gang befaler han: hvorfor jeg vil, at I straks begiver jer af sted.

I julen bryder det løs, nu kan selv den kloge taktiker Ellen Marsvin ikke hindre udbruddet, vreden, forurettelsen, eksplosionen.

Selve juledagene blev overstået, nogenlunde fredeligt og fordrageligt, hvordan stemningen har været lige under overfladen, kan man regne ud, når man læser denne første af de mange og lange redegørelser, kongen i tidens løb skulle komme til udfærdige om sit forhold til Kirsten Munk.

I et langt brev, dateret 27. december 1615, redegør kongen med fynd og klem for hele følelsesudviklingen med dens løfter og løftebrud, som sagen tager sig ud fra hans synspunkt.

Dunderbrevet. "Hjertens allerkæreste Kirsten Munk, Gud i himlen spare og bevare dig længe og vel fra alt, som kan skade dig både på legeme og sjæl, det ønsker jeg dig af hele mit hjerte. Og eftersom der for nogle dage siden fra din og din moders side er opstået en uventet modgang mod mig, så kan jeg ikke undlade at underrette jer om min mening, og henstille til jer at overveje, hvordan alt hidtil er forløbet, og hvordan jeg ser på dette.

Hjertens allerkæreste Kirsten Munk, du husker sikkert ganske tydeligt, at jeg den 21. august i år kom til Lundegård og talte med dig i din mors smykkekammer. Hvad vi talte om, det ved du bedst med din egen samvittighed. Derpå svarede du mig, at du ikke ville leve eller dø med andre end mig, hvorpå jeg sagde, at jeg ville give dig brev på, at jeg ville elske og ære dig frem for alle, og ikke skilles fra dig, før Gud den almægtigste adskilte os ved den timelige død. Og da jeg ønskede et tilsvarende brev fra dig, svarede du: ja, ret gerne".

Derpå gav jeg dig næste dag mit brev, som vel uden tvivl stadig eksisterer, og som vil tale for sig selv, når det læggers frem. Du tog brevet til dig og spurgte om du måtte vise det til din mor, hvortil jeg svarede "Hun skal bestemt se det. Det brev jeg skal have af dig, skal hun og din morbror medunderskrive". Hvortil du svarede: "Kunne jeg få at vide, hvordan Eders Majestæt vil have brevet til at se ud". Så satte jeg et brev op, som jeg helst ville have det, og markerede forneden i brevet hvor din mor og Otte (Kirsten Munks morbror) til vitterlighed skulle underskrive.

Så spurgte du mig, om I skulle sende bud efter Otte, og jeg svarede, at det syntes jeg ikke ver nødvendigt, for jeg mente, han vel en dag kom af sig selv, og så kunne det, der var nødevendigt blive gjort. Kort tid efter kom du til mig og spurgte, om jeg ikke vil være tilfreds med, at din mor alene underskrev brevet, og jeg svarede, at det var jeg helt tilfreds med. Sådan stod sagen til næste dag. Da jeg så spurgte, hvordan det gik med brevet, svarede du, at jeg skulle få det næste morgen. Da vi næste morgen fulgtes ad til Assens, og der ikke blev lejlighed til at tale om brevet, stillede jeg foreløbigt sagen i bero.

Men i Assens kom din mor hen til mig og takkede mig for de gode tilbud, jeg havde givet dig. Så drog jeg ud af landet og var udenlands i temmelig lang tid, og du husker nok, hvilke gode og venlige skrivelser vi udvekslede, som i ord og bogstav vi kunne tale for sig selv, når de lægges frem.

Da jeg nu kom hjem og din mor og du selv efter mit ønske mødtes med mig i Haderslev den 12. november i år, sagde du til mig samme aften lige efter måltidet, at du havde brevet på dig. Samtidig tog du til skørtet og ville give mig det. Så sagde jeg. "Jeg tror dig så vel, jeg kan vel altid få det, når du finder lejlighed til at give mig det". Men derpå gav du mig det, jeg gik hen til vinduet og læste det, og stak det så til mig.

Nu var vi sammen nogle dage og havde det sjovt og godt med hinanden, tit stod jeg med dig i mine arme og sagde til din mor: "Nu er hun min", hvortil din mor svarede: "Ja såmænd, I skal få hende, hvis I virkelig selv vil". Og det skete mere end en gang.

Blandt andre ting vil din mor sikkert kunne bringe frem i erindringen, hvad hun sagde til mig, da jeg sad hos hende: "Ved I hvad folk siger?" Hvortil jeg svarede at det ikke var værd at lægge vægt på, hvad folk sagde. Da sagde hun: "De siger, at når Kirsten har fået et barn eller to, så kan hun få løbepas igen". På det svarede jeg: "Du burde vide bedre, sådan vil jeg aldrig bære mig ad overfor hende".

Af den slags samtaler blev der ført mange mellem os i Haderslev, også mange andre, mens vi var sammen, men det ville tage alt for lang tid at fortælle om dem alle sammen. Og det er heller ikke nødvendigt.

