Bind 2 Ostindienfarer kap V - VII

Kap V

om min Bortrejse fra Kjøbenhavn til Indien.

Nu nærmede den Tid sig, da vi skulde begive os paa Vejen til Ostindien. Tre dage før vor Afrejse blev vi med Trompeter og Trommehvivler kaldt op paa Kompagniet, hvor vi forefandt vore naadige Herre og Konge tillige med mange Personer af Adel, saa vel som Borgmestrene og de ypperste Folk i Byen. Vor Mønsterskriver opraabte Navnene paa os alle, dernæst blev Kgl. Majestæts Artikler oplæst, og for det tredie blev Troskabseden gentaget for os med en høj Røst, hvorpå vi med tre Fingre opløftede svor vor Konge og det ostindiske Kompagni Troskab.

Da dette var forbi, takkede Kongen os paa sine og Kompagniets Vegne, formanende os alle til et Gudfrygtigt Levned, til ærlig Troskab og sædelig Færd og mandig Daad, Danmarks Rige og dets berømmelige Regering og Indbyggere til Ære og varigt Ry, samt enhver af os selv til Hæder og Berømmelse, til godt og ærligt Navn, saa at vi hverken gav Kristne eller Hedninger Anledning til forargelse og Bespottelse af Herrens Navn eller Lejlighed til at omtale os ilde.

Da Kongen havde endt denne Sermon og faderlige Paamindelse, nedbad han med blottet Hoved Himlens Velsignelse over os til søs og til lands, hjemme og ude, og til hans elskelige Ord og gode Ønsker svarede alle Amen.

Dernæst fik vi Tilladelse til at gå hjem og træffe vore Foranstaltninger til Rejsen, og vi sagde da Farvel til vore Bekendte, og alle ønskede os en lykkelig Rejse og bat til, at vi med Guds Hjælp maatte komm e hjem igen med Lykke, Held og Velsignelse.

Før vi gik i Baaden, som var fortøjet ved Stadens Bro, drak vi paa lykkelig Rejse og Velfærd, idet vi ønskede alle Foresatte og Undergivne ombord og i Land, baade dem der blev tilbage og dem der rejste, Lykke og Velsignelse fra Gud, og at det maatte behage Herren at lade os ses igen levende og lykkelige. Derefter steg vi i Jesu Navn ned fra Broen og i Baaden under Trompeternes Klang, mange af os med Taarer i Øjnene, men også nogle med leende Miner og dansende Lader.

Da vi roede ud af havnen, hændte det sig, at vi mødte en Skude med Tømmer med to Mand ombord, vi bad den gentagne Gange at dreje af eller lægge bi, men de agtede ikke paa vore Ord og roede paa Trods og med Skældsord lige imod os saa stærkt de kunde. Da vi mødtes og strøg tæt forbi hinanden i Fuld Fart, sad jeg i vor Baads Agterende pa Rælingen hos Højbaadsmanden, som styrede og talte med ham i al Uskyldighed, men jeg tog mig ikke i agt, saa at deres Anker, der hang udenbords, greb fat i Bagdelen paa mine Buxer og rev mig bort fra min Plads. Jeg frigjorde mig i en fart, sprang over paa Skudens Dæk og gav den ene af Mændene to Lussinger og sprang saa atter ned i vor Baad, hvor de alle mente at aldrig havde set en saa rask en Vending. Men hvis Bukserne ikke havde holdt og jeg var falden i Søen, mente man, at det vilde have været ude med mig, og det fulde Ansvar for min Død vilde saa have faldet paa de to Skudeskippere. Vor Højbaadsmand, som hed Jost sagde, at jeg visselig vilde blive stedt i en eller anden Fare, før vort Togt var tilende, thi Gud havde gjort et Jærtegn med mig, som ikke burde glemmes, og som tydelig viste, at jeg frelst vilde gaa ud af denne Fare, selv om jeg måske vilde komme til at lide under dens følger.

