Klosteret del 7 Ødelæggelse
Klosterets ødelæggelse juleaften 1589
Der var krig mellem Johan den 3. i Sverige og tzar Feodor Ivanowitsch. Vistnok var der sluttet en våbenhvile på 4 år fra 1585 til 1590. men alligevel foregik der under våbentilstanden i det små fejder mellem Karelstrandens befolkning og finnerne i svensk Finland. Tidlig på året 1589 havde karelerne således angrebet ind i Finland hen imod Kajana. For at hævne dette foretog de svenske finner ikke længe efter et angreb ind i Karelen.
"De kom med både ned over floden Kovda", hedder der, "700 mand stærk, hærgende og udbrændte de karelske byer Kovda, Umba, Keret og andre ved havet beliggende steder. Derpå drog de videre sydover i den kemske volost og plyndrede der alle boliger. Herfra begav de sig tilbage op over floden Kem".
Atter gjorde solowetskerne gengæld, idet de med er hær på 1300 mand angreb Finland og plyndrede flere byer på finsk grund.
Finnerne hævnede på deres side dette igen ved "hen imod juletid" at udføre et strejftog, ikke østover mod Karelen, men nordover til russisk Laplands nordligste, ubeskyttede kyster, til Enare, Peisen, Petschenga, Orafjord og Kola.
Hæren, hvis størrelse ikke findes angivet, drog ud fra Kajanaa og er formodentlig først kommet til Enare, eller som det kaldes i famle dokumenter "Innier". Her slog de ihjel, blandt andre "Tykum Thudesen, der gav skat til Danmark, Sverige og Rusland", og efter navnet at dømme må have været en nordmand.
Fra Enare har de rimeligvis langs Pasvigelven eller dens dalføre draget ned til Pasvik eller Klosterfjorden, hvor Boris og Gelbs kapel var bygget af munkene i Petschenga. Her slog de ihjel "4 karle, 3 drenge og 1 kone". Blandt drengene nævnes Mikel Ottesen, som rimeligvis har været Nordmand, og konen hed Oditte Andrisdatter, rimeligvis også en norsk kvinde. Mærkelig nok har de skånet kapellet, thi det står der endnu, medens de ellers brændte både kirken og husene.
Fra Peisen er de draget ad søvejen til "Bomeni" eller Bumandsfjordene på Fiskeøen. De havde let ved at få både i Pasvig fjorden, da munkene også der havde et bådebyggeri.
Antallet af de dræbte i Bomeni og hvad de ellers der ødelagde af munkenes ejendomme, kendes ikke, "da der ingen var tilstede", hedder det i brevet fra Vardø. "da fjeldfogeden kom der" efter jul for at indkræve den sædvanlige fjeldfinneskat eller såkaldte "nordfjeldsskat".
Fra Bomeni drog de til Petschengafjorden. I mundingen af fjorden, i Pakhusbugten, eller som den i Vardøbrevet hedder "Wikits", lå munkenes skibsværft. Her satte de ild til husene og brændte alle de både, som de ikke selv havde brug for. Inde i bunden af fjorden lå Jomfru Mariakirken. Denne satte de også ild på efter at have plyndret de værdifulde effekter, som fandtes i den. Derpå drog de opover langs elven til selve klostret.
Der kom de juleaften 1589 om natten, netop som apogtypnia holdtes i kirken, og Ambrosius skulle aflægge sit munkeløfte.
De fleste af munkene var forsamlede i kirken. Ligeså en stor del af arbejdsfolkene, da alle, som kunne, gerne ville være til stede, når den af alle afholdte Ambrosius skulle aflægge sit munkeløfte. Femten af munkene skulle have været fraværende fra klosteret, da det blev overfaldet, og disse undgik således døden. Rimeligvis har munkene i klosteret fået et tip om den fjendtlige hærs hærgen, og de hav vel gjort, hvad de kunne, for at sætte sig op i forsvars stilling, men de har vel næppe forventet at blive overfaldet julenat.
Den højtidelige indvielse tog sin begyndelse, og kl. 10 om aftenen indfandt Ambrosius sig (bods skjorte av stift materiale som hestehår, båret bl.a. av nonner og munke inderst på kroppen.) i forkirken. Her afførte han sig sin hidtil brugte dagligdags dragt og blev stående der, blot iført sin haarskjorte (uden strømper, sko, bælte og hoved beklædning, som tegn på, at han nu fuldstændig løsrev sig fra alt i denne verden.