Da vi nu fulgtes ad til Lundegård, hvor vi tog afsked med hinanden, spurgte din mor mig, hvilke piger hun skulle give dog med, når I skulle rejse over til Sjælland på besøg hos mig. Jeg svarede, at hun skulle give dig dem med som du var bedst tjent med, det skrev jeg også bagefter til dig, og dit svar på det har jeg her.

Derpå sendte jeg min tjener over ti jer med en skrivelse om, at det var mit ønske, at I skulle komme her over til mig, og I er nu også ankommet hertil, hvor du har indstillet dig yderst venligt efter alt mit besvær, så jeg efter omstændighederne kunne være ret godt tilfreds. Således har situationen nu været i nogle dage, og da jeg så udtrykte det ønske, at det fortsat skulle være sådan i fremtiden, så svarede både din mor og du selv, at I ikke havde forestillet jer, at det skulle kunne opfattes på den måde.

Hvis din mor og du selv ved alle de omtalte møder ikke skulle have forstået hvad min mening med det hele gik ud på, så appellerer jeg til enhver ærlig mand, at udtale sin bedømmelse, og jeg forpligter mig hermed til at undergive mig den dom.

Og eftersom hverken dit udstedte brev eller mit er imod Gud eller en god samvittighed, og eftersom brevene heller ikke indeholder noget æreløst ønske, og det samtidig er ganske sikkert, at et ægteskab, som stiftes mellem tvende her på jorden og er i pagt med hjertet og siden overholdes med oprigtighed, at et sådant ægteskab er Gud i himlen velbehageligt så tit og på så mange måder efter hvert enkelt herreds forgodtbefindende. Og eftersom jeg nu udførligt har påvist, at både din mor og du selv har været klar over, hvad der var min vilje og hensigt, og jeg desuden også har sagt, at sligt ikke er imod Gud og en god samvittighed, og jeg tilmed intet uærligt har begæret, så vil jeg hermed udtale som min mening, at du, Kirsten Munk, er forpligtet til at holde det løfte, du har givet mig, udtrykt i brevet ord for ord.

Det forlader jeg mig på, og er heller ikke i tvivl om, at du, når du har betænkt alting, også vil handle, så der ikke skal gives mig årsag til fortørnelse.

Skulle der, mod al min forventning, hænde noget, som er mig til spot (the alle sladre om sagen), så kan hvert ærligt menneske, som kender mig, meget vel forestille sig, hvor ulideligt, det vil være for mig, ganske umuligt at tåle. Og deraf kunne mod min vilje og hensigt udvikle sig mange former for ubehageligheder, som kunne komme til at involvere en del mennesker, men det ville blive alt for vidtløftigt at forklare i denne omgang. Derfor stoler jeg stadig på dig og er overbevist om, at du og din mor overvejer alt og tænker jer godt om. Og for min skyld må I vise dette brev til hvem som helst.

Jeg har anset det af yderste vigtighed, at du forstod, hvad alt dette indebære, og nu venter jeg dit skriftlige svar. Selv er og bliver jeg, som jeg har lovet, din hjertens allerkæreste hjerte og herre, så længe jeg lever.

Christian Frederiksborg, tredje juledag, anno 1615".

Her får vi fra Christian IV selv beskrevet hele forløbet indefra. Omhyggeligt, skridt for skridt, følges det indre drama.

Beredvilligt og åbenhjertigt udfærdigede kongen sit trolovelsesløfte, men det var endnu sværere at få et tilsvarende fra Ellen Marsvin og Kirsten Munk, end man udfra de foregående breve kunne slutte.

Der fremkommer her nogle væsentlige detaljer, som stiller sagen i et andet lys, end det umiddelbart fremgår af de hidtidige breve. Nemlig  i hvor høj grad og ved hvilke midler Ellen Marsvin gjorde sig kostbar som formidler af datterens trolovelsesbrev. Hun vovede sig meget langt ud, helt ud ti kanten, hvor spillet var ved at glide hende af hænde.

For spil var det. Nok havde kongen hidtil været meget glad for kvinder og tilladt sig meget, men han havde endnu aldrig udfra et stærkt følelsesmæssigt engagement skriftligt bundet sig til troskab på livstid. At tvivle på at han mente det alvorligt, var at betvivle hans hæderlighed.

Og det var en alvorlig krænkelse.

Ellen Marsvin og kongen gik taktisk i hver sin retning: hvor Ellen Marsvin valgte mistroen som våben, valgte kongen at stole på Kirsten, og dermed på hendes mor. En underskrift er gok nok i første omgang, betoner han, Otte kommer vel med tiden etc. Han lægger hele tiden vægt på at "jeg tror dig så vel, jeg kan vel altid få brevet...

Men hvor stærkt sagen lå ham på sinde, fremgår af hans reaktion, da han endelig ved gensynet i Haderslev efter krigen, får overrakt brevet af sin jomfru. Dette øjeblik da Kirsten Munk overrakte ham det længselsfuldt ventede dokument i underskrevet stand prentede sig i kongens hukommelse i et lyslevende lille glimt af jomfruen, der yndefuldt tager sig til skørtet for at fiske brevet op af lommen under skørtes folder. Erindret og prentet ned på papiret to måneder senere, det er forelskelse.