Denne Mand var en besindig og særdeles klog Mand , født i Holland og gidt med en agtværdig Kvinde, der sad lige overfor mig, da dette skete.

Næste Morgen lettede vi Anker og gik under Sejl. Dernæst blev der ringet til Morgensang og blæst til Bøn, hvilket kaldes Chorum. Vi sejlede saa bort fra St. Annæ Bro, der er en Fjedingvej fra Kjøbenhavn og i nordvestlig Retning opad Øresund. Da vi kom forbi det saakaldte Skovshoved, der er en Sømil fra den før nævnte Bro, faldt det paa med en saa stærk Storm fra Nordvest som den vel kunde være. Vi vilde kke gerne vende tilbage, og vi prøvede derfor at krydse en stor del af Dagen, thi vart skib "Christianshavn" var en ganske udmærket Sejler.

Kaptajnen var den før omtalte Christopher Boye. Skipperen hed Peter Andersen, min Konstabel Niels Dreyer. Af Bøsseskytter var der: Anders Olufsen, Bent Andersen, som blev min Kammerat og kære tro Staldbroder undervejs, endvidere: Niels Friis, Niels Skoster, Peter Alkmaar, Peter Koning, de andres Navne huske jeg ikke. Butler eller Hovmesteren (Proviantskriver) var en brav mand ved Navn Peter Frandsen, hvis Medhjælper (Mat) hed Christian Hansen. Styrmanden hed Claus, han havde Kommandoen over hele Forskibet og skulde passe paa, at ingen hænger Vadsketøj ud over Rælingen. Vor første Bartskær hed Meste Henrich, født i Holsten, en udmærket Mand, min særdeles gode Ven, der engang havde været Efterligger her i Landet. Hans Medhjælper hed Mester Hans Sønderborg (eller Sundborg). Konstabelmaten hed Hermann Rygaardsen, min allerkæreste og trofaste Hjærtensven.

Der var tre Købmænd ombord: Simon Johansen, Peter Stot (Stud) og Daniel Lammers, der var yngre end de andre, og som i sit trettende Aar havde sejlet gennem Magellhan-Strædet og Jorden rundt. Der var tre Assistenter, den gode Niels Gertzen, en aldrende Mand, hans stedsøn Anders Michelsen og Niels Jenssen, der allesammen var udmærkede Mennesker. Sejlmageren hed Jan Jansen.

Vor elskelige Præst hed Har Christian, han var en ung og herlig Mand, som altid var god og venlig mod mig. Jeg har nu omtalt alle Befalingsmænd og Officerer paa Skibet, men jeg har glemt Profossen, som hed Niels Laursen og at Skibets Størrelse var 100 Læster.

Nu vender jeg tilbage til, at den mægtige Nordvest storm blev stærkere og stærkere. Vi prøvede at krydse saa længe vi kunde, indtil vi måtte tage alle Sejl ind og var da drevne mod Øst over imod Landskrona, hvor vi maatte lægge os for vore to største Ankere. Der laa vi da om Natten i svær Sø og i stor Fare, og vidste ikke andet, end at vi, naar som helst det skule være, kunde blive revet løs og i saa Fald var vi mere sikre paa Død end Liv.

