Elgnes Handelssted
Når vi fra Andenes eller Risøyhamn sætter kursen tværs over Andfjorden, ligger Hinnøya med sine indskårne fjordbygder og fjeldmasser på styrbord, og for agten løfter Grytøya sine sorte forvredne toppe. Der hvor farvandet indsnævres og vi sejler ind i Toppsundet, ligger Grøtavær med sine hus klynger i profil ud mod havet, mes det gamle Elgsnes skyder frem på den yderste pynt af Hinnøya. Her findes en mængde gravhøje og der er fundet mange oldtidsfund, i nyere tid er stedet et handelscentrum for alle bygderne ud mod havet. ( se kort side 89)
Elgsnes tilhøre Trondenes menighed, men i ældre tid var gården delt således, at Ydre Elgnes lå i Sands tinglag. Indre Elgsnes i Kvefjord tinglag. Disse to dele har hver sin historie.
Ytre Elgsnes var på 1 våg og tilhørte kongen. Her var et gammelt borgerleje, som før 1660 havde været brugt af Sivert Broch. Han solgte samme år lejet til Hans Andersen, gift med Ingeborg Andersdatter Røst. Hans Andersen var død før 1685, hvor enken overdrog kræmmerlejet til sin broder Hans Andersen Røst.
I 1692 solgte hun også sin brygge i Trondheim til en anden bror Cornelius, som en tid havde været udliggerborger i Senja, men fra 1672 var købmand i Trondheim.
Hans Andersen Røst beholdt Elgsnes kun til omkring 1712, hvor han overtog borgersædet på Nergårdshamn. Ifølge en senere oplysning skulle det så være borgeren Jacob Isachsen Grønbech der handlede på stedet fra ca. 1716, han tog tronhjemsborgerskab med sæde på Elgsnes i 1727. I 1730 holdt han til der om sommeren med sin hustru Maren og 4 stedbørn. Desuden havde han "tvende sommersæde og gifte mænd til sit brug fortsættelse", blandt dem en gammel forhenværende soldat. En tjenestepige boede på kræmmersædet året rundt.
Jacob Grønbech døde formentlig i 1738, da Nicolai Nilsen Normann tog borgerskab i Trondheim som handler og udligger på Elgsnes. Men endnu i 1740 sejlede enken Maren på borgersædet med jekten.
Først i 1750 årene synes Nic. Normann at have overtaget sædet. Han var gift med Karen Eriksdatter Grøn fra Balstad og drev handel på Elgsnes i sommertiden til sin død i 1778. Denne gård havde været bondeodel (fædrene jord man havde arveret til) til 1753, da fogden Wang købte den ved auktion. Ved kontrakt af 5. november 1774 var sønnen Hans Wang blevet ejer af ytre Elgsnes. Nu sad Normanns enke på borgersædet en tid, og fra 1783 boede også Christopher Taraldsens enke, født Grønbech på stedet.
I ca. 1783 blev stedet overtaget af Nic Normanns søn Ole Normann, som var trondhjemsborger og først drev sædet kun om sommeren. Men i 1794 blev han fast bosat på Elgsnes. Et par år senere døde han, og enken Elisabeth Strøm sad i 1801 på borgersædet med en voksen søn og datter, foruden 10 andre personer i huset. Hun må have være død i 1810, da der blev holdt skifteret mellem de myndige arvinger Nicolai og Hans Normann og Johannes Holmboe fra Ervik, som havde været gift med deres afdøde søster Maren Anne. Boets arvemasse var nær ved 1050 rdl.