Nu var han omsider nået så vidt, at han kunne tage sin lille jomfru i armene og stå sammen med hende i kærlig omfavnelse, men selvfølgelig ikke i enrum, Ellen Marsvin var tilstede som anstandsdame. Denne dydens vogter holder skarpt øje med, at kærtegnene ikke går videre end forsvarligt er. Kongen er kommet på en helt uvant smalkost. Alligevel siger han lyksaligt til sin svigermor: "Nu er hun min".

Scenen, som der er beskrevet af kongen, kan måske tage sig idyllisk ud, men det er et magtspil, der står på. Fra Ellen Marsvin side endnu ikke til ende. Den naive vil vel mene, at sagen måtte være afgjort med underskrifterne. Det var den også, men kun i teorien, ikke i praksis. Kongen var naiv, men det var Ellen Marsvin ikke. Kongen måtte igennem endnu en fase, hvor ellen sjakrede med sin datters jomfrudom.

Trods Kongens store tålmodighed og overbærendehed, eller måske netop derfor, bliver Ellen Marsvin ved: folk siger, at når Kirsten har fået et par børn, vil kongen smide hende ud. Marsvin vasker sine hænder, det er folk der har den mistanke.

Hvad der foregik mellem mor og datter de sidste dage af året 1615 får vi aldrig at vide. Kæmpede de den sidste kamp, hvis udfald på forhånd var givet? Ellen Marsvin var ikke den der opgav, hvad hun havde sat sig i hovedet.

Så fik kongen sin lille jomfru.

Den 31. december 1615 skriver han i sin kalender: " kom jomfru Kirsten Munk til mig udi ægteskab.

En kirkelig vielse fandt aldrig sted og var strengt taget ikke påkrævet for at gøre ægteskabet juridisk gyldigt. Afgørende var parternes eget samtykke. Men sagen var alligevel problematisk. Kirken anerkendte ikke ægteskaber, der var indgået uden kirkelig velsignelse. Mange opfattede derfor Kirsten som kongens elskerinde, ikke hans hustru. Selv anså kongen ægteskabet som er realitet. Han brugte  udtrykket i sin skrivekalender og i sine breve kalder han Kirsten sin hustru eller kone.

En af grundene til, at sagen trak i langdrag, var netop usikkerheden om Kirsten Munks status. Ganske vist var kongens erklæring 23. august et ægteskabs løfte i den forstand, at han lovede at leve sammen med Kirsten til døden skilte dem ad. Et almindeligt ægteskab blev det da heller ikke. I sit julebrev til Kirsten indrømmede kongen selv dette, da han skrev, at det ægteskab, der indgås i hjertet mellem to på jorden, er Gud mere velbehageligt end menneskelig skik og lov, der kunne ændres efter forgodtbefindende.

Sagen var, at en adelig dronning var en politisk umulighed og ville gå ud over kongens prestige. Så det gjaldt om at finde en mellemløsning, der tilfredsstillede alle parter og sikrede Kirsten en ægteskabsløsning, at parterne udstedte en erklæring, hvor de som ved en kirkelig vielse lovede at leve sammen til døden skilte dem ad.

Problemet var dog ikke kun at finde den rigtige formel. Noget tyder på, at Kirsten Munk ikke i samme grad som hendes kongelige tilbeder havde hjertet med. Nogle år efter (1622) citerede den sønderjyske Præst Jacob Fabricius en holstensk adelsdame for at have sagt, at Kirsten ikke ville giftes med kongen, men var blevet tvungen til det af moderen, Det er også meget sandsynligt, at Christian med sin tendens til at gøre sig illusioner og manglende fornemmelse for andres reaktioner ikke har bemærket Kirstens eventuelle forbehold over forbindelsen. For ham var det alvor, hans livs kærlighed og så længe Kirsten var ved hoffet, er der ingen tegn på. at han har dyrket andre forbindelser.

Hvordan var så den pige, der havde vakt så stærke følelser hos kongen?

Protrætterne af hende viser en rødblond, almindelig nordisk pigetype, i sagens natur fortæller de ikke meget om hendes  karakter, og da hun kun var 17, var denne jo langtfra færdigdannet. Senere blev hun karakteriseret som egoistisk, begærlig og ondskabsfuld. Meget tyder på, at sådanne egenskaber med tiden blev fremtrædende hos hende, men hendes skæbne var også hård.

Som et stort barn blev hun nærmest solgt af moderen til en 21 år ældre mand og helt underkastet dennes erotiske luner. Hendes specielle stilling har sikkert betydet at hun har været uden fortrolige fra sit eget miljø og på sin egen alder. Hverken kongens oprigtige kærlighed til hende eller hoflivets glans har kunnet kompensere herfor. I øvrigt fik hun ingen fremtrædende plads ved hoffet. Hun var kun sjældent med ved officielle lejligheder som f. eks ved gesandtmodtagelse, hvilket nok også skyldtes hendes mærkelige status som kongens ægtefælle "i hjertet". Derimod var hun tit med på hans rejser riget rundt. Men også dronning Anna Cathrine havde i sin tid ført en mærkelig tilbagetrukket tilværelse ved hoffet. Kongens dominerende personlighed og hoflivets udpræget maskuline karakter gjorde det vanskeligt for kvinderne omkring ham at hævde sig. Uden officiel rolle blev Kirsten kongens kanariefugl, som han tog ud af det gyldne bur og legede med, når han havde tid og behov.