Vi havde en mand ombord, som ikke hørte til vor besætning, og Skibsfolkene mente, at der ikke fulgte nogen Lykke med ham. Det var Adolph Frederik Grabow. Eftersom han nemlig var en af Direktørerne for det ostindiske Kompagni, lod han, som om han vilde gøre os en Ære ved at følge os paa Vej op til Kronborg ved Øresund. Næste Morgen blev det godt Vejr, og da vi gav os i Lag med at lette Anker, sprang den ene Ankerkætting, da Ankeret sad fist i Bunden, og vi matte lade det blive tilbage. Strax efter fik vi god Bør fra Sydost op efter Øresund, og næste Nat laa vi ud for Kronborg Slot. Om morgenen før vi atter gik under Sejl, blev Grabow sat i Land, men før han gik fra borde, blev i Følge hans Anmodning alle kaldt op paa Dækket og da vi tilligemed alle vore Befalingsmænd stod der opstillede, holdt Grabow en Tale, der gik ud paa, at han vilde formane alle til Dygtighed og Daad, da enhver derved vilde vinde Lykke og et godt Navn. Blandt sagde han, at han nu huskede noget, som han før havde glemt: der var blandt Kongens Bøsseskytter ombord en Mand ved Navn Jon Olafsson, som før havde været ham kær, men det havde hændt sig at de havde været Uvenner i nogen tid, men da vi nu skulle skilles, ønskede han helst, vi skulde skille forsonede med hinanden, saa at vi, naar vi maatte mødes igen, her eller hinsides, maatte mødes som gode venner. Derpaa drak han mig til af en Sølvkande, der rummede en hel Pot Rostockerøl, og vi gav hinanden Haandslag. Saa gav ham mig tillige en inderlig og faderlig Formaning, ledsaget af gode Ønsker, og nedbad saa Guds Velsignelse over Skib og Mandskab. Saaledes skiltes vi, og jeg har aldrig set ham mere.

Kap VI

Strax efter at vores Skibsbaad var kommen tilbage fra Land, lettede vi Anker og gik under Sejl. Sejlede saa i Jesu Navn ud af Øresund forbi Skaane og Halland i Nordøst. Anden nat derefter døde vor styrmand Peter, hvilket vi mente skyldtes Hexeri og onde Kunster, og hans Lig blev kastet overbord. Vi sejlede saa op til Norge, men da Vinden var i Nordvest i 5 Dage stik imod, blev vi liggende ved Flekkerø og benyttede Tiden til at skaffe os adskilligt, som vi havde behov, støbte smaa kugler o. lgn. Inde i Havnen laa der 18 Skibe, som fra forskellige Steder var løbet derind, som de plejede under slige Omstændighed, men den sjette Dag sprang vinden om Natten om fra Sydost, saa alle Skibene begyndte at lette Anker og gå under sejlog stod alle Vestpaa til England, Spanien, Frankrig, Holland, Hamborg og Tyskland, Vi gav os også i Lag med at lette Anker, em de andre Skibe kom dog alle ud af Havnen før os, fordi vort Anker sad fast i Havbunden som en Klippe. Det saa sort ud for os, da vi paa den første Dag havde mistet vort bedste Anker, og nogle mente, at det nu var klart, at vore Ulykker vilde blive større og større: den Slags Tanker opstaar jo ofte paa Grund af Kødets Skrøbelighed og menneskelig Kortsynethed, der saare tidt forstaar at finde sig tilrette baade i Medgang og Modgang. Allerbedst som vi troede at maatte slippe Ankeret og mange af os allerede var forfærdede og græd, blev det los fra Bunden, og da blev der, som saa ofte, en stakket Stund mellem Graad og Glæde.

Derpaa gjorde vi sejlene klare og stod ud af  Havnen i rum Sø for en herlig Bør. Da vi var ude af Havnemundingen, holdt vor Præst Morgenandagt med Bøn, Taksigelse of Velsignelse, og da Andagten var endt, fik vi de fleste Skibe i Sigte igen. Det gik saa strygende, at da Solen stod i Sydost, altsaa ved Nitiden om Morgenen havde vi sejlet næsten alle Skibene forbi, hvorover mange forundrede sig. Blandt disse Skibe var et, som Hollænderne ombord hos os kendte, og paastod var et Sørøverskib. Vor Kaptajn Christopher Boye vilde strax angribe det, men Købmændene nægtede dette, saa der blev intet deraf. Men dette Skib sejlede en Tid Side om Side med os, saa vi kunde tales ved.

