Christian IV havde formeldt overtaget styret af Danmark-Norge i 1596. Hans første større udenrigspolitiske sag blev forholdet til Sverige og herredømmet over kystterritoriet. Han måtte forholde sig til en aggressiv og ekspansiv nordområde politik både fra den svenske og den russiske tsar. De europæiske landes livlige og øgende trafik både med handel, fiskeri, hvalfangst og polarekspeditioner i nord repræsenterede også alvorlige udfordringer for en statsleder som så på havområdet mellem Norge og Grønland som sit domæne. På denne tid havde danskerne den opfattelse af Nordishavet var et lukket indhav.
Ca. i midten af 1500 tallet begyndte englænderne og skotterne i handelsøjemed at sejle på havnene langs Karelstrand, det vil sige kysten fra øst i Varangerfjorden og frem til Dvinas udløb i Kvitsjøen. En engelsk koloni, Kolmogory eller Dvinabyen, blev anlagt her før russerne etablerede Arkhangelsk. Fra slutningen af 1560 tallet kom hollænderne for alvor med i handelen på Kola. Danskerne understregede at siden sejladsen gik gennem kongens hav domæne nord om Norge, skulle handelskompagnierne betale told for gennemrejsen. Da handelstrafikken på Kola og den nyetablerede by Arkhangelsk øgede i betydelig omfang på 1580, som følge af at svenskerne lukkede handelsvejen mellem Vesteuropa og Rusland gennem Østersøen, blev det nødvendigt for det dansk-norske regimet at reagere med stor beslutsomhed end tidligere. Magt bag kravene kom der imidlertid først ved at den nye danske konge Christian IV afløste formynderstyret i juni 1596.
Sverige var ved udgangen på 1500-tallet i færd med at udvide sin skatte opkrævning og sine grænser mod Norge i nord. Sveriges ekspansions iver virkede stadig mere udfordrende og truende på den dansk-norske krones interesser på Nordkalotten. Rigtig blod på tanden fik Christian 4. tidlig i 1597, hvor han fik tilsendt et kort over Skandinavien, udformet af den hollandske kartograf J. Hondius. På kortet havde Sverige fået det nordlige slutpunkt for sin grænse flyttet fra Bottenvika helt frem til Varangerfjorden. Det hollandske kort byggede på fredsbetingelserne mellem Rusland og Sverige i Teusinatraktaten fra 1595. Inden havde orienteret danskerne om aftale. Kongen satte undersøgelser i gang, som skulle frembringe information om hvad "den onde nabo" gjorde for at få adgang til ishavet. Ildevarslende rapporter om svenske skatteopkrævnings togter og fremrykning mod kysten i nord krævede modtræk.
Sommeren 1598 havde befalingsmanden over Vardøhus og Finmarkens len, den knap 40 år gamle Hans Olsen Koefoed, personligt taget den lange tur ned til København for at orientere monarken om svenskernes fremfærd i nordnorske fjordstrøg. Vinteren forud, 1597-98, rejste Koefoed sammen med datidens Nordkalot ekspert, Simon von Salingen, over store dele af Nordnorge for at kortlægge omfanget af de svenske fogeder skatteopkrævninger fra søsamer. Lensherrens skildring af den betændte situation er baggrund for kongens afgørelse om at tage sagen i egne hænder. Han brugte høsten 1598 til udrustning og forberedelser. I november var det klart hvilke skibe som skulle udgøre eskadren. Ved selvsyn ville den energiske oldenborgkonge skaffe sig et overblik over forholdene i den nordligste del af dobbeltmonarkiet, vise flaget og dermed markere sin overhøjhed i nord områderne. Gennem, at hævde sin territorialret ønskede monarken at knytte de usikre nordlige områder stærkere til dynastistatens netværk. Vi står overfor et tydeligt eksempel på statsmagtens fremrykning og statsbygning i nord. Interessen for grænsespørgsmål med nedsættelse af grænsekommissioner, geohistoriske beskrivelser, udarbejdelse af kort, forhandlinger om suverænitetshævdelse både på hav og på land går som en rød tråd blandt stater som var involveret i konflikten om det yderste nord i slutningen af 1500-tallet og i begyndelsen af 1600-tallet. Også før 1599 havde danske myndigheder sendt marineekspeditioner nordover, men ingen af disse kunne måle sig med den magtdemonstration kongen stillede op med for fire hundrede år siden. I kampen om grænselandet skulle han engang for alle vise den dansk-norske krigsmagt på havet.
Kongens dygtige tjenestemænd på Vardøhus, Koefoed, gentog en ny omfattende åsteds rejse vinteren 198-99 for at konstatere svenskernes fremfærd overfor fjordsamerne. Resultatet fra denne undersøgelse blev personligt lagt frem overfor kongen og hans følge da de gæstede Vardø i slutningen af maj 1599.
Samtidig som de danske marinefartøjer lagde ud fra København, deltog lensherren i et møde med svenskerne i Kiberg. På mødet som varede fra 15.04 til 26.04 hævde den svenske kommissær at same fjordene mellem Tysfjord og Varanger var den svenske krones rette ejendom. Christian IV fik med andre ord førstehånds orientering om svenskernes nordområdepolitik da han selv kom til Vardø cirka en måned efter mødet i Kiberg.