Rosenborg.

Christian 4.s samliv med Kirsten Munk er uløseligt knyttet til det lille eventyrslot Rosenborg. Så tidligt som 1607 havde Christian 4. opkøbt 41 større og mindre grunde uden for Københavns daværende Østervold, der løb, hvor Gothersgade nu er. Her opførte han i 1606 - 1607 flere små lysthuse. Et af disse, det lyseblå lysthus, eksisterer stadig om end ombygget til ukendelighed, der er Herkulespavillonen i Kongens have ved Sølvgade.

Et andet blev den beskedne begyndelse til Rosenborg. Det oprindelige lysthus, der er indkapslet i det nuværende slots sydende, var et lille hus på 20 x 10 m. i to etager med et trappetårn.

Christian fik snart nye planer, og i de følgende år påbegyndtes en ombygning og udvidelse. Kalmarkrigen sinkede arbejdet, men efter  krigen ombyggedes huset til et rigtigt palæ eller slot. Bygningen blev forlænget til 46 m. og forhøjet med en etage og forsynet med tårne og spir. I 1624 var anlægget stort set færdigt.

Hidtil havde Christian 4. betegnet bygningen som "det store lysthus", nu fik det navnet Rosenborg.

I 1627 udnævnte han Kirsten Munk og hendes døtre til grevinder af Slesvig Holsten, mens sønnen Valdemar Christian blev greve, og 1. oktober 1627 blev det i et kongeligt åbent brev påbudt, at Kirsten Munk og hendes børn i fremtiden skulle nævnes i kirkebønnen for det kongelige hus. Tidspunktet var så tåbeligt som vel muligt. I befolkningens øjne var ulykkerne Herrens straf for begåede synder. Kongen og Fru Kirsten levede sammen uden kirkelig vielse, mange mente, at de levede i synd. Befalingen vakte derfor anstød, især blandt præsterne, tidens opinionsdannere, og styrkede forestillinger om Kirsten Munks fordærvelige indflydelse på kongen. Således kom det kongen for øre, at lensmanden på Korsør pg Antvorskov, Tønne Friis, skulle hav sagt, at hvad rigsrådet og kongen aftale om dagen, det omstødte fru Kirsten om natten. Tønne Friis afviste, men episoden er et godt udtryk for spændingen mellem kongen og adelen. Muligvis stammer påstanden om Tønne Friis udsagn fra Baudissin, som Tønne Friis arresterede på rigsrådets ordre.

Til at begynde med synes ægteskabet at have været lykkeligt, i hvert fald set fra kongens side. Mellem 1618 oh 1629 fødte Kirsten Munk i alt ti børn, herunder en tvillingefødsel. Og den halve snes år af ægteskabet faldt sammen med Christian.4s storhedsperiode som konge, og bruddet mellem ægtefællerne indtraf parallelt med, at det begyndte at gå tilbage for kongen politisk og militært.

Senere gik kongen ind i krigen i Tyskland selv om Rigsrådet havde advaret kongen. Modgangen i krigen førte til et forstærket tillidskrise mellem kongen og adelen, der varede resten af Christian den 4.s regeringstid.

Nederlaget i krigen tog tungt på Christian 4. og både han og alle andre i samtiden var ikke i tvivl om, at nederlaget skulle ses som udtryk for Guds straf. Men samtidig med nederlaget i krigen og den viksende mistillid i forholdet mellem kongen og Rigsrådet, gik forholdet mellem Kongen og Kirsten Munk også i stykker. Om de nærmere omstændigheder omkring brugddet er vi ganske godt underrettet, men kun fra Christian 4.s side. Fra Kirsten Munk side kendes ikke tilsvarende partsindlæg. Kongens version er velkendt og vil blive uddybet. Historikeren Svend Ellehøj har givet følgende uelskærdige portræt af Kirsten: "Kirsten Munks fortrin synes udelukkende at have været ydre. Det var hendes lyse, fyldige skønhed og hendes livsglade, charmerende udfoldelse i leg og dans, der havde fængslet kongen. Herudover kan næppe andet end hendes erotiske lidenskab have virket dragende på ham. Dybere åndelig interesser synes hun ikke at have ejet, og i hendes karakter er det vanskeligt at  finde tiltalende træk. Hun var i bund og grund egoistisk og begærlig uligevægtig af temperament, taktløs og ondskabsfuld i sin omgang med mennesker."