Næste Dag kom vi til det sydlige England, Syd for London, og Morgenen efter sejlede vi ind i Havet mellem England og Frankrig. Da vi kom ud for Dover, saa vi Land og Byer til begge Sider, navnlig Dover i England og Calais i Frankrig. Men eftersom vi manglede en Styrmand i hans Sted, som var død, maatte vi, endskøndt vi havde to andre, navnlig Mester Jacob og Mester Joris, have en tredie for at være forberedte paa Sygdom og Ulykker, som kunde indtræffe. Da vi derfor kom længere Sydvest paa, til det Sted, som kaldes Newport på Øen Wight, saa sejlede vi derind, men der var ingen Styrmand at faa paa denne Aarstid. Vi lå ved Wight Allehelgenes Nat (1. Novbr.) sammen med tre Skibe fra Buskavien (Biscayen) og mange andre skibe. Buskavierne, der laa i Nærheden af os, hejste den Nat Lanterner paa alle Mastetoppene, agter ude paa hvert Skibs Skanse og forude paa Bougsprydene og forlystede sig med Sang langt ud paa Natten. Men den næste Nat, vi laa der i Havnen, kom der en saa stærk Sydoststorm, at et hollandsk Skib, der laa ud for os, i den bælgmørke Nat blev drevet lige mod vort Skib, saa at vort Bovspryd blev jaget ind i dets Kahyt og knuste derinde alt hvad knuses kunde. Om Morgenen maatte de saa befri sig for vort Bovspryd, men de gav os med Urette Skylden for der skete, da vi jo ganske stille.

Næste Dag sejlede vi til Clamer (?) Lige over for laa Byen Hampton (? måske Southamton). Ved Indsejlingen til Havnen, omtrent en Mils Vej Øst for Hampton var der et stort Kastel, og ethvert Skib som sejlede forbi, maatte der stryge Topsejl paa halv Stang, eller blev det beskudt fra Fæstningen.

Vore Officerer gik i Land og op i den By, som laa der ved Stranden. I et Værtshus traf de der en Styrmand, som før havde sejlet paa Indien og som hed Albert. Han var af Sørøverne bleven lokket til at sejle som en Styrmand, da han troede de var fredelige Sømænd, men da han opdagede, at de var Sørøvere, vilde han gerne bort fra dem og var villig til at tage Tjeneste hos os, hvis vi, saa hurtigt som mulig, kunde befri ham for dem. Men Sørøverne laa dengang sammen med flere Skibe lidt Syd for os med en lille smuk hurtigsejlende Yackt, der hørte til det store Sørøverskib, som laa udenfor, Sydvest for Hanpton. Sent om Aftenen, da det var blevet mørkt, bemandede vi efter aftale en Baad med udsøgte Folk og havde tre smaa Kobberkanoner, saakaldte Falkoner, forude i Baaden. Men da vi kom i Nærheden af Sørøverne, raabte de os an med høj Røst og afslog at give Styrmanden løs den Aften, idet de holdt de brændende Lunter rede til Kanonernes Affyring, men de lovede at bringe ham næste Morgen. Vi blev da nødt til at vende tilbage. Næste Morgen bragte de ham til os, men var meget vrede og sagde, at de ikke saa let havde givet Slip paa ham, hvis deres egen Admiral havde været hos dem. De var ikke synderlig kønnere at se til end Folk, der har hængt en Tid i Galgen, og deres Ansigter lignede grimme Ulvefjæs.

Næste Morgen gjorde vi os sejlklare i Maaneskin, før Dagen gryede. Da vi havde Sidevind, da vi stod ud af havnen, kom vi i stor Fare ved Fæstningen, idet vi strøg den saa tæt forbi, at det ikke var til at se, om vi slap derfra med Livet, men ved Guds Barmhjærtighed førtes vi saa heldig forbi Klippen, at skibet ingen Skade tog, men saa tæt, at Styrebordssside næsten rørte ved Klippen. Vi kom ud i den Spanske Sø, som omgiver det vestlige England og Brændingen fra de store Bølger fra det åbne Hav i Vest, og den spanske sø gaar helt op til den Skov, der ligger ved Havet Vest for Hampton.