Derpå kom samtlige brødre ud til ham, hver med et tændt lys i hånden, hvilket skal betegne evangeliet, der kommer til den angerfulde sjæl. Han istemmer nu og synger salmen: "Herre, modtag mig i dine fader arme!"
I indgangen til hieron kommer klosterets forstander ham i møde, "som en fader ved sit hus dørtærskel", og holder en tale til ham, hvori han formaner ham til "at åbne sit hjertes øren og give agt på Herrens stemme, der nu opfordre ham til at tage sit lette åg på sig. Han må ikke glemme, at når han nu med bæven og glæde aflægger sit løfte, så hører frelseren selv, Guds moder og alle himmelens hærskare ethvert af hans ord, der atter vil genlyde for ham ved opstandelsen på den yderste dag."
Indkommen i hieron falder han på knæ, vendt imod hieron og brødrene, der står i en halvkreds foran ham. Forstanderen spørger ham nu:
"Hvi est du hid kommen, broder, at du knæler ned for denne helligdom og dette hellige broderskab?"
Han svarer:
"I ønsket om at føre et helligt og selvfornægtende liv".
Forlanger du at blive erklæret værdig til at optages som munk og blive medlem af brørenes hellige samfund?"
"ja, med guds hjælp, ærværdige fader" svarer novicen.
Forstanderen billiger dette hans gode forsæt, idet han siger:
"Ja, i sandhed, skønt og herligt er det værk, som du nu bier dig til. Gid du også må fuldføre det. Men herlige værker udføres ikke uden møje, forsagelse og arbejde".
Derpå spørger igen forstanderen:
"Er det af egen fri vilje, at du kommer hid til Herren?"
"Ja, ærværdige fader!"
"Ikke af nød, ikke af tvang?"
"Ne, ærværdige fader!"
"Vil du forblive her i klosteret og underkaste dig hele munkelivets forsagelse og strenghed lige til din dødsdag?"
"Vil du lige til din død bevare lydighed mod din forstander og dette broderskab i Kristo?"
"Vil du bevare dig i ren afholdenhed og kyskhed?"
"Frasiger du dig al ejendom og verdslig forbindelse med verden?"
På alle disse spørgsmål svarer novicen med ydmyg stemme i bevisthed og egen svaghed, men med håb om bistand fra det høje:
"Ja, ærværdige fader".
Efter denne åbne bekendelse, der er beregnet på at fjerne enhver skygge af tvivl om, at nogen tvang finder sted, taler forstanderen atter til ham i nogle formanende ord, idet han klart fremstille for ham munkelivets betydning. Han foreholder ham atter hovedreglerne for samme, nemlig kyskhed, ydmyghed, lydighed og selvfornægtelse. Han advarer ham mod de fristelser, som menneskets arvefjende vil anfægte ham med, idet han idelig vågen og i drømme vil forspejle ham i hans foregående liv i verden, dets glæder og sorger. Han nævner ham som følgeværdige eksempler flere af martyrerne, ja Herren selv, der for vor skyld "fornedrede sig selv, så han blev lydig indtil døden", og spørger ham endnu engang:
"Alt dette forpligter du dig til at overholde i troen på Guds kraft og du sværger at holde dette løfte urokkelig lige til dit livs ende ved Jesu Kristi måde?"
"ja, med Guds hjælp, ærværdige fader", svarer atter den nye Guds stridsmand.
Forstanderen holder nu en bøn, hvori han minder om Guds barmhjertighed, da han talte til Israel:
"Skulle end en moder forglemme sit barn, så vil jeg dog ikke forglemme dig", og han søger at styrke den nye broders sjæl med løfte om guddommelig kraft og trøst fra den Helligånd under hans kommende gejstlige anstrengelser.
Derpå peger forstanderen hen på et evangelium, som ligger på et bord og skal betegne Kristi nærværelse, idet han atter minder ham om, at han selv af egen fri vilje har forlangt at indtræde i munkestanden.
Så tager en af brødrene, som dertil er udnævnt, en saks, som ligger på evangeliet og leverer den til novicen. Denne leverer ham den tilbage igen. Dette gentages 3 gange. Når munken 3. gang modtager saksen af novicens hånd, klipper han lidt af hans hår bort fra panden i den hellige treenigheds navn som tegn på, at dermed er alle kødelige lyser afskårne, idet han siger:
"Glem aldrig, med hvem di nu formæler dig, til hvem du går hen, og hvem du frasiger dig".