En anden historiker, Steffen Heiberg, har til gengæld, ved psykologisering på grundlag af indicier fra det sparsomme kildemateriale fra Kirsten Munks side:

Kirsten skulle angiveligt selv oprindelig have været imod forbindelsen med kongen, men hendes mor, Ellen Marsvin, hvade gennemtrumfet den. Derfor var hun bitter. "For hende var resultatet af de virile konges tilbedelse endeløse svangerskaber, som medførte 10 børn, netop på grund af kongens kærlighed fik hun aldrig hverken fysisk eller psykisk mulighed for en pause. Hun havde simpelthen aldrig fred, med mindre kongen var bortrejst. Hans hengivenhed havde karakter af bjørnens kærlighed til et glas honning. Hun skulle stå til disposition når han havde behov derfor. Alt foregik på hans præmisser"

At forholdet mellem kongen og Kirsten Munk brød sammen samtidig med kongens nederlag i krigen, var måske ikke helt tilfældigt. Der findes samtidige vidnesbyrd, der beretter, at kongen efter nederlaget psykisk kom alvorligt ud i tovene og forøgede sit i forvejen ikke så uanseelig alkoholforbrug. Heiberg ræsonnerer derfor: Det er ikke uforståeligt at Kirsten Munk for alvor var begyndt at føde lede ved en forbindelse der sandsynligvis altid havde været hende imod, når han bitter og beruset søgte erotisk adspredelse hos hende." Så vidt sagen som den kan tænkes at have taget sig ud fra Fru Kirstens synspunkt.

I de følgende måneder blev fru Kirstens uvilje mod kongen stadigt mere udtalt. Ifølge Christians livfulde fremstilling foreslog hun, at han så sig om efter en smuk pige til at tage vare på sig selv, da hun selv ver ved at blive lidt aflægs. Da kongen afviste dette tilbud, kom hun nogle dage senere til kongen med et hvidt pulver og satte det på bordet. "Der vi begærede at vide, hvad det skulle der, da svarede hun: ville Egers Majestæt bruge det pulver, da skule Eders Majestær befinde sig helt ved derefter. Hvortil vi svarede, hvad tusind suge skulle vi bruge det skarn, Os skader jo intet, Gud være lovet. Hvorpå hun sagde: Doktor Peter Payngk har givet mig det, det kan på en stakket tid betage lysten til kvindfolk. Hvorudover Vi kom i latter og bad hende sætte det skarn på bordet som også skete, og gik hun så udfra Os og satte sig på sin vogn."

Så snart Kirsten var ude af døren, sendte Christian bud efter hofdestillereren dvs. kemiker Peder Payngk og spurgte om Kirsten havde pulveret fra ham. Det bekræftede Peder Payngk. Han kunne oplyse, at Kirsten havde fået det mod bumser i ansigtet. Da kongen spurgte, om man kunne bruge det samme stof indvortes, svarede den lærde doktor: "Gud bevare os, der er forgift".

I følge Christian forsøgte Fru Kirsten endnu et mordforsøg. En morgen, hvor køkkenpigerne var ved at tilberede varmt øl til kongen, fik de af Kirsten besked på at komme ind med øllet til hende, for at hun kunne komme sukker i. Det turde pigerne ikke, de vidste, at kongen ikke ville have sukker i sit øl. Fru Kirsten blev rasende, men hun fik ikke sin vilje, hvilket ifølge kongen skyldtes, at prins Christian blandede sig. Episoden førte til, at prinsen advarede Kirsten Munk og lod hende forstå, at hvis kongen kom noget til, "da skulle hun få skam, thi han så vel, hvorledes det var fat."

Hvis det er rigtigt, at Kirsten Munk har ville forgive kongen, var  forsøgene dilettantisk udført, men de viste, at hun nærmest var desperat.

Ifølge kongens livlige fremstilling endte det ægteskabelige samliv  brat den 10. november 1628: "Der vi nu samme Skt Mortens aften kom til bords, da sad fru Kirsten og surmulede og ville hverken se eller tale til prinsen eller hertug Ulrik salig, hvorudover det lag blev spildt. Da tid nu var til at gå i seng, da lukkede hun døren imellem os og sig og lagde nogle andre kvindfolk tvært for døren, så ingen kunne komme der igennem. Hvorfor vi til en evig gedechtnis straks om morgenen log lægge en temmelig stor kampesten på vejen, når man går bag ud hen til den liden ladegård, hvilke sted ende der med årstallet påhuggen og et sæde gjort deri" Stene står der stadig et usædvanligt minde om kongens ødelagte ægteskab.

Frederiksborg slotshave

Samlivet blev ikke senere genoptaget, tidspunktet for dets ophør, Mortensaften, skulle vise sig at blive en detalje af stor betydning. 295 dage senere på Skt. Ægidius dag, dvs. 1. september, nedkom Kirsten Munk med en datter. Hvis kongen er barnets fader, var det et langt svangerskab, ikke mindst da det var hendes tolvte nedkomst.

I vinteren 1627 - 28 indledte hun et forhold til den jævnaldrende rhingreve Otto Ludwig af Salm, der var en hvervet tyskfødt officer i Christian 4.s. hær. Sammen med den øvrige hær var rhingreven evakueret til Fyn efter den kejserlige invasion og indkvarteret på Dalum Kloster ved Odense. Dette gods havde Kirsten Munks mor Ellen Marsvin i forlening, og Kirsten selv opholdt sig også her den vinter, og på den måde mødte de to hinanden. Christian 4. skildrede senere ved flere lejligheder mange år senere, hvorledes det gik for sig. Det er skrevet mange år senere og vedrøre forhold, som han ifølge sagens natur ikke kan have været øjenvidne til. ligesom hans forbitrelse over at være blevet bedraget nok også har sat sit præg på beskrivelsen. Men hvorom alting er, så skildre han, hvorledes sølvpoppen (den ansvarlige for hoffets sølvkammer), fungerede som sendebud mellem de elskende, lige som han og en række folk i Kirstens tjeneste angiveligt modtog dyre gaver - formentlig som tak for hjælpen og/ eller som betaling for diskretion. Kongen berettede tillige, hvorledes rhingrevens drenge (dvs. unge tjenere) "kom løbende ud fra rhingreven med bukserne på hovedet, når fru Kirsten kom ind til rhingreven."