Kap. VII

Om eftermiddagen vendte Vinden sig og blev nordostlig, den bedste Bør vi kunde faa, og da vi kom ud for Barlis i Spanien, blev alle ved Klokkeringning og Trompetblæsning kaldt op paa Dækket, hvorefter Artiklerne blev oplæste og alle paamindede om at vise Gydsfrygt og gode Sæder, uvægerlig Lydighed og hæderlig Opførsel baade for Gud og Mennesker. Derpaa blev det bekendtgjort at Vejen til Indien var 3500 Mil i lige retning fra det Sted vi befandt os, men at der var mange Omvejen, der gjorde Vejen meget længere.

Mandskabet blev delt i 3 Roder eller Kvarterer, og tre Fortegnelser med Folkenes Navne blev opslaaede på Væggen foran Kahytsdøren til begge Sider for dem, der gik ind. Første Rode blev kaldt Kongens Kvarter, den anden Prinsens Kvarter, og den tredie Hertug Ulriks Kvarter. De skulde skiftevis forrette alle Arbejder ombord og i Land, nemlig ro Skibsbaaden, have Vagt ombord efter Tur, spule og feje Dækket hver Morgen, før det Kvarter, der havde Dagvagt eller Morgenvagt, begyndte Morgensang. I hvert Kvarter blev alt udført efter Tur. saa at alle havde lige meget Arbejde med at staa udenbords og hejse Vand op, hvorledes end Vejret er, naar det paa nogen Maade kan lade sig gøre, medens andre tager imod Vandet, hælder det op i Kar og slæber dem om i Skiber, andre skraber alt snavs bort med haarde Riskoste og spuler efter med Svabere. Paa samme Maade under Dækket med at vende Sejl, ryste Krudtet, så der det ikke løber sammen eller med at pumpe og hvad andet der behøves. Over hvert Kvarter blev sat en Kvartermester, som også var Baadsmand, efter hvis Ordre og Foranstaltning alt blev udført i hvert Kvarter. Ved hvert Kvarterskifte skulle han opraabe sin Vagt og samle den til Tjeneste. Jeg var i Hertug Ukriks Kvarter, og min Kvartermester hed Jakob Rod, en brav Mand og min gode Ven. Han var født i Stralsund og opdraget der, indtil han 9 år gammel kom til Holland, dervar derfor meget hollandsk i hans Væsen baade med Hensyn til Religionen og andet. Vi havde kun en Trompeter ved Navn Jørgen.

Ialt var vi 88 mand ombord, (skibslisten siger 73) unge og gamle, Officerer og Gemene, hvoraf 58 gik tilrors, og der var 19 mand i hvert Kvarter.

