Oldervik – Finnkroken Handelssted
Når vi ætter kursen nordover fra Tromsø op gennem sundet og svajer rundt om Vågnes og ind i Grøtsundet, ligger Finnkroken med Nipøya lige foran stævnen. Stedet besynges af Petter Dass i "Nordlands Trompet", og endnu i dag ligger det lunt under bakkerne på syd spidsen af Reinøya, med sine gamle huse langs med bugten. Ikke langt der fra, på den anden side af sundet rundt om Ulftinnen , ligger Oldervik i sin lune bugt. Der er ikke så meget at se i dag men stedet havde engang en meget stor handel, og der var familieforbindelser til Finnkroken. Derfor er begge stedet under en overskrift.
Oldervik tilhørte på 1700 tallet proprietærgodset og havde forskellige forpagtere. Stedet fik først sin betydning da godsejer, regimentfeltskær Georg U. W. Wasmuth flyttede dertil i 1770 årene og gjorde stedet til sit hovedsæde. Han var endog så forfængelig at han ville give gården navnet Wasmuthsborg. Men det fik han ikke lov til af fogden. – Imidlertid kom godsdelingen i 783, Wasmuth flyttede til Lyngen, og Oldervik blev igen ledig for en driftig mand. Den som gjorde det til et handelssted, var Søren Martinus Heggelund. Søn af Mikal Sørensen Heggelund Vannstua, han forpagtede en andels af gården i 1786. Han søgte om gæstgiveri og fik bevilling fra amtet 6. februar 1789 og kongelig bevilling 6 august 1790. Han var en driftigmand med jekt og handel. Under krigen i 1810 rejser han i maj til Bergen med sin jekt "Ingeborg" på 16½ cl. han medbringer 2000 våger fisk, 100 tønder tran, 200 skind, fra Bergen returnere han i juli med mel, kaffe, brændevin, m.m. til sin egen handel.
Søren M. Heggelund var første gang gift med Alethe Johanne Indahl og anden gang med Ingeborg Martha Guldager Heggelund. Han omkom på havet 8. februar 1811 sammen med sin dreng og en tjenestepige og enken blev i 1817 gift med en mand fra Saltdalen. Datteren Alethe Johanna Kiil blev gift på Tussøy, og en anden datter på Kvitnes.
Sønnen Michael Heggelund overtog nu stedet, og fik gæstgiverbevilling den 21 september 1819. Han drev jektebruget indtil 1830, men så begyndte konkurrencen fra byen at gøre Bergens turene overflødige. Men gæstgiveriet og handelen fortsatte han med til sin død. Hans datter Alette Heggelund blev gift med Sven Berger, som en tid havde drevet handelen på Oldervik.
Finnkroken lå ved år 1700 øde. Gården tilhørte proprietærgodset og var på 1 våg og 12 mærker. Senere blev den brugt af forskellige bønder, indtil sorenskriver Wilhelm Mauritz Thomæsøn forpagtede den i 1740-årene. Der boede han da han i 1748 skrev den indberetning om tilstanden i fogderiet, som er citeret flere steder i dette materiale. Herimod 1770 var Thomæsøn flyttet til Sandnes på Tromsøya, og der kom i gen et par bønder i Finnkroken. Den ene var Hans Glad, og efter ham Adrian Hansøn Falch, Christian Arild og Fridrich Arild som var gift med Falchs enke. Sorenskriver Thomæsøns enke sad også en tid på en del af gården i 1780-årene.
Der muligt at Falch var fra Bergen, og at den første gæstgiver på stedet, Johan Adam Armauer, var en slægtning til ham. Armauer fik gæstgiverbevilling8. maj 1802. Han mødte som repræsentant på valgforsamlingen i Tromsø 1814 og var en anset mand i distriktet. Han ikke jekte sejlads, men hentede antagelig sin vare i Tromsø. Armauer var udlært som snedker i Bergen, og der findes i Finnkroken og andre steder smukke møbler i Bergens-rokokko og empire, som er udført af ham. Der er næppe tvivl om at han også har bygget og indrettet den gamle "Armauer gården" som stadig står på stedet i 1940. Bl.a. har den indvendig nogle smukke døre med ovale riflede fyldninger. Et lignede hus skulle have stået lige ved siden af og de to bygninger var forbundet med en overdækket gang.
Mens Armauer drev stedet kom hans søster søn Even Berger til Finnkroken omkring 1840. Han var da bare 12 år gammel, voksede op på gården og blev senere gift med en plejedatter fra Armauer, født Wiesner fra Jamteby.
I mellemtid havde en Sivert Aas for en kortere tid handel på Finnkroken. Han opførte omkring 1870 det hus som tilhøre Ananias Berger, en yngre søn af Even Berger. Den ældste søn af Johan Armauer Berger fik stedet efter faderens død i 1905, og senere er det gået over til hans søn Sigvart A. Berger, som stadig i 1940 drev handel på stedet.
En yngre bror var maleren Einar Berger.
Maleri af Einar Berger