Og i en periode, hvor Kirsten havde resideret på Kronborg, havde rhingreven også været der. Af samme grund havde hun ifølge kongen ikke været særlig ivrig efter at rejse til København. Men da afrejsen ikke kunne udskydes længere, var rhingreven dagen før fru Kirsten rejst til hovedstaden. Da Kirsten næste dag drog til København, mødte rhingreven, hende en mils vej før byen, og kongen fortsatte: "da stod de af deres vogn og gik med hinanden alene ind i skoven, hvor de blev sammen en rum tid. Jomfruerne lod de (blive) ved vognen. Da de havde været længe nok i skoven, kom de tilbage til vognen og.. kørte fod for fod henad København: Og kyssedes kontinuerligt på vejen og lod alle jomfruerne og (tjeneste) pigerne se derpå. "Da Kirsten Munk sidst i 1627 drog til København, var rhingreven blandt hendes officielle ledsagere og Christian 4. der på dette tidspunkt næppe anede uråd befalede fogeden på Københavns Slot at skaffe rhingreven "et kammer op ad trappen over børnenes (dvs. konges og Kirsten Munks børn) kammer.

Langsomt begyndte sagens sammenhæng dog at dæmre for kongen. I 1628 døde kongens og Kirstens datter Maria Cathrine som spæd og da man skulle sætte sig til bords efter begravelsen, " da løb fru Kirsten bag ned ag slottet og kørte rhingreven ud i haven til Rosenborg, hvor de blev ene sammen langt ud på aftenen", som Christian 4. selv fortæller. Der skulle også være tegn på kongens begyndende mistanke, at han en aften, hvor Kirsten var i byen, lod slottet aflåse, så at hun blev nødt til at overnatte ude i byen.

Bruddet mellem ægtefællerne var den 10. november 1628, og datteren Dorothea Elisabeth blev født den 1. september året efter, altså 295 dage eller næsten ti måneder senere. Den tanke lå derfor nær, at kongen slet ikke var far til den lille Dorothea Elisabet, selv om det bestem ikke kan udelukkes, at han godt kunne have været det trods den i så fald meget langvarige graviditet. Kirsten Munk skal selv have indset dette, og under sit svangerskab havde hun angiveligt ladet sin fodrårer årelade, idet den slags efter datidens forestillinger kunne fremkalde abort, og da dette ikke lykkedes, havde hun tager kontakt til den svenske gesandt i København og bedt om hjælp til at flygte til Sverige. Den svenske konge skulle dog ikke nyde noget af de diplomatiske forviklinger, som noget sådant kunne afstedkomme.

Men Kirsten vedblev at levere værdifulde inside viden til den svenske gesandt - enten som betaling for at få ham til at medvirke til en flugt eller af egen fri vilje for at skade sin ægtemand. Gesandten beklagede dog, at hendes adgang til interessante informationer var svundet mærkbart ind efter hendes brud med kongen.