To unge Mænd, den ene ved Navn Thomas, den anden ved Navn Mikkel var ansatte som Lanternevagt og skulde om Natten passe Lamperne, der brændte mellem Kompasserne i Nathuset. En Mand ved navn Frands født i Danmark, men opdragen i Holland og meget ung, knap 33 Aar, havde siddet fængslet hele Tiden siden vi var ved Wight, fordi han mos Skibets Lov og Kgl. Majestæts Artikler havde forset sig grovt ved i Vrede at trække sin Kniv mod en anden i samme Baad og gjort det samme, da de var kommen ombord. Men hvem der gør sig skyldig i dette paa er Togt, skal efter Artiklerne have sin højre Haand gennemstungen med samme Kniv og saalede nagles til Stormasten af Profossen.  Denne Mand skulde ogsaa udstaa denne straf, og han var allerede ført hen til Stormasten, men da dette var hans første Forseelse og alle bad for ham, blev det ændret til, at han denne Gang skulle slippe for den svære Straf, men for at Loven kunde ske Fyldest og Kgl. Majestæts Bud ikke vanæres, skulle han have et Slag med en Tamp af hver Mand ombord med Undtagelse af Befalingsmændene. Han fik altsaa 80 Slag paa sin Bagdel, som han stod det i sine Lærredsbuxer. Men da han var en ung og i mange Henseender brav Mand, var jeg og tre andre unge Mennesker blevne hans Venner, og paa en Maade hans Staldbrøde i al Uskyldighed, saaledes som vort Staldbroderskab første det med sg. Vi havde derfor aftalt, at naar Turen kom til os, skulde vi slaa ham lempelig, men dog saaledes at vore Foresatte ikke mærkede, at vi skaanede ham. Da alle havde straffet ham efter Tur, og Profossen igen skulde modtage den flettede Tamp, som var godt og vel en Favn lang, til Opbevaring, befalede Kaptajn Christopher Boye ham at tage os fire, føre os hen til Stormasten og give os hver fire Slag, os selv og andre til en mindelig og alvorlig Advarsel, for at ingen for Fremtiden skulde vove at vise et sligt Hykleri, naar der skude straffes, eller paa anden Maade haane Lovens Bud. Derfor har Artiklernes Oplæsning deres Betydning, men deres Antal og Indhold er det mig umuligt her at forklare eller nedskrive.

Folkene blev inddelt i Bakker, 7 i hver, og blandt hevr 7 Mand blev en retskaffen og gudfrygtig Mand udtagen til Baksforstander. Denne Mand fik Befaling til at holde Orden paa dem, der skikkede sig daarligt, førte utugtig tale eller opførte sig usømmeligt paa anden Maade under  Maaltidet og bringe den til Tavshed. Enhver, der viste sig ulydig mod ham, skulde meldes til Profossen og hans Navn meddeles i Kahytten hvorpaa han skulde straffes haardt eller mildt efter Omstændighederne, og hans Løn afkortes. Enhver legmelig Revselse skulde nemlig ledsages af en Pengebøde til Forebyggelse af Banden og Sværgen, vrede Ord og ugudelig Tale og andre lignende usømmelige Ting i Ord og Gerning bade under Maaltidet og udenfor dette. Der blev fordret stor Paapasselighed. Profossen skulde vi være lydige i alt, hvad han bød paa Embeds Vegne ombord, men selv maatte han med Ed paa Biblen forpligte sig til strængt Opsyn, nøje Agtpaagivenhed og til uden Persons Anseelse at paatale, hvad han saa eller hørte af Utilbørligheder i Ord eller Gerning udenfor Kahytten.

Alle de Befalingsmænd, som havde deres Sæde i Kahytten, blev under et kaldt "det brede Raad". I dette Raad sidder Profossen tillige med de andre Befalingsmænd, Kaptajnen, Købmændene, Skipperen, Underskipperen, Styrmændene, Trompeterne, Højbaadsmanden og første Assistent, samt Skibspræsten. De er alle tilstede når Rettergang holdes, og skal hævde Loven og Krigsartiklerne ved en værdig Optræden.

I hvert Kvarter blev der udtaget Folk, som skulde passe Merssejlene, og som kaldtes Mersgaster. Ingen var fri for Vagt undtagen Præsten, Købmændene og den ældste Assistent Niels Geertsen, fraset Nødstilfælde. Der var fire Tømmermænd ombord hjemmefra, hvoraf den ene ved Navn Thord døde i Afrika, OverTømmermanden hed Claus From.