Samme år søgte Nic. Normann gæstgiveri, som han fik bevilget 12. august 1809, mod den høje afgift af 20 rdl. (bekræftet 8. august 1817 og da nedsat til 16 spd.) Ved skiftebrev efter moderen 1815 fik han 1 pd. I Gullesfjordbotte, og købte samme år 1 pd 12 mk i gården Alvestad. Han fik fornyet bevilling som gæstgiver 28. maj 1847, og fortsatte driften på Nedre Elgsnes – det gamle borgersæde. Han var gift med Ingeborg Benedicte Heiberg, søster til sorenskriveren. Normann var stortingsmand 1818 – 23 og havde Carl Johans kroningsmedalje. Der skal findes et gammelt maleri af ham i kystværnschefs uniform. Han døde i 1859. Det kan tilføjes at Nic. Normann var stor jord godsejer, bl.a. havde han mange gårde i Astafjord og Trondenes. Først efter 1820 fik han købt gården som handelsstedet stod på, og drev det derefter, som et stort landbrug med mange tjenere og husmænd.
Sønnen Ole Normann fortsatte efter faderens død på stedet som handelsmand. Men ved denne tid – i 1860 – 70 årene, kom "sildtia" og med den fremdriften for Harstad og andre steder som lå mere naturligt til for moderne trafik. Handelen på Elgsnes gik tilbage og med Ole Normann, som var ugift, var det afslutningen på det gamle handelshus på Ytre Elgsnes. Forretningen gik fallit i 1882, og siden 1914 har der ikke været handel på stedet.
Også på Indre Elgsnes ( Raten) møder vi Normann – navnet. Første udligger her var Jon Ellingsen Normann, som holdt til på Øynes i Kvefjord, men også fik byggede et hus på stedet. Efter ham kom sønnen Niels Jonsen Normann, som i 1690 tog tronhjemsborgerskab som udligger. Denne del af Elgsnes var også på 1 våg og tilhørte kongen, og ved folketællingen i 1702 sad Niels Normann som bygselsmand på gårde (bygsel leje på livstid), var nogenlunde velstående og havde ansatte. En attest fra 1725 viser af også han havde sit eget egentlige handelssæde på gården Øynes i Kvefjord, men indskibede sin ladninger på Elgsnes Sands tinglag. På samme lille jekt sejlede også en anden trondhjemsborger Erich Pedersen, som havde sæde i Salten og blev hentet af Niels Jonsen på diverse sejladser.
Begge købte også fisk i Salten, hvor de betalte tiende. En beretning fra samme tid viser at bebyggelsen på stedet var lille.
Selve gården var fra omkring 1720 bygslet af Joen Pedersen, som sad der i en årrække. Omkring 1740 hedder det sig at der ingen borger findes i tinglaget, og ved 1750 sidde Niels Jonsen som lejer hos Jon Pedersens enke. – Senere bliver en del af Indre Elgsnes igen bygslet af en Niels Jonsen, men det må være en yngre mand, søn af Niels Jonsen den ældres stedsøn. Fra 1780 havde han hele gården, og ved skøde af 9. oktober 1793 blev han selvejer af Elgsnes indre. Han fik gæstgiverbevilling på stedet den 26. marts 1784. Ved folketællingen 1801 var han 79 år gammel og hans hustru Aleth Martha Lüster 46 år, der var foruden dem en dattersøn og en stedsøn, en avlskarl, 4 drenge og 4 piger. Niels Jonsen må være blevet en gammel mand, for endnu i 1810 drev han gæstgiveri. Men efter hans tid er det slut på handelen på denne del af gården.
På Ytre Elgsnes står fremdeles (19419 den gamle Normannsgård, som et minde om den rolle stedet engang spillede i distriktets handelsliv. Her var der i sin tid i alt 30 huse, bl.a. en særskilt brændevinskælder med jerngitter for vinduet.
Den store og stadselige hovedbygning står godt synlig fra sejlruten. Den er 20 m. lang , 5 m. bred og 6 – 7 meter høj. Det er en rigtig "Nordlands-lånn" med 17 rum i huset, foruden 4 kvistværelser. Tingstuen er det smukkeste af alle husene, med fine dør og vindueskarme. Nogen af vinduerne har gamle matgrønne glas. På gården står endnu (1942) et gammel ildhus med tørvetag og en stor skorsten. Nede i havne ligger det store fiskepakhus som det sidste af de mange søhuse, som lå i rad og række langs den fine hvide sand strand som fulgt bugten og hvor bådene landede i gamle dage, da handelen på Elgsnes var på sit højeste.