Efter hendes nedkomst med Dorothea Elisabet anerkendte konge i første omgang faderskabet, formentlig i håb om at det kunne komme til forsoning og genoptagelse af samlivet. I et brev til hende den 9. september 1629 i anledning af den netop overståede fødsel skrev han således: "Hjerte kære Kirsten. Ai din skrivelse fornemmer jeg dig at have gjort barsel og født en datter, hvilket er mig ganske kært at fornemme", ligesom han senere samme efterår omtaler Dorothea Elisabeth som "min datter". Men Kirsten Munk var ikke indstillet på nogen forsoning. Hun stillede sig stærkt negativt til kongens ønske om, at den nyfødte datter skulle døbes Dorothea Elisabeth, fordi hun derved ville få samme navn som kongens datter med Karen Andersdatter, der var død som 2-årig tilbage i 1615. Kongen afviste dette og gjorde opmærksom på, at den spæde datter blev opkaldt efter hans egne to bedstemødre. Kirsten Munks fjendskab kom også til udtryk ved, at hun stod i forbindelse med en alkymist i Hamburg, som hun sendte et hår fra kongen, et fra sin mor og et fra rhingreven for at alkymisten skulle gøre kongen ondt. Alkymisten truede imidlertid Kirsten med at sladre til kongen, og forskellig korrespondance om sagen havnede da også i kongens hænder. Hun blev derfor på kongens ordre udspurgt af to gejstlige om sit forhold til rhingreven og om sine trolddomsforbindelser, endvidere blev hun holdt under konstant overvågning og forment adgang til sine børn undtagen ved måltiderne. Hendes tilværelse er formentlig derved blevet så uudholdelig, at hun til sidst selv anmodede kongen om at måtte rejse væk. Det gik kongen med til med ordene: "vil hun bort, da må hun drage ti tusind djævle i vold". I januar 1630 rejste hun fra hoffet "med stor hjertens bedrøvelse", som hun sleb udtrykte det. Først tog hun ophold hos sin mor, Ellen Marsvin, der imidlertid ikke var begejstret for at datteren havde forladt kongen. Så begyndte hun at rejse rundt og opholde sig på forskellige herregårde, hvor hun ganske givet har underholdt sine adelige værter med sin version af historien om det kongelige samlivs sammenbrud. Kongens forhold til adelen var på dette tidspunkt anstrengt oven på Kejserkrigen, som Christian 4.s deltagelse i Trediveårskrigen også kaldes, og han har derfor næppe været begejstert over således at blive bagtalt af en, der havde et særdeles intimt kendskab til forholdene ved hove. Derfor fik Ellen Marsvin befaling af kongen om at overlade hende herregårdene Rosenvold og Boller  mellem Vejle og Horsens. Det kunne han gøre, eftersom det reelt var ham. der var ejer af disse to gårde, mens Ellen Marsvin blot havde været stråmand for ham. Kongen og fru Kirsten var derved reelt separeret, men han lod ved flere lejligheder fur Kirsten arrestere eller holde i husarrest på Boller. ligesom han sendte kommissærer over for at forhøre hende. Et eksempel på spørgsmål, som kongen selv havde udformet til brug for disse forhørskommisærer, og hvor han havde forlangt, at der skulle svares et klar ja eller nej til hvert af dem , er det følgende. Da det i høj grad kaster lys over Kirsten Munks påståede utroskab og kongens dybe forurettelse, bliver det citeret i det fulde udstrækning:

1. Om rhingreven formedelst sin skikkelighed (dvs. dygtighed) eller behændighed erlangede (opnåede) hendes kundskab (dvs. opmærksomhed) eller om det var hende der (selv) søgte den.

2. Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med rhingreven og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt i armen.

3. Om hun ikke kyssede og klappede rhingreven, når han kom til hende og gik fra hende, ligeledes når hun kunne komme til dermed.

4. Om hun ikke skar vores linklæder i sønder og gjorde dem tilmaade til rhingreven, uanset vi selv for linklæder havde mangel.

5. Om hun ikke på Dalum med sine piger og folk lod bære (dvs. føre, bringe) rhingreven af hendes kammer ind udi hans kammer over pladsen og selv bar lyset, og ligeledes hjalp ham udi seng.

6. Om hun ikke er (blevet) hjulpet i seng af rhingreven (når) ingen af pigerne var til stede.

7. Om hun ikke har besøgt rhingreven udi sit underskørt og natkjortel, at han endda har ligget udi sengen og så blevet en rum tid hos ham.

8. Om hendes piger blev inde hos hende. når rhingreven kom til hende, som de ellers var vant til at gøre, ligeledes om dørene ikke blev lukkede stærkere udi de tider end eller.

9. Om hun ikke på Dalum tog mit kontrafej ud af gulvet, som det var fattet udi, og siden med prinsens (dvs. den udvalgte prins, prins Christian) tillige slængede det hen af gulvet. (dette punkt 9 var blevet tilføjet senere, det oprindelige punkt 9 lød:

Hvorfor har hun ladet lille Karen passere med den snak, hun sagde om hende, at hun havde set hende udi seng med rhingreven.

1. Om hun ikke begærede af hendes piger, at de med hende skulle bede (til) Vorherre, at han ville unde hende sin hjertens begæring. Ligeledes om hun ikke har sagt, at var blot to øjne lukkede, da skulle man vel se, hvorfor hun havde holdt af rhingreven.

2. Om hun ikke rådede os til en smuk pige at antage, som kunne (tage) vare på os, eftersom hun (selv) med tiden blev (dvs. var blevet) aflægs og svag.

3. Hvorfor hun sendte sit tøj (dvs. ejendel) henad Sverige, os ganske uadspurgt i alle måder.

4. Om hun ikke en gang præsenterede (dvs. gav) os blysukker til at betage os lysten til kvindfolk på en måneds til eller seks uger.

5. Om hun ikke har haft pigerne på skildvagt, at advare hende, når vi eller prinsen kom, således at rhingreven desto bedre kunne komme af vejen, førend vi kom nærmere.

6. Om hun ikke i seks uger lå på Kronborg med rhingreven uden vores forlov (tilladelse) og eksercerede sig ud i al cortesie med rhingreven, ligeledes lod trappedøren imellem sig og rhingreven stå åben både dag og nat.

7. Om hun ikke ved nattetide ledede (dvs. gennemrodede) vores klæder, skrivekontor (dvs. skab, skrin) igennem efter memorial sedler og andet, som hun hendes kanutter med kunne kontentere (dvs. glæde).

8. Om hun ikke uden nogen fornødenhed i en rum tid ikke søgte seng med os, ikke heller ville ligge inde hos os, men satte krog på døren mellem os og sig.