Da alt var indrettet paa den her beskrevne Maade blev der skriftlig fastslaaet bestemte Rationer af Brød, Smør, Kød, tør og saltet Fisk, fransk og spansk Vin, samt rhinsk, fransk og hollandsk Brændevin. Hver Mand fik paa Køddagene, som er Søndag, Tirsdag og Torsdag, tildelt to Skaalpund Kød til to Maaltider, og paa Fiskedagene, som er Mandag, Onsdag, Fredag og Lørdag, blev der uddelt til Middag og Aften til hver Mand to Pund tør Kielden-Fisk (Klipfisk fra Kildin), som maatte bankes, blødes og koges. Til hver Bakke, altsaa til hver 7 Mand, blev der udvejet 1 Skaalpund Smør til Dyppelse, samt paa Fiskedagene en Pot Gryn og paa Køddagene samme Kvantum Ærter eller Bønner, og desforuden hver Lørdag 3½ pund Brød og 1 Pund Smør til hver Mand. Ligeledes fik hver Mand knap en Pægl (som de kalder Mischen) Vin til Middag og igen til Aften efter Maaltidet, i den første tid fransk, før den var bleven sur, og senere spansk Vin, hvilken Ration enhver strax op Stedet maatte drikke udenfor Butlerens Dør, men ikke tage med sig. Men af Øl fik enhver, saalænge det varede, hvilket var 3 Maaneder, daglig en Kande paa halvanden Pot, som blev kaldet en Faldkande, der skulde slaa til en Dag og en Nat, 24 Timer. Naar man kommer Syd for Berberiet (Nordvestafrika) og endnu længere sydpaa, kan man ikke bruge Øl til Drik eller gemme det da det bliver surt, derefter udleveres der saa Vand, saalænge Togtet varer.

Hvis nogen ombord gør sig skyldig i den Forbrydelse at stjæle blot en halv Kande Vand fra en anden, er han hjemfalden til at blive hængt. Men Vandet er saa varmt, som om det havde staaet over en Ild og fordærves desuden let i Fade og Tønder. Alle Vandtønder maa forsynes med Jærnbaand, eller duer de ikke til en saadan Rejse, og der er desuden mange andre Ting end Vandet, som maa gemmes godt.

Nu skal nævnes, hvad enhver maa købe sig og have med sig paa slig en Sejlads, nemlig: først og fremmest mange Skjorter, Tobak, Nelliker, Muskat, Kommen, stødt og ikke stødt Ingefær, samt Brændevin og flere andre Ting. Endvidere et Lagen til hver to Mand, der bruges til at opfange Regnvandet under Tordenbyger, idet man hænger det op og binder det fast i alle fire Hjørner, i midten af Lagenet lægges en lille Blykugle og derunder stilles saa en Kande indtil den er fyldt. Dette Vand drikkes kun i Nødsfald, thi det er yderst usundt for mange Mennesker.

I Kgl. Majestæts Artikler er det, blandt meget andet, forbudt alle og enhver at lægge sig til at sove i Uldklæder, der er gennemblødte af Regn, thi det hænder ofte at Folk, der har prøvet at sove i vaade Klæder, har faaet blegrøde Orme i deres Kød, som Bartskæreren saa maa udtrække af deres Krope ved Hjæp af en fin Traad, og hvis Ormen knækker over, saa døer den Mand som det hænder. Dog herom vil jeg ikke tale mere, men vende tilbage til det, som jeg var i Begreb med at fortælle om, hvorledes der var fastsat regler for alt det der skulde overholdes og iagttages paa hele Rejsen.

Det blev saaledes også strængt paabudt altid at være Præsten og alle hans Paamindelse, Formaninger og Lærdomme hørlige og lydige, og den, der forbrød sig derimod eller fremkom med Bespottelser i Ord eller Gerninger, skulde undgælde derfor med Livet. Enhver skulde nøje passe at møde til Chorum Morgen og Aften, naar der blev ringet med den Klokke, som hang paa Bjælken ud for Styrepligten. Med samme Klokke blev der ringet, naar Artiklerne haver Mandag skulle oplæses, og altid naar der skulle skaffes til Maaltid.