Nordnorge-rejsen 1599
I sommeren 1599 sejlede Christian den Fjerde personligt med otte orlogsskibe til Vardø ved Ishavet for at hævde dansk-norsk herredømme over Nordkalotten. Rejsen var et svar på svenske og russiske krav, og flere norske historikere har siden fremhævet den som afgørende for at Finnmark forblev norsk. De samtidige dagbøger af Jonas Carisius og Sivert Grubbe giver levende og til tider humoristiske skildringer af togtet, fra den berusede skibspræsts begravelsestale i Vardø til fiskersamfundets stank af tørfisk.
