KAP XXVI
Nu maa jeg omtale, hvad de brave Mænd, de før omtalte Islændere, foretog sig, da de hørte, hvad det gjaldt om for mig. De gik en Dag til Borgmestrene og de ypperste Mænd i Byen, og fik dem til at gaa op paa Tøjhuset for at gaa i Forbøn for mig hos Tøjhusets Befalingsmænd, og hvis de ikke fik udvirket, at jeg blev frigivet, erklærede de, at de snart skulde skaffe mig Frihed og Løsgivelse ved kongelig Naade. Men da Grabow hørte dette og saa, at saa fornemme Folk tog sig af min Sag, lod han, som om han mente noget helt andet, og sagde, at jeg skulde ikke undgælde saa haardt, men at det, der var sket, kun var gjort andre til Advarsel og for at lægge Dæmper paa min dristige Optræden. Han bedrog dem saaledes med Talemaader og milde Ord, for at Sagen ikke skulde blive bragt for Kongen. Derefter gik de hjem, stolende paa hans venlige Ord.
Da en Maaned var gaaet, kom de tre Hæders- mænd efter Sædvane en Aften op paa Slottet for at meddele mig, at de havde hørt, at der næste Morgen skulde holdes Ret paa Tøjhuset angaaende min Sag. De bad med Taarer Gud give mig Velsignelse og Sejr og lade min Sag gaa godt. De sagde, at de, hvis Guds Naade tillod det, vilde se til mig næste Morgen, og forlod mig saa for den Gang. Nu traf det sig, at en Bonde fra den . nærmeste Omegn, som laa under Slottet, ved Navn Lars blev indespærret paa Grund af den ringe Forseelse, at han omTirsdagen var bleven beordret til at køre et Læs Brænde til Brug paa Slottet, men forsømte det, men næste Onsdag mødte han og blev da indespærret. Da denne Mand fortalte mig mange Drømme, som han havde drømt, spurgte jeg ham næste Morgen, hvad han mente om, hvordan det vilde gaa mig den Dag, dg om han troede, jeg vilde blive dømt til at frigives eller til Døden, eller om jeg igen vilde blive sat i Blaataarn. Manden svarede mig og sagde, at jeg kom nok i Blaataarn igen, men jeg vilde ikke blive henrettet, da Gud vilde forunde mig et langt Liv. Han havde drømt om Natten, at han saa mig staa i en Husdør i Byen, og at jeg kaldte paa ham, da han gik forbi paa Gaden, og bød ham op til mig og trakterede ham, hvilket ogsaa senere skete. Tidlig næste Morgen, Kl. 6 kom de tre fornævnte Dannemænd op til mig i Taarnet og sammen med dem fire Købmænd, nemlig Hans Holst og Boye Lauritssen som drev Handel paa Island, Hans Thorkildsen fra Akureyri og Jost Losekyl fra Hofs6s, en gammel from og gudfrygtig Mand, tillige med min Madmoder Birgitte Lauritsdatter, som bragte mig rene K læder og Mad og en Flaske Vin, som jeg dog næppe rørte. Disse fromme Mænd havde stor Medlidenhed med mig, men jeg bad dem om ikke at være bedrøvede, thi jeg stolede paa Gud, og at hvilken som helst Skæbne, han lod blive min, hvad enten Liv eller Død, vilde det ske til mit Bedste. Desuden vidste jeg, at min Sag ingenlunde stod daarligt i menneskelige Øjne, men derimod, at jeg var mange Gange skyldig for min Guds Aasyn, og at jeg dog fuldtrøstig stolede paa hans herlige Naade i min Jesu trofaste og livskraftige Frelsenavn, og at jeg derfor gik med frejdigt Mod ind under Guds Vilje, hvad der saa end maatte ske. Dette bad jeg dem vidne for mine Nærmeste.
Lidt efter kom Profossen med 4 bevæbnede Mænd fra Tøjhusporten (der holdtes Vagt dér baade Dag og Nat), for at hente mig. De tre Dannemænd og de fire Købmand fulgtes med op paa Tøjhuset, thi de havde paa deres Anmodning faaet Lov til at gaa derhen, for at se og høre Rettergangen. Da vi kom til Porten, modtog mine Kammarater mig med Jubel, skøndt mange ynkedes og fældede Taarer, og førte mig ind i den Vagtstue, som stod ved Porten indvendig i Gaarden, hvor Vagten plejede at holde til. Derinde brændte en Kulild i en gammel, meget lav og bred Jærnpande, som var indrettet til det Brug, og jeg varmede mig dér ved Kulgløderne, indtil Profossen hentede mig og bragte mig ind for Retten.
