Tussøy Handelssted
Hvis vi fra Laukvik sætter kursen ud over fjorden Malangen, dukker Senja fjeldene med sine stejle vægge ud mod Ishavet - frem på bagbord side. Til styrbord side ligger Kvaløya med sine fjeldmasser bag de flade strøg omkring Austein, og ude i fjordåbningen ligger en række øer, et rigtigt skærgårdsrige men en stor skønhed. Kursen går forbi Edøy og Sommarøy til Tussøya, den største af dem alle. Og selv om den ligger så lagt ud mod Ishavet, er der alligevel lunt og rart med grønne marker og skov helt op til de mørke fjelde som værner og give læ mod norden vinden.
(Se kort side 104)
Her ude i Hillesøy er det gammelt land, med gravhøje i hundredvis og rige oldtidsfund fra vikingetiden og ældre tider. I disse strøg var der sikkert at håløygen (gammel mand) Ottar havde sit rige, den store høvding og farmann (rejsende mand), som først hjorde en opdagelsesrejse til Kvitsjøen og senere drog til Skiringssal og Heidaby, og til slut gæstede Alfred den store i England. Så her er gamle handelstraditioner.
Jektebruget har måske i umindelige tider været knyttet til Tussøy, men fra omkring 1666 kender vi med sikkerhed en slægt af jekteskippere og handelsmænd på stedet. Gården blev på den tid solgt af kongen som proprietærgods, og var på 2 vågers landskyld. Den ene af brugerne var Hans Andersen (Normann), den anden hans gamle far Anders Nilssen. Han havde 2 sønner i 9 – 10 års alderen, og et par halvvoksne foster sønner. Omkring 1700 sad sønnerne Jon Hansen og Ole Hansen med hver sin del af gården. Jon Hansen var lensmand i Hillersøy og havde 4 drenge og en foster dreng. Han havde for nylig lidt skibbrud, men klarede sig nogenlunde med kredit fra Bergen, og holdt jektefart til landsdelens bedste. Det er muligvis at hans "skibsforlis" var i forbindelse med det store forlis på Stadhavet 1692, hvor også Petter Dass mistede sin jekt. Sagnet fortæller at Tussøy-jekten også var med i dette forlis. Ole Hansen gav en stor lysekrone til Hillesøy kirke, og fik til gengæld gravsted i kirken. Han døde i januar 1740, og hans enken, som da var blind, sluttede med den bondehandel Ole Hansen havde drevet en tid.
Sønnen Hans Olsen Normann havde allerede mens han boede i faderens hus 1725 begyndt en lille bondehandel. Da farbroderen Jon døde før 1730 overtog Hans Olsen hans jordandel. Efter faderens død drev han sin mors jekt, og påtog sig at drive bygdefar for almuen. Forskellige bondeskrifter viser at både Hans Olsen og hans far havde tilgodehavender og debitorer blandt almuen i distriktet, og langt inde i fjordene. Men jektebruget var det meget op og ned. Hans Olsen havde en jekte men den var ikke altid i brug. Det skyldes måske, at der var stor konkurrence fra borgersæderne i Laukvik og Hekkingen, til dels også fra Bentsjord. Han var gift med Alith Svensdatter Lind, vistnok datter af trondhjemsborger Svend Henrichsen (lind) på Lauvik. Hun døde i 1745 og boet efter hende viser en betydelig velstand. På gården stod et nyt stort stuehus, værdi sat til 100 rdl. og desuden mange andre huse som var nødvendige for driften. Der var adskilligt guld og sølv plus andre værdier, standsmæssige sengeklæder og møbler, rigeligt med linned og smukke klæder. Hele boet formue var over 1000 rdl. en meget stor sum på den tid. Der var to sønner i ægteskabet, Svend Henrik og Erik, men dem er der intet om senere. Hans Olsen giftede sig siden med Sara Hansdtr. Og havde med hende sønnen Peder Hansen og men med ham forsvinder slægte fra Tussøy. Hans Olsen levede endnu 80 år gammel i 1777, i 1780 var han døde, enken fattig, og handelen og jektebruget var nedlagt. Efter Normann Olsen familien finder flere mindetavler fra Hillesøy kirke, nu Tromsø Museum.