Medens samtlige brødre sagte synger "Gospodi pomilui", Herre, forbarm dig, ifører nu forstanderen den nye broder munkedragten, af hvilken hvert enkelt stykke, kutte bælte, hætte og sandaler ect. har sin særlige symbolske betydning. Hver gang han har iført ham en ny del af dragten, vender han sig mod brødrene og siger:
"lader os bede for ham: Herre, forbarm dig!"
Efter at han fuldstændig har iført ham munkedragten, holder han en bøn, hvori han anråber Herren om, at han vil "indføre denne sin tjener i sit åndelige hus, at han vil optage ham i sin hjord, at han vil rense hans sind fra alle kødelige lyster, og at han altid vil lade ham komme ihu den velsignelse og den himmelske glæde, som venter Guds venner og alle dem, der i munkelivet korsfæster sit kød for himmeriges riges skyld".
Derpå istemmer forstanderen og samtlige brøde tillige med novicen en gammel smuk russisk salme:
"Omtumlet på livets stormfulde hav flygter jeg hid til denne havn.
Herre, lad mig her finde fred og balsom for mit hjertes vunder!
Med mine tårer, o Herre vil jeg aftvætte mine synders skyldskrift.
Og mit liv herefter skal være dig, o Herre, i bod og ydmyg bøn.
Men fjenden vil komme for at forlokke og bedrage min svage sjæl.
Herre, hjælp mig da med din kraft, at jeg ej må bukke under!
Jeg er et får af din hjord, o Herre, og til dig tager jeg min tilflugt.
Tag imod mig vildfarende, O Gud, og forbarm dig over mig!"
Derpå læses op af brevet til Ef. 6 10 - 17, af Matt. 10, 37, 38 og 11, 28 30. Nu lægger forstanderen under bøn et kors på novicens bryst og skuldre og erindrer ham om Kristi ord Matt 10, 38.
Han rækker ham derpå et tændt vokslys, og med dette i hånden må han blive stående foran et Kristus billede, indtil kommunionen begynder.
Idet han rækker ham lyset, sige han (Matt. 5, 16):
"lader, så eders lys skinne for menneskene, at de ser eders gode gerninger og ører eders fader, som er i himmelen".
Det stod nu kun tilbage, at Ambrosius sammen med forstanderen og brødrene skulle nyde sakramentet og samtlige derpå give ham broderkysset som tegn på, at han nu var optaget som munk og broder i deres samfund.
Men kl. 11 blev den højtidelige handling pludselig afbrudt, idet nogle af arbejdsfolkene kom styrtende ind i kirken og skreg:
"Fjenden er for porten" og idet samme hørtes slag af øksehug på planke muren lige ind i kirken.
Fra den højtideligste stilhed blev der nu den vildeste larm. Klostertjenerne styrtede ud af kirken og løb til deres boliger for at væbne sig med hvad våben de havde, medens fjenden hamrede løs på porten i plankevæggen, der omgav kirken og bygningerne. Det varede heller ikke længe førend røverne sprængte denne og styrtede ind på gårdspladsen. Bedre bevæbnede med sværd og bøsse overmandede de snart klostertjenerne og drev dem dels tilbage til kirken, dels ind i deres egne eller munkenes boliger. En del af røverne forfulgte dem her fra værelse til værelse og myrdede de næsten værgeløse mennesker, hvorpå de plyndrede, hvad der syntes dem at have nogen værdi, og satte ild på bygningerne.
Imidlertid var munkene med nogle tjenestefolkene forsamlet inde i kirken. Hæres anfører med en del agf røverbanden havde opbrudt den tynde væg, hvorigennem man kom ind i kirken, men døren ind til hieron var solid og modstod en stund deres angreb. Fjenden vidste naturligvis godt, at penge og andre kostbarheder måtte findes i kirken og formodentlig inde i hieron eller sakristiet. De omringede derfor kirken, for at ingen skulle slippe ud af nogen løndør, medens de hamrede løs på døren til hieron for at komme ind.
Imidlertid brændte munkenes og tjenernes boliger, således at røgen slog hen mod kirken og indhyllede både belejrerne og de belejrede i en hvis sky. Dørene modstod naturligvis ikke længe røvernes øksehug. De splintrede den og stormede ind i hieron, hvor de værgeløse munke stod samlede i sine præstedragter med forstanderen, oldingen Gurij, i spidsen. Han, den ærværdige gamle, knælede ned og hævede et forgyldt kors afværgende mod fjenden, idet han bad om nåde for sig og sine værgeløse brødre. men han blev straks uden barmhjertighed nedhugget af anføren og korset revet ud af hans hænder. Derpå gik det løs på de øvrige, og de nedhuggedes mand for mand.