Da jeg kom ind, sad indenfor Skranken de fem Befalingsmænd, som befalede over Kongens Tøjhus og over alle de Bøsseskytter, som tjente under Kongelig Majestæts strænge Regimente, 400 Mand ialt, som Før er omtalt. Af disse fem var Grabow den øverste, dernæst Christopher Schwencke, Tøjmesteren, dernæst de i Rangen noget lavere Officerer Peter Falk, Henrik Hansen og Hans Budtz. Den egentlige Tøjhusskriver hed Gottfred, en ung, god og prægtig Mand, der holdt meget af mig, og som derfor ikke vilde møde paa Tøjhuset den Dag, men foregav, at han var bleven syg om Natten. Dette forstod Grabow godt og sagde, at den Sygdom var opdigtet, samt lovede, at han skulde huske det. Derfor blev de aldrig gode Venner mere, indtil Gottfred tilsidst tog sin Afsked fra Tjenesten i al Venskabelighed. Nu traf det sig, at en af Bøsseskytterne ved Navn Hans Mathisen Lund blev i hans Sted taget til Skriver; han var min gode Ven, og i de to Aar, jeg var paa Kronborg, var han min Staldbroder; han havde før været Mønsterskriver og tjent hos Herskaber. Han fik nu af Grabow Befaling til at opskrive alt, hvad der var forefoldet mellem Profossen og mig, fra den ene Ende til den anden. De tre før nævnte Dannemænd fik anvist Plads sammen med de fire Købmænd udenfor Skranken, hvor Folk samledes.
Da jeg kom inden for Skranken, bad alle Tilstedeværende udenfor denne med høj Røst, at Gud vilde styrke mig og lade min Sag iaa et lykkeligt Udfald. Derefter fik Skriveren Befaling til at oplæse, hvad han, efter Profossens Diktat, havde nedskrevet. Da han læste det op, erklærede jeg, at det var usandt i mange Punkter, og forbød ham at skrive nogen Usandhed om mig. Han undskyldte sig og bad mig forlade ham, at han var nødt til at skrive, saaledes som det blev ham dikteret. Grdbow sagde, at jeg ikke skulde gøre mig Bekymringer, thi han vidste, at Profossen kun vilde fremkome med sande og sikre Beviser for sit Vidnesbyrd og sin Anklage imod mig, og befalede denne at føre sine Vidner frem og dermed bestyrke sit Udsagn. Dette skete ogsaa, og to Mænd af de fire, som daglig stod Vagt i Holmens Port, blev indkaldte, deres Formand var Peter Rod, en brav Mand, og en anden, Christopher Skrædder; disse havde været tilstede ved mit Mellemværende med Profossen. Det blev nu disse to paalagt at aflægge Ed for Retten, paa at de vilde afgive en saa sandterdig Vidneforklaring, som de formaaede, om det, der var foregaaet mellem mig og Profossen, saaledes som de skyldte Gud og Mennesker. De aflagte Ed herpaa paa Bibelen. Dernæst fortalte Peter Rod og den anden fuldstændig rigtig, hvad der var forefoldet mellem mig og Profossen ved Porten, og dette deres Vidnesbyrd gik i høj Grad imod Profossens Udsagn.
Der blev nu stor Larm i Tøjhuset, thi alle begyndte at prise Gud, for at jeg havde en god Sag at forsvare imod Profossens mærkelige Anklage og hadefulde Beskyldninger. Mine tre brave Landsmænd og de fire Købmænd blev hjærtelig glade. Grabow paabød Tavshed, men det varede længe inden alt blev stille igen. Han var bleven meget overrasket, ved at Profossens Udsagn blev draget i Tvivl og viste sig at være uden Værd. Da dette nu imidlertid var sket, udtænkte han straks et Raad for at styrte mig, og da der var indtraadt Stilhed, forlangte han 12 Mands Dom, af 6 Arkelimestere, som kaldes Constabler, og 6 Aarsknægte eller Landsknægte. Disse 6 Mand tjente paa Kjøbenhavns Slot og gjorde Vagttjeneste Dag og Nat, baade ved Slotsporten og paa Slotspladsen. De 12 Mand var lige fra først af udtagne til at undersøge denne Sag og sad i Dommersædet, for at afgive en fuldgyldig Dom efter Artiklernes Indhold, hvorledes saa end Sagen gik.
Junker Grabow stod da op fra sit Sæde og sagde, at han forlangte Dom over Folk, som mødte berusede paa deres Vagt og derved forsømte den. Da sagde jeg, at dette var ikke blevet bevist om mig med sandt Vidnesbyrd, men at jeg erklærede og tog alle Tilstedeværende til Vidne paa, at jeg den Gang med Vold var bleven forhindret i at møde paa Vagten paa Grund af Profossens særlige Hadefuldhed og andres, som havde støttet ham og hjulpet ham, hvilke Gud bedst kendte. Grabow blev vred over mine Undskyldninger, og bød mig holde Mund. Tøjmesteren Christopher Schwencke talte ikke et Ord, men holdt Haanden under Kinden og trak Vejret tungt.