Ved denne tid var en ny slægt, Broch-erne, dukket op i distriktet. Den første af dette navn som vi kender, er en Andreas Brochs fra Hamburg, som i 1716 skænkede et kirkeskib (fregatmodel) til Lenvik kirke. Han var antagelig udliggerborger i sognet, og broder til Johan Brochs, som i 1720 var bosat på Møkkelbostad i Dyrøy og da for nylig havde overtaget et jektebrug. Han var også født i Hamburg og tog bergensborgerskab 1717. I 1725 havde han forpagtet Gibostad og drev handel på stedet og i Dyrøy, samtidig var han bispens tiende opkræver i distriktet. Johan Brochs var først gift med Ingeborg Christens dtr., som døde 1724, så han ægtede i 1726 Margrethe Marie Castens, enke efter Jens Nielsen, Straumsfjord i Skjervøy. Omkring 1730 var Brochs flyttet til stedet og overvintrede på stedet med hustru og tjenerskab. Han fortsatte med at drive borgerlig næring sommer og vinter, og sejlede med jekte til Bergen hver sidste stævne. I 1757 opgav han borgerskabet og drog tilbage til Bergen.
Straumsfjord gik herefter over til Johan Petter Schielderup, som drev jektebrug og bondehandel, og måske var gift med en søster eller datter af Johan Brochs. Deres søn Johan Brox (Schielderup) må være den samme som i 1764 dukker op på Bøyen (Bogen) i Hillersøy, hvor han drev jektebrug og forpagtede jorden. Han var gift med en Anne Margrethe Leich, som skal have været et usædvanligt godt menneske. Fra 1780 overtog Johan Brox også Straumsfjord efter faderen, men drev handel og jektebrug på Bøyen. Han skulle også en tid have jet tre jekter og drevet handel på Finnmarken. I 1791 var han død, antagelig i Skjervøy. Der kom på det tidspunkt nye folk på Straumsfjord, og enken flyttede over til sønnen på Tussøy. Vi har kendskab til 7 børn fra Johan Brox og hustru. En yngre søn Michel Brox bosatte sig på Lia i Dyrøy og arvede jektebruget i 1820 – 30 årene. Den yngste Johan Andreas Brox, blev stamfader til Brox Slægten på Mjelde. Datteren Signild Marie var gift med Niels Tønder Hammond, som en tid var præst på Mefjord.
Den ældste søn Hans Henrik Brox, født ca. 1761 bosatte sig på Tussøy, hvor han fik bevilling som gæstgiver 14 maj 1785. Fra 1791 overlod moderen ham jektebruget, som til da havde været i Bogen. Han var gift med Mette Marie Trane, datter af lensmand og bygdeskipper Jens Rasmussen Trane på Lia i Dyrøy. Ved Folketællingen 1801 havde han i huset foruden sin hustru og 6 børn, hustruens søsters 2 børn, 5 drenge og 6 piger. Han drev et stort jektebrug og opførte på gården en stort flere etagershus, som der gik mange beretninger om. Der stod også en svær brygge og andre store huse. Hans Henrik Brox døde i 1811, og enken drev stedet efter bevilling af 26. september 1817. Gæstgiverafgiften var hele 20 spd. Et vidnes byrd om at stedet gav rigtig gode indtægter. Men fra nu af gik det ned ad bakke. Da Mette Marie var død i 1835, var det slut med herlighederne. Ved auktion 1839 blev jekten solgt, og siden kom der ingen ny.
Den ældste af sønnerne, Jens Johan Brox, var først gift med Alethe Johanne Heggelund fra Oldervik, senere med en kvinde fra Bergen, og flyttede fra stedet. Broderen Hans Mathias Brox førte handelen og jektebruget for sin mor, men kort tid efter hendes død blev "storsalen" på Tussøy solgt ved auktion, og opført som Hotel du Nord i Tromsø. Den store brygge blev nedrevet af en storm og siden ført til byen og opført som Schøning – brygge på det sted. Et andet hus kom til Lauvik på Senja. På selve Tussøy er der intet til bage i dag.