9. Om hun ikke sagde til vores elskelige kære søn, hertug Ulrik, at hun takkede Gud i himmelen, at hun måtte drage hjem til sit eget, hun gad hverken se eller høre os længere.

Kirsten Munks svar på disse klagepunkter kender vi kun fra kongens version. Men ifølge kongen gjorde Kirsten Munk for det første gældende, at hendes "opvartning", dvs. adfærd, over for kongen længe havde været upåklagelig. Men kongen benægtede, at dette var tilfældet. Selv om der i første omgang blev set bort fra de ovennævnte anklager om utroskab, så var der rigelig med andre klagepunkter, der kunne rettes mod hende. For det andet pegede fru Kirsten ifølge kongen på, at hun under stor fare og besvær havde gennemgået adskillige svangerskaber. Dette havde kongen imidlertid ingen forståelse for. Han gjorde opmærksom på, at det var noget, som gjaldt for alle kvinder og bebrejdede hende i øvrigt for omsorgssvigt over for børnene. Således havde hun angiveligt kaldt børnene for "unger, tæver og horeunger" og ladet dem gå for lud og koldt vand. Den ældste datter Anna Cathrine var således blevet forment adgang til Kirstens kammer, men måtte opholde sig hos "(tjenestepigerne og andet slør (dvs. pøbel)", som Christian 4. udtrykte det. ligesom Anna Cathrine havde måtte tage til takke med at spise hos tjenestefolkene og få af den mad, der var beregnet for disse, alt sammen imod kongens udtrykkelige befaling. Endelig var Kirsten Munk ifølge kongen forbitret over i sin tid at være blevet tvunget ind i ægteskabet med kongen imod sin vilje, men kongen bestred, at det i sin tid var gået til på den måde, tværtimod havde hun - som han huskede det, selv givet sit samtykke.

Efter Kirsten Munks afrejse i 1630 så hun og kongen aldrig siden hinanden, men nogen formel skilsmisse fandt aldrig sted, men det kan selvfølgelig også diskuteres og blev diskuteret, hvor vidt de egentlig nogensinde var blevet lovformeligt gift. Der blev heller ikke nogen retssag, selv om der ved flere lejligheder blev lagt op til det, bl.a. med  de ovennævnte spørgsmål, som man ellers skulle synes kunne danne grundlag for anklager om både utroskab, spionage, giftmordforsøg og trolddom, alt sammen strafbare handlinger i Christians 4.s Danmark.

Men fru Kirsten blev dig gentagne gange taget i forhør. I 1635 var  kongen fast besluttet på at komme til klarhed over hendes forhold til rhingreven, der da var afgået ved døden, og lod derfor forfatte endnu  en række spørgsmål, som en højtstående embedsmand og to biskopper fik i opdrag at rejse til Boller og her præsentere fru Kirsten for. Kongen havde på forhånd besluttet, at uanset hvad der måtte komme ud af forhøret, skulle hun arresteres og anbringes på slottet Stjernholm ved Horsens, hvor hun opholdt sig nogle måneder, inden hun fik lov  at vende tilbage til Boller. Selv om der reelt var tale om en fængsling, så var opholdet dog ikke værre, end at hun modtog rigelige fødevareleverancer både fra sine egne godser og fra Stjernholm, ligesom hun havde mange besøgende. Bl.a. hendes morbror, Otte Marsvin, der var hendes værge, en række adelsdamer, en præst samt et par borgermadammer fra Horsens. I 1637 og 1646 blev hun på kongens ordre igen en tid sat under husarrest på Boller, og helt frem til si død i 1648 vedblev Christian 4. med jævne mellemrum med at fremsætte anklager og give udtryk for bitterhed og forurettelse mod hende.

Oprindelig havde Christian 4. som nævnt anerkendt faderskabet til Dorothea Elisabeth, selv om hun var født påfaldende længe efter, at hans og Kirsten Munks ægteskabelige samliv var ophørt. Men da det efterhånden stod klart, at der ikke var nogen umiddelbart udsigt til forsoning imellem ægtefællerne, ændrede han holdning, fra lagde sig faderskabet og sendte den lille "kasserede frøken", som han benævnte hende, til Boller. Dorothea Elisabeth blev - som skik og brug i fyrstelige og højadelige kredse var - opdraget hos sin mormor, Ellen Marsvin. Som 7-årig blev "paradisfuglen", et andet af Christian 4.s særegne udtryk om hende, sat i pleje i Hamburg og indtrådte senere i en katolsk nonneorden og endte sine dage i Køln.

Når Christian 4. ikke for hårdere frem over for Kirsten Munk, end tilfældet var, og f.eks. ikke lod gennemføre en retssag, skyldtes det bl.a., at hun havde mange velhavende og indflydelsesrige adelige slægtning, som kongen i så fald havde måtte lægge sig direkte ud med. Og måske også et lille håb om forsoning på et eller andet tidspunkt. Efter 1630 var således Kirsten Munk ude af kongens øje, men ikke af hans sind. Og en grund til at hun vedblev at være særdeles nærværende i hans bevidsthed var parrets mange børn og hans bestræbelser på at benytte disse til at fremme sine politiske mål.

Kirsten Munk døde som fange på Boller i april 1658.

Boller slot ved Horsens