Derefter gik de nævnte 12 Mænd udenfor det afgrænsede Rum, for at forhandle om Dommen over den Forseelse, som Grabow nu havde forlangt Erklæring om. Da de havde endt deres Overvejelser i Overensstemmelse med Artiklerne, gik de igen ind i det afgrænsede Rum. Deres Formand hed Andreas Holst, en gammel Mand, der var den 13de foruden de 12 Dommere. De fremkom nu med det, de var bleven enige om efter Artiklernes Paabud og Junker Grabows Fremstilling, en Domafsigelse, hvorefter Grahow længtes saare meget, og som bestod af disse Ord: at de havde dømt Hoved fra Hals.
Alle raabte op, at dette var en stræng Dom; Grahow lod, som om han blev meget betænkeligderved, men mere af Falskhed end af fromt Sind. Nu opstod der stor Larm paa Tøjhuset. En af mine bedste Venner, ved Navn Johan Christian- sen, føjede et Ord ind i Samtalen, da Gråbow ved Forstillelse lod, som han ikke vidste, hvorfor jeg blev anklaget, og spurgte, hvad Anklagen gik ud paa; og da der saa blev svaret, at jeg var mødt beruset paa Vagten, og havde forsømt den, føjede Johan til: »Og han naaede ikke at følge Trommen gennem Porten.*' Jeg saa da paa ham og sagde: 9 Nu manglede kun dette. ^ Han gik strax bort, og ønskede, at han aldrig havde talt, og ofte senere talte han angrende herom og sagde, at Ordene var faldne af Tankeløshed. Da der igen blev Stilhed, svarede jeg Dommerne , at de maatte staa Gud til Ansvar for deres Dom, og at han vilde holde Regnskab med dem derfor. Grahow raabte, at det vedkom ikke mig. Da svarede den gode Hædersmand,yo/i Magnusson (salig I hukommelse I), at det forekom ham, at denne Dom var saare stræng, da min Skyld slet ikke var bevist, og at han havde Iflest Gaards-Retten og den kejserlige Ret og des- uden dansk og islandsk Ret, men han vidste ikke bedre, end at jeg havde fuldkommen Ret overfor dem, som faskelig havde anklaget mig, og nu ved edsvorne Vidners Udsagn var fuldstændig afslørede for at have aflagt falsk Vidnesbyrd. Grabow rejste sig da meget vred paa Jon Magnusson og sagde, at han kun havde tilladt ham og hans Ledsagere at være tilstede ved Tøjhusretten for at styrke Loven og overveje de kgl. Mandater, Artikler og Bud, men ikke for at gøre Indsigelser eller trodse dem. Herved blev Jon og hans Led- sagere mere sagtmodige, som det var at vente under saa højtidelige Omstændigheder og blandt Fremmede, og sagde, at de ikke vilde sige andet, end hvad der var tilbørligt, retfærdigt og sømmeligt. Grabow befalede Profossen at tage fire væbnede Mænd af Vagten, for igen at føre mig op paa Slottet og indsætte mig i Blaataarn, da min Sag skulde afgives til Kongens Naade eller Unaade. De mente ikke afgjort at kunne dømme mig til Døden, og ikke at kunne samtykke i den Dom, som Andreas i Dommernes og alle andres Nærværelse inden- og udenfor Skranken havde afsagt og afgivet. Da græd mange i Tøjhuset, og ogsaa mine fromme og elskelige Landsmænd og deres Ledsagere. Tøj mesteren, Christopher Schwencke, sagde ikke et Ord, men græd, da jeg blev ført bort fra Tøjhuset.
Jeg gik bort derfra med god Samvittighed og tog grædende Afisked med dem alle under et. Men da jeg kom op paa Slottet, græd Taarnvogteren Niels over min Skæbne og bad mig ikke vredes paa ham, fordi han indsatte mig i Taarnet igen. Jeg bad ham ikke skænke den Sag en Tanke og takkede ham for hans kristelige, broderlige og kærlige Væsen imod mig. Jeg traf igen i Taarnet den før omtalte Bonde, Lars, som ikke endnu var kommen ud; han sagde, at nu var hans Drøm for en Del gaaet i Opfyldelse, hvilket jeg indrømme-de, og mente, at større Farer truede mig endnu. Han var af modsat Mening og sagde, at det vilde uden al Tvivl gaa saaledes, at jeg blev løsladt og beholdt Livet, at jeg endnu vilde opleve mangt og meget, og at Gud havde tiltænkt og beskikket mig et længere Liv.