Der var kun en, som gjorde alvorlig modstand. Ambrosius havde fået tid til at springe ind i hieraton, iføre sig panserskjorten og gribe sværdet. Således bevæbnet styrtede han frem igen og standsede nogle af røverne, son holdt på med at myrde de sidste af munkene. Han huggede om sig og værgede sig tappert, med ryggen dækket mod hieraton, medens ligene af hans døde og halvdøde brødre lå i dynger lige foran hans fødder og hele kirkegulvet svømmede i deres blod.
Som skudt ud af en kanon springer der pludselig ud af sakristi døren en mand til hans undsætning.
Det er den store, stærke kvæn Jussi, han gode ven. Han er kommen ind af en løndør og har væbnet sig med en lang tung jernstang. Med denne springer han frem foran Ambrosius, svinger den med sine kæmpekræfter og slår så vildt om sig med den, at han slår fjenden ned som strå og driver dem tilbage. Men som en bisværm omringer de ham igen fra alle kanter, så han til slut dødelig såret vender sig mod Ambrosius, falder over mod ham og visker:
"Flygt, Unnas venter, løndøre!"
Mere fik han ikke sagt, før han 10 gange var gennemboret.
Ambrosius hoppede over sakristiets halvdør og fik den øverste halvdel lukket, så han endnu var reddet et øjeblik. I det samme åbnes en løndør, der førte ud til baggården, og Unnas skrækslagne ansigt titter ind.
"kom, Kom!" hvisker han.
Sakristi døren knagede og faldt ind i det samme Ambrosius forsvandt igennem løndøren, der stod sådan, at fjenden ikke havde opdaget den og stillet vagt ved den. Men for at slippe igennem planke muren, der omringede hele klosteret, måtte Unnas og Ambrosius springe over de brændende ruiner af en del af tjenesteboligerne.
Unnas sprang først over, og hans finnedragt og tykke hue reddede ham fra flammerne, men Ambrosius, som var barhovedet, blev forbrændt i ansigtet uagtet af han holdt sig for ansigtet med hænderne.
De slap gennem en mindre dør, der fandtes i planke muren, og løb langs med dette i røg og mørke ned mod elven, medens røver hæren plyndrede sakristiet.
Da de kom til elven, sprang Unnas først ud på en isflage efter at have kastet et tov til Ambrosius. Fra isflage sprang han til næste isflage og nåede på den måde over til en lille ø midt i elven. Ambrosius, som var tungere og ikke så let hoppende som finne, faldt snart i vandet, udmattet såret og næsten blindet, som han var efter kampen, men han havde tovet bundet om livet, og dels blev han trukket af Unnas, dels trak han sig selv over til stranden, hvorfra finnen ledede ham op til en gamme eller jordhytte, som var på øen. Der var to øer ude i elven lige overfor klosteret, og de findes der formodentlig endnu den dag i dag, dersom ikke elven har forandret sit løb og revet dem med sig.
"På disse to små øer", hedder det udtrykkeligt, i Vardøbrevet, "stod der to gammer, som blev bevaret, fordi svenskerne ikke kunne komme der ud".
Unnas og Ambrosius var således med det første reddede. De så nu fra deres tilflugtssted, hvorledes også kirken brændte. Røverne havde sat ild på den, efter at have plyndret, hvad der havde noget af værdi. Kirken med klosterbygningen dannede nu tilsammen et stor ildhav, hvor de kunne se sorte skikkelser bevæge sig i sneen.
Næste morgen juledag, var der intet andet end rygende ruiner tilbage af kirken, bygningerne, ladegården og møllen. Alt, hvad røverne kunne slæbe med sig og have nytte af, havde røvet.
Resten brændte de.
I Vardøbrevet nævnes 41 af de dræbte munke ved navn. "Disse efterskrevne", hedder det, "haver svensken ihjelslået af det munkekloster ved navn Pesantz:
Den øverste munk hegumenen Gurij.
Tre præster ved navn Packum, N. Foser og Jonno N. samt følgende munke:
Fedosra. Nakarij. Annodij. Annopher. Samson. Jiuda. Felofe. Annisse. Jermandt. Y Joff. Serop Jon. Jiop. Yfsmaina. Saufua. Spiridon. Sauatte. Kyrilaa. Semion. Alexander. Kalistrath. Ambrosia. Gjermandt. Daniel. Fegnast. Moisse. Føderich. Lauriuan. Gjørras fy. Abraham. Derofey. Ploien. Juffrin. Fedosij. Pauessy. Annorij. Filimion".
