Petschenga klosteret

Ved Ishavets bred, hvor Petschenga-elven møder Munkefjorden nær den 70. breddegrad, rejste sig i 1500-tallet verdens nordligste munkekloster. Det var et græsk-katolsk anlæg med kirker, skibsværft, saltbrænderi og garveri, hvis sten endnu lå ved elvens bred da sprogforskeren J.A. Friis fandt dem over tre hundrede år senere. Kapitlet fortæller klosterets hele historie gennem Friis' levende skildring, opbygget over folkesagn fra den gamle finne Nilas og suppleret med arkivstudier. Stifteren Trifon, en forhenværende røverhøvding, vandrede nordpå som bodfærdig eneboer og begyndte i 1524 at kristne de lokale samer. Gennem tzar Ivan den Grusommes gavebrev fra 1556 fik klosteret rådighed over hele fællesdistriktet mellem Norge og Rusland, og det voksede til en koloni med handelsforbindelser til Amsterdam og Antwerpen. Men juleaften 1589 overfaldt en finsk-svensk røverhær klosteret, myrdede over halvfems munke og lægfolk og lagde alt i aske. Sagnet om den tavse munk Ambrosius, der besejrede sørøveren Anika i tvekamp med klosterets hellige sværd, og den lille trufaste finne Unnas hører til de mest farverige fortællinger i hele værket.