Ligeledes findes navnene på 51 af tjenerne eller lægfolkene, som blev dræbte, nemlig:
Mikifar. Jepser. Pratter. Sauffua. Anthonii.'Ortyn. Komman. Jiepser. 5 Jffuamer. Arist. Arttime. Jeraffe. 2 Foeder. 3 Mickitaa. Agennatt. Mytrink. Rodinan. 2 Gabriel. 2 Kostenthin. Lura. Lenatte. Fedodt. Jefim. Parfey. Michefar. Faa.an. Gabriel. Dementte. Artyme. 2 Steffan. Andrea. Annanis. Amilian. 2 Steffan. Philiips. Cornille. Daniel. Forsaa. Mickulla. Arekup. Isdan.
Efter andre kilder dræbtes i det hele 51 munke og 65 tjenere, efter andre endnu flere.
De fleste af disse navne er russiske. Kun er par er måske finske eller norske.
I ladegården dræbte de "to kvinder ved navn Kyllinna og Fefemj" formodentlig budeier (kvindelig kvæg passer), der passede kvæget.
Hermed var røvernes ærinde udrettet, og de drog igen nordover til fjorden. Herfra drog de over til "Urze", hvormed formodentlig menes Orafjorden, og her "sloge de ihjel 5 karle, 3 drenge, 5 kvinder og4 piger". Blandt karlene nævnes ved navn Jørgen Iffersen. Ive Ottesen og Thimofe Mickelsen, der rimeligvis har været nordmænd. Blandt kvinderne nævnes Marin Iffuans datter, måske også en norsk kvinde.
Navnene på de øvrige synes at være russiske. Denne røverbande skånede således hverken man eller kvinde, men dræbte, hvad dræbes kunne.
Fra Orafjorden drog de mod den allerede dengang befæstede stad Kola. "Did kom de 3. juledag. Men de belejrede indbygge foretog et udfald og barbarerne blev fuldstændig slagne. 60 af dem blev dræbt, og de øvrige flygtede på både op over Tulomelven". Denne kommer indsøen Noutjavre, og herfra har de formodentlig draget sydover igen til Kajanadalen, hvorfra den var startet. Der findes ingen beretning om deres senere færd.
Unnas og Ambrosius var måske ikke de eneste, som undgik døden ved ild eller fjendens sværd. Det er ikke umuligt, at en eller anden af munkene eller tjenerne også kan have reddet sig ved flugt, men derom vides intet bestemt.
Ambrosius lå syg på en briks med bind for øjnene. Hans hår var næsten afsvedet og hans hænder og ansigt så for
brændt, at han næsten var ukendelig. Unnas gik næste dag over til ruinerne. Det havde frosset om natten, således at isen på elven kunne bære ham. Der fandtes ikke andet tilbage af hele klosteret end rygende brænde og halv opbrændte lig inde i mellem ruinerne.
En del kæder og andre sager var trukket fra munkenes værelser og ud på sneen og havde tjent røverne til natteleje. Måske de også havde tænkt sig at tage en del af disse sager med sig, men så igen kastet dem fra sig. Unnas tog en del af disse sager over til øen, således at både Ambrosius og han fik noget at hvile på.
Ladegården var, som allerede bemærket, også udbrændt og kreaturerne dræbte. En del af de slagtede kreaturer havde røverne forsynet sig ed, resten var kastet i ilden.
Ambrosius og Unnas behøvede dog derfor ikke at sulte. Der fandtes i en bod ude på øen en hel del saltet fisk. Munkene havde nemlig om sommeren laksetængsel ved øerne, og det kunne undertiden hænde, at en eller flere af dem sammen med nogle at tjenerne opholdt sig der i flere dage. Der fandtes derfor også gryder og nogle køkkensager i gammen, således at hverken Ambrosius eller Unnas behøvede at frygte for at fryse eller sulte, indtil der atter kom folk til stedet.
Efter nogle dages forløb kom også de fleste af de fraværende munke tilbage og fandt til deres forfærdelse klosteret i ruiner og deres brødres halvt forbrændte lig inde i mellem disse. De måtte indtil videre bo i en "badstue, som stod noget fra klosteret", og var blevet skånet eller måske ikke lagt mærke til af røverne.
De fin for det første nok at gøre med at begrave deres dræbte brødre og tjenestefolk.